KINA // BAGGRUND – Det kinesiske kommunistparti har netop afholdt kongres, og det giver nogle indikationer for, hvor Kina bevæger sig hen i de kommende år, skriver Laurids Mikaelsen.
Den 16. oktober 2022 indledte Kommunistpartiet den 20. Partikongres, som varede en uge. I 1921 blev partiet stiftet. Året efter, i 1922, vedtoges en forfatning for Partiet. Det er altså 100 år siden. Partiets forfatning fra 1922 bestemte, at der hvert femte år skal afholdes en Partikongres.
Nu har Partiet fra den 16. oktober til den 22. oktober afholdt den 20. Partikongres, hvor lederne af Partiet for de næste fem år blev valgt, og retningen for Kina de kommende år blev fastlagt, altså de politiske målsætninger. Lad os starte med personelsiden, og senere komme tilbage til det politiske.
Kongressen valgte nye ledere, ikke bare generalsekretæren Xi Jinping (67), som blev genvalgt og med sikkerhed bliver valgt til præsident og øverstbefalende for Folkets Befrielseshær, når Folkekongressen mødes i foråret 2023. Bemærk, at der i Kina er to søjler, Partiets ledelse og nationens ledelse. Der er naturligvis personsammenfald mellem de to søjler.
Partiets nummer to, premierminister Li Kequing (67) blev ikke genvalgt. Det var på forhånd ventet, men var det frivilligt, eller blev han reelt gået? Hans efterfølger som nummer to er Li Qiang, som blev berømt for den hårde corona-nedlukning af Shanghai i foråret. Også længere nede i rækkerne var der nyvalg, da Partiet har regler om, hvornår man ikke kan genvælges. Partiets traditionelle pensionsalder er 68 år.
Partiets målsætninger plejer at være så lave, at de ikke kan undgå at være opfyldt eller overopfyldt, så det kan indhøstes som en succes – ”selvros” – ved den næste Partikongres
Partiets top er Politbureauet, som består af 25 medlemmer. Og den absolutte top er Politbureauets Stående Komité, som har 7 medlemmer, der oven i købet er rangordnet fra nr. 1 (Xi Jinping), nr. 2 (nu Li Qiang), nr. 3 osv. Det er i den rækkefølge, Stående Komité går ind i Folkets Store Hal ved de store møder.
I Stående Komité blev – foruden Li Kequing – tre andre topledere udskiftet med yngre ledere, først Wang Yang (67), som var nr. 4 i hierarkiet. To blev udskiftet i overensstemmelse med den normale praksis, baseret på alder, nemlig Li Zhanshu (72) og Han Xheng (68). I 19. Partikongres i 2017 blev også fire skiftet ud.
Hvor går Kina hen?
Så kommer vi til det politiske: Hvor går Kina hen? Vi skal se på en – efter kinesiske forhold – relativt kort tale, ca. 2 timer, som Xi Jinping præsenterede Partiet for den 16. oktober. Da han holdt den indledende tale under den 19. Partikongres i 2017, var det helt åbenlyst, at flere af Centralkomiteens medlemmer faldt i søvn.
Som traditionen byder, så Xi Jinping tilbage på årene siden sidste partikongres i 2017, men også fremad til den næste partikongres i 2027. Og traditionen tro klappede de 3.000 delegerede efter hvert enkelt punkt i talen, dels over Partiets resultater i de forgangne år, men også af programmet i de næste fem år. Partiets målsætninger plejer at være så lave, at de ikke kan undgå at være opfyldt eller overopfyldt, så det kan indhøstes som en succes – ”selvros” – ved den næste Partikongres.
Kommunistpartiet vil have flere børn, sagde han. “Vi vil skabe et system, som kan fremme fødselsraterne”
Og hvor vil Partiet så hen i de kommende år? Det er ikke helt klart, og svært at forstå. Man skal nok være kineser og medlem af Partiet for at forstå det, men de delegerede ved, at man forventes at klappe. Men hvor vil Partiet hen? De klapper uden at vide det.
