FLYGTNINGE // REPORTAGE – Flygtninge og migranter i de libyske detentionscentre er fanget i heftige kampe i Libyens hovedstad, Tripoli. I Qasr ben Ghasir sidder 600 flygtninge fra Eritrea, Somalia og Sudan på tiende døgn, med kun meget lidt mad og vand. Flygtningene er registreret under UNHCR og er tilbudt evakuering til et fængsel i bjergbyen Zintan, 150 km fra Tripoli. Anette Kjær Jørgensen beretter om de alvorlige tilstande i Libyens detentionscentre.
Artiklen er blevet til på baggrund af samtaler og beskeder på WhatsApp og Messenger med kontakter blandt flygtninge og migranter i de libyske detentionscentre. Af sikkerhedshensyn er alle de nævnte personer anonymiseret.
”Vi har sagt nej. Zintan er en gravplads. Flygtningene dør der af tuberkulose. Så vil vi hellere dø her”, skriver en kontakt til mig på Messenger.
600 flygtninge og migranter er fanget i heftige kampe i et af Libyens mange detentionscentre for flygtninge og migranter. Qasr ben Ghasir ligger i den sydlige del af Tripoli, hvor kampene mellem forskellige fraktioner er hårdest.
Centeret rummer 100 kvinder og 136 børn, hvor mange er under fem år, og der er nyfødte babyer blandt. Flere af kvinderne er gravide, ofte som følge af voldtægter, mens de har været fanget hos kriminelle bander og smuglere i Libyen. Også to andre detentionscentre ligger midt i kampzonen. Ifølge netmediet Are You Syrious er netop nu 3000 flygtninge og migranter fanget i kampe.
#LibyaCrisis casualties are 682: 121 dead and 561 wounded. WHO sending medical supplies, health staff support for first- and second-line responders. #Tripoli @OCHA_Libya @UNSMILibya @WHOEMRO @UNHumanRights
— WHO Libya (@WHOLIBYA) April 13, 2019
Konflikten begyndte 4. april
”Vores libyske vagter i Qasr ben Ghasir forsvandt hurtigt, og vi har måttet klare os selv”, skrev en indsat i centeret på Messenger et par dage efter konfliktens start.
I en uge fik de mange mennesker hverken mad eller rent drikkevand. Det lykkedes dog mændene at finde noget forurenet vand i nærheden af centeret, de kunne tappe. Vand som imidlertid først skulle koges – over et primitivt bål”, fortæller min kontakt.
Lørdag aften lykkedes det endelig den lille tunesisk-libyske NGO-organisation Migraze at bringe mad og vand ud til Qasr ben Ghasir og også søndag og mandag er de ankommet med mad til børnene.
”Vi beder om at blive evakueret ud af Libyen til et sikkert sted”, skriver en anden kontakt i Qasr ben Ghasir mandag morgen på Messenger. Af sikkerhedshensyn er også han anonym.
”Vi har ingen magt over den her situation. Vi kan kun håbe, at vi får hjælp af Gud og UNHCR og andre NGO-organisationer”, fortsætter han.
I sidste uge ramte en bombe tæt på detentionscenteret med de mange flygtninge og migranter. I går blev et fly skudt ned i nærheden. Politiet kom til Qasr ben Ghasirfor at lede efter piloten og en anden ombordværende, fortæller min kontakt.
”Vi er bange”
”Vi er bange. Kvinderne og børnene er meget skræmte. Hver gang, der kommer et køretøj ind på grunden, ved vi ikke, hvem det er. Om det er nogen, vi kan stole på. Eller nogen som vil os ondt. Hele tiden kan vi høre kampe og skud. I sidste uge faldt en bombe lige bag kvindernes rum, og de styrtede ud.
Et barn fik hældt kogende vand over sig, da en kvinde kom til at vælte en kedel med vand, der stod og kogte over et bål. En ambulance kom og hentede barnet. Og i nat ved to-tiden skød de så tæt på den bagerste af vores bygninger, at taget var ved at falde ned. Der er støv allevegne nu”, skriver en af mine kontakter her til morgen.
De indsatte er nødt til at skjule deres telefoner, og de bliver jævnligt udsat for brutale bank. Desuden er tuberkulose udbredt
Med jævne mellemrum blusser kampe op mellem forskellige militsgrupper i Tripoli, men de nye konflikter er de hidtil alvorligste, og meldinger lyder, at det kun bliver værre. En lokal hærfører, general Khalifa Haftar, prøver at få kontrol over hovedstaden, Tripoli, mens Libyens internationalt anerkendte, men svage regering GNA’s militær forsøger at bekæmpe oprøret. Kampene vil kun bidrage til yderligere at destabilisere det i forvejen ustabile Libyen.
