Nekrolog: Hvis der er et liv efter døden, blev det lige lidt mere funky.
……..
Prince er død. Få musikere har haft så meget attitude, ingen har haft så meget at have den i.
Han kunne skrive musik og tekster, som ramte. Hårdt. De fleste ramte lysten til at danse så præcist, som når man klør en hund det sted, hvor den bare ikke kan lade være at spjætte med benene. Hvordan kan man stå stille til Prince?
Andre sange ramte præcis dér, hvor det gjorde rigtig ondt. Hjertesorgen, den store, tabte kærlighed. Nothing compares 2 U, Purple Rain, den sang som blev hans symbol og signatur mere end det uudtalelige symbol, han skiftede navn til i en rasende protest mod pladeselskabet Warner Bros, som han følte udnyttede hans navn til at rage til sig på hans bekostning. ‘Slave’ skrev han i de år hen over kinden, når han optrådte.
Når musikken til ens soundtrack dør, dør man selv en smule. Måske bliver vi mindet om vores egen dødelighed, når mennesket til den musik, man har danset, kysset, elsket og grædt til, dør?
Atter andre ramte tiden. Når man lytter og genlytter til sangene, er det også en fortælling om livet, døden og kærligheden og alt det, som ligner, i vores og hans (alt for korte) tid. Sign o’ the Times … hvor omkvædet lige i dag høres ubærligt:
“But some say a man ain’t happy unless a man truly dies
Oh why?”
Opfordring til sanselighed
Sangen er en deprimerende karakteristik af en tid, hvor mennesker dør af sexsygdomme, hvor børn bliver hooked på hårde stoffer, hvor gale mennesker skyder løs i kirker, og hvor en ung mor slår sit eget barn ihjel, fordi hun ikke har råd til det, mens vi har råd til at sende mennesker til månen.
Og så er der alligevel til sidst den her insisteren på livet:
“Sign o’ the times mess with your mind
Hurry before it’s too late
Let’s fall in love, get married, have a baby
We’ll call him Nate
If it’s a boy”
Jeg har altid i Princes sange hørt opfordringen til at give sig hen: til musikken, til sanseligheden, kødeligheden – der var så meget på én gang råt og raffineret begær i hans musik og hans optræden, han kunne dampe sex ud gennem en tv-skærm, så det nærmest kunne mærkes fysisk, når man sad og kiggede på den lille djævel med øjne som en engel og en mund, som kunne have lokket jomfru Maria og halvdelen af apostlene i fordærv.
Se blot hans allerførste tv-optræden: på næsten enhver anden ville det tøj og den stemme være blevet skabagtigt, men Prince kunne smelte mandligt og kvindeligt sammen, så man forstod, hvorfor ‘køn’ og ‘sex’ på engelsk er samme ord.
Prince var mere end en prins, han var en kejser, som med største selvfølgelighed erobrede nye territorier inden for musikken. Hans sceneoptrædender var generøse og pompøse, hans optræden i Parken i 1988 er blevet legendarisk for dem, der var heldige nok til at se den (jeg var ikke), hans koncert på Roskilde i 2010 står for mig som en af de sjoveste, gladeste, mest gavmilde og mest ærefrygtindgydende præstationer på Orange Scene. Og bagefter talte vi om, hvor utroligt det er at opleve en kunstner spille hit efter hit i timevis – og så alligevel kunne remse en masse sange op, som vi OGSÅ gerne ville have hørt.
Multitalentet
Prince var med et forslidt ord et multitalent. Han skrev, producerede, arrangerede og spillede, og han blev også banebrydende, da han begyndte at distribuere sin musik via internettet. Han var hurtigere end de fleste til at se, at de nye digitale muligheder ikke behøvede at betyde sult for kunstnerne, men at pladeselskaberne var det overflødige led, hvis man selv tog kontrollen.
Og så er det let at glemme, hvor fuldstændig fantastisk en guitarist, han også var. Da en ven for nogle år siden på Facebook udfordrede folk til at komme med navne på de bedste guitarister, smed jeg ‘Prince’ ind i gruppen af hardcore rockn’roll-guitarister. Stor hån. Indtil jeg trumfede med nedenstående video, hvor ikonet spillede røven ud af bukserne på alt og alle i ‘My guitar gently weeps’ (hop til 3:25 hvis du kun gider høre Prince). Prince kom med på FB-vennens liste.
Og det fortælles, at da Clapton blev spurgt, hvordan det var at være verdens største nulevende guitarist, kom svaret prompte: “Aner det ikke. Spørg Prince.”
Når musikken til ens soundtrack dør, dør man selv en smule. Måske bliver vi mindet om vores egen dødelighed, når mennesket til den musik, man har danset, kysset, elsket og grædt til, dør?
Måske skal vi i stedet huske at leve. Og elske. Og danse. Og kysse. Kiss!
Bærende foto: Prince ved en Coachella-koncert – foto: By penner – http://flickr.com/photos/penner/2450784866, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=4271027
Kunne du lide, hvad du læste? Del gerne på sociale medier, og har du ikke allerede gjort det, så stik os et ‘like’ på Facebook. Du kan også vælge at donere til mine fortsatte skriverier ved at betale via Mobilepay – +45 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
