GAZASTRIBEN // ANALYSE – Israel iværksætter operation mod Islamisk Jihad, men det egentlige motiv kan godt være det kommende valg til det israelske parlament, Knesset.
TEL AVIV – Klokken 16:16 lokal tid ramte et par missiler ind i en etagebygning i det centrale Gaza, den største by i Gazastriben. Målet var Tayseer al-Jabari, som blev dræbt på stedet sammen med en række andre personer. Den 50-årige al-Jabari var højt placeret i Islamisk Jihad, og han stod for at koordinere organisationens aktiviteter med det langt større Hamas, som sidder på regeringsmagten i den smalle stribe land, der har været under israelsk blokade i de sidste 16 år.
”Islamisk Jihad er Irans forlængede arm, og Israel vil gøre, hvad der står i dets magt for at beskytte sin befolkning,” udtalte den israelske premierminister, Yair Lapid, sent fredag aften.
Udviklingen i Gazastriben, som i løbet af aftenen så ud til at eskalere dramatisk, synes at være velforberedt fra israelsk side. Det kan man blandt andet se ved, at Israel forud for angrebet på Tayseer al-Jabari havde mobiliseret 25.000 soldater af reserven, som havde taget opstilling omkring Gazastriben, og det hele ligger i direkte forlængelse af den israelske operation i begyndelsen af ugen, hvor israelske specialtropper rykkede ind i flygtningelejren ved byen Jenin på Vestbredden. Ved den lejlighed pågreb de Bassem al-Saadi, kommandant for Islamisk Jihad på Vestbredden, samt dennes svigersøn, Ashraf al-Jada, der også er centralt placeret i organisationen.
Et hårdt slag mod Islamisk Jihad
Den israelske forklaring lyder, at man har haft begrundet mistanke om, at Islamisk Jihad gennem længere tid har planlagt et større angreb på civile mål i Israel. Man har derfor villet ramme en række nøglepersoner, og det er kendetegnende for det grundige forarbejde, at personerne, der var sammen med al-Jabari i lejligheden i Gaza, alle var tilknyttet Islamisk Jihads ledelse, og at de angiveligt var midt i et planlægningsmøde, da missilerne ramte.
Men selv om dette ligner et dramatisk slag mod Islamisk Jihad, stod det lige fra starten klart, at der ville komme en palæstinensisk reaktion. De israelske myndigheder havde forberedt befolkningen på, at der op til 80 kilometer fra Gazastriben ville være risiko for palæstinensisk raketbeskydning, og denne farezone omfatter også storbyerne Tel Aviv og Beersheva.
De fleste steder blev de offentlige beskyttelsesrum gjort klar, og lidt ud på aftenen kom de første raketter. Det stod på det tidspunkt ikke klart, hvilken af de palæstinensiske fraktioner, der stod bag raketaffyringerne, men sandsynligheden taler for, at det var de mindre, salafistiske grupper, der traditionelt er hurtigere end Hamas og Islamisk Jihad til at tage raketterne i brug. En del af dynamikken på Gazastriben er den interne konkurrence mellem en række islamiske grupper om at gå forrest i kampen mod den israelske blokade. Hamas er i sammenligning med de øvrige grupper relativt pragmatisk og foretrækker ofte at undgå væbnede konfrontationer med det israelske forsvar, men organisationen bliver tvunget ind i kapløbet med de øvrige.
”Jeg mener, Israel har begået en stor taktisk fejltagelse,” sagde Mustafa Barghouti sent fredag aften til tv-stationen Al Jazeera. Den tidligere palæstinensiske minister hentyder blandt andet til dette forhold, som næsten per automatik får situationen til at eskalere.
Israelsk valgkamp?
På israelsk side er det bemærkelsesværdigt, at angrebet på Gazastriben blev iværksat fredag eftermiddag. Idet man med stor sikkerhed har kunnet formode, at det ville føre til en eskalering, strider operationen tilsyneladende mod normal praksis. Traditionelt afholder israelerne sig fra at indlede militære operationer, når man nærmer sig sabbatten, som starter fredag aften, når mørket falder på – medmindre der er tungtvejende grunde til på den måde at bryde forskrifterne for helligdagen.