Libyens mange detentionscentre for flygtninge og migranter administreres af GNA’s ministerium for illegal immigration, selv om flere rent faktisk drives af forskellige militsgrupper.
Flertallet af de godt 6000 flygtninge og migranter, der menes at befinde sig i de libyske detentionscentre, er af den libyske kystvagt samlet op på Middelhavet, hvor de i elendige både har forsøgt at komme til Europa.
De fleste kommer fra Eritrea, Somalia og Sudan, og er som flygtninge registreret under UNHCR. EU og Italien betaler mange penge til Libyens officielle regering og til den libyske kystvagt for at holde flygtningene tilbage i Libyen.
Forholdene i landet for flygtninge og migranter er af både Human Right Watch og Amnesty International dokumenteret som værende ganske forfærdelige og komplet lovløse. Mange har befundet sig i landet i et par år, ofte i hænderne på smuglere og kriminelle bander. Alle kan fortælle om voldtægter, tortur og menneskehandel.
”Min kone er kidnappet”
For en måned siden blev jeg kontaktet af en 22-årig mand fra Somalia på Messenger. Grædende beskrev han på en dårlig forbindelse fra Libyen, hvordan hans kone var blevet kidnappet af kriminelle, mens han var på arbejde, og at hun nu blev voldtaget hver nat.
”De ringer mig op, mens de voldtager min kone og forlanger penge. Men jeg har ikke så mange penge. Hjælp min kone, sagde han grædende. Kriminelle bander og smuglere er også kendt for at ringe op til deres ofres familie og under tortur true med, at det vil blive ved, indtil familien sender et større beløb.”
Heller ikke detentionscentrene er sikre. De er ofte overfyldte, maden er elendig og de libyske vagter er kendt for deres brutalitet. De indsatte er nødt til at skjule deres telefoner, og de bliver jævnligt udsat for brutale bank. Desuden er tuberkulose udbredt.
Jeg har netop fået besked om, at i et detentionscenter er 18 personer døde inden for de seneste fem måneder. Andre 47 tuberkuloseramte er overflyttet til et detentionscenter i Tripoli for at få lægehjælp. Af de 47 er i hvert fald en død i går, fortæller min kontakt.
”Min ven døde i går. Jeg er i sorg”, skriver han i dag på WhatsApp.
Samme kontakt som sidste sommer skrev, hvordan han hele tiden skulle skjule sin telefon.
”Hvis vagterne opdager min telefon, bliver jeg anholdt, banket og solgt”, skrev han dengang.
Det er ikke første gang flygtninge og migranter opholder sig i detentionscentre tæt på kampe, og de libyske myndigheder og UNHCR ville i sidste uge evakuere de 600 mennesker i Qasr ben Ghasir, da kampene formentlig kun vil tage til.
Zintan er en gravplads
Fredag kørte en række busser op på centerets gårdsplads, og flygtninge og migranter blev tilbudt evakuering til et fængsel i bjergbyen Zintan, 150 km fra Tripoli. Zintan er berygtet som et forfærdeligt sted blandt de flygtninge og migranter, som er strandet i Libyen.
Stedet er så overfyldt, at folk må sove på skift, fordi der ikke er plads til, at alle kan ligge ned på en gang. De får aldrig sol og lys, maden er stærkt begrænset – altid kun spaghetti – sommetider får de intet. Det alle frygter mest er den tuberkulose, som hærger på stedet og mange dør af. Hvis de da ikke dør af sult og simpel underernæring forinden.
De fleste af de flygtninge og migranter, som er i de libyske detentionscentre er havnet der, fordi den libyske kystvagt – betalt af EU – har stoppet dem på havet på vej til Europa
De 600 mennesker i Qasr ben Ghasir ville ikke evakueres til Zintan, fortæller min kontakt på IMO:
”Zintan er en gravplads. Vi vil ikke til Zintan. Vi dør der. Så hellere dø her. Vi vil evakueres ud af Libyen. Libyen er forfærdelig. Vi frygter, at de vil tvinge os til Zintan”, slutter min kontakt.
