Dansker, kend din plads

i Liv & Mennesker/USA af
SYDSTATSLIV // KLUMME – Hvor kritisk kan man egentlig være overfor sit nye hjemland som udlænding? Ikke meget, opdagede Julie Bendtsen efter et Facebook-opslag, der måske, måske ikke, kostede et venskab med naboen.

RALEIGH (NC) – Vi er i USA på et arbejdsvisum og ikke et green card. Det betyder, at vi jævnligt skal tilbage til den amerikanske ambassade i København for at forny vores visum.

Processen er altid ubehageligt nervepirrende; alt forarbejdet er gjort på forhånd, alle dokumenter sendt af sted, alle krav (forhåbentlig) opfyldt, men det er først, når vi står foran den givne ambassademedarbejder og vedkommendes dagsform, at vi ved, om vi er godkendt til fornyelse – og dermed kan rejse tilbage til Raleigh.

Opdateringen passede egentlig sit eget stille og rolige liv med lidt reaktioner og medfølgende ordvekslinger. Og så fik min nabo øje på den. Hvorefter det viste sig, at den næste visumfornyelse måske ikke var den eneste potentielle bro, jeg var i færd med at brænde af

Hvis ikke, må vi blive i Danmark på ubestemt tid – vel vidende, at vi har både hus, hund, kanin, virksomhed og andre oversøiske detaljer, vi egentlig godt kunne tænke os at håndtere.

Af samme årsag har jeg altid været mere end almindelig tilbageholdende med at give udtryk for eventuelle samfundskritiske synspunkter på de sociale medier.

Hvor nordkoreansk det end måtte lyde, har jeg altid haft en efterhånden ganske indgroet frygt for, at “systemet” skulle finde mine udtalelser og nægte os visum. Og således har jeg – i det store og hele – holdt min SoMe-mund.

Lige indtil politimordet på George Floyd kombineret med en præsident, der mere eller mindre opfordrede til vold og våben mod demonstranter (og, indrømmet, formentligt krydret med en historisk stor mængde coronakriseinduceret hjemve) i forrige uge blev det famøse strå, og jeg i en Facebook-opdatering pegede på, at something is rotten in the States.

Opdateringen passede egentlig sit eget stille og rolige liv med lidt reaktioner og medfølgende ordvekslinger. Og så fik min nabo øje på den. Hvorefter det viste sig, at den næste visumfornyelse måske ikke var den eneste potentielle bro, jeg var i færd med at brænde af.

Han var rasende. Og dybt, dybt indigneret.

Vi har været på skiferie med ham og hans kone og børn flere gange, vores døtre er uadskillelige veninder, og vi drikker (eller drak…) terrassedrinks flere gange ugentligt. Nu truede han med at afslutte vores venskab

Hvor vovede jeg at komme til hans land og høste alle dets tilgængelige frugter og så udtrykke mig så kritisk.

En af mine venner, som havde skrevet et ganske ukontroversielt svar på dansk, fik en tur gennem Google translate af naboen, som præsterede at misse pointen 100 % (som det jo oftest er resultatet, når man prøver at oversætte andet end mælk og halsbetændelse med Google translate), men stadig følte sig fuldt berettiget til at sende et fur den vej også.

I bund og grund fik jeg den gode gamle “rejs tilbage, hvor du kommer fra, hvis du ikke kan lide det her”-sang.

Den omtalte nabo er også en ven.

Faktisk så nær en ven, at vi har været på skiferie med ham og hans kone og børn flere gange, vores døtre er uadskillelige veninder, og vi drikker (eller drak…) terrassedrinks flere gange ugentligt. Nu truede han med at afslutte vores venskab.

Det kan virke komplet hysterisk, at han tager sådan på vej – og sådan føles det også for en dansker som mig. Men min nabo er, som så mange andre amerikanere, opflasket med og på en dyb, ukrænkelig overbevisning om, at USA er the greatest country in the world.

Og ja, hvis vi ser på magt, økonomi, teknologi, naturoplevelser og mange andre fremtrædende og målbare faktorer, er der slet ingen tvivl om, at USA er mægtigt.

Men er det ensbetydende med, at livskvaliteten er greater?

Hvad hvis man, som jeg, nu egentlig synes, at det er meget fedt at kunne tage på skadestuen med et flækket øjenbryn og ikke efterfølgende få en regning på knap 10.000 kroner, at politikere (som regel) bliver stillet til ansvar for udtalelser og handlinger, at jeg kan dytte af idioter i trafikken uden kortvarigt at frygte at de hiver et våben frem, og at mine børn kan tage en helt igennem værdig uddannelse uden beregning?

Patriotismen kan blive så friturefed, at enhver nogenlunde nuanceret debat synes lige så urealistisk som teorien om, at Jeffrey Epstein begik selvmord

For min nabo og (på nuværende tidspunkt tvivlsomt lunkne) ven er der én grund til, at udlændinge kommer til hans land: jagten på og håbet om et bedre liv. Det amerikanske liv, alle andre drømmer om, og som er de få forundt.

Det er aldrig faldet ham ind, at jeg egentlig stadig synes mit eget hjemland ligger ret lunt i svinget, og at det er acceptabelt at mene, at Danmark endda er bedre til nogle ting, end USA er.

Amerikanere er barnligt nærtagende, når det kommer til kritik af deres land, og patriotismen kan blive så friturefed, at enhver nogenlunde nuanceret debat synes lige så urealistisk som teorien om, at Jeffrey Epstein begik selvmord.

Når vi er på hjemmebesøg, sørger vi for at lægge låg på USA-begejstringen, fordi det bare ikke er superinteressant for folk derhjemme at høre om. Fremover vil jeg nok også neddrosle de Danmarksglade gloser på udebane. Man skulle jo nødig fremstå som en utaknemmelig indvandrer.

Jeg har stadig ikke talt med naboen.


 Topillustration: Imgur.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker

Generation

Farvel, Boomer!

GENERATIONSKAMP // KOMMENTAR – Det ville være rart, hvis de sure unge