Professor Bent Jensens angreb på Jørgen Dragsdahl var en forsmag på “fake news”, mener René Offersen, Dragsdahls advokat fra injurie-sagen mod professoren. I dette, let redigerede, kapitel fra Offersens nye bog “Kold krig i Højesteret” uddyber han denne opfattelse. Bent Jensen har svigtet den grundlæggende metode for en “bonus pater-historiker”, hedder det.
Kapitel 11: Mere om due diligence
Højesterets konklusion om, at Bent Jensen ikke havde iagttaget due diligence som historieprofessor, hvilede ikke på autoritative vurderinger fra eksempelvis Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed eller en sagkyndig erklæring, indhentet til brug for sagen. Konklusionen kunne drages umiddelbart af Højesteret på baggrund af de foreliggende oplysninger. Det kunne Højesteret, fordi fejlenes karakter gjorde, at man var langt fra det område, hvor der skulle gøres forfinede betragtninger om den historiske metode.
Jeg ramte lige midt i bulls eye, da jeg i Højesteret kritiserede landsretten for at have bedømt Bent Jensen efter normen for en gymnasieelev i stedet for en historieprofessor.
Jeg vil fremdrage de overordnede betragtninger, som Jørgen Dragsdahl fremførte som sin argumentation, men ønsker ikke at gå i detaljen, da det hurtigt ville involvere dissekering af PET-dokumenter fremlagt bag lukkede døre, som Bent Jensen tydeligvis ikke forstod og som han misbrugte.
I den juridiske argumentation bruges det fra romerretten nedarvede udtryk bonus pater familias. Med bonus pater familias henvises der til den agtpågivenhed, som en god og fornuftig person plejer at udvise i en tilsvarende situation. Udtrykket tilpasses det enkelte livsområde, og den relevante bonus pater familias for Bent Jensen var derfor en forsker i historie. I Højesteret anvendtes det hjemmestrikkede latindanske udtryk bonus pater-historiker som retorisk værktøj om den norm, som Bent Jensens forskning skulle holdes op i mod.
Der var fire overordnede, faktuelle betragtninger, som en bonus pater-historiker, i modsætning til Bent Jensen, i 2007 ville have ladet indgå i sin ramme for arbejdet med kilderne:
(1) Jørgen Dragsdahls omfattende journalistiske produktion viste ingen tegn på KGB-aftryk;
(2) Ekstra Bladets artikler fra 1992 havde fremkaldt mange oplysninger, der som det mindste såede tvivl om Gordijevskijs andenhåndsviden (og PET havde tilmed i medierne afvist, at Jørgen Dragsdahl ifølge PET havde været agent);
(3) bonus pater-historikeren vidste fra KGB-officerers erindringer og andet historisk materiale, at indberetningerne om agenthvervning var misvisende;
og
(4) Jørgen Dragsdahl havde end ikke været sigtet for lovovertrædelser.
Jørgen Dragsdahls journalistiske produktion
En bonus pater-historiker ville i 2007 før publicering af en artikel med beskyldninger om agentvirksomhed have spurgt sig selv, hvad der ville være kommet ud af agentvirksomheden.
Besvarelsen af spørgsmålet ville alt andet lige have betydning for arbejdet med sagens kilder.
Ingen anden på venstrefløjen end Jørgen Dragsdahl havde så vedholdende og skarpt kritiseret de danske kommunisters rolle i fredsbevægelser, opfordret til solidaritet med systemkritikere i Østeuropa og kritiseret det sovjetiske bidrag til spænding og oprustning
I betragtning af, at Jørgen Dragsdahls påståede agentvirksomhed angik påvirkning af den offentlige mening, var det særligt nærliggende for Bent Jensen at reflektere over udkommet af eventuel agentvirksomhed, da Bent Jensen lige så let som alle andre kunne orientere sig i Jørgen Dragsdahls journalistiske produktion. Hvis Bent Jensen havde orienteret sig i Jørgen Dragsdahls journalistiske produktion, ville han have hæftet sig ved Jørgen Dragsdahls hyppige kritik af Sovjetunionen og det danske DKP, ligesom også PET gjorde det i sine analyser fra 1982 og 1983.
Ingen anden på venstrefløjen end Jørgen Dragsdahl havde så vedholdende og skarpt kritiseret de danske kommunisters rolle i fredsbevægelser, opfordret til solidaritet med systemkritikere i Østeuropa og kritiseret det sovjetiske bidrag til spænding og oprustning. Kritikken var særlig effektiv, fordi den blev fremsat i en avis, som stod venstrefløjen nær.
