KOMMENTAR – I sidste uge blev borgerforslaget om indførelse af en 18-års aldersgrænse for omskæring fremsat i Folketinget, hvilket sandsynligvis vil føre til en genopblussen af den meget uforsonlige debat, vi har haft om spørgsmålet gennem de seneste år. Nikolaj Bøgh identificerer en række aspekter af den hidtidige debat. Han håber på større tolerance og forståelse fremover for de meget følsomme aspekter, diskussionen rummer
Gennem de sidste par år har der med jævne mellemrum været en ekstremt hidsig debat om drengeomskæring i Danmark.
Det er et tema, der får de sociale medier til at koge, og modstandere og tilhængere af et forbud slynger uforsonlige beskyldninger mod hinanden i kilometerlange debattråde.
I foråret kulminerede debatten som følge af, at omskæringsmodstanderorganisationen Intact Denmark stillede et borgerforslag om indførelse af en 18-års aldersgrænse for omskæring, hvilket er ensbetydende med et de facto forbud, da de religiøse minoriteter, som gør brug af et omskæringsritual, omskærer mindreårige.
Debatten endte med en konstatering af, at omkring 2/3 af Folketingets medlemmer var imod et forbud, og herefter gik den ned på meget lavt blus stort set fra den ene dag til den anden, og henover sommeren og først på efteråret har der været ret stille om sagen.
Alt tyder dog på, at vi snart kommer til at skulle diskutere drengeomskæring igen, for i sidste uge blev der fremsat beslutningsforslag i Folketinget om en 18-års aldersgrænse for omskæring af børn, fordi borgerforslaget fra Intact Denmark med hiv og sving nåede de nødvendige 50.000 underskrifter, der forpligter Folketinget til at træffe en formel beslutning om sagen.
Intact Denmark hyller sig tilsyneladende i humanismens og oplysningens klædebon i et forsvar for umyndige børns rettigheder, men i realiteten fungerer foreningen som en pænhedens trojanske hest i en debat, som er grundlæggende præget af brutal intolerance overfor minoriteter
Resultatet af den endelige afstemning i folketingssalen kender vi jo stort set allerede på forhånd, og dermed adskiller omskæringsforslaget sig ikke fra de øvrige borgerforslag, der har formået at nå de nødvendige 50.000 underskrifter, og som alle har haft karakter af ”omkamp”, hvor folketingsmedlemmer stemmer om ting, de allerede tidligere har tilkendegivet deres holdning til.
Men når vi nu ved, at debatten formentlig kommer op igen snart, så var det måske lige værd at reflektere lidt over, hvordan debatten egentlig tidligere har kørt, for det har ikke været særlig kønt.
Uanset hvad man mener om sagen, så burde det være muligt at diskutere nogenlunde civiliseret, ikke mindst taget i betragtning, at vi her er inde og røre ved meget følsomme og principielle spørgsmål, der ikke mindst for medlemmer af forskellige minoritetsgrupper giver anledning til dybe panderynker og tvivl om, hvorvidt de nu også er omfattet af den store tro på mangfoldighed og tolerance, som ellers dominerer samfundsdebatten i disse år.
De sociale medier, som denne type af debatter ofte florerer på, er kendt for en meget brutal tone, men derfor kan man godt ønske sig en bedre debatkultur, hvor det er muligt at se nuanceret på tingene og tænke i andet end sort/hvide ”løsninger”.
Jeg har respekt for, at der skal være plads til forskellighed i det danske samfund, og jeg mener, et forbud vil være et stærkt problematisk indgreb i religionsfriheden i Danmark, som vil udgrænse navnlig den jødiske befolkningsgruppe
I enhver debat om drengeomskæring lurer der et brøl af vrede, uforsonlighed og meget grove beskyldninger overfor mennesker, der har en anden tro eller en anden kultur end de fleste mennesker i det danske samfund. Det er ikke noget, der fremmer et harmonisk og velfungerende samfund.
Intact Denmark hyller sig tilsyneladende i humanismens og oplysningens klædebon i et forsvar for umyndige børns rettigheder, men i realiteten fungerer foreningen som en pænhedens trojanske hest i en debat, som er grundlæggende præget af brutal intolerance overfor minoriteter i det danske samfund, for hvem drengeomskæring er en basal religiøs rettighed.
