Man kan godt være EU-modstander uden at være nationalist

af i EU/Politik & Samfund

EU-VALG // KOMMENTAR – Jeg er en stor tilhænger af de ideer, som vi normalt betegner som europæiske – demokrati, menneskerettigheder, sekularisering – men mener blot ikke, at foreningen EU faktisk fremmer disse, skriver Asser Amdisen og efterlyser en alvorlig diskussion om det europæiske samarbejde: hvad med at prøve at tænke nye løsninger på internationale problemer i stedet for at gribe til gammelkendte metoder og bare bygge en ny og større nationalstat.

I disse dage udpensler medierne, hvorledes en uvederhæftig, nationalistisk, indvandrerfjendsk engelsk pøbel lod sig forføre til et Brexit, som er imod deres egne interesser. Denne profiling af EU-modstandere som bondske udvidende provinsboere har de senere år gjort, at tilslutningen til EU er blevet større og større. Ikke fordi man egentligt elsker EU, men hvem har lyst til at blive sat i bås med Nigel Farrage og Boris Johnson.

Der er vel heller ikke nogen tvivl om, at størstedelen af de vælgere, som stemte for Brexit, gjorde det af nationalistiske grunde. Det er dog efterhånden blevet sådan i det offentlige rum, at fordi Nigel Farrage er nationalist og småracistisk, så må enhver modstand mod EU-projektet være nationalistisk og småracistisk.

Som EU-modstander mødes man ofte med himmelvendte øjne og bemærkninger om, at det er mærkeligt at være modstander af Europa. Jeg er ikke modstander af Europa. Jeg er heller ikke modstander af Afrika eller skove eller torsk, men det betyder ikke, at jeg mener, at de bør være grundlaget for vore politiske fællesskaber.

Jeg er en stor tilhænger af de ideer, som vi normalt betegner som europæiske – demokrati, menneskerettigheder, sekularisering – men mener blot ikke, at foreningen EU faktisk fremmer disse.

Man kommunikerede projektet som en række tekniske samarbejder, som “naturligvis” ikke ville føre til en europæisk stat. Det så man herhjemme ved afstemningen i 1972, som førte til Danmark medlemsskab, og mest komisk i Schlüters berømte udsagn om “at unionen er stendød”

EU-projektet har sin oprindelse efter anden verdenskrig, hvor man påbegyndte en proces frem mod en europæisk stat. Europa var smadret efter to på hinanden følgende verdenskrige og mast mellem de to supermagter, der allerede inden krigen var slut, havde reduceret de europæiske lande til regionale mellemmagter.

Modellen for konstruktionen hentede man ironisk nok i Tyskland. Der havde Bismarck i 1800-tallets anden halvdel haft succes med at samle de tyske småstater i en stor tysk nation. Dette var sket i en tretrinsraket, hvor der først var etableret et indre marked mellem tyske stater (Zollverein). Dernæst i 1867 en nordtysk forening af stater og slutteligt, efter sejren over Frankrig 1870-71, et tysk kejserdømme.

Problemet for EU-staten var, at der var en del lande, fx England og de skandinaviske lande, hvor befolkningerne ikke brød sig meget om at tænke i store unioner. Derfor kommunikerede man projektet som en række tekniske samarbejder, som “naturligvis” ikke ville føre til en europæisk stat. Det så man herhjemme ved afstemningen i 1972, som førte til Danmark medlemsskab, og mest komisk i Schlüters berømte udsagn om “at unionen er stendød.”

Det var den ikke, men alle de små skridt frem mod unionen var nemmere at lokke befolkningerne med til, hvis man camouflerede, hvad projektet egentligt handlede om.

EU og demokratiet

Og det var faktisk en skam. For derved blev et legitimt politisk projekt gjort til et teknokratisk eliteprojekt uden reel folkelig opbakning.

Som internationalistisk EU-modstander har jeg langt større respekt for de åbne tilhængere af den europæiske stat end for de generationer af – primært nordeuropæiske – politikere, som har flyttet beslutninger fra København til Bruxelles ubemærket i små bidder, mens de hårdnakket har benægtet, at det var det, de gjorde.

