TEATER // ANMELDELSE – Vi skal ikke se klassikere, fordi de er klassikere. Vi skal se dem, fordi teatret kan give os en forklaring på, hvorfor de er klassikere. Det gør Lea Fedida Claussens version af Faust på Betty Nansen Teatret til fulde. Med Thomas Hwan i spidsen som en pragtfuld Mefisto.
Når jeg siger Faust, siger du så Goethe? Egentlig eksisterede myten om Dr. Faust, der indgår en pagt med djævlen – Mefisto – længe inden, og der findes et skuespil om samme af Christopher Marlowe fra 1594. Men sådan i almindelig god dannelse forbindes Faust og Johann Wolfgang von Goethe.
Således er det også på Betty Nansen Teatret, hvor man gaber over begge halvdele af Goethes Faust (udgivet med 24 års mellemrum), hvor Republiques Faust i 2020 koncentrerede sig om første del. Til gengæld danser den aktuelle version lidt lettere hen over første halvdel. Her ligger vægten mere på Mefisto. Også han indgår nemlig en pagt. Med Gud.
Han har ikke noget tilbage at gøre på Jorden, for menneskene er allerede så selvoptagne, egoistiske og magtliderlige, at de selv har sat kurs direkte mod Helvede.
På mange måder bliver Mefisto i Thomas Hwans skikkelse en mere interessant figur end Faust. Sidstnævnte er jo bare et menneske som os selv. Med svagheder og begær. Og med en opskruet idé om, at han da er smart nok til at kunne narre djævelen. Eller måske, i Nicolaj Kopernikus skikkelse, med en naiv tro på, at hans pagt kan redde menneskeheden.
En moderne Faust
Da vi møder Dr. Faust, er han forfatteren, der rejser fra bogmesse til bogmesse og holder foredrag om sin bog ”For a Better World”. Rutineret. Han har et rul-ud-banner med i tasken. Vi har selv set hans type ved et foredrag et eller andet sted. Ude at promovere den nyeste selvhjælpsformel eller management-filosofi.
Vi kan jo kun sidde i salen og ryste på hovedet over alle de muligheder, vi mennesker har for at skabe en bedre verden. Hvorfor er der ingen, der har gjort det?
I prologen har Mefisto allerede givet sit svar. Han har ikke noget tilbage at gøre på Jorden, for menneskene er allerede så selvoptagne, egoistiske og magtliderlige, at de selv har sat kurs direkte mod Helvede. Så han – den faldne engel – beder mindeligt chefen i det høje om igen at blive optaget i Himmerige.
Det siges, at vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner
Men der er én, der gerne vil det gode, påpeger chefen. Ham kan du hjælpe og dermed teste. OK, siger Mefisto og indgår et væddemål om Fausts sjæl. Og sine egen frelse.
Første akt
Det siges, at vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner. Det er det sande dilemma for denne version af Faust, hvor den gode doktor ikke skejer så meget ud i første del, som myten egentlig kræver. Her er ingen hedonistisk fest uden frygt for tømmermænd og andre konsekvenser. Her er blot det uundgåelige omdrejningspunkt i skikkelse af den unge, uskyldige Gretchen.
Her blinkes der diskret til publikum på Betty Nansen Teatret.
Nicolaj Kopernikus’ Faust får medlidenhed med hende, som hun går og knokler for at skaffe penge til sin dovne og fordrukne bror. Han giver hende gaver som en anden sugar daddy. Og hun drømmer om at gå i dyre kjoler, spise på fine restauranter og gå i teatret.
Her blinkes der diskret til publikum på Betty Nansen Teatret.
Men Faust er jo en ældre herre, og forbindelsen med den 15-årige Gretchen går slet ikke an. I hvert fald efter Fausts egen moral. Han ser sig jo som et godt menneske, der bare vil det gode. Heldigvis lægger Gretchen en redningsplanke ud og bedyrer, at hun er 31. Ja ja – there is no fool like an old fool.
Med Mefisto ved sin side har Fausts handlinger ingen konsekvenser for ham selv. Men han lider, da han ser, hvilken pris Gretchen må betale.
