BØGER // ANMELDELSE – “Marta Pérez-Carbonells roman Intet mere illusorisk er en medrivende, men også ganske indviklet og ikke helt gennemarbejdet historie om forholdet mellem virkelighed og digtning,” skriver Lotte Thrane. “Det bliver langt hen ad vejen et forsvar for, hvad digtning kan og må, men den berører også spørgsmålet om, hvad man som forfatter har ansvaret for, når man trækker på virkelige personer og deres historie.”
Hvad er det, der er så illusorisk, så fantasibefordrende? Det spørgsmål stiller den kvindelige jegfortæller sig i den spanske roman Intet mere illusorisk. Og hun besvarer det ved at pege på sine oplevelser i en natlig togkupé, hvor fiktion og virkelighed er tæt vævet sammen. Ifølge hende er det en kombination af virkelighed og illusion.
Og hermed kastes læseren af Intet mere illusorisk ind i en medrivende, men også ganske indviklet og ikke helt gennemarbejdet historie om forholdet mellem virkelighed og digtning. Det bliver langt hen ad vejen et forsvar for, hvad digtning kan og må, men den berører også spørgsmålet om, hvad man som forfatter har ansvaret for, når man trækker på virkelige personer og deres historie.
‘Intet mere illusorisk’: En nat i toget mellem historier og virkelighed
Alicia er en spansk-amerikansk universitetsforsker, der for en tid har taget et job, hvor hun skal rejse frem og tilbage mellem London og Edinburgh hver uge – med nattog. På en rejse kommer hun til at dele kupe med to amerikanere, en ældre litteraturforsker og forfatter og hans studerende, Bou. De er på vej nordpå, hvor forfatteren, Terry, skal holde foredrag i Edinburgh om grænserne mellem autobiografi og autofiktion.
Det skal handle om hans nye bog, Rocco, der har vakt en del opsigt. En journalist i New York har anklaget Terry for at misbruge sit venskab med en ung mand i fiktionsøjemed. Den unge mand, skuespilleren Hans Haig, er forsvundet efter et større opgør med Terry, og den samvittighedsplagede forfatter frygter, at Hans har begået selvmord.
Den lange nat i toget bliver ikke brugt til søvn, men til at udveksle historier. Vi får, langsomt og noget modvilligt, Terrys version af historien om Hans Haig og Rocco, men de to herrer i kupeen får også en af Alicias fortællinger om sig selv. Historien om, hvordan hun drog til en stenet ø i Det Indiske Ocean for at være forskningsassistent for en botaniker, der også var hendes kæreste.
Om deres komplicerede samarbejde, der endte med, at han efterlod hende på klipperne i nattens mulm og mørke. Og om hvordan hun slap fra øen og hjem til Madrid, hvor hun landede i marts 2020, netop da covid-pandemiens store nedlukninger begyndte, og hun derfor var isoleret med sine oplevelser fra øen, der først bearbejdes, da hun får sat ord på dem i toget.
En roman i romanen
Indskudt i romanen, i syv nummererede kapitler, der er anbragt tilfældigt mellem realtid-afsnittene om togturen, finder man en miniroman om en kvindes forhold til skuespilleren Rocco, der har en hel del tilfælles med hovedpersonen i Terrys roman.
Fortællerjeget i miniromanen beskriver sig selv som en fiktiv kliché – en universitetsforsker, der er flyttet til New York for at skrive en roman – og hun kunne ligne vores jegfortæller Alicia, men som der også står, så skal læseren ikke regne med noget, for ”vi bærer alle en ordentlig portion fiktiv figur i os.” Rocco og fortælleren mødes på et værtshus i New York, hvor hun uden videre inviterer ham til at bo hos sig, fordi han har et kompliceret forhold til to kolleger, han deler lejlighed med, Emi og Prandi.
Den jaloux Emi truer konstant Prandi, der også har fået en eftertragtet rolle som Amanda i Noel Cowards komedie Privatliv – mens Emi selv er blevet valgt fra til rollen som Elyot. Rocco frygter, hvad der vil ske med Prandi, og det sker da også en nat, hvor han har sneget sig ind i lejligheden for at hente nogle ejendele og er faldet i en slags halvsøvn for åben dør i sit værelse. Her ser han – eller måske er det en slags fiktion? – at Emi får Prandi til at drikke et glas med stærk sovemedicin.
Hermed frygter Rocco, at han som vidne til scenen selv er i livsfare. Eller sådan fortolker jegfortælleren i miniromanen forløbet. Og miniromanens forfatter Alicia lader i hvert fald Rocco flygte og forsvinde. Som hans navnebror i Terrys roman – og som virkelighedens Hans Haig.
Man skal holde tungen lige i munden
Som læser skal man virkelig holde tungen lige i munden, for der er ikke bare flere tidsforløb, men også flere niveauer i romanen: Alicias fortælling om sin flugt fra øen, historien om Rocco og en kvinde, der kan ligne Alicia, skrevet undervejs og inspireret af Terrys fortællinger i Rocco, og Terrys egen beretning, trukket frem af Bou. Og ikke mindst er der en overordnet fortælling, knyttet til en stemme, der ytrer sig alvidende undervejs om forholdet mellem fiktion og virkelighed. For vi er alle historier, som der står.
Men Alicia-jegets egen historie handler også om at finde sig selv, måske forsone sig med sig selv i alle de roller man pålægges eller påtager sig i løbet af et liv, fiktion eller ej, alle de historier man er eller deltager i. Hun havner fx i de mest komplicerede situationer – som når hun spontant inviterer yngre mænd til at bo hos sig eller på rejse sammen med. Selverkendelse er der dog også, for hun beskriver også sig selv som en ”mester i komplikationer”. Og ja! Når hun havner i de sammenhænge, måske søger dem, kunne det være fordi, det også er gode historier!
Eller da hun går i teatret i London for at se Privatliv, og kommer frem til, at ”hovedårsagen til at Prandi ikke skulle spille Amanda, var selvfølgelig ikke, at hun var død, men at hun altid havde været en fiktiv figur. Og samtidig ”fylder denne tanke hende med undren.”
Den overvejelse må forstås i forbindelse med en rejse jegfortælleren i et behov for ”virkelighed” begiver sig ud på til sidst i romanen – til Schweiz for at finde Hans Haig og høre hans forklaring. For ingen fortælling bliver nogensinde komplet – sand ville nogen sige – hvis ikke alle versioner af den er med. Hvis det altså er den slags ”sandhed”, man går efter.
Alicia finder ikke virkelighedens Hans Haig – så han forbliver en fremmed. Men ”hans historie var flettet ind i Terrys, og Terrys i min”, som hun skriver. Som i sand fiktion.
Og egentlig også i denne læsers oplevelse af romanen.
Og godt det samme!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og