HONG KONG // INTERVIEW – Demokratiforkæmperne er havnet i politisk dødvande i det hongkongske parlament, hvor Kina regerer uden egentlig at være til stede. HK First-politikeren Claudia Mo fra den prodemokratiske lejr er da også alt andet end optimistisk, og nu er tiden ved at rinde ud for hende.
Af Eigil Stefansen, Jonas Ingvardsen, Mikael Mikutajcis og Tobias Simonsen.
Udsigten er betagende, da den 62-årige højrefløjspolitiker og forhenværende journalist Claudia Mo byder os velkommen på sit kontor på 18. etage i Hongkongs lovgivende forsamling. Forsamlingen ligger ud til vandet, og herfra kan man se de enorme skyskrabere, der præger bybilledet på den anden side af vandet, hvor det kinesiske fastland ligger.
Udsigten til et demokratisk Hongkong med almindelige valg er dog alt andet end fantastisk, og ifølge Claudia Mo, der er valgt ind for det prodemokratiske parti HK First, er den samlede demokratibevægelse ganske enkelt oppe imod overmagten. Her taler hun konkret om den pro- kinesiske gruppering i den lovgivende forsamling, der er mere eller mindre styret af Beijings interesser og modarbejder demokratibevægelsens kamp for mere demokrati.
”Vi er temmelig passive, for vi kan på ingen måde vinde kampen. Vi er i undertal i parlamentet. Vi har ikke stemmerne, og ude i samfundet må vi gøre det, vi kan. Ellers er der ikke meget andet, vi kan stille op,” vurderer Claudia Mo, der ikke har store forhåbninger, når snakken falder på et fremtidigt demokratisk Hongkong.
Hongkong blev ellers lovet demokratiske valg, da regionen i 1997 overgik til Kina efter at have været under britisk styre i 150 år. Men det politiske system har imidlertid udviklet sig i en anden retning, og Beijing-styret har gradvist fået mere og mere indflydelse på den politiske situation i Hongkong.
”Vi forsøger ikke direkte at modarbejde regeringens politik, for det giver ikke nogen mening. Der er ingen bevægelse, ingen politik og ingen forandring her i parlamentet,” siger Claudia Mo opgivende.
Det afspejler sig blandt andet i sammensætningen i parlamentet, der primært består af Kina-tilhængere grundet et komplekst valgsystem, hvor den almindelige befolkning kun har mulighed for at vælge halvdelen af parlamentsmedlemmerne. Resten vælges af professionelle interessegrupper, der primært støtter de pro-kinesiske partier.
Det skaber en mere eller mindre umulig situation for demokratibevægelsen, og derfor giver det heller ikke mening at føre en såkaldt filibuster-politik, hvor man forsøger at forsinke regeringens politik, mener Claudia Mo. For den pro-kinesiske lejr er ganske enkelt overrepræsenteret. Før eller siden vil den Kina-venlige politik alligevel blive gennemført.
”Vi forsøger ikke direkte at modarbejde regeringens politik, for det giver ikke nogen mening. Der er ingen bevægelse, ingen politik og ingen forandring her i parlamentet. Vi har ikke en gang en chance for at modarbejde regeringens politik,” siger Claudia Mo opgivende.
Ifølge HK First-politikeren er den såkaldte filibuster-politik dog det eneste parlamentariske værktøj, oppositionen reelt kan gøre brug af, hvis de ønsker at stoppe pro-Beijing-lejrens politik.
”I virkeligheden er det vores sidste ressource, vores sidste våben mod onde love,” udtrykker hun.
Kulturel hæmsko
Som følge af den politiske realitet må HK First og andre aktører fra demokratibevægelsen således forsøge at aktivere civilsamfundet i deres kamp for demokratiet. Her udgør kulturen dog en betydelig hæmsko, mener Claudia Mo, der tegner et billede af en noget magelig kinesisk mentalitet. En mentalitet, der helt naturligt søger stabilitet, hvilket gør det svært at skabe forandringer.
”Kineserne vil gerne opretholde stabilitet. Det ligger i vores DNA. I vores blod,” siger hun og fortsætter:
”Det kinesiske miljø er som en zoologisk have. Du bliver fordret, du har tag over hovedet i dit bur, og du lever en tryg tilværelse. Og jeg er bange for, at Hongkong er på vej til at blive spærret inde i det her bur,” siger hun.
