KINA // ANALYSE – Enhver Kina-snak i denne tid kommer uvægerligt til at handle om Ukraine. For hvad vidste partichef og præsident Xi Jinping, da Vladimir Putin angreb nabolandet Ukraine? Hvad talte de to om, da de mødtes ved åbningen af Vinter OL i begyndelsen af februar? Kan Kina afbøde virkningerne af Vestens sanktioner mod Rusland? Vil Kina det? Disse og flere spørgsmål er jeg gang på gang blevet stillet i ugerne siden Putins invasion af Ukraine d. 24. februar. Her er nogle tanker og svar.
Putin var hædersgæst ved åbningen af Vinter OL i Beijing d. 4. februar. I en blanding af boykot og henvisninger til covid-restriktioner mødte kun få statsledere op til åbningen af, hvad der skulle have været et brag af en propagandabegivenhed.
Så Putin fik den helt store modtagelse, og de to ledere lovede hinanden evig troskab og støtte og en ny international verdensorden med Kina-Rusland i centrum. De talte om “vigtige brændpunkter af gensidig bekymring”.
Putin omtaler invasionen af nabolandet som en operation, og har næppe i klare vendinger fortalt Xi om sine faktiske planer, som han tilsyneladende jo også har hemmeligholdt for fx finansministeriet og nationalbanken i Rusland
Parterne udgav også en længere fælles erklæring om den nye forbrødring, men der er ikke udkommet detaljer om, hvad de to faktisk snakkede om. Xi Jinping erklærede, at partnerskabet er “uden vaklen”, og han støttede Putins anklager om vestligt svigt i Europa.
I den fælles erklæring står bl.a., at “begge sider modsætter sig udvidelse af NATO og opfordrer den Nordatlantiske Alliance til at opgive ideologisk koldkrigstilgang, respektere andre landes suverænitet, sikkerhed og interesser, mangfoldigheden af deres civilisatoriske, kulturelle og historiske baggrunde samt at udøve en fair og objektiv attitude til andre staters fredelige udvikling”. Rusland gentog sin støtte til Kinas krav på Taiwan, det såkaldte ét-Kina-princip.
Denne forbrødring kort før Putin blæste til krig i Ukraine har efter alt at dømme indsnævret Kinas muligheder for at reagere på invasionen.
Putin, der jo omtaler invasionen af nabolandet som en operation, har næppe i klare vendinger fortalt Xi om sine faktiske planer, som han tilsyneladende jo også har hemmeligholdt for fx finansministeriet og nationalbanken i Rusland.
Måske har han sagt til Xi, at der var tale om en øvelse af en art, hvilket ikke ville vække bekymring. De har formentlig også aftalt, at Putin skulle vente med sin lille “operation”, til Vinter OL var veloverstået, så Xi kunne sole sig i en velsmurt afvikling uden distraktioner.
Det kunne i hvert fald redegøre for Kinas tilbageholdende reaktioner på invasionen. Forinden hånede Kina USA’s gentagne advarsler om det nært forestående russiske angreb og var ikke forberedt på at evakuere kinesiske statsborgere fra Ukraine, hvilket formentlig ville være sket, hvis kineserne havde været ordentligt orienteret – ligesom det er sket ved andre lejligheder, fx angrebet på Libyen i 2011.
Kineserne siger, man skal tale om forholdet mellem Kina og USA, mens amerikanerne siger, fokus bliver på situationen i Ukraine. Alt andet er da også helt usandsynligt
Xi Jinping vidste tilsyneladende ikke, hvor omfattende et angreb på Ukraine, Putin pønsede på. Og det stiller ham i en vanskelig situation. Som tidligere direktør for Kina-anliggender i USA’s Nationale Sikkerhedsråd, Paul Haenle, udtrykker det i New York Times: Xi “sidder i en kedelig klemme. Hvis han kendte til invasionen, og ikke fortalte folk om det, er han medskyldig; hvis Putin ikke fortalte ham det, er det en fornærmelse”.
Hvad Xi vidste og ikke vidste, kommer man måske en anelse nærmere i dag mandag, når Kinas fhv. udenrigsminister og nuværende medlem af Kommunistpartiets Politbureaus stående Komité såvel som Statsrådet samt leder af Kinas Centrale Udenrigskommission, en slags overudenrigsminister, Yang Jiechi, mødes med USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, i Rom. Mødet har været aftalt siden november, men tid og sted er først lige lagt fast.
Forholdet mellem de to er ikke det bedste. Parterne har da heller ikke offentliggjort en dagsorden. Kineserne siger, man skal tale om forholdet mellem Kina og USA, mens amerikanerne siger, fokus bliver på situationen i Ukraine. Alt andet er da også helt usandsynligt.
