HARALD TOKSVÆRD // FØDSELSDAGSTALE – “Jeg har tænkt mig, at denne tale skal være en lektion. Det sidste års tid har jeg brugt på at lære meget af journalistkolleger overalt i branchen. Men i hjertet og på mit CV er jeg humanist, og jeg synes det er på tide, at I lærer lidt af os.” Det sagde Harald Toksværd i sin tale til POV’s 10-års fødselsdagsfest søndag den 1. februar, og fortsatte: “For vi har faktisk regnet nogle ting ud, som jeg tror, I godt kunne få brug for i den kommende tid.”
Alternativet plejede at have for vane at invitere mig ud til deres valgfester for at holde en tale. Det var jo lidt syret, fordi jeg aldrig har stemt på Alternativet – men de kunne så godt lide, at jeg simpelthen kom og roastede dem lidt, når de holdt fest.
Det var også fint, lige indtil Europaparlamentsvalget, hvor jeg ærgerligt nok var sat på programmet efter valgresultaterne var kommet. Og der er det simpelthen ikke lige så sjovt at blive pisset på af en taler, man har betalt 3000 kroner for, efter man har tabt mandatet.
Men det er jo heldigvis ikke et problem i aften. Nu fejrer vi, og jeg går modigt ud fra, at POV ikke når at gå konkurs inden mine tyve minutter er løbet ud. Det er jo det smarte ved ikke at betale sine festtalere – det er fandeme svært at løbe tør for penge, når man ikke har nogen i forvejen.
Hvis vi bare lader som om, at vores bias ikke eksisterer, så holder det nok også op med at gøre det. Det er dér, journalistikken mestendels er forblevet
Jeg vil gerne starte med at takke for invitationen. Jeg har jo længe været én af dem, der i vrede vendinger har kritiseret journalistbranchens psykofantiske evne til grænseløst rygklapperi og øjeblikkelig mandsopdækning, når et medlem af klubben bliver mødt med blot den mildeste kritik for deres arbejde eller adfærd.
Så er det jo lidt akavet, når man pludselig selv bliver inviteret ind i klubben ovenpå en shitstorm – og oplever, hvor dejligt og livsbekræftende det egentlig er at blive klappet på ryggen.
Jeg vil gerne meget løst parafrasere en kendt og elsket venstreekstremist, Antonio Gramsci, på denne jeres særlige dag: de gamle medier er døende, og de nye medier kæmper for at blive født. Dette er Tom Jensenernes tid. Det skrev gamle Tonny jo dengang man skød fascister i hovedet i stedet for at give dem højtbetalte jobs i mediebranchen og taburetter i Folketinget – så det kan være svært at se, hvordan det skulle være relevant i dag. Men det synes jeg faktisk, det er.
For vi lever lige nu på et tidspunkt, hvor der virkelig ikke er nogen i denne her branche, der ved, hvad de laver. Dagspressen holder krampagtigt fast i en stadigt svindende og konstant aldrende minoritet af befolkningen.
DR forsøger desperat at regne ud, hvordan man får 15-årige til at lytte til flow-radio uden at sælge sig selv til de onde kinesere, der kun bliver ondere af, at de er af den sjældne slags ondskab som det er besluttet ovenfra, at vi faktisk godt må forholde os til.
Selv de gode, moralske, vestlige sociale medier er døende – og er alle til hobe drevet af frådende technomonarkister med kroniske ketaminhjerneskader, atombunkere i baghaven og drømme om en slags hyperautistisk verdensherredømme. Der findes nu kun ét stort socialt medie, der ikke bare gør sit bedste for at være en dårlig kopi af TikTok – og Twitter er, som jeg ved at I ved, fordi nogle af jer er vanvittige nok til at blive hængende, mere eller mindre bare en mere tilgængelig og imponerende nok mere nynazistisk version af 4chan anno 2010.
Lad mig citere en anden kendt og lidt mere kontroversiel venstreekstremist, Jesus Kristus: Jeg kommer ej med fred, men med et sværd. Og derpå sige: Tiden er en anden end den var for bare ti år siden. Tidevandet er endegyldigt vendt. Humanismen er død. Antiintellektualismen har sejret fra det rødeste København til det mørkeste Vestjylland. Racepolitik er tilbage på aftenmenuen, bøsserne og de transkønnede er igen psykisk syge pædofile uhyrer og kvinderne er tilbage i køkkenet – nu er de bare også katolikker og spiser udelukkende rødt kød.
Jeg kan godt lide POV, fordi jeg aldrig har haft råd til et avisabonnement, og fordi I til tider har nosserne til at udgive tekst, som ingen gider at læse
Brunskjortede, statsfinansierede dødspatruljer går frit rundt i amerikanske gader, der nok en gang snart skal nå at blive europæiske og siden danske. Som den så ofte før i historien har gjort, træder liberalismen pænt og høfligt til side for at gøre plads til deres gamle kammesjukker fra højre af. Og måske for første gang i tohundrede år er der ikke en sjæl, der har bare antydningen af et bud på, hvad alternativet skulle være. Måske noget med mere medarbejderdemokrati. Måske noget med borgerløn. Måske en ny slags ombudsmand? Whatever.
