BØGER // ANMELDELSE – Kirstine B. Høgsbros roman I tilfælde af kærlighed skriver sig ind i en tradition for skilsmisseromaner. De bøger har vi brug for, for selvom ethvert brud er enestående, er smerten mindre skamfuld, når den har et spejl.
Hvert år bliver over 12.000 ægtepar i Danmark skilt. Bag hver eneste skilsmisse er der en personlig historie og en helt frisk smerte. Og selv om hverken mønstrene, der førte til skilsmissen i første omgang, eller smerten, som parrene føler, er enestående, så er hvert brud det.
Jeg ved det, for jeg sidder som parterapeut på første parket til en del af dem, mens de kører, og jeg oplever, at noget af det mest skamfulde for de involverede ofte er følelsen af at have fejlet. Ikke være god nok. Når de får at vide, at det, de går igennem, er helt normalt, og at mange andre har siddet i sofaen før dem og haft det på lignende måder, falder skuldrene ned. Det fjerner ikke smerten, men spejlet er vigtigt for det videre gode liv.
I sig selv er det ikke en original historie, men menneskeligheden og det genkendelige i både at ville baske med vingerne og have en tryg rede gør, at Kirstine K. Høgsbros roman rammer lige i de gamle sår
Derfor – blandt andet – har vi brug for gode skilsmisseromaner, og dem har vi fået gennem tiden: Tove Ditlevsens Gift, Hanne-Vibeke Holsts En lykkelig kvinde og Karin Hermelins Før du går, vil du så ikke blive lidt længere? er nogle af dem. Kirstine K. Høgsbros I tilfælde af kærlighed skriver sig ind i rækken på en fin måde og viser, at humor ikke behøver at trække alvoren ud af tragedien. Tværtimod. For i grinet forløses gråden, også her.
7-7-ordning for voksne
Maggie er gift med Christoffer, og vi ved allerede fra bogens allerførste linjer, at dét er en situation langt fra lykken:
“Måske overreagerede Maggie. Det gjorde hun sikkert. Men hun er også oprigtigt stresset, fordi hun har en deadline, hun igen ikke kommer til at overholde, fordi der absolut ingen arbejdsro er i dette liv med børn og Christoffer og hverdag ud over det hele.”
Maggie skal skrive en roman, og det går dårligt. Christoffer går på arbejde og til møder og prioriterer ifølge Maggie sig selv højere end hende. Imens skal deres piger, der blot omtales som “den store” og “den lille”, bringes og hentes, have mad og gummistøvler og alt det, der nu følger med et dansk børneliv.
For Maggie er den familiære stress så påtrængende, at hun beder om noget tid for sig selv. Christoffer responderer med så også at ville have tid for sig selv, og pludselig er der en aftale om at flytte ind og ud af det fælles hjem i en 7-7-ordning for voksne:
““Hvor skal du hen?” spørger den store, da Maggie kommer ud i køkkenet med rejsetasken over skulderen. Den store sidder på slagbænken ved spisebordet, den lille på sin Tripp Trapp-stol, i gang med at mærke på de ris, Christoffer lige har øst op på tallerkenen. Maggie sætter sig på hug mellem dem.
“Jeg skal hjem til oldemor. Hun har det ikke så godt, så jeg skal hjælpe hende lidt.”
“Oh, God,” siger Christoffer. “Why lie?!”
“Because,” siger Maggie. “Maybe it’s a bit much to let them know that their mom and dad are having a major crisis.”
“Hvad siger I?” spørger den store.
“Noget på dårligt engelsk,” siger Christoffer.”
Dårligt engelsk, ja. Dårlig kommunikation i det hele taget – alle parforholdsproblemers moder og Prügelknabe – yes indeed. Og det bliver kun værre.
Maggie flytter ind hos sin mormor i en stor villa på Frederiksberg, hvor hun også tilbragte en stor del af sin barndom. Maggies far begik nemlig selvmord, da hun var ni år, og Maggies mor var skuespiller og havde brug for pasning til Maggie, når hun skulle på teatret om aftenen.
Den tragiske baggrund serveres usentimentalt, men spiller selvfølgelig en rolle for Maggies liv og krise, hvilket langsomt folder sig ud som en underliggende strøm under ægteskabets opløsning.
I nutiden har Maggies mormor fået sig en “ven”, den gamle flamme Niels, og deres genoplivede kærlighedshistorie larmer og kommer nu også i vejen for Maggies skriverier, som måske mere er diffuse ønsker om at skrive end egentlig tekstfremstilling.
Maggies mor bor i USA og er forrygende selvoptaget, grænsende til det karikerede:
“Men hvad er der sket?” fortsætter Maggies mor. “Skal I skilles? Åh, jeg har fuldstændig ondt i maven over at høre det! Og hvad med pigerne? Hvad siger de? Hvis de reagerer, er det kun sundt, også selvom det er hårdt, for det er jo hårdt! Sådan havde jeg det også med dig. Jeg kunne slet ikke bære, når du var ked af det. Men så må man jo bare prøve at spejle det. Det gjorde Momse aldrig med mig, fordi hendes eget fylder så meget, men det skal vi ikke snakke om nu.”
Græsset er grønnere
Imens mor og mormor således har nok i deres eget, og Christoffer skiftevis er blød og hård over for sin bortløbne kone, hænger Maggie selv ud med vennen Mads, som både bakser med alvorlig ludomani og blandt andet af samme årsag heller ikke kan finde ud af at være i et parforhold. Maggie og Mads kalder parforholdet for et “krat” og hygger sig med drømme om at vride sig ud af krattet og blive fri. Græsset synes grønnere og grønnere i singletilværelsen.
Mads’ ven Emil søger til gengæld friheden ved at have åbnet sit ægteskab, og da Maggie og han tilfældigt løber ind i hinanden foran deres børns institution, bobler drømme og undertrykte længsler op, alt imens Maggie stadig kæmper med forvirrende følelser i forhold til sit ægteskab.
Det skal selvfølgelig gå galt, men det ved karaktererne ikke, og det gør ondt helt ind i sjælen på denne læser at iagttage dem i al deres blinde længsel efter, at noget andet eller én anden skal forløse dem. Hvor har vi været der selv, mange af os! Hvor har vi prøvet, håbet, skændtes og prøvet igen. Og hvor har det gjort ondt.
I sig selv er det ikke en original historie, men menneskeligheden og det genkendelige i både at ville baske med vingerne og have en tryg rede gør, at Kirstine K. Høgsbros roman rammer lige i de gamle sår. Den gode nyhed er, at der også er håb på den anden side af smerten, et liv efter altings sammenbrud. Har vi ikke alle sammen brug for det?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.