FILM // FESTIVAL – Den nye GENERATION Film Festival – arrangeret af Den Danske Filmskole – forsøger at vise eksempler på nye idéer i filmkunsten. I dens blot andet år formår den dette i stort format, og det fornemt kuraterede program viser nye tendenser fra hele verden. Man kan her i weekenden nå at fange både de film, som anmelder Frederik Bojer Bové har udvalgt her, og adskillige andre.
Critical Zone (Ali Ahmadzadeh, Iran)
Engang imellem handler det ikke så meget om, at en film opfinder et helt nyt udtryk, som at den konsoliderer det. Sådan er det med Ali Ahmadzadehs Critical Zone. Filmen er, som navnet antyder, umanerligt kritisk over for livet i Iran for tiden, og som vinder af sidste års Guldleopard i Locarno indkapsler den en ny tendens i iransk film: De er oprørske og gør modstand. Iransk film er lige nu en vigtig zone for kritik af regimet.
I 2010’erne blev iransk film særligt tegnet af Asghar Farhadis Oscar-vindende melodramaer samt Jafar Panahis mange legende eksperimenter, lavet efter han blev idømt husarrest og filmforbud efter den grønne revolution i 2009. Disse film var først og fremmest komplekse.
I Farhadis film blev alle dillemaer konstant vendt rundt, indtil man ikke længere vidste, hvad der var rigtigt og forkert, hvilket også er en måde at stå i kontrast til et præstestyre med selverklæret patent på sandheden.
Panahis film var altid, grundet filmforbuddet, et personligt oprør, men var også altid legende, drillende, finurligt debatterende. Begge instruktører fokuserede på at vise, at verden var større, end hvad Irans ledere sagde.
Mest af alt former “Critical Zone” sig som en opiumsrus
Hvis man skal pege på én film, der ændrede det hele, så må det være Mohammad Rasoulofs Der findes ingen ondskab, der vandt Guldbjørnen i 2020. Her blev intet set fra flere sider, intet blev stillet til debat. I stedet blev argumenter imod dødsstraf hobet op på hinanden, indtil det var umuligt at forestille sig, at nogen modargumenter kunne stå imod. Det var stærkt, modigt, befriende.
Dansk-iranske Ali Abbasi var også godt med – med seriemorderfilmen Holy Spider (2022). Og makkerparret Behtash Sanaeeha og Maryam Moqadams film Balladen om den hvide ko (2020) og Min yndlingskage (2024, dansk premiere næste år) har også imponeret med et æstetisk filmsprog og plots, der går direkte imod regimets paroler.
Det har givet skrammer – Rasoulof er gået i eksil, Sanaeeha og Moqadam er hevet i retten – men det har givet stærke film, også til danske biografer.
Jeg tvivler på, at der er plads til Critical Zone i bredere dansk distribution, dertil er filmen for meget et trip. Det meste af filmen følger Amir, fra han henter en sending stoffer dybt nede under jorden og resten af natten, mens han rejser rundt fra kunde til kunde.
Det giver et portræt af forskellige randeksistenser i Teheran, som for eksempel transkønnede sexarbejdere, men vi besøger også et plejehjem, hvor beboerne diskuterer poesi fra tresserne, og der ryges med en stewardesse, der skal tage en sending med til udlandet.
Mest af alt former filmen sig måske som en opiumsrus (jeg kender ikke rigtig stofferne fra hinanden) med små psykedeliske sekvenser og dovne møder, hvor verdenerne udenom spiller en stor rolle. Det er ikke en punkfilm, ikke en kokainfilm, men et smukt og abstrakt portræt, med en anspændt energi af lige dele eskapisme og rebelsk attitude.
Filmen er – naturligvis – optaget i smug. Og følelsen er ikke bare oprørsk vrede, men en cocktail af alle de følelser et undertrygt folk render rundt med: vrede, frygt, apati, nostalgi, håb. Spædet op med en god portion psykedelika. Critical Zone rendyrker sin helt egen stemning.
Inside the Yellow Cocoon Shell (Phạm Thiên Ân, Vietnam)
Også Inside the Yellow Cocoon Shell føles som en konsolidering af træk i tiden. Denne gang er der to bevægelser, som mødes. Den ene er en ret åbenlys ting, nemlig at der er flere og flere film fra Sydøstasien, der vinder priser. Film fra Singapore og Indonesien har vundet Guldleoparden på Locarno Film Festival, og i Cannes sidste år vandt malaysiske Amanda Nell Eu hovedprisen for Tiger Stripes i Kritikerugen for unge talenter, mens Pham Thiên Ân vandt Camera d’Or for denne tre timer lange slow cinema-film, fyldt med lange takes og en meditativ stemning.
