DANSK MUSIK // ANMELDELSER — CODY’s syvende udgivelse er rig på selvsikker søgen. Sangenes erkendelsesprocesser leder ikke nødvendigvis til færdige svar, men er i deres efterforskning små kraftpræstationer. Peter Sommers sproglige nerve bobler fortsat, mens Martin Meincke kigger efter en musikalsk stamtavle, men mest af alt lyder som et halvtilfældigt gadekryds mellem Johnny Deluxe og Father John Misty.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
CODY – Win Some
CODY er et akronym for come on die young. Hvis orkestret skulle følge den opskrift, ville de være en saga blot for snart ti år siden. Det er derfor vidunderligt paradoksalt, at musikken bliver bedre og bedre med alderen.
Win Some, der er bandets syvende udgivelse, strutter nemlig af introvert selvtillid. Instrumenterne kommer og går på overraskende tidspunkter i et søgende univers. Sanger Kaspar Kaae viser flere sider af sangrepertoiret – først svævende og søgende, gemt bag et slør af uldne effekter for siden at træde prædikende frem.
Sangenes erkendelsesprocesser leder ikke nødvendigvis til færdige svar, men er i deres rastløse efterforskninger små kraftpræstationer
På HBTO messer Kaae sakralt og lyder i sine lyse fraseringer som en Jannis Noya Makrigiannis fra Choir of Young Believers. I næste nu synger Kaae dybt, tvivlende og spørgende som Bill Callahan.
Har man hørt CODY’s øvrige udgivelser eller set dem live, ved man, hvor meget sangenes dynamik betyder – og der er de i superligaen. Bandet tør spille langsomt og bygge op, ikke nødvendigvis til store eksplosioner. Det er CODY’s kerne, og den står ikke til at ændre, selv om lyden har ændret sig en smule på Win Some.
Det betyder, at nysgerrighed, der findes i mange modeller, bliver et nøglebegreb for pladen: På Win Some er der tale om en selvsikker søgen frem for en famlende leden. Den rene folkede lyd bandet har haft, der tidligere har tiltrukket amerikansk opmærksomhed, er byttet ud med en mere eksperimenterende sound, der leder og afsøger rum.
Sangenes erkendelsesprocesser leder ikke nødvendigvis til færdige svar, men er i deres rastløse efterforskninger små kraftpræstationer – det flugter fint med titlen Win Some: Terrænet er vundet, men spørgsmålet er, om den præcise rocklokation nødvendigvis er fastlagt og bestemt. Det kan sgu være helt godt i en verden, hvor et gps-system altid ved, hvor du er.
Peter Sommer – Stærk strøm henover ujævn bund
Heldigvis er der intet nyt under den Peter Sommerske sol på studieplade nummer seks, der bærer titlen Stærk strøm henover ujævn bund. Skanderborgfyren er fortsat den mest eminente til at kombinere rockmusik med danske tekster, når nu C.V. Jørgensen ikke har udgivet noget siden 2002.
Peter Sommer er fortsat den dygtigste til at drive ordsnedkeri tilsat rockmusik hertillands
Det lyriske slægtsskab Sommer har med Jørgensen, er således tydelig på pladen. Her kan man fyre sig selv af på gråt papir, virkeligheden kan vippe, og der kan være nul kontakt til ens fortrydergen, mens man hænger sammen, når man hænger på. Det er blot et par eksempler, der viser Sommers sproglige nerve og leg med ordene, der bobler af bogstav- og krydsrim.
På titelsangen, Stærk strøm henover ujævn bund, der musisk åbner storladent på Saybiask vis med klaver og guitar, der snor sig om hinanden og slutter med lidende Mikael Simpsonsk mundharpe, nås toppen rent lyrisk midt i en molakkord, der veksles til dur som optakt til omkvædet:
”Det er en stærk strøm hen over ujævn bund // det er mere end bare ord der letter fra min mund // en frisat sjæl i en gennempresset krop // der skubber hårdt til taget // uden at rigtigt ville derop.”
Der er også fuld fart på spilleglæden på Mørket trumfes af Palle Hjorth, der har leg med ord, taktskift og en orgelsolo, der ivrigt bruser og ejer hele verden.
På den hidsigt fremadstormende og næsten rytmisk snublende Vi der valgte mælkevejen (titel lånt af Bjarne Reuter) gjalder Sommer: ”Vi ses i forelskelsen i fristelsen // i kampen for ikke at miste den.” Det kendetegner hans stil. På Sommers ordfabrik tages livet alvorligt, og man skal gøre sit ypperste. Det er helligbrøde blot at drive med strømmen.
Peter Sommer er fortsat den dygtigste til at drive ordsnedkeri tilsat rockmusik hertillands. Han kom frem samtidig med mange andre unge fyre, der sang på dansk: Tue West, Rasmus Nøhr og Thomas Buttenschøn. Sommer er den eneste, der har formået at udvikle et stærkt bagkatalog af plader, der alle har et tårnhøjt niveau.
Endnu en er føjet til den imponerende række.
Du kan lytte til et interview med Peter Sommer af POV’s musikredaktør Jan Eriksen i forbindelse med udgivelse af ‘Stærk strøm henover ujævn bund’ her:
Martin Meincke – Næsten Nøgen
Hvis Peter Sommer er mesteren udi dansk rock med legende tekster, er Martin Meincke lærlingen. Men at være lærling er ikke en garanti for at stå med en færdig rockeksamen og blive udlært. Dertil har Meincke, der netop er udkommet med pladen Næsten Nøgen, lang vej endnu.
Den unge sanger kaster sig ud på dansk efter at have sunget på engelsk i en årrække i andre projekter. Desværre er Meinckes vokal ikke i skabet. Dertil er melodierne forudsigelige kladder og falske i en ellers velspillende bandfornemmelse, der lyder som et halvtilfældigt gadekryds mellem Johnny Deluxe og Father John Misty.
Det kan godt være, at ærligheden for Meincke selv føles mere tydelig efter hamskiftet fra engelsk til dansk, som pressemeddelelsen fortæller. Det må dog stå for sangerens egen regning. Der er således ikke nødvendigvis lighedstegn mellem ærlighed og kvalitet. Teksterne mangler bid, ligesom der ingen ideer i sangskrivningen er, ingen overraskelser, ingen nerve.
Næsten Nøgen er mest af alt et forsøg på at finde en autentisk sangstemme. Det er, som om Meincke i sin selviscenesættende skikkelse er mere interesseret i en karriere end at musikken kommer fra hjertet.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
CODY – Win Some. Come on die young rec. Udkom d. 16. januar 2020
Peter Sommer – Stærk strøm henover ujævn bund. Sony. Udkom d. 17. januar 2020
Martin Meincke – Næsten Nøgen. Nordsø Records. Udkom 6. januar 2020
Foto: Jannick Børlum
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her