Lever for de små, symbolske sejre
Det politiske klima og kulturen udgør altså en markant hæmsko for demokratibevægelsen, og det er småt med politiske sejre, som demokratibevægelsen kan føje til deres cv. Derfor er det primært de små kampe, der holder HK First til ilden.
Du bliver nødt til at kæmpe for din sag, selvom det er svært. For hvis du stopper med at kæmpe, kommer du ingen vegne…
Blot få hundrede meter fra hendes kontor ligger der eksempelvis et hotel, som havde ændret skriften på deres skilte til mandarin, der også betegnes som standard-kinesisk. Det vakte stor utilfredshed hos Claudia Mo og hendes partifælle Gary Fan, og derfor truede de hotellet med at gå til den internationale presse, hvis hotellet ikke ændrede det til Hongkongs ”rigtige” sprog – nemlig kantonesisk.
Og det var med succes til følge.
”De ændrede det i løbet af natten. I løbet af natten!”, udbryder hun og understreger, at deres politiske virke altså ikke er uden betydning, selvom det sommetider kan virke meningsløst.
Opslugt i et sort hul
Undervejs i interviewet hiver Claudia Mo et stort verdenskort frem, der viser, hvordan pressefriheden er verden over.
”Jeg har netop modtaget det her til morgen,” fortæller Claudia Mo og danner sig et overblik over kortet, hun har fået tilsendt fra organisationen Hong Kong Free Press, der arbejder for en friere presse i Kina. En organisation, hun er medlem af på grund af sit tidligere arbejde som journalist.
Her peger hun på Kina, der er markeret med farven sort. Det betyder, at pressefriheden er på sit laveste niveau. Imidlertid er Hongkong afmærket med orange, hvilket angiver, at pressefriheden er på et respektabelt niveau, men stadig langt fra lande som Danmark og Sverige, hvor pressefriheden er på sit højeste.
”Stakkels lille Hongkong. Hvor er vi? Vi er her. Vi er bare en lillebitte prik,” siger Claudia Mo og peger stålfast på en lille orange plet, som forestiller Hongkong, i forlængelse af en kæmpe sort afmærkning af Kina, hvor pressefriheden ikke blot er udfordret, men nærmest ikke-eksisterende.
”Vi bliver suget ned i et stort sort hul (Kina red.) på alle måder. Både økonomisk, kulturelt og politisk, men vi bliver nødt til at kæmpe imod. Vores kamp har imidlertid vist sig at være ganske ubetydelig og ineffektiv, men vi bliver nødt til at vise ansvarlighed overfor historien,” mener hun.
Tiden løber ud for Mo
Generelt er Claudia Mo skeptisk omkring den politiske situation i Hongkong, og hun er overbevist om, at et demokratisk Hongkong er langt uden for rækkevide – og at det i hvert fald ikke bliver i hendes tid som politiker.
”Tiden løber ud for mig. Jeg vil gerne opnå så meget, som jeg nu kan nå, men jeg overvejer at gå på pension til næste år. Jeg er sikker på, at jeg ældre end din mor. Jeg er 62 år,” siger hun med et smil på læben.
Men selvom demokratibevægelsen er havnet i politisk dødvande, nægter hun at sidde på hænderne i sin sidste tid som politiker.
”Du bliver nødt til at kæmpe for din sag, selvom det er svært. For hvis du stopper med at kæmpe, kommer du ingen vegne,” afslutter Claudia Mo, der derefter stryger ud af sit kontor for at deltage i endnu et vigtigt møde i parlamentet i en kamp for demokratiet i Hongkong, der konstant synes at være et skridt frem, to tilbage.
Skribenterne er studerende på Roskilde Universitet i journalistik og politik/administration. I øjeblikket skriver de et bachelorprojekt om den prodemokratiske bevægelse i Hongkong med fokus på forskellige organisationers strategiske udgangspunkt. De har i den forbindelse interviewet adskillige prodemokratiske ledere i Hongkong – heriblandt Claudia Mo.
Fotos: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her