Jeg har skrevet om det før, og jeg tror stadig forklaringen er simpel: Kina er i gang med at ødelægge sin position med censur og aggressiv opførsel overfor nabolandene, så i stedet for at se kinesiske film vil befolkningerne i Sydøstasien se lokale fortællinger, hvilket også så småt giver plads til nye auteurs.
Men som anden bevægelse, så føles Inside the Yellow Cocoon Shell inspireret af nyere kinesiske kunstfilm som Hu Bos fire timer lange An Elephant Sitting Still og Bi Gans Long Day’s Journey Into Night, der kulminerede med et 50 minutter langt klip i 3D, hvor hovedpersonen rejste igennem en mystisk natteverden.
Disse film handler alle sammen om søgende karakterer. I Hu Bos film er personerne på jagt efter titlens elefant i et trøstesløst Kina uden håb og sammenhold, mens Bi Gans film er en film noir-pastiche med en detektiv i hovedrollen, omend plottet ikke er ret tydeligt.
Det er simplere i Inside the Yellow Cocoon Shell. Da en ung mands svigerinde dør i et trafikuheld, rejser han fra sit liv i Ho Chi Minh City for at fragte hendes lig hjem til hendes hjemby. Med sig har han også hendes lille søn, som han derefter forsøger at hjælpe ved at lokalisere sin bror, som ingen ved hvor er stukket af til. Det bliver til en rejse gennem Vietnam, skildret med enorm tålmodighed og smukke, smukke billeder.
Så de her nye asiatiske slow cinema-film er fyldt med karakterer, der leder, men det er sjældent, at de finder noget. I stedet bliver filmene til samfunds-portrætter, hvor alene det, at der mangler noget, og karakterne ikke kan finde det, bliver en pointe i sig selv.
Hu Bos film var et ekstremt mørkt og trist portræt af Kina, der kun blev mere overvældende af, at den unge instruktør tog sit eget liv, inden filmen blev udgivet. Pham Thiên Âns film er smukkere, mere mystisk, mere mediterende. Den skildrer et Vietnam af nærmest ubegribelig skønhed, hvor tro og mystik, her særligt hovedkarakterernes katolicisme, aldrig er fjernt fra hverdagen, ligesom fortidens traumer heller aldrig er det. Det er virkelig flot. Det er dog langt fra så skarpt som Hu Bo eller Bin Gans film.
Jeg søger stadig efter flere svar i denne bølge af dybt mystiske film, for jeg føler bestemt ikke, jeg helt er med på, hvad det skal gøre godt for
Pham Thiên Ân gør dog en ret skøn ting flere gange i filmen. Han lader kameraet dreje 360 grader rundt, så vi får det hele med, men mens kameraet drejer rundt, sker der ting for karakterne, så når vi kommer tilbage efter at have set hele verden, så forstår vi nærmest mindre end før. Det er en ret sjov pointe, særligt i en slow cinema-kontekst, der ofte dyrker evnen til at fordybe sig i landskabernes stille storhed. Det er også dejligt, men det er ikke sikkert, man bliver klogere af den grund, hvis ikke man følger med i, hvad der sker for snuden af en selv.
Inside the Yellow Cocoon Shell er en vidunderlig debut, der dog også føles noget søgende. Jeg søger også stadig efter flere svar i denne bølge af dybt mystiske film, for jeg føler bestemt ikke, jeg helt er med på, hvad det skal gøre godt for. Måske finder jeg det ikke. Bølgen virker som en reaktion på post-ideologiske samfund, hvor ingen rigtig længere tror på, at Mao og Ho Chi Minh havde opskriften på det perfekte samfund, men hvor unge heller ikke har lov at lede frit efter andre svar.
Det forbliver søgende, mystisk, langsomt og lavmælt. Men heldigvis også umanerligt smukt.
