Få den nu anmeldt – og afmonter jeres vrangvilje mod Hvedes forfatter

af i Bøger/Kultur

LITTERATUR // KOMMENTAR – Arne Herløv Petersens nye roman Hvede er et tidsbillede fra besættelsesårene med dens berømte digtere som Morten Nielsen, Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Men ingen avis har så meget som omtalt romanen. Hvorfor har de sat et kainsmærke på Arne Herløv Petersen og gjort ham unævnelig? Han udkom dog engang på de store forlag og står bag et mere end omfattende forfatterskab, har vundet romankonkurrencer og er præmieret af Statens Kunstfond? Forfatter, oversætter og journalist Flemming Chr. Nielsen undrer sig.

29. august udkom én af de romaner, som på forhånd turde være sikret en detaljeret og indfølende omtale i aviserne. Ikke kun store anmeldelser på dagen, men lige så omfattende interview med forfatteren.

Det skyldes for det første, at romanen fortæller om den berømte lyriker og modstandsmand Morten Nielsen, som præcis 75 år før romanens udgivelsesdato blev skudt i en lejlighed i København. Sågar under fortsat uopklarede og pirrende omstændigheder.

Blandt romanpersonerne er også folkekære digtere som Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Og dertil et gensyn med tidsskriftet Vild Hvede, hvori besættelsestidens bedste og aldrig falmede lyrikere debuterede.

Dernæst får man i tilgift lugten af det dengang så usle København og de lyriske drømmerier på indeklemte hybler, hvor sengen ikke må knirke under den p.t. udkårne. For i så fald kommer værtinden rendende og forstyrrer de elskende poeter.

Hvede hedder romanen og er et tidsbillede af en ungdom, som da, nu og altid kalder sig for Unge Kunstnere.

Hjertet vil banke i enhver kulturjournalist. De vil naturligvis slås om at anmelde romanen og interviewe dens forfatter. Eller vil de?

Nej, ikke i den virkelige avisverden.

Anholdt og tiltalt som spion

I november 1981 blev Arne Herløv Petersen nemlig anholdt og tiltalt som spion. Tre dage efter blev han løsladt. Han fik siden tiltalefrafald, og alligevel valgte den daværende socialdemokratiske justitsminister, Ole Espersen, at lade tiltalefrafaldet supplere med en politisk erklæring om, at han som justitsminister mente, Arne Herløv Petersen var skyldig. Upolitisk fastslog Rigsadvokaten derimod, at Arne Herløv Petersen ikke havde begået noget ulovligt.

Derfor blev Arne Herløv Petersen hverken dømt eller renset. Han blev hængende i sumpen som evighedsbosat i et ingenmandsland. I de 38 år siden anholdelsen har han været forsvars- og værgeløs, offentligt udhængt og stigmatiseret som en spedalsk.

Den nye bog (Foto: Det Poetiske Bureau)

Men kan det være forklaringen på, at hans roman Hvede ikke bliver omtalt i aviserne?

Undgår de samme aviser omhyggeligt at beskæftige sig med hans forfatterskab for ikke at støde an? Lever de i den indbildning, at et lovbrud, som aldrig har fundet sted, er mere uafvaskeligt end nogen domfældelse? For Arne Herløv Petersen har siden 1981 skrevet et væld af romaner og digtsamlinger, mens kulturjournalisterne lader, som om de ikke bemærker det.

Af anmeldere affærdiges det delikate spørgsmål som regel med, at der udkommer så meget, og vi kan ikke anmelde det hele. Det tilføjes, at i øvrigt er det litteraturredaktøren og ikke den enkelte avisanmelder, som afgør, hvad der skal anmeldes.

Hvede blev for mig en aften- og natlig læsefryd, som der gerne må være flere af. Så få den nu anmeldt, I søde, men borgmester-forsigtige dagblade og afmonter jeres endeløse vrangvilje mod ”Hvede”s forfatter

Man ser for sig, som var det et dokudrama, hvordan eksempelvis Weekendavisens Lars Bukdahl trygler sin litteraturredaktør om at måtte anmelde Arne Herløv Petersens roman Hvede, og hvordan han henviser til, at han jo har den ekstra kvalifikation, at han redigerer lyriktidsskriftet Hvedekorn. Det er Vild Hvedes efterfølger, og Lars Bukdahls lidenskab for Morten Nielsen, Tove Ditlevsen og de andre må være ubetvingelig. Med den baggrund burde han være lysten efter at anmelde Hvede og enten ophøje romanen eller kalde den håbløs.

Men litteraturredaktøren er ubøjelig: ”Vi kan ikke anmelde det hele.”

Under fire øjne med en vikarierende litteraturredaktrice spurgte jeg engang stilfærdigt, hvorfor Arne Herløv Petersen aldrig blev anmeldt i hendes avis. Der kom ikke noget svar, for pludselig blev litteraturredaktricen intenst optaget af en kat ude i haven.

Med sit opmærksomme blik på katten forledte hun den sagtmodige spørger til også at strække hals efter den interessante kat, så Arne Herløv Petersen fortrængtes, og aldrig har en kat i en have i den grad pådraget sig nogens opmærksomhed.

Det hedder i psykologisproget en overspringsreaktion: Før samtalen ind på noget andet end det penible.