De to herrer er yderst kompetente, og på den led er det betryggende, at netop de mødes, for de har begge et betydeligt forhandlingsmandat. Dermed kan Kina og USA måske komme frem til en aftale eller et forslag, som Putin ikke kan sidde helt overhørig, og som dermed måske kan bidrage til neddrosling af konflikten. Det er tæt på ønsketænkning, men helt umuligt er det ikke.
Spørgsmålet om suverænitet
Kina var ikke sen til at meddele sin støtte til Ukraines suverænitet – akkompagneret af fordømmelsen i den fælles erklæring, som nævnt ovenfor, af nogen som helst udvidelse af NATO.
Sidstnævnte kunne ses som en kattelem til Putin, en lille sprække til forhandling, men, selv hvis Putin så den, valgte han at ignorere den. Kina har også gentagne gange tilbud at mægle, hvilket heller ikke er blevet taget alvorligt.
Forleden, da Kinas udenrigsminister, Wang Yi, holdt sit årlige pressemøde (man må huske, at Kina ikke er et oplysningssamfund, så pressemøder med ministre er sjældne dér) under den årlige parlamentssamling (en sådan finder også kun sted én gang årligt i Kina), gjorde han det ifølge Hong Kong-avisen South China Morning Post klart, at respekt for Ukraines territoriale suverænitet på ingen måde er at forveksle med noget tilsvarende for Taiwan:
“Det er groft dobbeltmoralsk, hvis nogen respekterer Ukraines suverænitet, men gentagende forulemper Kinas suverænitet over Taiwan”. Han tilføjede for klarhedens skyld, at når “visse partier i USA presser Taiwan i en farlig retning, vil det få ubærlige konsekvenser for USA”.
Sanktioner
Kina har i årevis forfinet øvelsen i at så splid i Europa mellem Øst og Vest i EU, mellem Tyskland og Frankrig og i det hele taget ved altid at forhandle med lande individuelt frem for med sammenslutninger som fx EU. Putin har det lige sådan.
Det pludselige tætte og meget beslutsomme sammenhold, som EU og NATO viser i forhold til invasionen af Ukraine kommet bag på begge lande – og har medvirket til at kaste Moskva og Beijing tættere i armene på hinanden
Derfor er det pludselige tætte og meget beslutsomme sammenhold, som EU og NATO viser i forhold til invasionen af Ukraine kommet bag på begge lande – og har medvirket til at kaste Moskva og Beijing tættere i armene på hinanden, hvad enten de kan lide det eller ej.
De færreste lande har råd til at miste Kina som handels- og samarbejdspartner. Kina har de seneste årtier excelleret i at straffe enkeltlande for forskellige handlinger, der byder Kina imod. Da den kinesiske demokrat Liu Xiaobo fx blev tildelt Nobels Fredspris i Oslo i 2011, straffede Kina ved at indstille sin betydelige lakseimport fra Norge – hvilket i øvrigt kom Færøerne til gode.
Kina kender ikke forskel på statslig og privat, så det faktum at den norske regering ikke har noget med fredsprisen at gøre, gør ikke det fjerneste indtryk. Så godt som et hvilket som helst land, der tillader den tibetanske religiøse leder Dalai Lama indrejse, bliver lagt på is og får at føle på handelssamkvemmet.
Da Canada på opfordring fra USA anholdt Meng Wanzhou, datteren til stifteren af og CFO i den kinesiske telekom-gigant Huawai, fængslede de kinesiske myndigheder til gengæld to canadiere på fingerede anklager om spionage, indtil Meng blev løsladt. Omverdenen klagede og beklagede ganske vist, men i Kinas øjne lykkedes forehavendet med den sædvanlige taktik.
Nyt sammenhold
Nu er EU rykket sammen, EU og USA ligeså, og hårde sanktioner vælter ned over Putin og hans nærmeste såvel som russerne i det hele taget. NATO råber også til samling, og amerikanske tropper er blevet sendt til Europa, ligesom der er kommet forstærkning til Baltikum.
Kina opfordrer bekymret Vesten til at neddrosle sanktionerne, og man mere end aner bekymringen over, hvad det i første omgang kan betyde for Kina – for slet ikke at tale om, hvis Vesten en dag bliver så vred på Kina, at tilsvarende drastiske sanktioner kan ramme dér.