Oceans Are the Real Continents (Tommaso Santambrogio, Cuba/Italien)
Jeg skrev tidligere i år om filmen Pepe og dens forsøg på at kreere et nyt caribisk ‘mestizo’-filmsprog. Pepe bliver vist på Generation som den ene af to caribiske film, med Oceans Are the Real Continents som andet eksempel. Og heldigvis spiller de to film da sammen, men dog nærmest som hinandens modsætninger.
Oceans Are the Real Continents fletter tre fortællinger sammen, der alle tre foregår i den lille cubanske by San Antonio de los Baños. To små drenge driver rundt og snakker om drømme for fremtiden, og de fleste handler om at blive stjerner i udlandet. En ældre kvinde læser breve fra sin afdøde mand, skrevet dengang han kæmpede for kommunismen i Angola. Og i filmens centrale historie driver et forelsket par rundt, mens deres historie nærmer sig sin afslutning, fordi kvinden har fået visum og snart skal rejse til Tyskland.
Som jeg skrev det om Pepe, så præsenterer den sig som en ‘mestizo’ film. Et blandingsprodukt. Fordi Caribien, som det havområde, det jo er, er forbundet med omverdenen på kryds og på tværs. I Oceans Are the Real Continents er Cuba også snævert forbundet med omverdenen, med USA, med Angola, med Tyskland, men det er ikke på en måde, hvor landet bliver tilført ting udefra. Det er på en måde, hvor cubanere forsvinder ud af landet. Tilbage er de efterladte med ensomheden og længslen, og en mere og mere tom og forfalden verden.
Det er et filmsprog, der er skåret helt ind til benet
Filmsproget er derfor også meget anderledes i Oceans Are the Real Continents, end det var i Pepe. Tommaso Santambrogio – som i øvrigt er italiener – holder filmen i høj sort-hvid kontrast og med smukke kompositioner, der bliver holdt længe. Det er en monokrom film, en ensformig film, og også en ‘villet’ gammeldags film.
Præcis sådan som det skal være. Det er et filmsprog, der er skåret helt ind til benet. Det virker dog ikke billigt, dertil er billederne for flotte og skarpe. Det virker heller ikke “ruinøst”, selvom store dele af filmen foregår i forfaldne bygninger. Det virker køligt, nostalgisk, ensomt, 0g det er sådan set meget mestizo-agtigt, at en mulig caribisk filmbølge får smidt en italiensk instruktør oveni.
Sweet Dreams (Ena Sendijarević, Holland/Indonesien)
Apropos blanding af nationaliteter, så er det også et tema med Ena Sendijarević’ Sweet Dreams om kolonialisme i Hollandsk Ostindien, vore dages Indonesien. Sendijarević er ganske vist hollandsk, men er af bosnisk afstamning, og eftersom hendes debutfilm Take Me Somewhere Nice handlede om en bosnisk-hollandsk kvinde, der rejste rundt i Bosnien, så tog jeg hende dengang til indtægt for en ny bølge af bosnisk film.
Der er ikke meget bosnisk over Sweet Dreams, men filmen bygger alligevel videre på noget af den samme tematik. I Take Me Somewhere Nice så vi et Bosnien præget af kulturel splittelse, både mellem religioner og hos de unge amerikansk inspirerede hipstere, der havde svært ved at passe ind. Splittelsen i Sweet Dreams handler naturligvis om kolonialisme.
Da ejeren af en stor hollandsk plantage dybt inde i den indonesiske jungle pludselig falder død om, dukker hans søn og dennes kone op fra Holland i håb om at kunne sælge farmen hurtigt. Men det viser sig, at den gamle ejer testamenterede al sin ejendom til den unge søn, han fik med en lokal indonesisk kvinde. Hvilket gør alle rasende: Sønnen, den gravide svigerdatter og enken – og de lokale indonesere er i øvrigt også på vej til at gøre oprør. Og så ulmer følelserne, og vi sidder og venter på eksplosionerne.
Det er ærlig talt noget af et skifte, som Ena Sendijarević har foretaget fra debut til opfølger. Men hun arbejder faktisk videre med den samme æstetik. Meget symmetriske og flot opstillede rum, men ofte filmet skråt på og gerne i fugle- eller frøperspektiv. Vi ser sjældent rummene sådan, som ejerne nok har håbet, vi ville se dem, men i stedet virker de på én og samme måde strengt indrettede og ret så kaotiske.
Begge Sendijarević’ film har skildret kampe om et områdes kultur, og det mærkes, fordi hendes rum også virker ladet med kulturel energi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