Nedenfor følger derfor nogle subjektive refleksioner over den tidligere debat om drengeomskæring, som er et ritual, jeg ikke selv bryder mig om, men min kultur er også en anden.
Jeg har respekt for, at der skal være plads til forskellighed i det danske samfund, og jeg mener, et forbud vil være et stærkt problematisk indgreb i religionsfriheden i Danmark, som vil udgrænse navnlig den jødiske befolkningsgruppe, for hvem drengeomskæring er en helt central del af den religiøse praksis (langt mere end det er for muslimer).
Følelser slår fakta
Omskæringsdebatten er et klasseeksempel på et ikke-problem i den forstand, at selv ikke de mest hidsige forbudstilhængere har evnet at påvise reelle problemer med indgrebet, selvom der ofte tales om problemer med manglende følsomhed, invaliditet og sågar død.
Nogle af forbudstilhængerne er sågar selv forskere, der har ledt i alle afkroge af egen eller andres forskning, uden rigtig at finde noget.
Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen heller ikke et forbud, hvilket Etisk Råd heller ikke gør. De påståede problemer er i stort omfang anekdotiske og baseret på personlige beretninger, der tilmed er meget begrænsede i antal.
Hensynet til, at kroppen skulle være intakt på alle måder, har fyldt meget, og ligger i det hele taget godt i forlængelse af den dyrkelse af kroppen, som er et udpræget træk i tiden. Kroppen skal være sund, den skal være hel, og man skal altså også på alle måder selv bestemme over den
Det er således påfaldende, at i dette land med anslået 125.000 omskårede mænd, der lykkedes det aldrig forbudstilhængerne at finde mere end en god håndfuld, der følte deres omskæring som et problem – eller ihvertfald ikke flere, der ville fortælle om det.
En stor del af kampagnen er således blevet bygget op omkring en enkelt yngre jødisk mand, der var meget vred på sine forældre, fordi de havde ladet ham omskære.
Selvom han var meget vred, var det imidlertid selv for ham lidt svært at forklare, hvori det helt store problem egentlig bestod, udover at han gerne ville have været spurgt, om han ville omskæres eller ej. Da drengebørn ifølge jødisk tradition skal omskæres på 8-dagen efter fødslen, er dette selvfølgelig et vanskeligt krav at opfylde.
Trods den så godt som fuldkomne mangel på dokumentation for et reelt problem med denne årtusind gamle praksis, så buldrede debatten lystigt derudaf.
Kroppen er mit tempel
Hvad det til gengæld ikke har skortet på i debatten, det er meget stærke følelser omkring omskæring, hvor adskillige deltagere har givet udtryk for deres enorme afsky og væmmelse overfor indgrebet og for det angivelige overgreb, der lå gemt i det.
Hensynet til, at kroppen skulle være intakt på alle måder, har fyldt meget, og ligger i det hele taget godt i forlængelse af den dyrkelse af kroppen, som er et udpræget træk i tiden. Kroppen skal være sund, den skal være hel, og man skal altså også på alle måder selv bestemme over den.
Det er naturligvis på den baggrund meget vanskeligt at acceptere, at det spæde barn gennemgår et ritual, som uomtvisteligt er irreversibelt, fordi forhuden fjernes.
At der også kunne være stor frustration med ikke at være omskåret, fordi man dermed nægtes tilhørsforhold til den kultur og religion, man er født ind i, vægter i denne sammenhæng meget lidt for forbudstilhængerne.
I den sammenhæng er det ikke tilstrækkeligt at hævde, at man blot kan blive omskåret, når man fylder 18, for dermed går man som dreng glip af at tilhøre jødedommen gennem hele sin opvækst. Hertil kommer, at indgrebet er langt mindre kompliceret for det spæde barn end for det fuldt udvoksede.
Individualismen som stærk værdi
Omskæringsdebatten hører til i en stærkt individualiseret tidsalder, hvor der er en ekstrem fokus på værdien af det enkelte menneskes frie valg.
Man kan kalde det en liberalistisk tendens (selvom den findes blandt både højre- og venstreorienterede, hvor hensynet til det enkelte menneskes selvrealisering slår alle hensyn til mere fællesskabsorienterede/kulturelle værdier).
