8. marts fejrer ligestillings-Danmark kvindernes internationale kamp- og festdag. Men hvor skal man nu gå hen og hvad skal man lave? Det kommer i sidste ende an på, hvad man har lyst til. Men måske også hvem man er eller hvad man identificerer sig med. Katrine Blom forsyner med et glimt i øjet og tjek på det praktiske alle POV Internationals læsere uanset køn eller seksuel orientering med en guide nedenfor: God fornøjelse på onsdag!
Den akademiske
Hvis du alligevel kun har et par timers undervisning på onsdag, så anbefaler vi en god kombination af intellektualitet og socialrealisme. Start dagen på Arbejdermuseet, hvor man markerer 100-året for den russiske revolution med et foredrag om pioneren Alexandra Kollontaj. Der serveres sort kaffe, selvfølgelig. Herefter kan du runde universitet, før du tager et sundt afbræk udenfor boblen på behandlingscentret LivaRehab, der blandt andet gæstes af instruktøren bag DRs populære dokumentarserie Prinsesser fra Blokken, Eva Marie Rødbro. I Christianshavns Beboerhus finder du endnu et russisk fix til at slutte dagen af på.
08.30-09.15 Alexandra Kollontaj – Den glemte feminist
Arbejdermuseet (Rømersgade 22, KBH K)
09.30-11.00 Bodies and Brains
Center for Sundhed og Samfund (Øster Farimagsgade 5, KBH K)
Arrangør: Koordinationen for Kønsforskning
13.00-15.00 Kampdag fra virkeligheden: Prinsesserne tager ordet
LivaRehab (Dronningensvej 4, FRB.)
19.00-21.00 Da kvinderne startede den Russiske Revolution
Christianshavns Beboerhus (Dronningensgade 34, KBH K)
Arrangør: Marxistiske Studerende
Den solidariske
I anledningen af deres ”feministiske festival med globale ulighedsperspektiver”, Feminisme-Frihed-Fest, er der inviteret til morgendebat hos Mellemfolkeligt Samvirke. Her kan du opleve Khaterah Parwani, Nina Groes og Hannah Brejnholt snakke om solidarisk feminisme på tværs af etnicitet, klasse og landegrænser. Og hvis det er den lidt større sammenhæng, der får dig ud af døren og igennem regnvejret så giver det mening at tage videre til 8. marts-initiativets demonstration mod prostitution, som er ved at være en klassiker med sine 10 år på bagen. Fortsæt derefter til Minority Talk på Hovedbiblioteket, hvor et stærkt hold er inviteret ind til snak om repræsentation af minoritetsdanskere i populærkultur. Under parolen ’Fuck the Cistem’ kan du passende lukke dagen i Folkets Hus.
08.00-09.00 Morgenevent: feminisme, økonomisk ulighed og solidaritet
MellemRummet (Ravnsborggade 11, KBH N)
Arrangør: Mellemfolkeligt Samvirke
16.15-17.00 Demonstration mod prostitution og handel med kvinder
Rådhuspladsen (KBH V)
Arrangør: 8. marts-initiativet
17.00-20.00 Minority Talks – Popkulturens spejlbillede
Københavns Hovedbibliotek (Krystalgade 15, KBH K)
Arrangør: Mino Denmark, DareGender og Københavns Hovedbibliotek
17.00-23.59 8. marts i Folkets Hus
Folkets hus (Stengade 50, KBH N)
Karrierefeministen
Eftersom det er onsdag og almindelig arbejdsdag (desværre), har du først tid til fejring efter 16, og det ville være rarest, hvis du ligesom kunne markere det hele på en gang. Initiativet Feministisk 8. marts sørger for dig. Der er kaldt til en bred demonstration, som sætter de klassiske paroler tilbage på dagsordenen: Ligeløn og lige adgang til arbejdsmarkedet, lige adgang til barsel uanset køn og konkret handling mod diskrimination. Ruten går fra Arbejdermuseet forbi Jarmers Plads og ender på Blågårdsplads med taler og musik undervejs. Hvis ikke du føler dig dækket ind, kan du runde fyraftenen af i VEGA, hvor KVINFO har smækket et flot program sammen for tredje år i træk.
16.30-19.00 Til kamp for ligestilling i hverdagen
Arbejdermuseet (Rømersgade 22, KBH K)
Arrangør: Feministisk 8. marts
19.00-22.00 Fest i VEGA
VEGA (Enghavevej 40, KBH V)
Arrangør: KVINFO
Den traditionelle
Back to basics: Kvindernes kampdag skal helst afvikles i fagforeningen eller under partiets faner, og sådan er det. Hvis du alligevel trænger til en pause fra alle de mennesker, du har fejret 8. marts med i et utal af år, så foreslår vi en lille tur forbi kvindebevægelsens højborg, Danner. Det bliver dagen faktisk kun mere traditionel af – også selvom debatten om kønnet sprogbrug byder på noget så nymodens som en twerk queen og en mandeforsker i panelet.
10.00-16.00 8. marts konference om ligeløn – Hvad venter vi på?
3F (Kampmannsgade 4, KBH V)
Arrangør: FIU-Ligestilling
15.30-16.15 8. marts 2017 – feminister på gaden
Transportministeriet (Frederiksholms Kanal 27F, KBH K)
Arrangør: Demos og 3F København
17.00-19.00 Mand dig op til Kvindernes Kampdag
Danner (Nansensgade 1, KBH K)
15.00-23.00 8. marts med Enhedslisten
VerdensKulturCentret (Nørre Allé 7, KBH N)
Arrangør: Enhedslisten
POV lønner ikke sine skribenter. Kan du lide mit arbejde, så er du velkommen til at sende et lille beløb på MobilePay 23421696. Det er helt frivilligt naturligvis.
Hovedfoto: WikiCommons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her