Anden akt
Således træder vi ind i en anden akt og – som banneret over scenen proklamerer – Faust II med en tydeligt desillusioneret hovedperson. Alligevel træder Faust, stadig vejledt eller vildledt af Mefisto, ind i politikkens verden. At rammen er et middelalderligt kejserdømme, er vidunderligt gennemskueligt som et billede af vores egen tid.
Og her stiller Faust sit irriterende spørgsmål til os i publikum
Mytens Faust var alkymist, men som enhver ved, kan man ikke omdanne uædle metaller til guld. Til gengæld kan moderne finansmænd blæse den ene økonomiske boble efter den anden op. Med det helt forudsigelige resultat at boblerne med jævne mellemrum brister. De rige skal nok sørge for at tage gevinsten hjem, mens …
Det ved vores Faust godt, men kejseren vil ikke lytte. Mer vil have mere. Og her stiller Faust sit irriterende spørgsmål til os i publikum.
Når vi nu er gode og ved, hvordan vi kan skabe en god verden. Når vi kan se, hvordan verdens magthavere, misbruger deres magt. Når vi ved, det ikke hjælper, at vi stiller os uden for verden og dyrker freden i vores egne små hippiekommuner. Når løsningen så åbenlyst er, at de gode (ja netop – dig og mig) tager magten … hvorfor gør vi det så ikke?
Frelse
Johann Wolfgang von Goethe kæmpede med at finde et svar på det spørgsmål. Eller i hans sprog og i lyset af væddemålet mellem Mefisto og Gud med spørgsmålet om Fausts frelse.
Instruktøren Lea Fedida Claussen leger med os og lader os stege i vores eget fedt. Thomas Hwan er en mesterlig guide som den hvidsminkede Mefisto. Ikke uden lighed med den hvide klovn i cirkus.
Det skal han ifølge traditionen være, hvilket mange vil erindre fra Klaus Maria Brandauer i ”Mephisto” (1981). Nogle vil tilføje den bagvedliggende historie om skuespilleren Gustaf Gründgens, en mesterlig overlever før, under og efter nazi-regiment i Tyskland. Måske mere Faust end Mefisto.
Nicolaj Kopernikus er på Betty Nansen Teatret en ualmindeligt gennemsnitlig dansk mand med sin lidt forurettede holdning til, at det da ikke er rimeligt, at … Eller en mand i en desperat kamp mod vindmøller – for nu at låne et billede fra en anden litterær klassiker. Lidt af en velmenende klovn.
Aldrig har to timer i selskab med en af verdenslitteraturens store klassikere føltes lettere
De øvrige skuespillere forbliver statister i dette drama. Brikker, som Mefisto rykker rundt med for at kunne sætte Faust skakmat. Eller måske Gud.
Faust gør det tunge stof let
Aldrig har to timer i selskab med en af verdenslitteraturens store klassikere føltes lettere. Lea Fedida Claussen er tro mod sit forlæg trods de forkortelser, der indlysende må være, når vi skal nå det hele. Med nogle enkle greb lykkes det at føre Goethe 200 år frem i tiden og være skræmmende relevant.
Undervejs giver ikke mindst Thomas Hwan om ikke lejlighed til grin, så i hvert fald til at trække på smilebåndet. Han er kynikeren i os alle. Han giver os mulighed for at hæve os op at se handlingen i fugleperspektiv. Så vender han på en tallerken og peger på, at vi selv sidder midt i suppedasen.
Desuden er der fri leg med scenografien. Nogle gange bliver det helt psykedelisk, andre gange trækkes der på nærmest tegnefilmagtige effekter. Når det er bedst, bliver den blot et diskret bagtæppe for skuespillernes intense dyst.
Forventningerne til forestillingen har været høje, så Faust var udsolgt allerede inden premieren. Heldigvis var Betty Nansen Teatret forberedt og har udvidet med to ugers spilletid. Flere kan være nødvendige. Tillykke med det.
Succesen er et godt eksempel på, at vi ikke skal se klassikere, fordi de er klassikere. Vi skal se dem, fordi teatret kan give os en forklaring på, hvorfor de er klassikere. Det gør denne Faust til fulde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og