Jeg savner et Socialistisk Folkeparti, der kan holde Socialdemokratiet i ørerne og trække folk væk fra utopisterne i Enhedslisten og Alternativet. Det gik grueligt galt for SF, da partiet kom i regering, men hvorfor har det ikke kunnet rejse sig igen? Bjarke Larsen analyserer og efterlyser et moderne venstrefløjsprojekt
Ja, OK. Overskriften er bevidst provokerende, men er det ikke tankevækkende, hvor lidt det gamle og hæderkronede venstrefløjsparti fylder i den aktuelle politiske debat? Det virker som om, partiet har tabt troen på sig selv.
I ny og næ kommer der lidt fra partiformand Pia Olesen Dyhr eller gruppeformand Jacob Mark, men det er som regel en gentagelse af noget, de to har sagt 10 gange tidligere på samme måde; eller der kommer f.eks. en kronik i Information af tidligere udenrigsminister og partiets grand old man Holger K. Nielsen, der prøver at overbevise Enhedsliste-segmentet om, at det skal gå mere aktivt og nuanceret i EU-debatten. Hold da op, nu rykker det virkelig, tænker man – not. Det er en debat, SF og Enhedslisten (EL) har haft med hinanden – og delvist med sig selv – lige siden SF opgav at kæmpe for at bringe Danmark ud af EU, og det vil vist sige i 25 år.
Man kan også gå ind på partiets hjemmeside. Her kan man lidt groft sagt og uden større besvær konstatere, at www.sf.dk vil havne i finalen i enhver konkurrence om kedelige websites. Klikker man ind på pressefotos f.eks., ligger der 10 portrætter af medlemmerne af folketingsgruppen og et logo. That’s all. Meget symptomatisk for, at partiet tilsyneladende ikke selv tror, det har noget videre at byde på.
Opgivenhed og fatalisme gennemsyrer meget af det, SF laver. Prøv bare at klikke ind på partiets hjemmeside: Det kan ikke blive meget kedeligere
Når partiet så en gang imellem faktisk dukker op over radaren med noget nyt, er det f.eks. i form af nogle lidt pinlige artikler, som når den tidligere partiformand og udenrigsminister med store ambitioner Villy Søvndal alligevel ikke kan finde ud af at have stoppet sin politiske karriere, men vælger at stille op som kandidat til et af de mindst indflydelsesrige politiske job, man kan få: Som medlem af en regionalbestyrelse – for så oven i købet at skulle slå den hidtidige spidskandidat i et kampvalg, han kun vandt snævert. Hvor ydmygende kan det blive?
SF er pragmatisk på lokalt plan, men …
En af grundene til, at man kan undre sig over de manglende resultater eller slagfærdighed på landsplan er, at SF ellers i årevis har været et ganske handlekraftigt og pragmatisk parti i såvel kommuner som regioner, uden at det har rystet hverken baglandet eller partiets vælgere som sådan. Socialistisk Folkeparti har i mange år aktivt søgt magt og indflydelse lokalt, lige fra Tom Ahlberg, der som skole- og kulturborgmester for SF i perioden 1986-94 bl.a. lukkede en række folkeskoler, over Flemming Christensen, der som borgmester i Vejle i perioden 1993-2005 løbende samarbejdede med de borgerlige i byrådet, til i dag, hvor der er SF’ere på magtfulde poster mange steder i kommunalbestyrelser og regionsråd. Intet af det har medført oprør i baglandet, udmeldelser eller en grundlæggende splittelse af partiet.
Partiet har med Halime Öguz en slagkraftig, kvindelig indvandrerstemme, der tør sige alt det om social kontrol mv. i indvandrermiljøerne, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale ikke tør tage fat om.
Da man skulle indgå kompromisser på regeringsniveau i 2011-14, gik det imidlertid ikke bare galt, men rigtig galt.
Det var der mange grunde til, hvoraf de fleste er beskrevet til hudløshed – som f.eks. at man glemte at fortælle vælgerne, at de tre regeringspartier efter valget ikke rådede over 90 mandater og derfor var nødt til at indgå en lang række kompromisser i forhold til det grundlag, man var gået til valg på. Eller at SF og S havde ført sig noget kækt frem med bombastiske udtalelser om, at De Radikale ikke ville få lov til at ændre så meget som et komma i det grundlag, de to partier fremlagde sammen. Alle, der kan tælle til 90 – og kender bare lidt til De Radikale – tog sig til hovedet, og katastrofen blev lige stå stor som forventet, da der skulle forhandles regeringsgrundlag i Det Sorte Tårn (Hotel Crowne Plaza på Amager). Derfra gik det som bekendt blot værre og værre.
Men det var også, som om hverken partiets folketingsgruppe, medlemmer i øvrigt og vælgere havde tænk igennem og indstillet sig på, at der skulle indgås kompromisser på samme måde, som i kommunalbestyrelserne rundt omkring.