Men Kina er også bange for at blive suget baglæns ind i sanktionsregimet, hvis en fordømmende omverden udvider det til på nogle områder også at omfatte Kina
Hidtil har Kina set sig i stand til at slå igen mod spredte sanktioner som fx H&M’s boykot af bomuld fra Xinjiang, der resulterede i, at kinesiske forbrugere ganske enkelt – og på magthavernes heftige opfordring – boykottede H&M’s butikker over hele Kina. Et hårdt slag for H&M og helt ligegyldigt, nærmest som et myggestik, for Kina.
Tanken om en så massiv og samlet omverdens sanktioner, som den Rusland nu oplever, der næsten med lynets hast rammer forsyninger, eksport, valutareserver, finansmarkedet m.m. er skræmmende for magthaverne i Beijing.
Afsmitning i Kina
Sanktionerne fra Vesten har bl.a. betydet, at op imod 500 mia. dollars af Ruslands valutareserver er blevet indefrosset uden for Rusland, ligesom SWIFT-systemet til kommunikation om internationale bankoverførsler ikke længere kan anvendes til og fra Rusland.
Derfor retter folk blikket mod Kina og den i omverdenen ikke særlig udbredte RMB yuan. I løbet af få dage modtog en kinesisk statsbanks filial i Moskva ifølge Reuters flere hundrede ansøgninger fra russere om at åbne konti – og det selvom rublen i de forløbne uger har mistet næsten 40 pct. i værdi i forhold til yuan’en.
Alligevel ventes det, at importen fra Kina til Rusland nødvendigvis må vokse. I forvejen er Kina Ruslands største handelspartner, mens det modsatte langt fra er tilfældet.
Handlen mellem de to lande er steget støt siden Putins invasion af Krim i 2014, da de første sanktioner ramte Rusland. Rusland er Kinas største olieleverandør efter Saudi-Arabien og tredjestørste gasleverandør. Kina importerer også tømmer og fødevarer fra Rusland.
Oplysningen i Kina om, hvad der sker i Ukraine, hviler på officielle russiske kilder, og debat om krigen på sociale medier er forbudt
Trafikken den anden vej er især mekaniske produkter, maskiner, transportudstyr, biler, telefoner og forbrugsgoder. Eksporten fra Kina til Rusland steg med 34 pct. i fjor – til 67,6 mia. US-dollars. Og mens Google, Apple, Ford og mange flere har trukket sig ud af Rusland, står kinesiske virksomheder som Baidu, Huawei og BYD klar til at erstatte med kinesiske produkter.
Men Kina er også bange for at blive suget baglæns ind i sanktionsregimet, hvis en fordømmende omverden udvider det til på nogle områder også at omfatte Kina. Også derfor er mødet mellem Yang Jiechi og Jake Sullivan i Rom vigtigt.
Private kinesiske virksomheder har i forvejen ikke den store bevægelsesfrihed, men også de risikerer at tabe på en ugunstig udvikling i forholdet mellem Vesten og Kina
Ukraine importerede i 2020 varer fra Kina for små syv mia. US-dollars – og sendte varer den modsatte vej for godt syv mia. US-dollars. For begge landes vedkommende en skønsom blanding af råvarer, fødevarer, forbrugsvarer, tekstiler o.m.a. Trafikken begge veje må formodes at være gået i stå. I første omgang er det Kina, der kommer til at se sig om efter erstatning for de ukrainske varer.
Sanktionerne mod Rusland kan meget vel bidrage til, at Kina vender blikket indad. Dels er det i Kina lige så forbudt at omtale krigen i Ukraine som krig, som det er i Rusland. Kina bidrager endda til at udbrede oplysninger, som må anses for falske – som fx historien i The Independent om, at USA støtter Ukraine i kampen mod russerne med biologiske våben. Oplysningen er blevet tilbagevist af Ukraine, USA og vigtigst af FN efter en høring i Sikkerhedsrådet i New York fredag d. 11. marts.
Oplysningen i Kina om, hvad der sker i Ukraine, hviler på officielle russiske kilder, og debat om krigen på sociale medier er forbudt. Dermed får Vesten og Vestens handlinger et rigtig dårligt omdømme også i Kina, hvor det siden Donald Trump stadig dårligere forhold til USA i forvejen smitter af på hele Vesten.
Det kan meget vel betyde, at hidtidige udvekslinger som studieophold, turisme m.m. kan svinde ind i takt med, at magthaverne i stigende grad stiller sig kritisk over for den slags. Nu har private kinesiske virksomheder i forvejen ikke den store bevægelsesfrihed, men også de risikerer at tabe på en ugunstig udvikling i forholdet.
Alt dette kommer vi til at høre mere om på det tilstundende topmøde mellem EU og Kina 1. april.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
