Vi taler om alderdom, som om det kun er et spørgsmål om personlig vilje og sund livsstil at undgå tegnene på kroppens naturlige forfald. Men vi skal ikke allesammen løbe maraton som 80-årige, og vi skal kunne dele vores erfaringer om at ældes, uden at det føles pinligt, skriver Susanne Sayers.
Jeg er begyndt at sove middagslur. Den bekvemme forklaring er selvfølgelig, at jeg bor i et land, hvor der er en sund tradition for den slags. Men sandheden er, at jeg fungerer dårligt uden.
Når jeg har knoklet løs en fire-fem timer, bliver jeg simpelt hen nødt til at lægge mig, og trangen er overvældende. Ikke bare “åh, jeg trænger lige til en morfar”. Det er at akut behov for 20-25 minutters uafbrudt søvn. Så er jeg klar igen.
I begyndelsen undrede jeg mig. Herregud, jeg er 52 år, jeg er jo ikke gammel, og jeg føler mig ikke gammel. Slet, slet ikke.
Indtil det gik op for mig, at nej, jeg føler mig muligvis ikke gammel, men kroppen er i gang med at ændre sig, og mine besværgelser om ikke at være gammel er i højere grad magisk tænkning end realitet.
Jeg mærkede det, da jeg brækkede et håndled og måtte repareres på hospitalet. “Og så skal du nok have piller mod knogleskørhed”, sagde lægen.
Knogleskørhed? Moi??? Det er noget, gamle damer får. Ikke mig, som går 10 kilometer om dagen og halser op og ned ad Lissabons stejle bakker, vandrer i bjerge, styrketræner og en hel masse andet.
Det viste sig heldigvis, at jeg ikke havde knogleskørhed, men min rasende reaktion fortalte mig, at jeg slet ikke er så upåvirket af at blive ældre, som jeg troede. For mig handler det ikke så meget om rynker og mormorarme, det er tanken om at blive svagere, at fungere dårligere, jeg for alvor har det svært med.
Det bliver nærmest en personlig fiasko, at alderdommen sætter ind. Vi gør ældningen til den enkeltes problem og fejl i stedet for et fælles livsvilkår
Da jeg begyndte at nævne det for andre (pakket godt ind i hahaha og ‘dumme mig’-selvironi), opdagede jeg, at andre på cirka min alder havde det på samme måde.
De var begyndt at mærke tegnene på alderdom, men følte sig pinligt berørte over dem og til dels endda vrede på dem, og vrede, hvis nogen antydede, at de var blevet ældre, f.eks. fordi de havde glemt et eller andet eller havde fået sværere ved at høre.
Jeg føler mig jo ikke gammel
Forhøjet blodtryk, prostatabesvær, natlige toiletudflugter, træthed, håb om at undgå nyse- eller hosteanfald på fyldt blære, besvær med at se i dunkel belysning (det vil for mit vedkommende sige alt under ca. 100 watt), tyndere hår … både mænd og kvinder kunne i fortrolige samtaler fortælle, hvordan de mærkede, at kroppen ikke kunne det samme som før.
“Men jeg føler mig jo ikke gammel,” var det faste omkvæd.
Og nej, det gør vi ikke. Mentalt er vi på mange punkter på højden. Vi har både det ældre menneskes erfaring og det unge menneskes nysgerrighed og mod på at lære nyt.
Vi bliver sjældent satte, vi går sjældent i stå, vi er stadig på vej. Vi hører samme musik som vores børn og unge, blandt andet fordi vi har et langt tættere forhold til dem end vores forældre og bedsteforældre, og vi er i højere grad end tidligere generationer aktive deltagere i ungdomskulturen.
Vi kan så heller ikke i samme grad som tidligere tillade os at læne os tilbage i bekvem sikkerhed i vores fag, for alt ændrer sig konstant, og det kræver tid og energi at holde sig ajour med det hele. Det holder os åbne og nysgerrige. De mest privilegerede af os rejser rundt og oplever nyt, går i teatre, biografer, til koncerter, og naturligvis mødes vi foran Orange. Skål!
Så nej, vi føler os ikke gamle, og vi har friheder og en grad af sundhed, som tidligere generationer kun kan misunde os, sagt som en grov generalisering, for der er store og stigende forskelle mellem rig og fattig, veluddannet og ufaglært.
