
NYHED//POV OVERBLIK – Yderligtgående muslimske grupper har gennemført koordinerede angreb i en lang række byer i Mali i Vestafrika. Forsvarsministeren Sadio Camara og flere af hans familiemedlemmer blev dræbt, da en bilbombe eksploderede ved hans hjem. Camara var en ledende figur i militærstyret, der kom til magten i 2021.
Landets præsident Gen Goïta har været tavs siden drabet, hvilket tolkes som tegn på chok i toppen af ledelsen, skriver franske Le Monde. Mali er tidligere fransk koloni, og franske tropper har været stationeret i landet frem til 2022 for at hjælpe med at bekæmpe islamister. Samme år trak danske soldater sig ud af landet, da militærstyret gjorde det klart, at de ikke var velkomne.
Forskellige oprørsgrupper står bag weekendens angreb, som menes at omfatte henved 1.000 svært bevæbnede oprørere. Fælles for dem er et ønske om en islamisk stat, og grupperne samarbejder med Islamisk State og al-Qaeda. I det nordlige Mali kæmper tuareger desuden for at løsrive sig fra Mali.
Selvom regeringen siger, at den nu har fået kontrol over situationen med hjælp fra russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen, skriver Africanews, at indbyggerne er bange efter skud og eksplosioner mange steder i landet. Der er indført udgangsforbud flere steder.
Militærstyret havde lovet at genindføre demokrati sidste år, men i stedet blev kuplederen genvalgt til præsident frem til 2030 af et midlertidigt parlament. Hans mandat kan derefter forlænges i det uendelige uden valg, skriver BBC.
Præsidenten har indgået alliancer med kupledere i nabolandene Niger og Burkina Faso, som ligeledes er orienteret mod Rusland, efter båndene til den tidligere koloniherre Frankrig er blevet skåret over.
Alle tre lande har forladt den regionale samarbejdsorganisation Ecowas, som krævede, at de skulle reetablere demokrati. En rapport fra Africa Center for Strategic Studies beskrev tidligere på måneden et kraftigt stigende antal drab i regionen på grund af kampe med væbnede islamiske grupper.
FN’s generalsekretær António Guterres har udtalt, at han er dybt bekymret over situationen i Mali og opfordret styret til at beskytte civile og civil infrastruktur. FN’s fredsbevarende styrke blev bedt om at forlade landet af militærstyret i 2023. Siden er situationen forværret, skriver mediet All Africa.
FN har fortsat en humanitær indsats i Mali, men har kun mulighed for at hjælpe henved 3.8 millioner ud af de mere end fem millioner indbyggere, der vurderes at have behov for støtte. Guterres opfordrer til mere koordineret internationalt samarbejde for at imødegå den stigende trussel fra terrorister og voldelige ekstremister i Sahel-regionen og til mere humanitær nødhjælp. Den Afrikanske Union og Den Islamiske Samarbejdsorganisation har også fordømt kampene i Mali.
Læs mere: Le Monde, Africanews, BBC, Al Jazeera, All Africa
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og