I skrivende stund er radikaliseringen på den yderste højrefløj ved at få luft under vingerne. Ikke bare ude i den store verden, men så sandelig også i Danmark. Under et tyndt lag blond fernis kommer den snigende og er for tiden nok mest personificeret ved folketingskandidaten Pernille Vermund fra partiet “Nye Borgerlige”. Her puster man frejdigt til nationalismens ubehagelige gløder i den særligt velfriserede, halv-fascistoide version, som nogen har døbt nationalkonservatisme.
Jeg er bange for Pernille Vermund
Pernille Vermund, som er en dansk pendant til Marine Le Pen fra det nationalistiske højrefløjsparti, Front National, gør mig decideret grundangst. Jeg er meget mere skræmt af hende end af Daniel Carlsen, der brød ud af det ny-nazistiske parti, DNSB, for at stifte Danskernes Parti, selvom begge partier sværmer om nogle af de samme temaer. For Vermund og de Nye Borgerlige har vind i sejlene (det samme kan ikke ligefrem siges om Danskernes Parti). Betydeligt, endda. I den seneste Voxmeter-måling for Ritzau har 10,8 pct. angivet, at de nok kunne stemme på Nye Borgerlige, hvis partiet opstiller.
Og der synes at være folkelig opbakning til projektet, for en måling fra Infomedia har vist, at hver fjerde dansker savner et parti med en strammere flygtningepolitik.
Der er således en betydelig risiko for, at de Nye Borgerlige kommer til udgøre forreste linie i en ny ligusterfascistisk bevægelse. Går man ind på partiets hjemmeside, ser alt skam nydeligt og tilforladeligt ud – i al fald på overfladen. Men det er mørke kræfter, der er på spil og som lige nu søger rampelyset forklædt som “pæne politikere”. De er dog ikke for pæne til at holde liv i fremmedhadet og puste til nationalismens gløder. Det er en fatal udvikling. For det inspirerer og motiverer til handlinger af helt uhyrlig karakter. Det så vi for ganske nylig, da det britiske parlamentsmedlem, Jo Cox, blev myrdet. Den sigtede Thomas Mair, en rabiat terrorist af samme, ærkeengelske afstamning som Cox, opgav i retten sit navn som “død over landsforrædere, frihed for Storbritannien”.
Som man taler, får man svar
Vi er også godt undervejs med at sætte kursen herhjemme mod voldsomme og voldelige konsekvenser, når der efter alt at dømme findes et stigende antal mennesker, der er parate til at gå meget langt for at “forsvare fædrelandet”. Nu skete mordet på Jo Cox i England, men risikoen er også til at tage og føle på i Danmark. Det viser denne besked, der retter skytset mod David Trads, men er postet på Mikael Jalvings væg med al tydelighed.
Det er vildledte stakler som forfatteren til svadaen ovenfor og i måske endnu højere grad partier som f.eks. “Nye Borgerlige” og politikere som Pernille Vermund, vi skal forsvare Danmark imod. Hvis de nu en dag sådan for alvor føler sig kaldet til at gå i borgerkrig for at “redde Danmark”. Selv herhjemme ville statsministeren jo nærmest deklarere tvungen færdrelandskærlighed i sin grundlovstale.
Jeg vil derfor ikke tøve med at kalde Pernille Vermund for den måske farligeste person for Danmark siden Pia Kjærsgaard, fordi hun nu har udsigt til at få magt, som hun har agt ved kynisk at manipulere den vrede, der ikke bare ulmer i befolkningen, men som regeringen og Dansk Folkeparti for længst har antændt efter at have fodret svinehunden i adskillige år.
Jeg vil ikke tøve med at kalde Pernille Vermund for den måske farligeste person for Danmark siden Pia Kjærsgaard, fordi hun nu har udsigt til at få magt, som hun har agt.
