
POV SPORT // ANALYSE – De danske håndboldkvinder er klar til semifinalen ved VM i Spanien efter en let vaklende men alligevel til sidst solid sejr over Brasilien på 30-25. Sejren kan vi først og fremmest takke keeperen og hendes forsvar for.
Sandra Toft sørgede for første halvleg, forsvaret for anden. Nogenlunde konklusionen på den kvartfinale, der for første gang under VM-slutrunden skulle sætte de danske håndboldkvinder under pres.
Landstræner Jesper Jensen havde op til vind eller forsvind-kampen gerne set, at hans mandskab havde haft en tæt kamp i enten indledende eller mellemrunden, så han og holdet kunne have tryktestet stress- og spilleniveau på vejen ind til knock out-fasen, men det havde han ingenlunde fået. Mindste margin på sejrscifre var en 11-målssejr over Ungarn.
Rise to the occasion
Da det så virkelig gjaldt, skulle det vise sig, at både nerver, stress og spil kunne holde til at komme under det pres, man næsten uanset modstander kommer under, når der står en semifinale på spil. Selvom Brasilien måske ikke kan leve op til fordums styrke og det verdensmesterskab, de vandt i 2013, da Danmark sidst fik medaljer om halsen ved en slutrunde, så kan et sportshold notorisk rise to the occasion, som man siger på nudansk.
Det formåede brasilianerne da også i første halvleg, selvom de flere gange var nede med to-tre scoringer, så var den danske føring så kneben som 14-13 ved pausen. Hvis ikke Sandra Toft havde stået på mål, havde forhåndsfavoritterne med garanti været bagud. Eller Althea Reinhardt havde muligvis præsteret det sammen, for de to danske keepere har på skift taget sig af fidusbamserne som udtryk for kampens bedste spiller igennem hele turneringen.
Men som et andet lettere forslidt amerikansk football-udtryk lyder: ”Offence wins games but defence wins championships”. Altså, man vinder enkeltstående kampe på en god offensiv men mesterskaber på en god defensiv. Den holder også ofte i håndbold, for der skal et godt forsvar til, hvis man vil nå langt i slutrunder.
For det første gør et godt forsvar som oftest målmændene langt bedre, fordi de får bedre arbejdsbetingelser på svagere afslutninger fra modstanderne, og det giver som oftest også god mulighed for at praktisere et effektivt kontraspil og de såkaldte lette mål, man så slipper for at slide sig igennem til i det etablerede angrebsspil.
Efter Mia Rejs skade allerede i anden kamp er Mie Højlunds betydning blevet endnu større og fortrinsvis på playmaker-positionen, men på en eller anden vis er hun all over the place
Naturligvis kræver det også en velfunderet offensiv at vinde både håndboldkampe og mesterskaber, og den råder Danmark også over, når det hele spiller. Det haltede momentvis mod de offensivt dækkende og stressende brasilianere, hvor danskerne i lange perioder skulle sætte sin lid til de to fløje Lærke Nolsøe og Trine Østergaard, der omsatte de fleste frispilninger til mål.
Det kræver også et klogt hoved at sætte spillet op, og i Odenses Mie Højlund råder Danmark ikke længere kun over en stjerne i svøb, men over en verdensklassespiller på blot 24 år, der kan sætte sig igennem på både højre back og agere playmaker med overblik og en gennembrudsstyrke af rang, selvom hun af drøjde ikke har samme råstyrke som rutinerede Louise Burgaard og Anne Mette Hansen som sine bagkædemakkere.
Efter Mia Rejs skade allerede i anden kamp er Mie Højlunds betydning blevet endnu større og fortrinsvis på playmaker-positionen, men på en eller anden vis er hun all over the place. Og man gad egentlig godt være fluen på væggen, når hun diskuterer angrebssystemer med sin træner.
Fremhævet VM-duo
For hvis vi lige skal blive ved den med forsvar og angreb, er det faktisk også værd tage en tur ud forbi trænerbænken og fremhæve duoen, der står bag den danske strategi. For lige netop strateg var det, der kendetegnede Jesper Jensen i sin klub- og landsholdskarriere.
Som playmaker for både landsholdet og Skjern kunne han finde huller i modstanderens forsvar, man selv i slow som tv-seer havde sit hyr med at opdage. Den overlegne strategiske forståelse af spillets angrebspræmis formår han åbenlyst også i sin trænergerning med sit rolige gemyt og overblik at bibringe sine forlængede strateger på banen.
Og når han så samtidig har en af verdens igennem tiden dygtigste forsvarsspillere på herresiden med selvsamme ro og indsigt i defensivens finesse i skikkelse af Lars Jørgensen som sin assistent, så ligner det på papiret et hold, der nu kan etablere sig i top fire igen. Det har de to i fællesskab nu formået i to slutrunder i træk, og allerede denne gang kunne det godt se ud til at blive til endnu mere.
Om end det kan blive til hvad som helst. Guld, sølv, bronze eller en af de forbandede fjerdepladser, som både kvinderne og herrerne har døjet periodevis med igennem årene. Kvinderne så sent som sidste år i et skuffende og overraskende nederlag til Kroatien i EM-bronzekampen på hjemmebane.
Bedst som Sandra Toft havde været kvinden bag den knebne pauseføring, fandt forsvaret på plads i anden halvleg, om end man gav de brasilianske fløje, især i højre side, en smule for gode arbejdsbetingelser, og Toft ikke havde lige så let ved at få has på afslutningerne fra den kant som i første, fik danskerne allervæsentligst lukket af midtfor. Samt fik scoret det nødvendige antal mål i den anden ende.
Men det var som nævnt og argumenteret ikke straffekastene, der gjorde selve udslaget
Så rigtig spændende eller tæt blev det aldrig mod slutningen. Danmark trak fra og udbyggede føringen til både fem og seks kasser. I første halvleg brændte danskerne de første to straffekast, inden Jesper Jensen bragte sin bænkkolde VM-debutant, Simone Petersen, på banen til at få omsat de store syvmeter-chancer til mål.
Ingen grund til at skuffe træneren, så den unge playmaker eksekverede resolut de efterfølgende fem straffekast. Eller lige nøjagtig det antal mål, Danmark i sidste ende slog Brasilien med, 30-25, og dermed i fredagens semifinale skal møde vinderen af Sverige-Frankrig, der bliver spillet onsdag aften.
Men det var som nævnt og argumenteret ikke straffekastene, der gjorde selve udslaget. Det gjorde forsvaret… og ikke mindst Sandra Toft.
Og husk nu at like og følg POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.