I denne omgang falder det oven i købet sammen med Tish’a Be’av, som er en jødisk fastedag i mindet om ødelæggelsen af de to templer i Jerusalem i oldtiden.
De meget tungtvejende grunde kan det være svært at få øje på i den givne situation, og derfor kan der ligge en anden tænkning bag. Israel går nemlig til valg den 1. november.
Yair Lapid er ny på premierministerposten. Efter at have fungeret lige godt et år brød Naftali Bennetts usandsynligt brede koalitionsregering sammen i juni, og som stadfæstet i koalitionsaftalen overtog partneren i regeringssamarbejdet, Yair Lapid fra centrumpartiet Yesh Atid (Der er en Fremtid), den 1. juli posten som statsleder frem til valget.
Dette tegner til at blive et skæbnevalg, idet Benyamin Netanyahu har en reel chance for at få politisk comeback. Den nu opløste regering bestod af hele otte partier af højst forskellig politisk observans, og den primære sammenhængskraft var et fælles ønske om at holde Netanyahu fra magten. Svagheden ved denne konstellation var nok den manglende enighed om en række andre og nok så afgørende sager, og det slår Netanyahus valgmaskine nu på ved at tale om politisk handlekraft. Og det kan være netop denne type handlekraft, Yair Lapid nu søger at lægge for dagen ved at åbne en offensiv mod Islamisk Jihad. Lapid repræsenterer selv det politiske centrum, og en militær operation som den aktuelle kan skaffe ham nogle af stemmerne fra de højrefløjsvælgere, som ellers identificerer sig med Netanyahu. I den lejr betragter mange en militær operation som udtryk for politisk handlekraft.
Anspændt ro
Tre timer efter det første angreb bombede israelske jagerfly en række mål på Gazastriben. Dette var primært rettet mod observationsposter tilhørende Islamisk Jihad. Egypten, der opretholder sin egen blokade mod Gazastriben, kom hurtigt ind i billedet med forsøg på at mægle i konflikten.
Imens fortsatte palæstinensiske grupper med at affyre raketter mod Israel. Optællingen nåede i løbet af natten op på 160, og selv om hovedparten blev skudt ned af Iron Dome, det effektive israelske antiraketforsvar, lød luftalarmen i en række israelske byer.
Lørdag morgen herskede en anspændt ro i regionen. Det var, som om konflikten holdt vejret og tøvede, mens næste skridt blev overvejet på begge sider. På den måde ligner udviklingen den efterhånden lange række af konfrontationer, som har udspillet sig i og omkring Gazastriben siden Hamas tog magten over enklaven i 2007. I maj 2021 blev det til 11 dages dramatisk krig, som endte med, at situationen mere eller mindre vendte tilbage til den samme uforudsigelige status quo, som har hersket i årevis.
Den aktuelle konfrontation skal dog nok ses i forhold til, at der i hele Mellemøsten sker en ommøblering af den strategiske dagsorden. Da Joe Biden i juni besøgte Israel, blev han umiddelbart efter ankomsten til Ben Gurion lufthavnen uden for Tel Aviv præsenteret for den nyeste version af det Iron Dome, som nu har været i brug. Under besøget udtalte Biden sin uforbeholdne støtte til Israels ret til at forsvare sig selv.
Om den seneste udvikling i Gazastriben kan betegnes som selvforsvar, kan naturligvis diskuteres. Men det kan ligne en tanke, at Yair Lapid, som Biden helt tydeligt foretrækker som fremtidig israelsk samarbejdspartner frem for Netanyahu, nu har benyttet dette relative spillerum på bevilling fra den amerikanske præsident til at markere sig som handlekraftig leder, for nu at blive i den fremherskende jargon.
Ved at rette angrebet mod Islamisk Jihad kan Israel således også have sendt nogle vigtige signaler til Iran, som med sine atomprogrammer og egne regionale ambitioner også indgår i Bidens strategiske overvejelser i Mellemøsten. Hvis disse målsætninger er nået, kan det være, at den relative ro igen indfinder sig i og omkring Gazastriben, hvis befolkning igen ser sig klemt mellem en række islamiske bevægelser og nogle israelske og regionale dagsordener, der langt hen ad vejen handler om noget helt andet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her