Pernille Vermund er også en dame, der ikke holder sig tilbage for at spytte efter dem, der prøver at gøre verden til et lidt bedre sted og hjælpe mennesker i nød som f.eks. Venligboerne. Så kan det godt være, hun elsker sit land, men nogen specielt næstekærlig eller kristen figur er hun næppe. Se blot eksemplet her fra en af hendes opdateringer fra det netop afholdte folkemøde på Bornholm (hun blev åbenbart så pinligt berørt over den selv, at hun slettede den senere).
Er det nu også farligt, hvad der foregår ude på den yderste højrefløj?
I bedste fald er det en utilsigtet farlighed, som de yderligtgående politiske partier og politikere som Vermund bringer os alle i, da de naturligvis kan være så naive, at de ikke er sig fuld ud bevidste, hvad deres fremmedfjendske holdninger og sprogbrug kan fremmane i mennesker på afveje. I værste fald er det netop bevidst, og de er udmærket klar over, at den retorik, de benytter sig af, en dag kan føre os ind i en dødbringende voldsspiral.
Faren lige nu og her består dog mest i, at et parti som Nye Borgerlige kan være med til at trække alle de øvrige partier endnu længere væk fra midten. Den manøvre har vi set Dansk Folkeparti lykkedes med siden Fogh-regeringen i en grad, så selv venstreorienterede partier som SF fra tid til anden falder i grøften og benytter samme retorik som folkepartisterne. Hvis først det politiske spektrum rykker sig endnu engang, så varer det ikke lang tid, før nationen ender til højre for Djengis Khan.
I al for lang tid har venstrefløjen ageret for passivt og overladt scenen til de yderligtgående kræfter. Men fremmedhaderne har også fået alt for let spil i medierne, der hellere vil agere mikrofonholdere for ekstreme synspunkter end virkelig at gå dem på klingen – f.eks. i de udtalelser, der afslører en helt basal mangel på historisk viden og fakta. Bedre bliver det heller ikke af, at visse politikere som Inger Støjberg og Naser Khader ikke respekterer demokratiet nok end til at bedrive regulær heksejagt på borgere, der påpeger det åbenlyst urimelige eller ulovlige i de forhold, vi tilbyder flygtninge.
Hvis først det politiske spektrum rykker sig endnu engang, så varer det ikke lang tid, før nationen ender til højre for Djengis Khan.
Det har vi f.eks. set i sagen om forholdene i flygtningeteltlejren i Haderslev, hvor integrationsministeren helt ublu anklagede forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen for at lyve eller i sagen om familiesammenføringer, hvor Naser Khader anklagede samme forfatter for at være “pædofili-tilhænger”. Hvabehar? Man er nærmest ved at tabe både næse og mund, når folkestyrets repræsentanter på den måde forsøger at tackle borgere på en så beskidt måde, men det er åbenbart, hvad man må forvente i Danmark, hvis man formaster sig til at sige magthaverne imod. Enten er du en løgner eller så er du tilhænger af noget afskyeligt. Måske ovenikøbet begge dele.
Det er slut med at sidde og være forarget. Det er tid til at handle
Jeg tror personligt, det er på tide at tage fløjlshandskerne af. Droppe forargelsen over fædrelandsromantikerne og fremmedhaderne. Som forfatteren Carsten Jensen er inde på i en brilliant, velskrevet og køligt dissekerende kronik forleden, så kan vi ikke længere nøjes med at agere pæne mennesker i forhold til den bølge af frygt, vrede og had, der skyller ind over landet og hvis omfang og momentum truer selve vores sameksistens. Især ikke når vi er snart kun er et enkelt skud fra, at en ny krig kan bryde ud Ligesom da krudttønden, der endte i Første Verdenskrig blev antændt i Sarajevo i 1914, hvor ærkehertug Franz Ferdinand blev snigmyrdet. Som Jensen formulerer det, “Er Vestens verdensorden, som vi kender den, på vej til at bryde sammen? Orlando, Paris, Bruxelles, Krudttønden. Akkurat som i Sarajevo”.