Det er karakteristisk, at Bent Jensens artikler alt overvejende blev holdt på et overordnet plan i forhold til Jørgen Dragsdahls journalistiske produktion og er positivt usande, hvor udsagnene er konkrete nok til meningsfuldt at kunne efterprøves.
Ekstra Bladets og andre mediers artikler i 1992
Da Bent Jensen offentliggjorde sin artikel i Jyllands-Posten, kendte han til artiklerne fra 1992 i Ekstra Bladet og andre medier, hvor Dragsdahl blev kaldt spion for KGB – en anklage, som Ekstra Bladet tilbagekaldte og betalte erstatning for efter opfordring fra Østre Landsret. Det fremgik af disse artikler og interviews med KGB-dobbeltagenten Gordijevskij og den tidligere KGB-chef i Danmark, Ljubimov, at indberetninger sidst i 1970’erne fra residenturet til centeret ofte var forkerte, og at Gordijevskijs viden om den tids danske forhold var andenhåndsviden.
En bonus pater-historiker, der i 2007 arbejdede med de af sagen omfattede kilder, ville allerede herfra have været klar over, at der var grund til at udvise stor skepsis ved arbejdet med dokumenterne fra PET’s arkiver, da disse jo i sin tid var udarbejdet på grundlag af Gordijevskij-materialet uden samme viden, som man havde i 2007, hvor det var alment kendt, at rigtigheden af oplysninger fra KGB var behæftet med stor usikkerhed.
En bonus pater-historiker ville i 2007 efter medieomtalen i 1992 have været tilbageholdende med at karakterisere Jørgen Dragsdahl som KGB-agent ifølge KGB.
Gordijevskij, der selv havde sået tvivl om hvorvidt hans viden var andenhåndsviden, hævdede på den ene side, at Jørgen Dragsdahl var blevet agent i 1979 – efter at Gordijevskij var udrejst af Danmark– og samtidig, at hvervning af Jørgen Dragsdahl skulle være foretaget af Ljubimov. Ljubimov bestred i 1992 offentligt rigtigheden heraf. Bent Jensen vidste også, at Ljubimov bestred, at han som postuleret af Gordijevskij skulle have givet penge til Jørgen Dragsdahl.
Bonus pater-historikeren ville også have tillagt det betydning ved anvendelsen af oplysninger fra Gordijevskij som kilde, at han i 1992 i Ekstra Bladet fortalte, at der skulle eksistere båndoptagelser af hvervningssamtaler mellem Jørgen Dragsdahl og Ljubimov optaget af sidstnævnte. Ljubimov betegnede det om båndoptagelser som ”ren volapyk” i Information.
Det måtte i 1992 have stået bonus pater-historikeren klart, at PET ikke mente, at der havde været grundlag for at anse Jørgen Dragsdahl for at være agent. Til Det Fri Aktuelt sagde daværende PET-chef Hanne Bech Hansen: ”Han (læs: Gordijevskij) blev ligeledes afhørt om KGB’s forbindelser til Jørgen Dragsdahl. Den samlede vurdering var, at der ikke var noget grundlag for en spionsag mod Jørgen Dragsdahl.” Hanne Bech Hansen sagde det samme til TV2 og Information.
Indberetninger om agenthvervning var misvisende
I 2007 vidste en bonus pater-historiker fra omfattende litteratur forfattet af bl.a. tidligere KGB-officerer og vestlige forskere, at agent-rekruttering samt indberetninger kunne være fri fantasi. Det er et gennemgående træk i russiske KGB-officerers erindringer og forskningsbaseret litteratur, at tjenestens udsendte opfandt agenter og forfalskede indberetninger.
Bent Jensen inddrog ikke blot antydningsvis denne indsigt i de publicerede artikler. Det indgår heller ikke i den redegørelse for hans kildekritiske indsats, som han fremlagde under retssagen.
Modsat Bent Jensen inddrog tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen flere steder den konsekvens af KGB-officerers erindringer og advarede imod troværdigheden af agent-anklager. Uffe Ellemann-Jensens hovedkilde var den sidste sovjetiske udenrigsminister Boris Pankin, der i sine erindringer advarede imod, at man tager det, som er i KGB’s arkiver, for sandhed.