Men busserne kører igen, og næste dag ankommer lederen af Qasr ben Ghasir. Han forholder de mange mennesker konsekvensen af, at de ikke vil evakueres. Min kilde fortæller:
”Nu er vi overladt til os selv. Ingen vagter. Intet politi. Bossen kom og sagde, at nu kan vores lejr blive mål for bomber og skyderier og for smuglere. Hvis vi går uden for gården, bliver vi skudt. Han sagde til os, at vi er i stor fare. Soldaterne kan tage os og sælge os til smuglerne. Specielt vores søstre og koner kan komme i store problemer. De er i fare for at blive voldtaget. Hjælp os”, skriver min kontakt i Qasr ben Ghasir på IMO.
Frygter tuberkulose
Efteråret 2018 udbrød der ligeledes kampe i Tripoli og en kontakt, jeg har fra Eritrea, var blandt de flygtninge, som blev evakueret til Zintan. Han er stadig i Zintan og fortæller, hvordan den ene efter den anden dør af tuberkulose, og at ligene ikke bliver fjernet.
”Jeg er selv bange for, at jeg har det”, skrev han på WhatsApp for over en måned siden.
De fleste af de flygtninge og migranter, som er i de libyske detentionscentre er havnet der, fordi den libyske kystvagt – betalt af EU – har stoppet dem på havet på vej til Europa. EU og Italien betaler store summer til Libyen for at tilbageholde flygtninge og migranter.
Video fra Qasr ben Ghasir, optaget for godt en uge siden, da de hverken havde mad, vand eller elektricitet. “Vores vagter er løbet væk. Vi har ingen vand, mad og elektricitet. Hjælp os.”
”Jeg har været her i Libyen i to år. Jeg har været i hænderne på smuglere. De torturerede mig næsten til døde. De voldtog min kone foran mig. De tog mine penge, alt hvad jeg havde. Ja, det var forfærdeligt. Min kone er stadig i chok. Hun mistede et barn, fordi hun ikke kom på hospitalet. Jeg har ikke ord for at beskrive, hvordan jeg har det inde i mig selv”, skriver en anden kontakt fra Qasr ben Ghasir på Messenger.
En ny besked tikker ind mandag eftermiddag. En gruppe immigrationsofficerer har været der:
”De kom i fire politibiler. De så ud til at være chefer for immigration. De tog billeder og spurgte, om vi var OK med at være her. Eller om vi vil flyttes til Gharyan fængslet. Vi sagde nej. De spurgte også, om vi får mad. Og vi forklarede, hvordan det har været, siden kampene begyndte.
”Hvorfor vil I ikke evakueres til Gharyan? I sikkerhed, væk fra kampene”, spørger jeg.
”Gharyan er et andet forfærdeligt sted, hvor ingen skulle opleve at komme. Der er folk låst inde i beboelsesvogne. Hundreder ad gangen. De fængslede får maden stukket ind under døren, og der er ingen ventilation overhovedet. Vandet er snavset. Maden er elendig. Jeg og min familie kom dertil, da vi blev arresteret ude på havet. Der har mange af os været”, skriver min kilde.
”For at være ærlig, Madam, er vi i stor fare her. Hjælp os. Vi vil ikke evakueres til endnu et forfærdeligt sted i Libyen. Vi vil ud af landet”
Den engelske avis The Guardian kan berette, hvordan indsatte i detentionscentrene oplyser, at de tvinges til at deltage i kampe.
”Vi bliver sat til at rense geværer. Forleden skulle vi vaske militærkøretøjer, der var fulde af blod fra dræbte soldater”, siger en kilde til The Guardian.
Amnesty International udtaler i anledning af kampene:
”Den fornyede konflikt i Tripoli viser igen, hvor afgørende det er for EUs medlemslande at gennemføre sikre veje for migranter og flygtninge ud af Libyen. EUs medlemslande må også genoverveje sin støtte til Libyens Kystvagt, der har returneret et ukendt antal migranter og flygtninge tilbage til Libyen, hvor de risikerer indespærring på ubestemt tid, tortur, afpresning og voldtægt foruden andre alvorlige overgreb.”
”For at være ærlig, Madam, er vi i stor fare her. Hjælp os. Vi vil ikke evakueres til endnu et forfærdeligt sted i Libyen. Vi vil ud af landet”, skriver min kontakt tirsdag morgen.
Alle fotos er sendt fra skribentens kilder i Libyens detentionscentre.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