Mennesket skal frigøres fra bindinger, der indskrænker dets frie valg af identitet og livsbane. Bånd i form af traditioner, religion, slægtsmæssige forpligtelser og foruddefinerede roller af enhver slags bliver af mange debattører set som et onde, og et barn, der starter med en helt ”ren tavle” til gengæld set som et ideal.
Det er en tankegang, der findes på rigtig mange områder i samfundsdebatten, hvor den dominerende holdning er, at ethvert menneske frit skal kunne vælge sin identitet inden for selv meget ”medfødte” karakteristika som køn og fysik.
Vi er på vej til at blive en ø af religiøs intolerance
Bag meget af den kraftige retorik imod drengeomskæring og det stærke ønske om at prioritere individets frie valg mærker man en stigende dansk religionsskepsis og tiltagende vanskeligheder ved at forstå andre tilværelsestolkninger end de strengt rationelle/naturvidenskabelige.
Meget af debatten peger således på en reduceret indsigt i og en manglende respekt for religiøs tankegang, som formentlig er affødt af en løbende nedprioritering af dannelsesfag som kristendomskundskab/religion i skolesystemet og en gennemgribende fremhævelse af naturvidenskabelige værdier i hele samfundet og i den offentlige debat.
Danmark er et land, som traditionelt har brystet sig af religionsfrihed og et frisind overfor mange forskellige livsanskuelser. Det er vi måske stadig, men religionsfriheden – og religionsforståelsen – er tydeligt under pres
Forståelsen af, at et individ kan være født ind i en religiøst funderet kultur, der har bestemte og dybt forankrede religiøse ritualer, synes således meget begrænset, og trumfes i hvert fald tydeligvis af ønsket om at fremme det enkelte individs selvbestemmelsesret.
Ser man på udviklingen i verden, så er den tiltagende danske tendens til at opfatte religion som noget generelt uønsket og negativt – som også kan iagttages på andre områder – i grunden ganske atypisk. Generelt spiller religion og religiøs livsforståelse en større og ikke en mindre rolle i verden i disse år.
Frygten kan være, at den stigende danske intolerance overfor religioner gør det stadig vanskeligere for os at forstå mennesker i verden omkring os, som har et ganske anderledes verdensbillede, ligesom den gør det vanskeligere at integrere nye samfundsborgere, for hvem religion typisk er en helt naturlig og umistelig del af tilværelsen.
Danmark er et land, som traditionelt har brystet sig af religionsfrihed og et frisind overfor mange forskellige livsanskuelser. Det er vi måske stadig, men religionsfriheden – og religionsforståelsen – er tydeligt under pres.
Rygmarvsreaktioner stikker ikke dybt
Et tilbagevendende argument i debatten om et omskæringsforbud har været, at et overvældende flertal af danskerne ønskede et sådant. Over 80 procent skulle ifølge visse meningsmålinger være tilhængere af et forbud.
Men det nærliggende spørgsmål er, hvor dybt det egentlig stak, eller om det meget store flertal af danskerne egentlig ikke var ret ligeglade, når det kom til stykket.
Det kom i hvert fald helt tydeligt bag på forbudstilhængerne i Intact Denmark, at det var så svært at samle de nødvendige underskrifter ind til borgerforslaget, som tilfældet var.
Kun med hiv og sving og det yderste af neglene lykkedes det efter præcis fire måneders forløb, selvom der blev reklameret meget flittigt for forslaget gennem betalte Google bannerannoncer hos de store medier, betalte Facebook-annoncer, videokampagne fra Sex og Samfund og uddeling af diverse flyers.
Man kan diskutere, om den slags egentlig har været hensigten med muligheden for at stille borgerforslag, men man må ihvertfald konstatere, at der skulle helt utrolig meget til, før underskrifterne kom i hus, når man som udgangspunkt skulle have en let sag på grund af befolkningens tilsyneladende så store modstand.
Langt hovedparten af danskerne er ikke omskåret og kender ingen, der er det.
Det er desuden påfaldende, hvor stille der blev om omskæring, da debatten først var kulmineret med visheden om, at der ikke ville komme et forbud, i hvert fald ikke i denne omgang.
Det er nærliggende at tænke, at den tilsyneladende store forbudsiver måske i virkeligheden ikke stak så dybt, og det er vel i grunden ikke så mærkeligt.
Rygmarvsreaktionen, når man bliver præsenteret for noget, der bliver fremstillet som et ”overgreb” mod børn, er naturligvis at tage afstand, og de færreste er interesserede nok til at sætte sig nærmere ind i sagen.