Uffe Ellemann-Jensen var i 1980’erne med i Regeringens Sikkerhedsudvalg, og i kraft deraf havde han adgang til alle rapporter fra Gordijevskij. Uffe Ellemann-Jensen henviste i sin erindringsbog til, at han har læst disse afhøringer, men, fortsætter han, ”i den sammenhæng har jeg heller ikke efterfølgende røbet noget af det eller forsøgt at efterforske sagerne, for det er sikkert ikke sandt halvdelen af det.”
I sit erindringsværk om Den kolde Krig skrev Uffe Ellemann-Jensen under henvisning til Ekstra Bladets påstande om Jørgen Dragsdahl, at ”jeg tror ikke på, at Dragsdahl var en ’spion’, der var købt og betalt af KGB.” Og han tilføjede, at Jørgen Dragsdahl ”trak dygtigt og professionelt på sine kilder –hvoraf mange var fra de kredse i USA, som var modstandere af NATO-politikken – og han brugte så de vinkler, der passede til de historier, han ønskede at skrive.”
Advarslerne imod KGB-kilders troværdighed optrådte i 2007 i nu afklassificerede redegørelser fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA. En afhoppet, anonym KGB-officer havde i CIA’s hemmelige informationsorgan Studies in Intelligence oplyst, at residenterne hvert år skulle udarbejde planer for infiltration af politiske partier, regeringsorganer og nyhedsmedier samt rekruttering af agenter. Men sædvanligvis var opfyldelsen af disse planer ”umulig”. Det betød, at”dusinvis” af agenter hvert år i november og december hastigt blev godkendt, så man for ledelsen kunne demonstrere større succes end året før. De udsendte opfyldte ”produktionsmål” gennem forfalskning af bl.a. kontakters status og indholdet i samtaler.
Denne CIA-kilde bekræftede således et interview, som Flemming Rose foretog for Berlingske med Ljubimov. Heri oplyses, at KGB-kolonien i København sidst på året skrev rapporter, som var ”rene Potemkin-kulisser”, så hovedkvarteret kunne stilles tilfreds.
KGB-generalen Oleg Kalugin vidste, at indberetninger fra KGB-officerer i vidt omfang bestod af “halvbagte informationer, rygter, gamle kællingers fortællinger”
KGB-veteranen Sergej Tretjakov gav i sit erindringsværk adskillige eksempler på agenter, som ikke anede, at de var agenter og derfor blev overraskede, da de fik en ny føringsofficer, der ikke kendte til falskneriet. Han kaldte det Agatha Christie rekruttering, fordi agenterne var et produkt af KGB-officerens fantasi.
Oleg Kalugin oplevede KGB’s aktiviteter både ude i marken og fra en topstilling. I 1960’erne var han stationeret i USA. I 1974 blev han udnævnt til general og chef for kontraspionagen i Første Hoveddirektorat, som varetog en del af spionagen mod udlandet. Det var, skrev han, ”typisk”, at KGB-officerer overdrev værdien af deres kontakter, og han gav eksempler på, at KGB-officerer stak penge, som skulle gå til agenter, i egen lomme. Med sin erfaring vidste Kalugin, da han senere sad i hovedkvarteret i generalsuniform, at indberetningerne fra de udsendte i vidt omfang bestod af ”halvbagte informationer, rygter, gamle kællingers fortællinger.”
Den tidligere KGB-major Yuri Shvets bidrog med både et interview i Washington Post og et erindringsværk. ”Forstillelse”, skrev han, er et nøgleord til forståelse af KGB-officerers aktivitet, idet tjenesten var blevet til ”et teater for det absurde”, hvor faktiske handlinger mistede deres betydning, og produktion af tilsyneladende vigtige papirer blev det vigtigste. ”Indflydelsesagenter var lettest at forfalske”, sagde Shvets. ”Arbejde med vestlige fredsbevægelser var paradis for den udsendte KGBofficer. Det var folk, som havde deres egen dagsorden og arbejdede på eget initiativ, men KGB-officeren kunne hævde, at de fulgte hans instrukser.”
Ljubimov er af adskillige danske medier blevet anset for så troværdig, at de både før og efter Ekstra Bladet-affæren i 1992 har bragt store interviews med ham. Troværdigheden bygger på, at han var en af de førende tidligere KGB-officerer, der i sovjetiske medier i Glasnost-perioden kritiserede KGB. Sammen med Kalugin kaldtes han af Gordijevskij og Christopher Andrew for de to ”bedst begavede radikale kritikere” af den daværende KGB-leder Vladimir Krjutjkov. I sine interviews med danske journalister beskrev Ljubimov, hvordan residenturet i København og KGB-residenturer generelt overdrev deres bedrifter i forfalskede indberetninger. Men han har også oplyst, at han selv bl.a. leverede store summer til DKP og arrangerede besøg i Moskva for Socialdemokratiet.