Meget krudt blev i talen brugt på Kinas økonomiske udvikling, konkurrencen herom med USA og om Kinas stadig større indflydelse rundt omkring i Verden, f.eks. i Afrika, hvor Kina har investeret i stor stil. Dét har i øvrigt fået Joe Biden til for nylig at sige, at USA og amerikanske virksomheder skal investere mere i Afrika. Rivaliseringen er til at få øje på.
Taiwan fik naturligvis også en runde. Taiwaneserne fik at vide, at de kan vælge mellem en diplomatisk løsning til at blive en del af Folkerepublikken Kina, men ellers vil Kina ikke være tilbageholdende med at bruge den militære løsning. Også her står USA og Kina tydeligt over for hinanden. Joe Biden har lovet Taiwan, at USA vil beskytte Taiwan, hvis Kina skulle forsøge at annektere øen.
Xi Jinping lovede, at Kina vil fortsætte med at styrke Folkets Befrielseshær. Det er allerede ved at ske. Det gælder navnlig flåden, men også forskellige missilsystemer.
Fiskeøjne, som ser alt
Kinas nationale sikkerhed var i det hele taget et stort emne i talen. Partiet passer på kineserne. Han fik endda sagt, at Kinas nationale sikkerhed retfærdiggjorde indespærringen af uighurerne i Xinjiang-provinsen og fratagelse af Hong Kong-kinesernes civile rettigheder. Men han sagde ikke noget om den massive overvågning af kineserne, sikkert også af hensyn til Kinas sikkerhed.
Overalt i Kina ser man ”fiskeøjne”, som ser alt. Der er givetvis flere millioner af dem. Da jeg var ambassadør i Kina, startede fiskeøjnene ved ambassadens port, og andre kunne registrere, hvad der skete i vores private stuer.
Den nationale sikkerhed begrunder også, efter Xi Jinpings mening, nul-tolerancen over for covid-19. Millionbyer og erhvervsliv har været lukket ned i lange perioder, og det er tydeligt, at det resulterer i et dyk i økonomien, måske endda ”minus-vækst”. Og hver femte unge kineser er i dag uden job. Det er en nedtur af betydeligt omfang.
Men Xi Jinping lover fremgang igen og siger, at et af midlerne er at investere i højteknologi. På de områder er Kina godt på vej, og når det gælder globale patenter fører Kina allerede stort og overgår klart USA.
For få børn
Og så er der den demografiske udvikling. Kineserne føder alt for få børn. Der bliver stadigt færre til at forsørge de stadigt flere ældre.
Xi Jinping sagde i talen, at Kinas befolkning skrumper. Kommunistpartiet vil have flere børn, sagde han. “Vi vil skabe et system, som kan fremme fødselsraterne”. I 2021 faldt antallet af fødsler med 600.000 i forhold til året før. Fødselsraten i Kina er kun 1,16 børn pr. kvinde. Til sammenligning er fødselsraten i Danmark 1,7 børn pr. kvinde. Disse nye tal om fødselsrater stammer fra en artikel i Berlingske den 26. oktober.
Det kan tilføjes, at fødselsraten i 2019 var 1,47 børn pr. kvinde, så det går hurtigt ned ad bakke. FN siger, at den kinesiske befolkning vil falde med 46 % i dette århundrede.
Er det dét, Kommunistpartiet vil, eller er det bare sniksnak, og hvad er tidshorisonten egentlig? Alt i alt får dette mig til at tænke på Confucius, som levede i Kina fra år 551 til 479 før vores tidsregning. Det er utroligt, at vi ved det. Men også dengang var der ”kryptogrammer”. For eksempel: ”Det er ligegyldigt, hvor langsomt det går, så længe du ikke stopper”.
Xi Jinping har ved en lejlighed brugt et andet Confucius-citat: ”Hvor er vejen? Lige under vores fødder. Hvordan kommer vi derhen? Ved at følge vores vej. Ingen vej er for lang for vores fødder”.
Forstår vi nu bedre, hvor Kina går hen?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her