Ind i hekselejren – film som forklaring eller som beskrivelse?

i Afrika af

FILM // ESSAY – ”Jeg er ikke ude i et ærinde om at forsvare handlingerne med kulturrelativistiske begrundelser,” skriver filminstruktør Emil Nørgaard Munk i denne tekst om overvejelserne bag sin dokumentarfilm ”Heksene fra Gushegu”. Han forstår behovet for at finde forklaringer og svar på, hvorfor nogle kvinder udstødes i eksempelvis det nordlige Ghana, men hans ærinde er at skabe en fornemmelse hos seeren af selv at være til stede, at være blandt kvinderne i Gushegu.

Da min film, Heksene fra Gushegu, havde premiere på dette års CPH:DOX, havde jeg meget stor glæde ved at deltage i Q&As. Filmfestivaler er det sjældne og priviligerede møde med publikum, som er filminstruktøren forundt. Det er vel for instruktøren, hvad koncerter er for musikeren.

Det gav mig muligheden for spændende samtaler om både filmens form og indhold. Jeg nåede på et par dage i marts på den ene side at have en fornemmelse af, at arrangører og publikum med stor nøjagtighed havde forstået min vision og på den anden side at tænke, at jeg fuldstændig havde fejlet i at kommunikere karaktererne i min films liv og hverdag.

Heksene fra Gushegu handler om kvinder i det nordlige Ghana, som bliver beskyldt for at være hekse og derfor udstødes af deres familier og lokalsamfund. En del af kvinderne vælger at søge asyl i en af de seks “hekselejre”, der findes i regionen. Her lever de i fred, men prisen er ekstrem fattigdom. Deres overlevelse afhænger af, hvad de kan samle sammen af tabte korn og bønner på markedspladsen og af bistand fra især den katolske kirke i Nigeria.

Det samme spørgsmål

Ved festivalens samtaler og Q&As blev særligt ét spørgsmål ved med at vende tilbage i forskellige former: Hvorfor bliver de udstødt? Hvad er årsagen? Hvorfor tror folk på den slags overtro?

Eller denne her version, som ærlig talt fik mig til at tabe kæben en smule: Er kvinderne blevet udstødt, fordi de er psykisk syge? Spørgsmålet gav mig en ubehagelig fornemmelse af, at det, der blev insinueret, var: De må selv have gjort et eller andet, som kan forklare, hvorfor de er blevet udstødt.

Jeg forstår det egentlig godt, behovet for at finde forklaringer. Og der findes skam også en række forsøg på forklaringer derude: Overtro, dårlig uddannelse, fattigdom, behov for syndebukke, osv.

At være tilstede – duften af bål og smagen af grød

Det er som om, at der hos mange seere er en indbygget forventning om, at dokumentarfilm har til opgave at give forklaringer på problemer og fænomener i verden. En del dokumentarfilm og tv-programmer har, som min film, beskæftiget sig med hekse i Afrika.

Jeg kan lukke øjnene og se en form for arketype på disse udsendelser for mig: En rapporter står i et afrikansk landskab, jorden er rød, støvet hænger i luften og i baggrunden ses en række runde lerhytter med stråtag.

Rapporteren henvender sig direkte til kameraet: “Vi er taget til det nordlige Ghana, hvor de har store problemer med kvinder, der bliver beskyldt for at være hekse. Vi har sat os for at undersøge, hvorfor disse kvinder bliver beskyldt. Og hvad med de, der beskylder dem? Hvad tænker de, når de jager kvinderne ud af landsbyen til en uvis skæbne –  afskåret fra familie og netværk.”

Identifikation hos seeren

Jeg så et afsnit af DR-programmet Anja og heksebørnene, der portrætterer Anja Lovéns store prisværdige projekt med at skabe et børnehjem for nigerianske børn, som beskyldes for at være hekse. I programmet har man valgt at sende en håndfuld danske håndværkere med Lovén til Nigeria for at bygge børnehjemmet.

Lovén udtrykker selv, at de danske håndværkere har “en anden ekspertise” end lokale nigerianske håndværkere. Det er muligvis sandt, men de danske håndværkere tjener også et andet formål. De skal skabe identifikation hos seeren og spejle dennes forargelse og vantro overfor det monstrøse i at udstøde små drenge og piger fra deres familier.

Og så skal de danske håndværkeres forundring og forargelse være programmets motor for at søge forklaringen på, hvorfor dette forfærdelige problem findes i visse dele af Afrika.