Men helt generelt stiger både levealder og antal af såkaldt sunde leveår, og pensionsalderen er af samme årsag på vej op. Vi er ikke færdige med at kunne bidrage til samfundet, blot fordi vi runder 65 eller 67 eller 70 år.
Man skulle jo være et skarn, hvis man ikke kan glæde sig over det og udnytte det til at leve livet for fulde gardiner, og så pyt med alderen.
Men … når glæden over ungdommeligheden forvandles til en frygt for de ændringer, som sker med alderen, går vi også glip af muligheden for at ældes med ynde, så at sige.
Vi læser om pensionister, som løber 30 maraton om året, der er masser af overskrifter om, at ‘alder er ingen hindring’, og det er jo godt, at vi får udfordret synet på alderdommen, og hvad ældre og gamle mennesker kan. Alt for længe har den myte floreret, at man nærmest er ubrugelig, når man har passeret de 60.
Imidlertid bidrager hyldesten til de aktive ældre også yderligere til den tabuisering af helt almindelige alderstegn, som vi begynder at mærke på et eller andet tidspunkt, hvad enten vi er 45 eller 55, når vi første gang opdager, at kroppen vil noget andet, end da den var 25 år.
Er kroppen blevet svagere? Jamen, så er det din vilje, der er noget galt med. Bare se alle de gamle, der løber maraton. Kom i gang!
Selvfølgelig kan man gøre meget for at holde sig i god form og sund og rask. Men ældes skal vi, og ældes gør vi, og hvis vi ser selve alderdommen med dens naturlige tegn som et tabu eller måske endda en trussel, bliver vores liv fattigere
Det bliver nærmest en personlig fiasko, at alderdommen sætter ind. Vi gør ældningen til den enkeltes problem og fejl i stedet for et fælles livsvilkår.
Inden for kristendommen er der en særlig gren, som hedder fremgangsteologi. I dens mest ekstreme udgave er sundhed og rigdom tegn på Guds velvilje og en stærk tro. Sygdom og fattigdom er kun et spørgsmål om, at man ikke tror tilstrækkeligt.
Nu vil jeg have min middagslur
For de fleste lyder det som noget halvperverteret vrøvl, men er der ikke noget fremgangsteologi over vores forhold til alderdommen? Hvis vi bare gør alle de rigtige besværgelser og træffer alle de rigtige valg, så behøver vi ikke at bukke under for kroppens naturlige aldring. Gør vi det alligevel, er det, fordi vi ikke havde en tilstrækkelig stærk vilje.
Selvfølgelig kan man gøre meget for at holde sig i god form og sund og rask. Men ældes skal vi, og ældes gør vi, og hvis vi ser selve alderdommen med dens naturlige tegn som et tabu eller måske endda en trussel, bliver vores liv fattigere. Vi har brug for at kunne favne de aspekter af livet, som er smertefulde, og til dem hører også erkendelsen af det naturlige forfald, at kunne modnes mentalt sammen med kroppen.
Det skal være noget, vi kan tale om, uden at vi skal føle os pinligt berørt. På den måde kan vi også udveksle erfaringer – hvad der kan være god brug for. For hvordan skal man ellers få gode råd til, hvordan man kan håndtere de skavanker, som vi alle i et eller andet omfang rammes af? Og hvordan skal man ellers kunne tale om det svære, som det også er, når kroppen gør opmærksom på sig selv på uventede og til tider uønskede måder?
Og hvordan skal vi ellers sikre, at den store generation af ældre føler sig noget værd, også selv om knoglerne måske er blevet sprødere end før, skelettet værker, og nattesøvnen bliver afbrudt af en hyperaktiv blære? Hvem tør tale om alderstegn, når det i debatten mere end antydes, at de alene er et spørgsmål om valg?
Lad os nyde alt det, vi kan, og glæde os over, at lægevidenskaben konstant gør fremskridt, der kan hjælpe os til flere gode leveår. Lad os stadig kaste os over nyt og udfordre os selv. Men lad os også kunne bære den naturlige aldring og give os selv en chance for at lære af den og leve med den.
Og nu vil jeg have min middagslur.
Topillustration: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
