KOMMENTAR – I hele den ophedede og langstrakte debat om statsministerens rolle(r) i sagen om fiskekvoter, kvotekonger og Løkkefonden er der ét afgørende spørgsmål, som i den grad er underbelyst, mener Pia Christmas-Møller. Hvis det spørgsmål bliver besvaret vil det kunne afklare stort set alle de øvrige mere eller mindre tvivlsomme elementers betydning i den aktuelle sag.
Hvorfor var det så umanerligt tungt for et folketingsflertal at få den kvotepolitik gennemført, som Venstre – senest hævdet af Jan E. Jørgensen (V) i torsdagens DR2 Debatten – mener har været deres politik hele tiden?
Hvordan kan det ske, når Venstre ovenikøbet sad på fiskeriministerposten?
Hvor var Venstres fiskeriordfører i kampen for den åbenbart fælles kvotepolitik?
Hvor var Venstres øvrige medlemmer af udvalget?
Hvordan med de øvrige regeringspartier?
Jeg efterlyser fuldt spot på den fiskeripolitiske substans: Hvordan så den ud?
Hvordan stillede regeringspartierne og deres ordførere sig til, at ministeriet kun kunne levere ét forslag til opstramning af kvotepolitikken, “tro-og-love”- forslaget, som senere skulle vise sig blot at være ét blandt 16?
For mig at se ligger nøglen til dommen over hele sagen altså gemt i forklaringen på forskellen mellem Venstres (og regeringens?) erklærede kvotepolitik og den aktivt førte i en længere periode
Hvorfor graver dygtige journalister ikke dybere i det? Er der en (oplevet?) intern instruks fra statsministeren, eller blandede han sig slet ikke? Det er afgørende.
For mig at se ligger nøglen til dommen over hele sagen altså gemt i forklaringen på forskellen mellem Venstres (og regeringens?) erklærede kvotepolitik og den aktivt førte i en længere periode.
En kortlægning af evt. ændringer i særligt Venstres positioner over de seneste år, ville også være interessant i forbindelse med at få gjort op med de skyer af grimme insinuationer, sagen har kastet ind over ikke alene statsministerpostens aktuelle forvaltning, men desværre også politik mere generelt. Når det er sagt, rejser sagen tillige en række andre væsentlige spørgsmål. Personlige. Praktiske. Og principielle.
Hvordan kan det være, at Lars Løkke Rasmussen gang på gang optræder som sin egen værste fjende? Med bilags- og tøjsager. Flyrejser på første klasse, m.m.
Alle er de spørgsmål, som rækker ud over den konkrete sags afgørelse, som p.t. ser ud til at være en politisk lukning foretaget af DF’s ledelse. Uklarheden er utilfredsstillende. Blandt de personlige spørgsmål presser et sig særligt på: Hvordan kan det være, at Lars Løkke Rasmussen gang på gang optræder som sin egen værste fjende? Med bilags- og tøjsager, flyrejser på første klasse, m.m.
I virkeligheden alle sager, som i det store perspektiv er relativt små, i hvert fald målt med en økonomisk målestok. Da han i sin tid var både amtsborgmester og folketingsmedlem samtidigt, var der rod i taxabetalingerne, hvilket Løkke forklarede med, at han var politiker i døgndrift og derfor ikke skelnede så skarpt mellem arbejdskasketterne og fordelingen af udgifter mellem Amtsgården, Folketinget og egen pengepung.
I sidste uges samråd spillede han imidlertid privatlivskortet så højlydt, at det i sig selv er blevet et tema, hvor langstrakt hensynet til privatlivet rækker for en statsminister.
Sågar på lederplan i Berlingske, hvor der i går spurgtes til, om man kun kan være statsminister i 16 af døgnets timer? Svaret er indlysende og fik mig til at tænke tilbage på firserne: Med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 blev Poul Schlüter den første konservative statsminister siden systemskiftet i 1901.
Stolthed og ydmyghed
Efter næsten et årtis borgerlig ørkenvandring var alt nyt og aldeles uprøvet for såvel Chefen selv som for de fleste på holdet. Blandt de konservative havde kun en været minister før, medens Venstre havde fire med erfaring fra SV-“arbejder-bonde”-regeringens korte liv.