PET var selv tidligt bevidst om, at tjenesten ikke kunne forlade sig på KGB’s indberetninger.
Kendskab til den udbredte korruption i KGB satte sig klare spor både i journalistik og forskning. To sovjetiske journalister med speciale i efterretningstjenester, Natasja Gevorkjanfra Moscow News og Jurij Sjtjekotjikhin fra Literaturnaja Gazeta, berettede i 1992, at der er ”mange” eksempler på, at udsendte officerer bedrog hovedkvarteret med kreativ bogføring, idet penge til agenter var endt i deres egne lommer.
De advarede desuden samstemmende imod at fæste for stor lid til indholdet i KGB’s arkiver.
PET var selv tidligt bevidst om, at tjenesten ikke kunne forlade sig på KGB’s indberetninger. Allerede i 1978 var PET via en samarbejdende, udenlandsk efterretningstjeneste blevet klar over, at en person af KGB kunne risikere at blive betegnet som KGB-agent, alene som følge af internt, bureaukratisk spil i KGB. Anledningen var en orientering af statsminister Anker Jørgensen.
PET-kommissionen sammenfattede i den anledning: ”Det bør dog indledningsvis nævnes, at PET-ledelsen siden 1978 har været fuldt ud orienteret om, at danske statsborgeres vilje til samarbejde med KGB ofte blev overdrevet i KGB’s indberetninger. I 1978 blev PET gjort opmærksom på problemet i forbindelse med et udkast til en orienterende skrivelse til statsminister Anker Jørgensen.”
Mitrokhin-arkivet
Det mest omfattende forskningsværk angående KGB’s aktiviteter i udlandet bygger på KGB-dokumenter, som arkivaren Vasilij Mitrokhin afskrev og udsmuglede. Det er publicereti to værker på samlet 1.400 sider i samarbejde med efterretningshistorikeren Christopher Andrews.
Forfatterne gjorde i både forordet og selve teksten opmærksom på, at materialet har begrænset værdi. I forordet stod således: ”Det er også vigtigt, at selv når KGB rettede sin opmærksomhed mod bestemte personer og de måske fik kodenavne, så er det ikke ensbetydende med, at de navngivne personer var bevidste agenter eller kilder – eller at de blot var opmærksomme på, at de var udvalgt til rekruttering eller operationer med henblik på politisk indflydelse. Desuden betyder den kendsgerning, at en person har givet støtte til et standpunkt, som var favorabelt for Sovjetunionen, ikke nødvendigvis, at denne person var agent eller indflydelsesagent for KGB.”
Overdrevne påstande i indberetninger fra KGB-officerer i udlandet er ikke den eneste begrænsning i Mitrokhin-arkivets kildeværdi. Det bygger især på meddelelser fra KGB’s hovedkvarter til Politbureauet og Udenrigsministeriet, hvor ekstra overdrevne påstande også er sandsynlige. Dertil kommer, at Mitrokhin-arkivet består af håndskrevne notater, som efter udsmugling til Storbritannien er blevet maskinskrevet. Kun de maskinskrevne kopier er tilgængelige. Mitrokhin har selv sagt, at han havde hastværk, da han kopierede, og at hans personlige følelser kan have farvet referaterne. To akademiske institutioner har givet adgang til Mitrokhin-dokumenter. Begge med anmærkning om, at der er begrænsninger i kildeværdien.
I tekststumper fra KGB-arkivet, fremlagt af Bent Jensen, påstås det ikke, at Dragsdahl var KGB-agent
Mitrokhin-arkivets begrænsninger fremgår af de to tekststumper, der i retssagen blev fremlagt, efter at et hold under ledelse af Bent Jensen i januar 2015 besøgte arkivet på Churchill College i Cambridge. I lyset af Bent Jensens påstande var det bemærkelsesværdigt, at tekststumperne udgjorde hele resultatet af dette initiativ.
Den ene tekststump knyttede ikke Jørgen Dragsdahl til udbredelsen af dokumentet FM 30-31 B omtalt udførligt i kapitel 2. Mitrokhin og Christopher Andrews gentog ikkepåstanden om, at FM 30-31 B skulle være fremstillet af KGB.