Os på venstrefløjen, men også højrefløjens sande liberale kræfter bliver nødt til at trække fronterne op og gå langt mere offensivt til værks i stedet for bare at resignere. Jeg vil mene, at man skal få erhvervslivet på sin side og mobilisere en hidtil uset kampagne for at udbrede tolerancen i vores samfund, hvis ikke Asger Aamund skal ende med at blive permanent talsmand for dansk erhvervsliv i medierne.
Netop erhvervslivets rigtige topledere og organisationer har ofte efterspurgt en større tolerance og åbenhed overfor udlændinge, især fordi mange af dem er helt nødvendige som arbejdskraft for at kunne bevare velfærdssamfundet i fremtiden. Min gode veninde Gunvor Wibroe fra Folkekirkens Nødhjælp, kørte sidste år en fantastisk fin kampagne, der hed “DET ER DANSK AT DELE” – tænk, hvis den kunne blive et nationalt kampråb støttet af de store medier, offentlige institutioner, andre NGO’ere og virksomhederne.
It’s the economy, stupid
Bill Clintons kampagnestrateg, James Carville, slog meget præcist ned på, hvad det hele altid handler om til sidst, da han opfandt sloganet, “The economy, stupid”. Det er nemlig de underliggende økonomiske strukturer og konjunkturer, hvor middelklassen bindes til villa, Volvo og vovhund, der er med til at gøre os mere usolidariske – og økonomiens tilstand, som kan bringe det nationalistiske spøgelse ud af skabet eller holde det indespærret. Fordi det er et spøgelse, der er en direkte projektion af frygten for at miste de privilegier, der er ved at være en del af arbejdsstyrken eller vreden over at stå udenfor, mens resten af verden presser sig på.
Hvis vi anerkender den sammenhæng og antager, at det kun er de færreste, der er helt kulhamrende sorte i sjælen og forblændet af had, så er den eneste, gangbare vej frem også at skabe bedre vilkår for de dårligst stillede samtidig med, at vi giver middelklassen troen tilbage på, at Danmark også i fremtiden vil have en fremtid som erhvervsnation i den nye økonomi. Især det sidste mangler der jo i den grad kvalificerede bud på fra politisk hold, fordi de fleste politikere stadig overvejende ser os som et landbrugs- og industriland og overhovedet ikke er kommet bare tilnærmelsesvist ind i kampen i forhold til digitaliseringen og den innovationskraft. De er levebrødspolitikere, som altid hopper fra tue til tue, på jagt efter den næste kortsigtede gevinst eller meningsmåling. Det er stort set umuligt at tænke og handle strategisk i dansk politik.
Hvis det er fremmedfjendsk kommunikation baseret på økonomisk ulighed og frygt for fremtiden, der har givet de yderligtgående partier og politikere medvind, så er der kun et modtræk: en insisteren på ordentlighed baseret på nye tiltag, der fremmer ligheden og skaber fornyet optimisme.
De er levebrødspolitikere, som altid hopper fra tue til tue, på jagt efter den næste kortsigtede gevinst eller meningsmåling. Det er stort set umuligt at tænke og handle strategisk i dansk politik.
Men derudover savner jeg i den grad, at de etablerede partier holder op med at være bange for deres egen skygge og i stedet siger fra overfor de fremmedfjendske tendenser. Som en klog POV-skribent Susanne Sayers netop har skrevet til mig: “Vi kan godt diskutere, hvilke rettigheder og pligter mennesker fra andre lande skal have i Danmark, men det burde ikke være til diskussion, at de skal behandles ordentligt og ikke under nogen omstændigheder skal have lov at blive syndebukke”. Susanne er i øvrigt bosiddende i Portugal, og her er fascismen stadig så tæt inde på livet af nulevende generationer, at det lader til at have været en effektiv vaccine.
Topfoto:
Leon Rice-Wheaton – http://bit.ly/21tV0l5
https://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.0/
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
