BØGER // ANMELDELSE – Ingeborg Topsøes Efterveer er først og fremmest en undersøgelse af abortens anatomi – eller snarere eftervirkningerne af den. Romanen formår at nuancere og udtrykke sorgens store kompleksitet, der frygtløst bevæger sig ind på sprængfarlig grund – fordi den har noget vigtigt at sige.
I Danmark bakker mere end 90% af befolkningen op om den frie abort og det, de fleste af os opfatter som en selvfølgelig ret til at bestemme over egen krop. Alligevel udgør skildringen af den frivillige abort et gabende hul i kunsten.
Jeg’et i Ingeborg Topsøes nye roman, Efterveer, leder i litteraturen, da hun rammes af sorg i kølvandet på en selvvalgt abort, men finder til sin forundring ingen litterære eksempler at spejle sig i. Selv kan jeg heller ikke umiddelbart komme på et stykke litteratur, hvor en frivillig, lovlig abort og ikke mindst dens efterspil står i centrum – ikke før Topsøes Efterveer, der udkom i sidste uge.
Ingeborg Topsøe har med Efterveer begået en autofiktiv detektivroman
En slags autofiktiv detektivroman i dagbogsklæder kunne man kalde den. Jeg’et, der er inspireret af Topsøe selv, begynder at skrive dagbog nogle måneder efter, at hun har fået foretaget en abort i graviditetens 7. uge.
Omstændighederne omkring aborten er atypiske. Jeg’et er for eksempel ikke en meget ung kvinde, der er blevet gravid ved en svipser. Hun befinder sig umiddelbart ikke i skrøbelige relationelle eller økonomiske omstændigheder. Der er ikke noget, der tyder på problemer med graviditeten eller fosteret. Jeg’et er derimod i midt 30’erne, økonomisk stabil og gift med en mand, der ønsker at blive far. Selv troede hun muligvis, at hun også ønskede at blive mor.
Den skam og skyld, jeg’et føler, er kompleks. Særligt i relationen til hendes mand, der ønsker barnet, men også holder på, at det må og skal være kvindens beslutning
Så hvorfor vælger hun aborten? Det skylder hun jo sådan set ikke nogen svar på, men til sin forundring bliver hun selv meget i tvivl om dette spørgsmål, der ender med at nage hende i årevis, efter at hun har taget pillen.
Mod forventning går livet nemlig ikke tilbage til normalen efter aborten. I stedet kastes jeg’et ud i et afgrundsdybt mørke, alene med tanker om rigtigt og forkert, liv og død, kærlighed og moderskab. Men kan man føle sorg over noget, man selv har givet afkald på? Naturligvis kan man det. Sorgen, skammen og forundringen over at føle disse følelser er ikke desto mindre meget svære for jeg’et at håndtere: ”Jeg har selv valgt aborten. Det er min beslutning. Det er ikke noget, der er overgået mig. Jeg er ikke et offer. Jeg har ingen ret til at opføre mig sådan her.”
Den skam og skyld, jeg’et føler, er kompleks. Særligt i relationen til hendes mand, der ønsker barnet, men også holder på, at det må og skal være kvindens beslutning, hvorfor han lader hende føle sig mutters alene med sit valg, sin sorg og skam. “At han skulle overvære fantomfødslen af den lille mørke skygge – som vi havde set for første gang dagen før på skærmen under scanningen, som de skal foretage, inden man sluger den første pille – var næsten umenneskeligt. Den lille mørke skygge, som han gerne ville have elsket. Som han måske allerede elskede”, lyder en af de stærkeste passager i bogen.
Det kan føles ubarmhjertigt at skulle anmelde et andet menneskes totale nedtur. Hvor god den narrative komposition eller hvor formfuldendte sætningerne er, er på mange måder irrelevant i dette tilfælde, fordi der er tale om en bog, der vil skildre noget råt og autentisk – og det er lykkedes.