Men en af Schlüters allerførste instrukser til ministrene var ikke et opdrag til politisk reformsnak. Næ, de havde værsgo at starte med at læse ministeransvarsloven
Der skulle altså sættes rigtigt af fra start over hele linjen. Det var Schlüter sig meget bevidst, selvom han tvivlede på projektets holdbarhed bl.a. henset til Glistrups uberegnelighed. (Da han ringede til sin elskede mor, som før andre skulle have nyheden om, at hendes søn nu skulle være statsminister, skete det med ordene: “Nu kan jeg i det mindste kalde mig “forhenværende statsminister!”)
Stolthed og ydmyghed prægede den euroforiske stemning på det entusiastiske firkløverhold med store politiske ambitioner for Danmark. Men en af Schlüters allerførste instrukser til ministrene var ikke et opdrag til politisk reformsnak. Næ, de havde værsgo at starte med at læse ministeransvarsloven. Grundigt.
Internt i regeringen og i den konservative gruppe blev medlemmerne tillige instrueret om, at ministrene skulle til- og omtales med deres ministertitel og ikke med deres fornavn. Begge dele havde samme formål: at bevidstgøre regeringsansvaret for alle. På et individuelt, men også på et kollektivt niveau. Man var i regering og minister 24/7.
Når man udtalte sig, havde det nu en større rækkevidde. Ansvaret kunne ikke smyges af og på som en kappe efter forgodtbefindende. Ord og handlinger havde konsekvenser på et nyt plan.
Henset til de sager, der siden har været på forskellige resortområder, forekommer det tankevækkende, at sporene fra Tamilsagen ikke har sat sig dybere i alle dele af Slotsholmen og dets embedsværk
At den borgerlige regering led skibbrud netop fordi særligt en konservativ minister – af alle en juridisk uddannet justitsminister – ikke var agtpågivende nok overfor akkurat ministeransvarsloven, men fremturede på trods, er så skæbnens ironiske måde at fremhæve visdommen i Schlüters instruks…
Henset til de sager, der siden har været på forskellige resortområder, forekommer det tankevækkende, at sporene fra Tamilsagen ikke har sat sig dybere i alle dele af Slotsholmen og dets embedsværk. Det var ellers dyrt betalte lærepenge!
Men altså: En (stats)minister er også (stats)minister i sin fritid. Og uanset hvor og hvornår han/hun “optræder”, agerer, udøver den magt, rollen giver, må han/hun være sig bevidst om ansvaret i forhold til varetagelsen af hvervet og offentligheden. Sådan er det.
Når der gror mos på magtens placering, går det før eller siden galt. Politikere har og skal have en bred berøringsflade. I et lille land indebærer det, at mange mødes på kryds og tværs over livet
Det indebærer imidlertid ikke pligt til at besvare alle nyfigne eller intimiderende spørgsmål vedrørende privat- og familieliv. Medmindre der er en særlig politisk grund med offentlig interesse.
I et demokrati er både samtalen og en bred horisont med indsigt væsentlige forudsætninger for et sundt lederskab. Des mere magt des større er behovet for at holdninger og indsigt omsættes visionært og resultatorienteret på et fundament af etiske værdier. Det udskyder nemlig tidspunket for, hvornår magten i sig selv korrumperer.
Når der gror mos på magtens placering, går det før eller siden galt. Politikere har og skal have en bred berøringsflade. I et lille land indebærer det, at mange mødes på kryds og tværs over livet.
Habilitet, armslængde og uafhængighed må ikke blive defineret så stramt, at viden, kendskab og bekendtskab bliver et forhindrende minus i beslutningsprocessen. Netværk anprises i vor tid. Helt det samme gælder ikke lukkede loger. Men den knivskarpe forskel kan være temmelig tilsløret. Og alligevel.
Livet ude i virkeligheden
Anders Fogh Rasmussen (V) lagde i sin statsministertid en linje, hvorefter ministres medlemskab af f.eks. VL-grupper (netværk for erhvervs-og organisationsledere m.fl.) ikke var velset.
Det var dog ikke alle, der respektetede dette snit. En partileder fra et andet parti har større frirum end ministre fra statsministerens eget parti. Fogh krævede også økonomiske interesser fra ministres ægtefæller oplyst, hvilket gav debat, da nogle slog sig i tøjret: Er man som ægtefælle til en minister underlagt regeringschefen, som man måske slet ikke støtter?