Benægtelsen af projektets kerne har medført et demokratisk vakuum. Hvis alle borgere ønskede en EU-stat, hvorfor så ikke bare afskaffe de nationale parlamenter? Cirkusset med ministerråd, nationalt udpegede kommissærer, valg til et parlament uden reel indflydelse og ikke mindst det lovgivningskaos, hvor 85% af lovgivningen vedtages et eller andet udefinerbart sted i EU-systemet, kunne sagtens afskaffes og erstattes af et demokratisk system, hvis der var opbakning til det.

Nu om dage siger man tit, at EU er i modsætning til nationalismen, men det er lidt en tilsnigelse. EU’s grundlæggende tanke er, europæere har fælles værdier og en identitet som europæere

Et samfund bliver ikke demokratisk af, at man siger ordet hele tiden – så ville DDR også have været et demokrati. Et samfund bliver demokratisk, når det er borgerne, der faktisk bestemmer samfundets udvikling og struktur – og meget få borgere i EU føler lige nu, at de faktisk bestemmer, hvad der kommer ud af det system –  hvilket blandt andet skyldes, at man i 50 år har gjort sig enorme anstrengelser for at undgå, at borgerne faktisk kan gennemskue systemet.

EU og nationalismen

Nationalismens grundlæggende ide er den simple, at verden er delt op i en række folk, som bor i geografisk afgrænsede enheder med unikke værdier, symboler og identitet.

Nu om dage siger man tit, at EU er i modsætning til nationalismen, men det er lidt en tilsnigelse. EU’s grundlæggende tanke er, europæere har fælles værdier og en identitet som europæere. Det adskiller os fra ikke-europæere, fx tyrkere eller russere, som geografisk ligger tæt på Europa, men som ikke kan være en del af fællesskabet.

Man forestiller sig altså, at vi europæere har fælles interesser, som overgår vores klassetilhørsforhold, uddannelse, køn eller andre faktorer, som bestemmer vores identitet. Og derfor har vi brug for en fælles politisk overbygning.

Men i den sidste ende er dette jo bare en ny nationalisme. En international tilgang til verden betyder ikke bare, at man udskifter en lille nationalstat (Danmark) med en stor nationalstat (Europa), men at man faktisk mener, at opdelingen af verden i geografiske enheder ikke er en særlige relevant eller effektiv måde at skabe en god fremtid på.

EU og freden

I 2012 fik EU Nobels fredspris. Dette var næste lige så latterligt, som da Barack Obama fik prisen nærmest inden, han havde nået ind i Det Hvide Hus. I den tid EU har eksisteret, har der ganske vist været rimelig fred i Europa, men jeg kender en pensioneret skolelærer, som er født i 1947, og man kunne jo også give ham fredsprisen for der har også været fred i Europa, siden han blev født.

Efterkrigstidens fred i Europa skyldes ikke EU. Æren burde tilfalde Stalin, Krustjov, Bresjnev, Eisenhower, Kennedy, Johnson og Nixon m.fl., men dem er der vist ikke nogen, som ønsker at give en fredspris

Freden i efterkrigstiden skyldes i stor træk to ting. Den første og væsentligste var opfindelsen af atombomben, som afskaffede den direkte krig mellem stormagter. Den anden faktor var, at USA og Sovjetunionen ikke ville tillade indbyrdes krige mellem europæiske magter.

I stedet rykkede man EU-landenes krigeriske tilbøjeligheder ud fra kontinentet. Der var fred her, hvor vi bor, men indbyggerne i Vietnam, Algeriet, Falklandsøerne og mange andre steder vil kunne bevidne, at krigen ikke var væk – den var bare blevet eksporteret.

Efterkrigstidens fred i Europa skyldes ikke EU. Æren burde tilfalde Stalin, Krustjov, Bresjnev, Eisenhower, Kennedy, Johnson og Nixon m.fl., men dem er der vist ikke nogen, som ønsker at give en fredspris.

