TEATER // ANMELDELSE –”Undskyld!” Sådan begynder Anne Gry Henningsen og Jacob Teglgaard deres forestilling Frontløberne. De har begge passeret de 30 (nå ja, også de 40), og de er rigtig kede af, at de ikke gjorde noget. Men nu skal der altså gøres noget hurtigt, hvis klimaforandringerne ikke skal løbe løbsk. Der er telefon fra fremtiden.
Frontløberne henvender sig meget direkte til et publikum på 14-19 år. Det er et opråb til handling. For hvor Gry og Jacob på scenen kan være bekymrede for, hvilken verden deres børn skal vokse op i, vil det unge publikum være smerteligt bekendt med den kendsgerning, når de skal beslutte, om de overhovedet kan forsvare at sætte børn i verden.
Aktivistisk miljøteater
Det er uforfalsket aktivistisk teater. Her er ingen skjulte budskaber. De er helt fremme og bliver smidt lige i hovedet på publikum på forreste række. Det kan godt være, at jeres hoveder er mest fyldt med, om ham den søde fra parallelklassen kigger i jeres retning, men nu bliver I nødt til at tænke på andre og mere alvorlige sager.
What did you do in the Great War?
Do they love their children too? spurgte Sting retorisk om russerne i slutningen af den kolde krig. Svaret er indlysende. Men er vi villige til at handle, for at de har en fremtid? Både de unge i salen og de unges forældre. Vil vi handle, hvis vi får stillet stolen for døren?
Det minder lidt om engelske hverveplakater under 1. verdenskrig, der prøvede at udskamme de mænd, der ikke meldte sig under fanerne. Børnene, der leger på gulvet (engang i fremtiden) kigger op på deres far i lænestolen og spørger: What did you do in the Great War?
Hvad gør du for at modvirke de altødelæggende klimaforandringer?
Frontløberne er bogstavelig talt telefon fra fremtiden
I en scene får Jacob bogstavelig talt telefon fra fremtiden. Det ene øjeblik står han over vuggen og spekulerer over det ansvarlige i at få et ressourceoverforbrugende barn i Danmark i 2020. Det næste øjeblik ringer datteren fra 2050.
Budskabet er enkelt: hvordan jeg har det i mit nu, afhænger af, hvad du gør i dit nu.
Det kunne være blevet tung agit prop – propagandateater. Men selv om megafonen er fremme, så formulerer Anne Gry Henningsen og Jacob Teglgaard sig med humor og musikalitet.
Moral er godt …
De starter som nævnt med en undskyldning, fordi de i deres tilværelse indtil nu bare har forbrugt. I de seneste 30 år – årene siden Murens fald – har vi især i den vestlige verden oplevet en forbrugsfest uden sidestykke.
Og de er ikke blinde for selvmodsigelserne, når vi i moderne politisk-korrekt selvfedme poster billedet af vores avocadomad, som har kostet flere hundrede liter kunstvanding i en verden, hvor tørke truer store befolkningsgrupper. Ikke at pølsehornet til miljødemonstrationen er særlig meget mindre dobbeltmoralsk.
Stiller de sig op på mælkekassen og prøver at råbe deres forældre, deres bedsteforældre og deres politikere op?
Men sjovt nok finder forestillingen håb samme sted. På internettet. Jo, vi skal huske at slukke computeren om natten, vi skal slette vores mails og filer, så de ikke fylder i skyen (og bruger strøm), men når vi tør stille os op og danse fjollede Tik Tok-danse for åbent kamera, så tør vi vel også stille os op på en mælkekasse – hvis ikke midt på Nørrebrogade, så dog med kameraet tændt.
Budskabet til de unge er et budskab til alle
Budskabet i Frontløberne er budskabet. At vi hver især kan handle. Ikke bare ved at spise mindre kød og mere grønt (og lokalt produceret), men også ved at kræve strukturelle reformer. Eller som det pædagogisk forklares: det er, når vi kræver af politikerne, at de fastslår adfærdsændringer ved lov.
Teater Grob og teatergruppen Mærkværk havde været betænksomme nok til at invitere en efterskoleklasse med til premieren. Den målgruppe Frontløberne henvender sig til – altså ikke os vestlige, overforbrugende, gamle anmeldere. At se deres reaktioner var velgørende (for denne gamle anmelder).
De blev ikke skræmt af direkte henvendelser fra scenen. De vendte sig rundt, når skuespillerne interagerede med dem/os. De rejste sig op og dansede med skuespillerne.
Det er derfor, de opfordrer publikum til at kaste den første sten
Tilbage står at se, om de også tager næste skridt: om de stiller sig op på mælkekassen og prøver at råbe deres forældre, deres bedsteforældre og deres politikere op. Det vil vi kunne se på Instagram i de kommende uger og måneder.
Vi kan alle handle
Anne Gry Henningsen og Jacob Teglgaard bruger sig selv. De spiller sig selv. De bruger fortællemetoder fra DR børneafdelingen, som alligevel ikke ligger så mange år tilbage i det unge publikums bevidsthed. De er fysiske og fylder scenen med skrald, som er hentet ud af publikums hverdag. Det er på alle måder tæt på.
Skulle nogle lærere, der tager deres klasser med ind at se Frontløberne (eller booker forestillingen), sidde med dårlig samvittighed, så kan de altid dække sig ind under, at de dog tog de unge ind at se forestillingen. De handlede.
Skulle de sidde med dårlig samvittighed over at præsentere dem for en forestilling med så entydig en politisk dagsorden, så kan de opfordre deres elever til at udvise kritisk sans og efterprøve kilderne. Videnskabelige, dokumenterede kilder. Til forskel fra fake news og konspirationsteoretisk bragesnak.
Man kan i hvert fald ikke beskylde Frontløberne for at stikke noget under stolen. Deres standpunkt er klart. Gry og Jacob er ikke uden skyld. Det er derfor, de opfordrer publikum til at kaste den første sten. Det er modigt teater om at tage fælles ansvar … med behørig afstand.
Vi ses på Instagram – og indtil da fire genbrugsstjerner til Frontløberne for fremragende formidling
LÆS ALLE STEEN BLENDSTRUPS TEKSTER HER.
Frontløberne spiller på Teater Grob til 9. oktober og turnerer derefter landet rundt – f.eks. som skoleforestillinger.
Med: Jacob Teglgaard, Anne Gry Henningsen
Instruktion: Petra Adlerberth-Wik
Manuskript: Alexandra Moltke Johansen + holdet
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her