Ofte anklages politikere for ikke at vide nok om livet “ude i virkeligheden”. Alle former for viden, også den man ikke har, præger holdningsdannelsen hos mennesker.
Det gør følelser også. De fleste politikere er drevet af et engagement. Nogle i en grad så man taler om “politiske dyr”. Vi har stadig mange folkevalgte, der oprigtigt kæmper for at forbedre vores samfund og give tidens problemer svar, som også baner vej for den næste generation.
Det politiske (op)sluger let alt, fordi arbejdet ofte er nådesløs i sin her-og-nu-kræven, når nye sager og situationer dukker op oven i den i forvejen fuldt pakkede dagsorden: Så er det, kærestemiddagen ryger, børnefødselsdagen bliver forsinket og konfirmationsfesten afbrudt. For forhandlingerne trækker ud, eller ny politisk ballade er opstået. Eller der er kommet “breaking news” om et terrorangreb eller anden katastrofe… Eller…!
Politikere i toppolitik bliver ofte “utilregnelige” i forhold til aftaler med venner og familie, ligesom andre interesser og hobbies må lægges på hylden. Politikeres børn betaler undertiden en ganske høj pris. Og det er blevet værre…
Med til billedet hører sikkert også, at det ifølge headhuntere ikke vil være specielt nemt for Løkke at finde et godt job udenfor det politiske. Løkkefonden gav og giver således mulighed for at fungere som stepstone i en efter-statsministerfase
Alt det indebærer, at toppolitikere typisk er det med hud og hår. Det bliver en livsstil og for nogle decideret en identitet. Denne virkelighed er Lars Løkke Rasmussens. Og har været det siden tidlig ungdom.
Da han ikke genvandt regeringsmagten i 2011, måtte noget nyt ske. At etableringen af Løkke-fonden for drenge på kanten blev resultatet, er ikke overraskende. Her kunne netværk, politisk overskudsenergi i rollen som oppositionspolitiker og politisk kunnen fokuseres på en god sag, som Løkke brænder for.
Det var og er et ærligt engagement, der ligger bag. Derfor var det uden tvivl også svært for Løkke at slippe helt, da nøglerne til Statsministeriet blev generobret i 2015. Sandsynligvis af samme grund blev hustruen betroet en (formentlig midlertidig) overtagelse.
Med til billedet hører sikkert også, at det ifølge headhuntere ikke vil være specielt nemt for Løkke at finde et godt job udenfor det politiske. Løkkefonden gav og giver således mulighed for at fungere som stepstone i en efter-statsministerfase. Men det er netop også denne konstruktion med ægtefællen som stand-in, der bringer Løkke i klemme i forhold til dominerende donorer fra særligt kredsen af storfiskere, selvom fagbevægelsen, erhvervsliv og andre også støtter den gode sag.
Det indre kompas
Havde Løkke haft et mere præcist indre kompas, der kan skelne privat fra professionelt også i situationer, hvor han ikke umiddelbart har en direkte egeninteresse, havde han sørget for at være på større afstand af fondens ledelse i statsministerperioden.
Og han havde været i stand til at forklare sammenhængen i Venstres kvotepolitik, som den har været udmeldt og ført i de seneste år, hvor der har været tidsmæssigt sammenfald mellem kontakt, relationer, venskabs-og/eller bekendtskabsforhold til store bidragydere og en særegen kvotepolitik, som tilfældigvis (?) flugter centrale donorers økonomiske interesser.
Løkke er jo en politisk håndværker, der har styr på substansen ret så langt ned i de væsentlige detaljer. Af særlig interesse har været afdækningen af, hvor nære Lars Løkke Rasmussens forbindelser har været til visse storfiskere. Særligt en enkelt, som gav Løkke et ophold i sit sommerhus i 50-års fødselsdagsgave.
Statsministeren har selv fremkaldt interessen med en central, måske uoverlagt og for ham usædvanligt klodset formulering selv i nærlæsningen på det forrige samråd. En formulering, der kunne/blev forstået nærmest som en fuldstændig benægtelse af erhvert bekendtskab med kvotekonger/storfiskere.