Finder hun så svar på sine spørgsmål? Både ja og nej
At fortællingen til tider går i ring eller helt i stå og undertiden præges af mindre mindeværdige fyldpassager, forstærker det rå og autentiske, men er også blandt romanens svagheder, når man anskuer den som et litterært værk. Ikke desto mindre er der noget stærkt i at læse dét, der netop ikke føles som gennemredigerede efterrationaliseringer fra et menneske, der har forliget sig med omstændighederne. Det er derimod en lang og til tider tung vej, læseren får lov at gå med jeg’et.
Det er næppe fosteret, der på aborttidspunktet er på størrelse med et blåbær, der i sig selv giver anledning til den voldsomme efterreaktion. Det er store, eksistentielle spørgsmål, jeg’et sætter sig for at besvare. Hvorfor har hun valgt aborten frem for barnet? Var det det rigtige valg, eller fortryder hun det? Hvordan definerer det valg, hun har truffet, hvem hun er som menneske? I arbejdet med at komme nærmere svar på disse store spørgsmål afprøver jeg’et en lang række forskellige forklaringsmodeller og lægger en ihærdighed for dagen, der kunne være en efterforsker værdig.
Finder hun så svar på sine spørgsmål? Både ja og nej. En del af konklusionen lyder: ”Jeg tror ikke, at der er mere. Jeg tror ikke, at der er mere at finde frem til eller at føle sig frem til nu. Jeg tror, jeg har fundet alt frem og at intet af det er hele sandheden.”
På den måde er Efterveer både en meget specifik og en meget universel fortælling. Et slags antropologisk studie af de valg, vi mennesker må tage i løbet af et liv, og kampen for at acceptere dem – også selv om vi aldrig finder ud af, om vi valgte rigtigt eller forkert.
Ikke et argument imod abort
På sin vis gør omstændighederne omkring abort jeg’ets følelser tungere, fordi det ikke bare handler om hende, men om alle kvinders historie og ret – en ret, mange fortsat kæmper for: ”Hvorfor kan jeg ikke bare lade aborten være det, den var. Et frit valg. Kvinder samler sig på gaden for retten til det valg, som jeg har truffet. Hvorfor skal jeg ødelægge det? Hvorfor skal jeg gøre det grimt og være så usolidarisk?” er blandt de tanker, hun plages af.
Topsøe formår at nuancere og udtrykke sorgens store kompleksitet i sin bog, der frygtløst bevæger sig ind på sprængfarlig grund
Dette til trods er der ikke tale om en specielt politisk bog. At jeg’et bliver i tvivl om rigtigheden af sit valg, gør i min optik ikke, at romanen kan bruges som et argument imod abort. Dette spørgsmål interesserer bogen sig slet ikke for. Den er ikke moraliserende, og i det omfang, den er politisk, er den det kun som konsekvens af, at abort og mødet med sundhedsvæsnet er politiserede emner.
Romanen er først og fremmest en undersøgelse af abortens anatomi – eller snarere eftervirkningerne af den. Og den er ikke engang en undersøgelse af abort som sådan, men af én konkret abort. At der alligevel ikke blot er tale om et privat projekt til skrivebordsskuffen, skyldes naturligvis det efterhånden klichébefængede, men ikke desto mindre sande faktum, at ingen oplevelse er enestående, og at litteraturen kan være et spejl for de mennesker, der læser den. Denne her bog har manglet som indspark i moderskabs- og sorglitteratur, det er jeg slet ikke i tvivl om.
Måden, hvorpå jeg’et – og dermed også Topsøe – kompromisløst sætter sig selv på spil og stiller sine mørke, til tider meget lidt kønne tanker til rådighed for en læser, der måske kan have brug for det, føles gavmildt og gør det til en stærk læseoplevelse. Topsøe formår at nuancere og udtrykke sorgens store kompleksitet i sin bog, der frygtløst bevæger sig ind på sprængfarlig grund – fordi den har noget vigtigt at sige.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
