TEATER // ANMELDELSE – Alskens røgslør og jumpscares kan næppe gøre kernefortællingen om et bestialsk partnermord i Woyzeck mere eller mindre forfærdelig end den er i forvejen. På Husets Teater bliver fortællingen et provokerende og kvalmende slowburn: at overvære ekssoldatens langsomme deroute er både intimt og ubehageligt følsomt. Forestillingen insisterer på at holde os i ubehaget – præcis som genren foreskriver. Og det følger med ud af teatersalen.
Georg Büchners originale manuskript til dramaet om den plagede ekssoldat Woyzeck blev aldrig skrevet færdigt i sin samtid. Og netop dette faktum er nok noget af det, der inviterer til radikale fortolkninger – og altså denne gang som horror.
Historien om ekssoldaten Woyzeck, der lever uden for ægteskab med sin partner Marie og deres søn i fattigdom, er bevaret i Sargun Oshanas bearbejdelse. Her bruges horrorgenren som en passende ramme til at komme helt ind i sindet på et menneske i opløsning.
Woyzeck og Marie kæmper begge med konsekvenserne af krig og fattigdom. Woyzeck nedbrydes indefra af sine traumer, samtidig med at han pådrager sig nye som forsøgskanin for en magtsyg læge. Marie forsøger at elske Woyzeck, som kræver mere omsorg end deres nyfødte. Hendes scener føles ulækkert klaustrofobiske, selvom Camilla Lau flot portrætterer Marie med lige dele bid og blødhed overfor Mathias Rahbæks skræmmende utilregnelige Woyzeck.
Horror på scenen
Stephen King skrev en gang, at det han prøver at opnå, når han skriver horror, er at forfærde frem for at skræmme. Sargun Oshanas iscenesættelse af Woyzeck bevæger sig mellem forfærdelse og chok. Det er godt set at rammesætte den eksistentielle fortælling som horror, som netop er psykoanalysens hjemmebane.
Og det er netop, når forestillingen forfærder, den er bedst: Når effekterne stopper, det hele går langsomt, og man kan høre sin sidemands tunge vejrtrækning, fordi fortællingen uundgåeligt slutter, hvor den startede. Det er når forestillingen placerer publikum i en ubehagelig mellemposition mellem medfølelse og medskyld, man ikke kan undslippe.
Selvom teksten bærer præg af at være fra en anden tid, giver iscenesættelsen et mix af mindelser om skyttegravskrig og postapokalyptisk dystopi. I det hele taget kredser forestillingen om krig som afsæt i en kædereaktion, der leder til grumme skæbner og menneskelige traumer igen og igen. Et forfærdeligt samtidsrelevant udgangspunkt.
Karikaturer, gimmicks og nuancer
Det er dog ikke, fordi forestillingen er en lang tung eksistentialistisk dialog. Mens Camille Lau primært spiller Marie, træder hun også ind og ud af de karakterer, der både har krænket og forsøgt at redde Woyzeck. Karaktererne forbliver skygger og karikaturer med enkelte formål. Nogle af disse karikaturer er tæt på at kamme over, men skiftene er timet med lys og lyd, så vi når lige til kanten.
Marie derimod er en sværere pille at sluge. I denne iscenesættelse har hun et vist råderum. Hun er mere. Hun er noget andet. Mere et offer for sin mand i fortællingen, men det er alligevel der, hun ender. Camille Lau portrætterer hende med den nerve og nuance, rollen fortjener og uden at sige for meget, møder hun sin ende på en underligt intim, hjerteskærende måde. Dette er kernen i det ubehag, man tager med sig ud af salen.
Mathias Rahbæks Woyzeck er en ubehagelig stakkel, som i sine bedste øjeblikke vækker mindelser om Andrew Scotts solooptræden i Onkel Vanja. Det er dybt teatralsk og overdrevet og koreograferet til at passe med effekterne. Mathias Rahbæk går bombastisk og energisk til rollen som manden, der vil flygte fra sin gerning. Han er utilregnelig og uhyggelig, fordi han kunne have været hvem som helst forinden.
De to skuespilleres samspil med hinanden og horrorsettingens røg og damp er imponerende. Det er sjælent en lyssætning i så høj grad er medfortæller. Feberfølelsen og fortællingens fragmentering hjælpes på vej af disse nærmest filmiske special effects. Det bliver til tider lidt gimmicky – som om der er tricks for tricksenes skyld, men forestillingen når sjældent derhen, hvor det undergraver helheden.
Forsvarstale for en morder
Som horror er Woyzeck mere forstyrrende end forførende. Den er spændende på det visuelle plan, men fastholder også de psykologiske, eksistentialistiske tråde, når den beskæftiger sig med et menneskes mentale fordærv.
Min ledsager kaldte forestillingen en form for “forsvarstale fra en morder”. Sådan kan man godt se på det. Woyzeck er uden tvivl en forestilling, som vil dele vandene blandt publikum. Fordærvet driver ud over scenekanten og gør os til voyeurs, men vi kan ikke se væk.
Det har efterhånden spøgt en del på Husets Teater og Woyzeck fortsætter i et særligt forjættende spor. Den er godt gammeldags unheimlich. Netop fordi forestillingen fastholder publikum i ubehaget – helt til grænsen og lidt endnu – bliver den ved med at spøge længe efter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og