EU og “åbne” grænser

Det er rent sprogligt bedre, når noget er åbent, end når det er lukket. Derfor har EU slået sig meget op på, at man er tilhængere af åbne grænser. Dette i modsætning til den højre-populistiske EU-modstand, som er modstandere af åbne grænser – vistnok fordi åbne grænser betyder, at flygtninge vælter ind over grænserne.

EU handler bare ikke om åbne grænser. EU handler om, at de grænseposter, som tidligere stod ved Padborg nu, bliver flyttet til et andet sted. Det handler om, at vi skal stoppe flygtningene i Middelhavet i stedet for i Rødby.

Den indvandrerkritiske højrefløj burde være jublende begejstrede for EU, da en af de få velfungerende EU-agenturer er Frontex – EU’s grænseværn, som kæmper for at holde flygtninge og indvandrere ude. Og det lykkedes rimeligt godt, hvilket de store lejre med syriske flygtninge i Tyrkiet er et tragisk bevis på.

Udflytningen af grænserne gør lidelserne nemmere at håndtere for os indbyggere. Vi behøver ikke længere skulle se på flygtningelejrene, og da hele EU-systemet er så uoverskueligt og knudret, så er det nemt at slippe for, at se vores eget ansvar i øjnene.

Det betyder selvfølgelig også, at vi bliver frarøvet muligheden for at sætte disse mennesker ud på øde øer, smide dem ud af deres lejligheder, konfiskere deres smykker og råbe ad dem på gaden, og måske er det et så stort savn for indvandrerfjendske grupper og partier, at det er den egentlige årsag til deres EU-skepsis.

Før var der en lille nationalstat Danmark med lukkede grænser, og nu er der en stor nationalstat EU med lukkede grænser. Man kan synes bedst om det ene eller det andet, men tilhængere af åbne grænser er der nu langt imellem i nutidens politik, selvom der er en del, som godt kan lide at sige ordene.

Hvis man ville ud over nationalismen – både den dansk-nationale og den EU-nationale – så kunne det fx ske ved, at vi indså at den solidaritet, som vi ville føle, over for katastroferamte, hvis en bombe ramte Roskilde faktisk godt kan udstrækkes til katastroferamte, som er blevet ramt af en bombe i Aleppo.

Og om vi beskytter vores svimlende velstand mod disse sultne og forpinte krigsofre, fordi de ikke er danskere, eller fordi de ikke er EU-borgere, er for mig at se ligegyldigt.

EU og beskyttelsen af borgerrettigheder

Som de fleste sikkert opdagede, så blev der sidst år gennemført en lovgivning i EU, som angiveligt skulle beskytte vores personlige data. Lovgivningen har kostet en formue, og det ville vel være i orden, hvis den faktisk havde til formål at beskytte vores data, men det har den ikke.

GDPR (som persondataforordningen ofte kaldes) er en teknisk handelshindring. Over de senere år har flere og flere datacentre flyttet til nye lande. Island har kunne trække store serverparker til, fordi energi og dermed afkøling er billigt, og et land som Indien har kunnet trække virksomheder til ved at tilbyde en højt kvalificeret og forholdsvis billig arbejdsstyrke.

Det går jo ikke. Tænk hvis det faktisk endte med at en del af verdens velstand forlod det stakkel fattige Europa og i stedet gik til det rige Indien. Derfor kræver GDPR, at persondata skal opbevares inden for EU’s grænser. Derfor vokser datacentre op af jorden i Viborg, Aabenraa og Odense, og det er det, som er formålet med hele balladen.

Der er ingen tvivl om, at forordningen har øget fokus på, hvordan vi behandler persondata, hvilket er en god ting, men den har også haft andre konsekvenser. Først og fremmest er mængden af bureaukrati og teknisk dokumentation omkring håndteringen af data eksploderet. Det er nødvendigt fordi uden denne forøgede papirmængde er det svært at forklare, hvorfor mit CPR-nummer er mere sikkert på en server i Grækenland end på en server på Island.

