DOMFÆLDELSE // VIGNET – “Da det første “guilty” kom, til den mest alvorlige anklage om “murder in the second degree”, råbte jeg YES og hoppede rundt. Lamar sad blot bomstille på mit badeværelsesgulv. Da alle tre guilty verdicts var ‘inde’ sagde han stille: ” I want to cry”.” Lisbeth Liv Carlsen oplevede domsafsigelsen mod politimanden Derek Chauvin live i sit hjem i Washington DC, sammen med Lamar, der egentlig kun var der for at tjekke lejligheden for skadedyr. Det blev et øjeblik, de begge vil huske resten af livet.
Jeg var allerede spændt fra klokken 15. Det var, da alle “news alerts” om at nævningetinget i Minneapolis havde truffet en afgørelse, begyndte at plinge ind på min telefon. Der ville gå en halv til en en hel time, og mens jeg ventede på “the verdict”, dukkede manden fra skadedyrsbekæmpelsen op. (Min kuffert var ved en fejl endt i en skralde-container, og jeg har været lidt nervøs siden.)
Læs mere om George Floyd-sagen her.
Anyway.
Lamar hed han, og han kom ind og lyste alle vegne og i alle sprækker. Jeg sagde, at vi jo nok kom til at dele et historisk øjeblik. På det tidspunkt var der allerede gået en time. Men han havde vist kørt hele dagen og jeg var dobbelt “masked up” – så han hørte det ikke først.
Jeg lod telefonen køre på ABC News, mens jeg holdt vejret. Nu gjaldt det mit eget, så min manglende vejrtrækning gik mest på, om han ville finde noget ubehageligt.
“Ja, sådan noget kan man godt blive ret nervøs over” sagde Lamar.
“Men husk at trække vejret, ikke?” sagde han og grinede.
Vi var nået ud i badeværelset; indtil videre – so far, so good. Vi sad begge på på badeværelsesgulvet, hvor min kuffert stod tapet op med plastic, da jeg hørte dommerens stemme henne fra telefonen.
“Members of the jury, I understand you have a verdict”
“Nu sker det” sagde jeg.
“Hvad sker”, spurgte Lamar.
“Nu kommer dommen, lige NU!”
“WHAT? Is that NOW?”
Han lagde, hvad han havde af lommelygter og ting, og vi stirrede begge på min mobiltelefon.
I stilhed.
Da det første “guilty” kom, til den mest alvorlige anklage om “murder in the second degree”, råbte jeg YES! og hoppede rundt. Lamar sad blot bomstille på mit badeværelsesgulv.
Da alle tre guilty verdicts var ‘ inde”, sagde han stille:
” I want to cry”,
“I’ll never forget this moment, and I’ll never forget where I was – right now”.
Så sagde vi “wow” ca. 35 gange hver, og talte lidt om, hvorvidt dommen ville blive anket.
“Now, he is getting handcuffed”, sagde jeg – som om, Lamar ikke selv kunne se det.
“This is so historic”, sagde Lamar.
Da han var på vej ud, vendte han sig i døråbningen og så på mig.
“God bless you”, sagde han.
“God bless you too”, sagde jeg og vinkede.
Jeg var egentlig mest ærbødig over at have fået lov til at opleve de ca syv minutter i selskab med en sort, amerikansk mand.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
