
NYHED // OVERBLIK – Hillary Clinton blev natten til fredag dansk tid afhørt i mere end seks timer af Kongressens tilsynsudvalg i sagen om de frigivne Jeffrey Epstein-dokumenter. Den tidligere førstedame og udenrigsminister fastholdt, at hun hverken kendte Jeffrey Epstein eller havde kendskab til hans forbrydelser. Ifølge udvalgets republikanske formand henviste hun gentagne gange spørgsmål om Epsteins netværk og forbindelser til sin mand, tidligere præsident Bill Clinton. Efter den lukkede høring kritiserede Hillary Clinton udvalget for at føre, hvad hun kaldte, partipolitisk teater, og opfordrede samtidig til, at også præsident Donald Trump bør afhøres under ed. Fredag skal Bill Clinton selv afgive forklaring.
Høringen fandt sted bag lukkede døre i Clinton-parrets hjemby Chappaqua i delstaten New York. Ifølge formand James Comer svarede Hillary Clinton på spørgsmålene, men flere svar var ifølge ham utilfredsstillende.
“Antallet af gange, hun sagde ‘det ved jeg ikke, det må I spørge min mand om’, var mere end et dusin”, sagde Comer efter afhøringen.
Hillary Clinton afviste, at hun havde haft nogen relation til Epstein. “Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg måtte sige, at jeg ikke kendte Jeffrey Epstein. Jeg var aldrig på hans ø, jeg var aldrig i hans hjem eller på hans kontorer”, sagde hun til pressen efterfølgende. I sin indledende erklæring, som hun offentliggjorde på sociale medier, sagde hun: “Jeg havde ingen anelse om deres kriminelle aktiviteter. Jeg kan ikke erindre nogensinde at have mødt hr. Epstein”.
Hun kaldte afhøringen “lang og meget repetitiv” og udtrykte skuffelse over, at den ikke foregik offentligt. “Jeg vil gerne se sandheden komme frem”, sagde hun efter høringen.
Undervejs rettede hun kritik mod det republikansk-ledede udvalg og mente, at spørgsmålene bar præg af partipolitik. Hun fremhævede, at udvalget ikke har indkaldt Donald Trump til afhøring, selv om hans navn optræder i de offentliggjorte filer. Udvalgets formand afviste, at Trump skal indkaldes, og pegede på, at præsidenten allerede har svaret på mange spørgsmål om Epstein.
Hverken Hillary eller Bill Clinton er anklaget for lovbrud i forbindelse med Epstein-sagen.
Bill Clintons forhold til Epstein har dog i årevis været genstand for debat. Den tidligere præsident har erkendt, at han havde kontakt med finansmanden i begyndelsen af 2000’erne i forbindelse med sit velgørenhedsarbejde, men har fastholdt, at han ikke kendte til Epsteins forbrydelser og brød forbindelsen længe før Epstein i 2008 blev dømt for sexforbrydelser.
Nye dokumenter offentliggjort af det amerikanske justitsministerium viser blandt andet billeder af Bill Clinton sammen med Epstein og Ghislaine Maxwell samt oplysninger om rejser med Epsteins privatfly i begyndelsen af 2000’erne. Der er ifølge BBC ingen dokumentation for, at Clinton kendte til Epsteins kriminelle handlinger.
I sin selvbiografi fra 2024, Citizen: My Life After the White House, skriver Bill Clinton, at han “altid syntes, Epstein var mærkelig”, men ikke havde den mindste anelse om de forbrydelser, han begik. Han tilføjer: “Det grundlæggende er, at selv om det gav mig mulighed for at besøge min fonds arbejde, var det ikke de mange års spørgsmål værd at rejse med Epsteins fly. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde mødt ham”. Fredag skal Bill Clinton selv afgive forklaring for udvalget. Det bliver første gang siden 1983, at en tidligere amerikansk præsident afhøres af et kongresudvalg. Afhøringen finder sted bag lukkede døre, men både demokrater og republikanere har krævet, at udskriften offentliggøres.
Læs mere hos AP, Politico, BBC
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og