Formuleringen er ganske ubehjælpsom. I egen selvforståelse kan Løkke have oplevet, at vægten lå og skulle ligge på det underforståede indhold i den insinuation, han refererer til, og som jo var den pointe, han fandt “ulækker”.
Men: Nu var bolden givet op. Omgivelserne – herunder DF-støttepartiets ordfører – oplevede Løkkes attitude som værende provokerende. Det satte fart i angrebskoblet, der med snuderne i sporet så let som ingenting kunne grave sig frem til dokumentation for statsministerens indløsning af en storfiskers fødselsdagsgave i form af lån af sommerhus i Skagen i netop den periode, hvor kvotesagen kørte politisk. Deltagelse i samme storfiskers firmafest mv. Det blev kort og godt dokumenteret, at relationen og kontakten ikke var helt perifer med et enkeltstående møde.
Det er timingen i forhold til Venstres udmeldte og den af regeringen førte kvotepolitik overfor et folketingsflertal, der forstyrrer og kaster skygger
Med journalistisk metode blev fødselsdagsgaven herefter værdisat til 10.00 kr., og (misundelsens?) oppiskede forargelse fik sat spørgsmål ved, om den gave overhovedet var lovlig.
Løkkes 50 års fødselsdag faldt, mens han var oppositionspolitiker, men blev angiveligt af tidsmæssige grunde først indløst i hans nuværende statsministerperiode. Ingen har sandsynliggjort eller blot hævdet, at gavegiveren nogensinde udlejer sit sommerhus, hvorfor det ingenlunde kan lægges til grund, at der ville have været en lejeindtægt, hvis ikke Løkke havde lånt huset.
At venner og bekendte låner hinanden deres sommerhuse eller bylejligheder er ganske udbredt og ikke spor ulovligt eller odiøst i sig selv. Slet ikke når der ikke er tale om ekstravagante forhold.
At blæse sommerhusgaven op, som sket, er isoleret set uden rimelighed. Det er timingen i forhold til Venstres udmeldte og den af regeringen førte kvotepolitik overfor et folketingsflertal, der forstyrrer og kaster skygger! Sammen med de selvmodsigende oplysninger om det personlige forhold mellem Løkke-og gavegiveren.
Løkke burde kunne spotte den cocktail
På sin egen bagvendte måde kan selvsamme, altså det håbløse indløsningstidspunkt imidlertid, underbygge Løkkes vinkel og forklaring. Han og familien nød jo så åbenlyst og offentligt sommerhusgaven og Skagensferien. Gaven var tillige givet i fuld offentlighed med masser af vidner -og der var krig på kniven i kvotepolitikken med et flertal i Folketinget.
Meget kan man sige, men Løkke er garvet nok til at (burde) kunne spotte potentialet i den cocktail. Han er en person, der giver sig fuldt ud til det politiske. Han er et magtmenneske og samtidig følsom med noget på hjerte i forhold til det samfund, han er en del af og hvis fællesskab han deltager i både jovialt afslappet, men også kynisk målrettet.
Desto stærkere bliver spørgsmålet: Hvordan kan det være, at han gang på gang selv skaber og leverer kuglerne til kritik, hån og latterliggørelse i den offentlige gabestok?
Løkke søgte på samrådet at sondre mellem det private og det politisk-professionelle. Dels ved at afvise at svare på en stribe af udvalgets såvel skriftlige som mundtlige spørgsmål, dels ved både at lægge distance til “relationer”, som han er på privat sommerhuslån og gave med. At det i hans selvforståelse hænger uegennyttigt sammen, da det ikke handler om større personlig vinding, men “kun” om magten til at yde for at gøre godt?
Kan en væsentlig del af svaret være, at hans private og professionelle “jeg” og liv er så sammensmeltet i én identitet, at en egentlig skelnen bliver så diffus for ham selv, at det indre kompas slår ud i misvisning?
Og så til det praktiske i det principielle: Hvordan forlener vi i offentligheden vore fordringer om et levende demokrati, hvor vore politikere drives af engagement med folkelig forankring og politisk integritet i en verden, der helst vil tænke penge ud af ligningen for den demokratiske struktur velvidende, at uden pekuniære midler kan hverken godgørende, frivillige, non profit-NGO eller andre politiske aktiviteter overleve?
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her