Langt hovedparten af danskerne er ikke omskåret og kender ingen, der er det. Det er en specialitet i minoritetsmiljøerne, men for det store flertal er det en højst teoretisk problemstilling, som det – når det kommer til stykket – kan være særdeles vanskeligt at opdyrke det store engagement i.
Fake news har gode kår
Forbudstilhængerne har været rejsende i en lang række påstande, som savner dokumentation i en sådan grad, at man fristes til at sige, at der simpelthen er tale om usandheder.
Udover den manglende dokumentation for fysiske problemer relateret til omskæring, så har det hyppigt været hævdet, at Danmark ved at give de facto tilladelse til drengeomskæring overtrådte FNs børnekonvention.
Men 193 lande verden over har skrevet under på Børnekonventionen, og ikke et af dem (altså som i: ikke et eneste) mener, at rituel drengeomskæring skulle være en overtrædelse af konventionen.
Taler man om FN er det mere nærliggende at fremhæve, at FN har udtrykt bekymring for religionsfriheden i Danmark, såfremt vi ville gennemføre et omskæringsforbud. Den nuværende regering har i den anledning bekræftet overfor FN, at den ikke påtænker et forbud mod drengeomskæring i Danmark.
Et omskæringsforbud vil efter alt at dømme betyde begyndelsen til enden for jødisk liv i Danmark i løbet af en generation eller to. Ikke med det samme, men gradvist vil Danmark blive ”jødefrit”
En anden gennemgående påstand har været, at mange jøder selv ønskede et forbud mod det gamle ritual, og at det var blevet stadig mere udbredt med en mere symbolsk markering – Brit shalom – uden afskæring af forhuden.
Der er dog ikke rigtig nogen forskere i jødedom, der har kunnet bekræfte dette, hvilket Det Jødiske Samfund i Danmark heller ikke har kunnet.
Kigger man på henvisninger til Brit shalom på internettet, fortaber det sig også noget i tågerne, hvor man egentlig finder dette ritual. Det nærmeste, man kommer det, ser ud til at være en YouTube-video med nogle glade jøder, der holder fest.
Selvom jøderne altså selv afviser, at de skulle være interesserede i et omskæringsforbud – tværtimod – så vrimler omskæringsdebatten tilsyneladende med ”eksperter” i jødedom, der mener at vide noget andet. I sig selv kan det næppe siges at være udtryk for stor respekt for den jødiske befolkningsgruppe.
Er vi stadig det folk vi var?
I disse dage fejrer vi 75-året for redningen af de danske jøder fra holocaust i begyndelsen af oktober 1943.
En helt enestående begivenhed i Danmarkshistorien, hvor det danske folk i stort tal stod sammen om at forsvare deres jødiske landsmænd fra nazisternes grusomheder, fordi man anså dem for at være danskere på lige fod med alle andre.
Den jødiske drengeomskæring er lige så grundlæggende i jødedommen, som barnedåben er i kristendommen, fordi den er selve betingelsen for at et drengebarns kan blive jøde.
Derfor vil et omskæringsforbud efter alt at dømme betyde begyndelsen til enden for jødisk liv i Danmark i løbet af en generation eller to. Ikke med det samme, men gradvist vil Danmark blive ”jødefrit”.
Yngre jøder vil udvandre, medmindre de ønsker at leve som illegale og få omskæringsritualet udført i udlandet eller det skjulte – med fare for at blive afsløret og meldt til myndighederne af en læge eller en gymnastiklærer. Formentlig vil kun de ældre jøder efterhånden blive tilbage.
I deres store iver efter at kriminalisere drengeomskæring, har Intact Denmark fået formuleret et forslag, der vil have den meget opsigtsvækkende konsekvens, at pigeomskæring samtidig bliver lovligt efter de 18 år
Den form for indvendinger mod et omskæringsforbud bliver desværre (for) ofte mødt med ordene: ”Jamen, så rejs dog!”
En trist og proportionsløs kontrast til det folk, der i altovervejende grad bakkede deres jødiske landsmænd op i 1943 – også uanset de ”sære” – og på visse måder uforståelige – skikke, som man udmærket vidste, at de havde.