Sagt på en anden måde: lokummet brænder, og vi sidder allesammen med rektum udspilet durk over stikflammen. Klar til en slags pandæmonisk røvbarbeque – som altid på det globale syds regning.
Jeg har tænkt mig, at denne tale skal være en lektion. Det sidste års tid har jeg brugt på at lære meget af journalist-kolleger overalt i branchen. Men i hjertet og på mit CV er jeg humanist, og jeg synes det er på tide, at I lærer lidt af os.
For vi har faktisk regnet nogle ting ud, som jeg tror I godt kunne få brug for i den kommende tid – hvis ikke andet så for at kunne dø i en uundgåeligt kombineret klimakatatrofe og cyber-nativistisk borgerkrig med lidt renere samvittighed.
Harald Toksværds første lektion
Sandhed er noget, vi skaber. Vi kan alle sanse, ræsonnere og konkludere. Men sandheden ligger i sproget. Vi bliver enige om den i fællesskab. Evnen til at frembringe sprog er også evnen til at skabe sandhed. Og adgangen til en platform, hvorfra sproget kan udbasuneres, er udgangspunktet for at gøre ét menneskes sandhed til samfundets eller verdens sandhed.
Sandhed skaber kultur, som skaber samfund, som skaber verdener. Det er magt – og magten tærer og slider og driver os allesammen til vanvid til sidst, for efterhånden føles den naturlig at håndtere.
Se ned på jeres vinglas – I sanser, at vinen smager fortrinligt. I tror, at det er fordi glasset indeholder en fermenteret væske lavet på druer gennem en naturlig biokemisk proces, der involverer bakteriekulturer, som æder sukker og skider alkohol. I tror det, fordi det rigtige sprog engang er blevet frembragt for jer fra den rigtige position.
Dagens krig eller konflikt er morgendagens folkemord.Sidste års stærke leder er denne dags despot. Et regime er bare en regering med et kælenavn
I har aldrig selv set processen, aldrig talt mikroberne i vinproduktionens kar, aldrig kortlagt deres genom eller identificeret molekylerne i deres celler. Alle de her ord er tro, og derfor sandhed, for jer, fordi nogen har sagt det til jer engang, og I har valgt at stole på det.
På denne måde er humanister og journalister af samme gamle æt. Vores job er at forvalte trylleformularerne, der frembringer sandhed. Forskellen på en humanist og en journalist er, at den sandhed vi skaber er bedre og klogere og mere eftertænksom – men den som I skaber er der faktisk nogen der kan holde ud at læse.
Det er ligegyldigt, om en akademiker er en kujon, der ligger flæbende under for de mægtiges ønsker til deres skaberværk – der er alligevel ikke nogen, der læser det, du skriver. Dét privilegie kan journalistikken desværre sjældent nyde godt af. Derfor: ansvar.
Anden lektion
Perspektiv er bias. Overbevisning er bias. Overbevisning er tro, og tro er, som vi har dækket, sandhed. Det gik op for akademikerne ret tidligt, at de hellere måtte begynde at overveje, hvordan helvede man egentlig kommer udenom menneskeligt bias i jagten på sandheden. Der gik lang tid, før journalisterne fandt på samme idé – derfor har vi altså lidt mere erfaring med emnet.
Dét, vi kom frem til først, er, at hvis vi bare lader som om, at vores bias ikke eksisterer, så holder det nok også op med at gøre det. Det er dér, journalistikken mestendels er forblevet – strudsen med hovedet i sandet. Dét, vi kom frem til siden, er det førnævnte: Sandhed er tro, tro er perspektiv, og perspektiv er bias.
Bias er allestedsnærværende og uundgåeligt, og sandhed er et kulturprodukt. Derfor er der kun én måde, vi kan komme tæt på at slippe for vores bias: ved at undersøge det, kritisere det og, vigtigst af alt, at indrømme det, åbent og ofte. Bias og sandhed kan ikke adskilles – bias bliver altså ikke et skamfuldt biprodukt af menneskeånden, men et værktøj til at opnå sandhed. At lade som om, bias ikke eksisterer, er at give det frit spillerum.
Sandheden er omskiftelig – derfor skal I også udvælge, hvilken verden I vælger at skabe med omhu. Der er intet valg, der er naturligt. Hvert valg I tager, bliver til ord, der bliver til sandhed
I ved, fordi vores folkevalgte har fortalt jer det og vores medier har viderebragt deres budskab, hvem jeg er – en ond venstreekstremist med hugtænder der hader børn og Gud og demokrati. Derfor står det jer også frit for at afskrive alt, hvad jeg har at sige som noget woke, venstreorienteret pis.