Det, europæerne har købt, er fortællingen om et demokratisk internationalt samarbejde, som kan give os stemme i de store spørgsmål om miljø, fred og global sameksistens. Men det vi har fået er en bureaukratisk kolos

Dokumentationskravet har dog også betydet, at en lang række mindre servertjenester kaster håndklædet i ringen. De kan ganske simpelt ikke længere leve op til kravene, hvilket når retssagerne starter i de kommende år formodentligt vil betyde, at data i fremtiden primært kan opbevares af stater, samt af Apple, Microsoft og Google.

Dette er EU i en nøddeskal – klassisk nationalstatspolitik. Vi vil bevare arbejdspladser i Europa. Derfor laver vi regler, som blokerer for den frie handel med data over EU’s store grænsemur. Men da vi jo har legitimeret vores store EU-maskine med åbne grænser og frihandel, så er vi nødt til at pakke den politiske beslutning væk under en dyne af papir, skindemokratiske argumenter og en masse tekniske dokumenter – og hele balladen ender i den sidste ende med at være til fordel for de få multinationale selskaber, som har økonomi og lobbyister nok til at påvirke EU-bureaukratiet.

Kan EU ændres indefra?

Dårlig presse har EU altid haft. Fra afbrænding af kornlagre, krumme agurker, flyttecirkus, fede frynsegoder, kikset udenrigspolitik og nu GDPR og flygtningekrise. Alligevel har mange over årene fremført argumentet om, at ideen EU er god nok – systemet kræver bare forsimpling og demokratiske reformer.

Det virker bare ikke. Der har været talt om demokratiseringer, nærhedsprincip og forenklinger i de 30-35 år, jeg har været politisk tænkende, uden at det på nogen måde har gjort EU hverken demokratisk, decentralt eller specielt enkelt. Problemet er nok, at konstruktionen ganske simpelt ikke dur. Hvis man har købt en rullepølse, men egentligt har brug for en vindmølle, så er vejen frem måske ikke hensigtserklæringer om, at man kan reformere rullepølsen til en vindmølle.

Det, europæerne har købt, er fortællingen om et demokratisk internationalt samarbejde, som kan give os stemme i de store spørgsmål om miljø, fred og global sameksistens.

Men det vi har fået er en bureaukratisk kolos, som kontinuerligt forsøger at forvandle sig selv til en stor nationalstat med høje toldmure og grænsepoliti. En enorm politisk kæmpe, som i stedet for at prøve på at redde verden forsøger at rage mest mulig af verdens velstand til sig.

Og selvom der konstant bliver strøet demokratiske floskler ud over projektet, så er der intet der tyder på, at EU hverken evner eller ønsker demokratiske reformer.

Alternativer til EU?

Og det kan jo ikke nægtes, at internationalt samarbejde er nødvendigt. Kloden er skrumpet gevaldigt de seneste halvtreds år. Klimaproblemer, fattigdom, krig er ikke længere lokale, regionale eller nationale problemer.

FN kunne have været mere relevant, men på en eller anden måde er det organ blevet hængende i den kolde krig og virker ikke efter hensigten.

Hvis vi virkeligt ville noget, så skulle vi erstatte staten EU med et internationalt charter. Et charter som forpligtede til fælles forbedringer af klimaregnskabet, fælles løsninger på fattigdomsproblemer, forpligtede på demokratiske principper og på menneskerettigheder. Dette charter skulle så være åbent for alle lande og regioner i verden – uanset, hvor de måtte ligge på kloden. Lad os lave fællesskaber med de mennesker i verden, som faktisk deler vores værdier og ambitioner – ikke med dem, der tilfældigvis ligger på samme kontinent.

Men det ville selvfølgelig kræve, at et land som Danmark faktisk tog den slags spørgsmål alvorligt og prøvede at gøre verden bedre i stedet for bare at sikre egen velstand. Og det ville kræve, at vi prøvede at tænke nye løsninger på internationale problemer i stedet for at gribe til gammelkendte metoder og bare bygge en ny og større nationalstat.


Foto: Wikimedia Commons.

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee. I de senere år er kommet ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie” og ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.
Se nærmere på www.asseramdisen.dk

Seneste artikler om EU