Er sårene ikke snart helede?
Selvfølgelig koster det dyrt – politisk, økonomisk og mentalt – for ethvert parti at gennemleve en så traumatisk periode, miste vælgere og mandater ved det følgende valg og ikke mindst efterfølgende at se nogle af de mest talentfulde folketingsmedlemmer forlade partiet til fordel for Socialdemokratiet og i et enkelt tilfælde Det Radikale Venstre.
Men alligevel: om et par uger er der gået to år siden den daværende partiformand trak partiet ud af regeringen. Er sårene ikke ved at være slikkede? Er det ikke på tide at finde energi og gejst frem igen og markere sig offensivt?
De syv folketingsmedlemmer tæller bl.a. to tidligere ministre med mange års erfaring fra det parlamentariske arbejde, en afdelingsformand i en fagforening og ”vikaren fra helvede” – Karsten Hønge, der kom i Folketinget som suppleant, hvor han optrådte som drengen i Kejserens Nye Klæder og udløste partiets exit fra regeringen ved at sige det, alle i forvejen tænkte.
Dengang havde han ingen problemer med at slå igennem i medierne. Samtidig har partiet med Halime Öguz en slagkraftig, kvindelig indvandrerstemme, der tør sige alt det om social kontrol mv. i indvandrermiljøerne, som Enhedslisten, Alternativet og De Radikale ikke tør tage fat om.
Alligevel står partiet stille. Det er godt nok gået frem fra 4,2 pct. af stemmerne ved valget til nu 4,9 i Berlingskes vægtede gennemsnit af de seneste meningsmålinger, men det er inden for den statistiske usikkerhed, og rykker ikke det store.
Vær lidt mindre pæne
Så herfra en bøn til folkesocialisterne: Kan I ikke gøre det lidt bedre? Være lidt mindre pæne, lidt mindre traditionelle, lidt mere offensive og frække? Set udefra virker I enormt døde i sværen, uden gejst og tro på egne evner og egen politik.
Man kan anlægge to analyser af SF’s situation:
Den positive: Der er en stor bane at spille på: Socialdemokratiet har brugt lang tid på at finde partiets egne ben i en post-Helle- og post-Corydon-virkelighed, og intet tyder på, at den proces er blot tæt på overstået. Og S er rykket klart til højre i forhold til indvandring, hvilket burde give meget mere plads til SF. Samtidig har Enhedslisten sagt farvel til sit største trækplaster, Johanne Schmidt-Nielsen, som politisk ordfører og mediedarling. Og endelig er Alternativet (AL) begyndt at få ridser i lakken internt med beskyldninger for topstyring mv., og nyhedens interesse er også ved at gå af partiet.
Den negative: SF er klemt som et nicheparti mellem S, der søger mod venstre på en række områder som social- og arbejdsmarkedspolitik, Enhedslisten, der trods afskeden med Johanne Schmidt-Nielsen appellerer til mange globaliserings-angste venstrefløjsfolk, og Alternativet, der med sin utraditionelle tilgang til politik og sin evne til at sætte vigtige emner på dagsordenen, taler til politiker-skeptiske vælgere på en måde, som de ”gamle” partier hverken kan, vil eller tør.
Imidlertid virker det som om, SF entydigt har taget den negative analyse til sig. Opgivenhed og fatalisme gennemsyrer set udefra meget af det, partiet laver. Hvis folkesocialisterne holder fast i den tilgang til politik, bliver det lige så svært for SF som det har været for De Konservative at skaffe sig fremgang.
Hvis partiet skal gøre sig interessant eller relevant igen, er det nødt til at reforumlere sig og se på de positive muligheder. Der er brug for et aktivt og attraktivt parti på venstrefløjen mellem S, EL og AL. Et parti midt mellem Socialdemokratiets nogle gange alt for kyniske, realpolitiske tilgang og utopisterne hos EL og AL.
Og man kan dårligt sige, at der mangler udfordringer: den voksende ulighed i Europa, der pt. også plages af et presset og vakkelvorent EU, de trætte reformmodne velfærdsstater, hvor SF kunne gribe chancen og tilbyde en ny organisering af den offentlige sektor med udgangspunkt i et revitaliseret civilsamfund i bedste selvorganiseringsstil. Og hvad med den stigende ældrebyrde, udlændingepolitikken, flygtningeudfordringen eller den teknologiske udvikling, der har brug for politiske svar på de mange muligheder, der byder sig til?
Kom ind i kampen, SF, og læg en ny plan frem for et revitaliseret venstrefløjsprojekt. Sådan for alvor og med gejst og selvtillid.
Topfoto fra SFs hjemmeside. Hvis man ser godt efter, kan man se, at der står SF i nederste højre hjørne.
POV lønner ikke sine bloggere. Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager imod donationer på både MobilePay og Swipp: 20 74 68 44.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