Og det er forfærdeligt – jeg er ikke ude i et ærinde om at forsvare handlingerne med kulturrelativistiske begrundelser. Men jeg har det ærinde at forsvare filmens ret til at kunne andet og mere end at give reduktionistiske forklaringer på komplekse problemstillinger.

Med undtagelse af den blomstrende virtual og augmented reality er filmen formentlig det stærkeste medie, vi har til at skabe en fornemmelse hos seeren af selv at være til stede. For eksempel blandt kvinderne i Gushegu.

Det handler dels om mediets multimodale format: lyd, billede, tale, tekst, musik, og dels om filmmediets præ-intellektuelle stimulans af sanserne. Modsat eksempelvis litteratur, kan seeren godt få en sanselig oplevelse ved at se en film, selv om de intellektuelt ikke forstår hvad der foregår.

Livet er de ting, vi gør, og hvordan vi vasker vores tøj

For mig giver kombinationen af lyd, billede, musik, tekst og stemmer filmmediet en evne til at beskrive verden(er), som er helt unik. Vi kan opleve, hvordan “hekse” i Ghana omtaler deres egne skæbner, men vi kan også se, hvordan de vasker tøj, vi kan høre, hvilke lyde de vågner op til hver morgen, og med en lille smule synæstetisk velvilje, kan vi næsten smage den klæge grød, de spiser til aftensmad. Hver eneste aften.

Og det er faktisk en helt vild ting at kunne gøre: Beskrive verdener, der er så fundamentalt anderledes end seerens egen. Da jeg var på optagelser i en af lejrene, spurgte en kvinde mig, hvorfor jeg var så interesseret i at se, hvordan de vaskede tøj, lavede mad og tog på markedet. Gjorde vi ikke den slags, hvor jeg kom fra?

Mit svar var, at vi gjorde præcis de samme ting, men det så meget anderledes ud, når vi gjorde det. Jeg viste hende nogle billeder på min telefon af min familie, København, min lejlighed og Rema1000 på Frederikssundsvej.

En øvelse i at fortælle livet – langsomt, som det er

I en anmeldelse ærgrer en anmelder sig over, at vi har “suget konflikten ud” af Heksene fra Gushegu.

Vi har ikke suget den ud, men vi har heller ikke tilføjet den, forstørret den eller fokuseret på den.

Jeg kom også selv til Ghana med en lyst til at forstå konflikten og udstødelsernes betydning, men jeg oplevede ikke, at kvinderne levede i en konflikt. Der var begivenheder i fortiden, der var smertelige og sorgfulde. Jeg følte, at disse fortællinger var vigtige at få med, for at forstå, at kvinderne levede i tvungen eksil. Deres hverdag i lejrene var altså ikke et valg, men et vilkår.

Men for mig er Heksene fra Gushegu først og fremmest en film, der vil beskrive det ordinære og menneskelige i det ekstraordinære liv i eksil. Og gerne langsomt, så seeren får tid til at læse beskrivelserne.

Den franske semiolog Roland Barthes, fortrak at studere fotografiet frem for filmen, fordi det gav ham muligheden for at blive i billedet og opleve det fotografen beskrev. Men selv med skiftende billeder, er det muligt, at give plads til beskrivelsen, hvis man er villig til at sætte tempoet ned, og til at lade de tydelige forklaringer træde lidt i baggrunden.

Så hvordan er hverdagen i en ”hekselejr”? Hvad gør fattigdommen ved kvinderne? Hvilket fællesskab opstår, når man lever 100 udstødte kvinder sammen?

Det er det, jeg har forsøgt at give seeren en adgang til i 53 minutter. Hvad seeren gør med den adgang er helt op til denne, men det er ikke min opgave, at reducere kvindernes liv og filmen til en simpel årsag-virkning-forklaring. Det er filmmediet alt for rigt til.

Fotos: Filmen

 

Emil Nørgaard Munk (f. 1985) er dokumentarfilminstruktør og fotograf.

Med en kandidat i filmvidenskab og visuel antropologi fra Københavns Universitet, har han arbejdet meget indenfor observerende dokumentar og etnografisk film.

Senest med filmen “Heksene fra Gushegu”, der havde premiere på CPH:DOX i 2018.

Foruden etnografisk film underviser Emil i forskellige aspekter af filmproduktion, ligesom han har instrueret en række dokumentarfilm til undervisningsbrug i såvel folkeskole, gymnasium og universitet.

Seneste artikler om Afrika

Afrikas sidste koloni

REPORTAGE – Dybt inde i den algeriske ørken, nær grænsen til Mauretanien,