Den anden tekststump, som Bent Jensen havde fremlagt, handlede efter sin ordlyd tilsyneladende om Jørgen Dragsdahl, men der stod ikke, at han af KGB blev anset for agent.
Tekststumperne var de eneste bilag i sagen, der angiveligt gengav dokumenter fra KGB’s hovedkvarter, og disse bilag underbyggede altså ikke, at Jørgen Dragsdahl skulle have været KGB-agent.
Jørgen Dragsdahl var end ikke sigtet
Da Bent Jensen skrev sin første artikel i Jyllands-Posten, vidste han, at Jørgen Dragsdahl end ikke havde været sigtet af PET, og at gråzone-samtalen i 1986 af PET blev gennemført for at give Jørgen Dragsdahl en advarsel om, at han ifølge PET havde været i en grå zone.
Bent Jensen må altså have vidst, ved arbejdet med den ældre PET-dokumentation, at PET som konklusion mente, at Jørgen Dragsdahl ikke havde overtrådt Straffelovens milde spionageparagraf.
Et af de fyldigste og samtidig bærende emner i Bent Jensens artikel i Jyllands-Posten var hans grundløse antagelse om, at PET i 1985 havde ønsket at rejse tiltale mod Jørgen Dragsdahl, men var blevet forhindret heri fra politisk side. En bonus pater-historiker ville fra medieomtalen i forbindelse med Per Larsens udtalelser i Ekstra Bladet i 1992 vide, at de tidligere justitsministre Nathalie Lind, Henning Rasmussen, Ole Espersen og Erik Ninn-Hansen samt forsvarsminister Poul Søgaard alle afviste at have været involveret i tiltaleafgørelsen.
Bent Jensen må have vidst, at PET ikke mente, at Dragsdahl havde overtrådt Straffeloven
Bent Jensens kilder var livlig fantasi og måske misforståelse af et referat af ekstrabladsjournalist Jakob Andersens interview med Erik Ninn-Hansen i bogen “De røde spioner”.
Poul Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen og Per Larsen afkræftede alle over for PET-kommissionen rigtigheden af Bent Jensens udsagn. En bonus pater-historiker ville aldrig uden solide kilder have fremsat påstande om politisk magtmisbrug, begået af betydende personer, der stadig var i live. En bonus pater-historiker ville have gennemført interviews med de stadig levende ministre og andre relevante personer, der var involveret i behandlingen i Regeringens Sikkerhedsudvalg i 1985. Sådan som PET-kommissionen gjorde det. Bent Jensen kunne i det mindste have ringet til Per Larsen, før han skrev sine artikler.
Spørgsmålet om eventuel politisk omgørelse af tiltaleafgørelsen ville af en bonus pater-historiker have været belyst særlig grundigt, da besvarelsen af dette spørgsmål ville være af stor betydning for, om PET kunne siges at mene, at Jørgen Dragsdahl var agent i strafferetlig forstand. Hvis PET vitterlig havde ønsket at rejse tiltale, havde det nemlig med rette kunnet tages til indtægt for, at PET mente, at Jørgen Dragsdahl kunne dømmes efter den milde spionparagraf. Men det mente PET ikke, og PET opgav i stedet sagen uden så meget som at sigte Jørgen Dragsdahl.
Uvidenskabeligt sprog og afvigende syn
Bent Jensen skrev på en måde, der lå langt fra det videnskabelige, og han manipulerede med sproget for at udstille Jørgen Dragsdahl i den almindelige læsers bevidsthed.
Bent Jensen blev frifundet for at have gjort noget strafbart med sine udsagn om Jørgen Dragsdahl, men det gør ikke, at hans sprog var en historieprofessor værdigt. Jeg kan citere udtryk og vendinger som ”skændigt makværk” om en artikel, hans journalistik er ”En 100 pct. løgn”, ”Dragsdahls artikel var 100 pct. ren – eller rettere – snavset desinformation.”
Bent Jensen manipulerede flere gange den almindelige læser i den første artikel i Jyllands-Posten.
Bent Jensen indledte med at citere Ekstra Bladet for betegnelsen af Jørgen Dragsdahl som KGB-spion (peger mod spion-paragraffen i Straffelovens § 107) og udtalte senere, at en stor del af Ekstra Bladets oplysninger havde vist sig at være sande. Hvorfor skulle den alvorlige betegnelse spion anvendes i artiklens første sætning, hvis ikke Bent Jensen ønskede at lægge æg i læserens sind? Hvis Bent Jensen ikke ville lægge sådanne æg, hvorfor gav han så ikke oplysninger om sandfærdigheden af den refererede spionpåstand?