Hvis jeg fortalte jer, at jeg var noget andet end en ond venstreekstremist med hugtænder, der hader børn og Gud, så ville jeg føre jer bag lyset – og I ville ikke ærligt kunne tage stilling til om mit pis er woke eller venstreorienteret eller et resultat af en kompleks psykisk lidelse.
Når I vælger ét perspektiv eller én kilde eller én historie, fravælger I en anden. I vælger hvilken virkelighed, der bliver virkelig, mens den anden aldrig får lov at eksistere. Valget er ikke naturligt, det er personligt. Det er magtfuldt. Og hver eneste gang valget tages uden refleksion, billiggøres professionen.
Altså: ansvar.
Tredje lektion
Bias er sandhed, og sandhed er magt. I er de mægtige, hvor dårligt det end føles at indrømme. I har sproget i jeres magt og platformen til at udbasunere det, og derfor er I verdensskabere. Man kan ikke både være magten og dens modpol. Den fjerde statsmagt er stadig netop det – en statsmagt. Heldigvis er det slet ikke så svært at slippe udenom sølet.
I kan sanse og ræsonnere og konkludere. Derfor skal I turde at gøre det. Gør I ikke, bliver I efterabere og efternølere, der blot halser magten i hælene. En verdensskabers opgave er at beskrive verden, som hun ser den – ikke som den rigtige balance af talende hoveder og meningsdannernikkedukker og eksperter nøje udvalgt ud fra deres evne til at sige ingenting i tyve minutter ad gangen.
… drik, dans og vær glade – I morgen skal vi dø, og aldrig danse mere. Stort tillykke
Skriv en artikel om klimakrisen og invitér en klimabenægter ind på kontoret for balancens skyld – I har nu åbnet muligheden for en anden virkelighed, givet frit slag til at den anden virkelighed kan blive til en ny verdens sandhed. Dagens krig eller konflikt er morgendagens folkemord.
Sidste års stærke leder er denne dags despot. Et regime er bare en regering med et kælenavn. Fascister findes ikke længere, fordi journalister og redaktører har besluttet at vi ikke bruger dét ord om så vores kilde har swastikaer tatoveret over begge øjenæbler og Mauser-rifler i stedet for arme.
Sandheden er omskiftelig – derfor skal I også udvælge, hvilken verden I vælger at skabe med omhu. Der er intet valg, der er naturligt. Hvert valg I tager, bliver til ord, der bliver til sandhed. Hver gang I vælger et perspektiv, et fokus, en kilde, en ekspert, et adjektiv, en bøjning, foretager I valg, der definerer, hvilken sandhed I skal stå til ansvar for.
Man kan ikke gemme sig bag objektiviteten, for den findes ikke. Man kan ikke gemme sig bag fagligheden, for der er ingen professionsbachelor i verden, der kan leve op til det ansvar. Der findes bias, valg, fornuft og samvittighed. Dét er jeres værktøjer. I må aldrig nogensinde glemme det – ikke i et sekund. Det er ikke fair, men det er sandheden.
Og så tænker nogen nok: hold da kæft noget woke, venstreorienteret vrøvl. Nu skal han sikkert også til at fortælle mig, hvor mange køn der er, eller at jeg ikke må spise eskimo-is eller sige neger længere.
Lad mig derfor give jer en sandhed, som I ikke kommer til at tro: Jeg er hamrende ligeglad med, om du kalder dig borgerlig, socialist, liberal, konservativ eller er dum nok til at tro, at du er apolitisk. Der er alligevel ikke længere nogen der ved, hvad nogle af de ord betyder – deres sandhed er udvisket af historiens grums, og det eneste, der betyder noget, er, om du har noget originalt eller interessant at sige, hvilket er en uhyre sjældenhed for alle ovennævnte.
Alle valg er politiske og al journalistik. Jeres eneste ansvar er at kalde en spade for en spade, og gøre det med fornuft og samvittighed, og aldrig ændre så meget som et komma, fordi I tror, at det er dét, stemningen ønsker af jer. Stemningen er skabt af jer, og I kan først begynde at forvalte den magt, når I har set den i øjnene.
Det er mine tre erkendelser. Afslutningsvis har jeg to ting mere at sige:
- Jeg udgiver en roman d. 13. februar, og I bør købe den og anmelde den, for jeg er sulten og har alt for dyre tøjvaner og skal betale husleje på Nørrebro.
- Jeg kan godt lide POV, fordi jeg aldrig har haft råd til et avisabonnement, og fordi I til tider har nosserne til at udgive tekst, som ingen gider at læse.
Så drik, dans og vær glade – I morgen skal vi dø, og aldrig danse mere. Stort tillykke.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og