Reaktionen viser en faldende forståelse for betydningen af at opretholde det jødiske samfund i Danmark og for værdien af den store nationale fortælling om redningen af jøderne under besættelsen, som traditionelt er blevet set som en afgørende dansk værdi og en vigtig del af den nationale identitet.
Det affødte tidligere i sig selv respekt for jødernes tro og kultur. Med den stigende afstand til 2. verdenskrig og generationer, der vokser op uden at have haft den historie tæt inde på livet, ser det ud til at mange – formentlig navnlig yngre mennesker – ikke tillægger det jødiske samfund i Danmark nogen værdi i sig selv.
Debattører, der åbent skriver, at de hellere ser jøder, der gerne vil opretholde omskæring som en central del af jødisk kultur, forlade landet, ville formentlig have været fuldkommen utænkeligt for få år siden og ville være blevet bredt udskammet som uacceptabelt og grænsende til antisemitisme.
Relativisme er farligt
I deres store iver efter at kriminalisere drengeomskæring, har Intact Denmark fået formuleret et forslag, der vil have den meget opsigtsvækkende konsekvens, at pigeomskæring samtidig bliver lovligt efter de 18 år.
Forslaget indebærer nemlig en juridisk ligestilling mellem kønnene, hvilket medfører, at man – såfremt forslaget blev vedtaget – fuldt lovligt ville kunne omskære piger, selvom der er bred enighed om, at de fleste former for pigeomskæring er invaliderende og i øvrigt udtryk for en undertrykkelse, som ingen har hævdet, at drengeomskæring er.
Hvis man holder små folkeafstemninger om alt mellem himmel og jord uden at tænke på, hvordan systemet samlet set skal fungere, så vil det have en række meget uheldige konsekvenser
For at komme udenom dette åbenlyse dilemma har forbudstilhængerne gjort sig mange anstrengelser for at hævde, at visse former for pigeomskæring måske i virkeligheden ikke er så slemt eller i hvert fald ikke værre end den drengeomskæring, som man finder så barbarisk.
Det er en meget svær diskussion at finde, fordi man igen taler imod hele sagkundskaben, og det viser risikoen ved at stirre sig så blind på en sag, at man mister evnen til at se nuancerne i den.
Pigeomskæring er ulovligt i Danmark, og det er det af helt rationelle grunde, fordi det i de fleste tilfælde er et langt mere alvorligt indgreb og udtryk for et kvindesyn, som er uacceptabelt i vores kulturkreds.
Borgerforslag er en demokratisk blindgyde
En stod del af den aktuelle debat udspringer af et borgerforslag om at indføre en 18-års aldersgrænse for omskæring og dermed et de facto forbud mod ritualet.
Adgangen til at stille borgerforslag udspringer af en i grunden sympatisk tanke om at give borgerne større demokratisk indflydelse.
Men de rummer også den klare fare, at en enkelt problemstilling bliver taget ud af en større sammenhæng og skaber en forenklet debat uden megen plads til nuancer.
Mange ting er ikke så enkle, at man kan se dem isoleret, og det er da også en væsentlig del af baggrunden for, at vi overhovedet har et repræsentativt demokrati.
Hvis man holder små folkeafstemninger om alt mellem himmel og jord uden at tænke på, hvordan systemet samlet set skal fungere, så vil det have en række meget uheldige konsekvenser.
Drengeomskæring er et godt eksempel. Man er nødt til at se på, hvordan et eventuelt forbud passer sammen med vores ønske om at være et land med religionsfrihed, foruden utallige andre problemer med et eventuelt forbud, som knytter sig til diskrimination, håndhævelse, barnets sande tarv, Danmarks forpligtelser i det internationale samfund og meget andet.
Den slags spørgsmål kræver en omtanke og en seriøsitet, som et borgerforslag næppe kan rumme. Tværtimod viser den hidtidige erfaring – også fra omskæringsforslaget – at man skaber en illusion om indflydelse og mulighed for at ændre de folkevalgtes holdninger, som der ikke er grobund for, og som i stedet kan ende med frustrationer over alligevel ikke at få indflydelse.
Indtil videre er der således intet der tyder på, at muligheden for at stille borgerforslag er andet end en demokratisk blindgyde, der ikke fremmer en seriøs politisk debat og næppe heller skaber særlige nye indflydelsesmuligheder for borgerne.
Topfoto: Giovanni Bellini (værksted): Kristi omskærelse, ca. 1500. Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