Bent Jensen manipulerede flere gange den almindelige læser
Et andet eksempel på Bent Jensens diabolske skrivestil er følgende udsagn senere i artiklen: ”hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer.” Der er tale om et voldsomt retorisk misbrug fra Bent Jensens side, herunder kunstgrebet med det lille ord ”sin”. Arne Treholt fik tyve års fængselsstraf for sin spionage. Hvorfor skulle Arne Treholt af Bent Jensen skrives ind i en sætning sammen med Jørgen Dragsdahl, hvis ikke det var for at lægge rådne æg i læsernes sind? Bent Jensen havde som professor, der skrev om et alvorligt emne, grund til at udvise omhu og omtanke.
I en artikel to uger senere i Jyllands-Posten om desinformation indledte Bent Jensen med at nedgøre Jørgen Dragsdahl gennem farverig frihåndsomtale af KGB-venskaber ved våde frokostborde, efterfulgt af omtale af Sahkarov, der angiveligt ifølge Jørgen Dragsdahl ”ikke var i besiddelse af samme dybe indsigt om Sovjetunionen og international politik som Dragsdahl selv – og derfor ikke rigtigt forstod, hvad han talte om.” Senere i artiklen konstruerede Bent Jensen et manipulerende patchwork ved at sammenskrive tre forskellige indbyrdes uafhængige oplysninger om KGB og desinformation.
Det måtte også nødvendigvis tillægges betydning, at Bent Jensen godt vidste, at andre forskere i DIIS-udredningen var nået til et andet resultat end han selv, og at det var sket på grundlag af de samme kilder, som han nu baserede sine udsagn i Jyllands-Posten på. Det er i orden, at Bent Jensen ikke satte pris på DIIS-udredningen og var uenig, men den var der, og burde have givet ham anledning til at tænke sig om en ekstra gang, før han skrev noget grundlæggende andet på grundlag af samme kildemateriale.
Synet på Bent Jensens videnskabelige lødighed kan heller ikke frigøres fra, at PET-kommissionen efterfølgende i 2009 kom til konklusioner, der lå fjernt fra Bent Jensens. PET-kommissionen forholdt sig endog udtrykkeligt til Bent Jensens artikler. Jørgen Dragsdahls forhold fyldte relativt meget i beretningen, idet han blev tildelt flere kapitler i kommissionsrapportens bind 13.
Det er nærliggende at tro, at PET-kommissionens omtale af Jørgen Dragsdahl var blevet en helt anden, hvis ikke kommissionen havde skullet rydde op efter Bent Jensens injurier og overtrædelser af tavshedspligten. Den af PET-kommissionen offentliggjorte gennemgang af Jørgen Dragsdahls forhold bestod vist undtagelsesfrit af betragtninger, der havde til formål at afkræfte rigtigheden af netop de udsagn, som Bent Jensen var fremkommet med i sine injurierende artikler. Det tager altid mere spalteplads at afhjælpe fejl end at begå dem.
Der var næsten for friskt, da Karoly Németh som en del af fanfaren i sit sammenfattende processkrift sarkastisk bemærkede, at PET-kommissionen havde brugt ”ikke mindre end et halvt bind på hans forhold.” Karoly Németh fik i samme åndedrag med, at PET-kommissionen havde gjort det ”ukvalificeret” (Fordømt, s. 166).
DIIS-udredningen og PET-kommissionens beretningskabte for mig at se en formodning for, at Bent Jensen med de æreskrænkende udsagn ikke opfyldte de for forskere gældendenormer, herunder de skærpede dokumentations- og forskningsmetodekrav. Begge autoritative udredninger blev til under medvirken af habile historikere på højt fagligt niveau, og afrapporteringen skete i en anderledes veldokumenteret form end avisartikler.
Topfoto: Jørgen Dragsdahls døtre – Andrea (tv) og Caroline (th) – jublede, da deres far vandt sagen mod Bent Jensen i Højesteret. Foto: Jacob Holdt.
René Offersen: “Kold Krig i Højesteret – Om Jørgen Dragsdahl, Bent Jensen og KGB”, 216 sider, forlaget Vandkunsten, udkom 26. januar 2017. Bogen kan bl.a. købes her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