En udstødt forfatter

Men psykologi og henvisning til udokumenterede oplevelser forklarer ikke i sig selv, at aviserne gør en engang så velkendt og anerkendt forfatter til en ikke-eksisterende person, for modargumentet er stadig, at ”vi kan ikke anmelde det hele”.

Der kunne lige så godt være løbet gylle ud af kuverten, for aldrig har en chefredaktion været ramt af så fortættet en væmmelse. Feststemningen forvandledes omgående til et begravelsesoptog så makabert, som havde den forlængst afdøde pludselig løftet låget af kisten (kuverten!)

I stedet kan man genkalde sig en celeber kulturbegivenhed i 1994 – altså længe efter Arne Herløv Petersens tiltalefrafald. Jyllands-Postens forlag havde det år udskrevet en romankonkurrence, og da jeg var ansat på avisen, var jeg som andre kulturmedarbejdere optaget af, hvem der mon vandt konkurrencen.

De deltagende romanmanuskripter var indsendt anonymt, og på denne blomster- og champagnesmykkede dag skulle dommerkomitéen åbne kuverten med vinderens navn:

Navnet var Arne Herløv Petersen, og hans vinderroman hed Helgardering.

Der kunne lige så godt være løbet gylle ud af kuverten, for aldrig har en chefredaktion været ramt af så fortættet en væmmelse. Feststemningen forvandledes omgående til et begravelsesoptog så makabert, som havde den forlængst afdøde pludselig løftet låget af kisten (kuverten!).

Jyllands-Postens planlagte omtale af den store romanbegivenhed reduceredes til en lille upåagtet annonce. Der kunne med samme autenticitet have stået: ”Eventuelle pårørende bedes henvende sig”.

Dengang havde Arne Herløv Petersen i 13 år været en offentligt død mand, og det har han været siden. Han har dermed fået den skæbne, som er vanlig for de udstødte – hvis de da ikke er så heldige at bo i en diktaturstat, for i så fald er vore frie medier, vort frie Journalistforbund og vor lige så frie Forfatterforening omgående på tæerne med fordømmelse af magthaverne og ros til den udstødte.

I Arne Herløv Petersens tilfælde gælder det omvendte. Mediernes våben er ikke fordømmelse, men tavshed.

Og dog: en kultur-journalist kan momentant blive så glødende optændt af forargelse over ”spionen” Arne Herløv Petersen, at selv udstødelsen af den formastelige ikke er ham nok. Sådan gik det én af dem i 1999, da han pludselig fandt det tiltrængt at ophidse sine læsere imod den fortiede, og derfor diagnosticerede ham som ”en sporadisk beskæftiget freelance journalist.”

Men tværtimod chikanerer og ærter han kulturjournalisterne, og de bryder sig ikke om at blive chikaneret. De er nu engang af forsynet og deres kulturredaktion udvalgt til at chikanere andre

Hvis vor kulturjournalist havde været sin titel værdig, kunne han ikke være uvidende om, at Arne Herløv Petersen imod alle odds og trods Kainsmærket i panden er manden bag et stort og siden november 1981 næsten uomtalt forfatterskab og dertil et kildevæld på næsten 500 kyndige oversættelser, men når det gælder syndebukke, er grænsen for perfidier åbenbart udslettet. Syndebukke må tåle alt, finde sig i alt og kan udsættes for alt, mens publikum klapper, for hvor fiffigt et dolkestød: ”En sporadisk beskæftiget freelance journalist.” Ha, ha!

En sporadisk beskæftiget freelance journalist

I respekt for vort lands ubestikkelige kulturjournalister bør det måske tilføjes, at Arne Herløv Petersen selv kan være skyld i modviljen, for han burde jo leve som tavshedens eremit, som en tålt, men ikke aktiv forfatter. Men tværtimod chikanerer og ærter han kulturjournalisterne, og de bryder sig ikke om at blive chikaneret. De er nu engang af forsynet og deres redaktion udvalgt til selv at chikanere de afvigende.

Hvem kunne for eksempel vide, at Mikkel Fossmo, som i 2007 bogdebuterede med digtsamlingen Vækstlaget, var et pseudonym for Arne Herløv Petersen. Bogen udkom på Gyldendal-forlaget Samleren, og den blev anmeldt horisonten rundt. Uden ansøgning blev den sågar præmieret af Statens Kunstfond med 75.000 kr., og Jyllands-Posten skrev (av, av!), at den ”er fuld af humor, undren og løssluppenhed.”

Men ikke før sin 75-års fødselsdag i 2018 afslørede Arne Herløv Petersen, at han var forfatteren bag Mikkel Fossmo og havde valgt pseudonymet, fordi den gamle spionsigtelse fra 1981 betød, at de store forlag gav ham afslag, når han indsendte et manuskript. Og at aviserne formentlig af samme grund ikke anmeldte hans bøger.

Hvilken udsøgt aktivitet hos en tålt forfatter! Hvilken vilje til modstand!

”Men vi kan ikke anmelde alt,” er fortsat avisanmeldernes kattelem.

Og det kan tilføjes, at ingen anmelder skal føle sig sikker, så længe den 76-årige Arne Herløv Petersen endnu lever. Kan den næste vinderroman være skrevet af den unævnelige og udstødte? Kan den næste debutants digtsamling mon være af ham?

Eller værre endnu: hvad nu, hvis der i vor frisindede tidsalder skulle udkomme en pornografisk roman, som kulturredaktørerne gerne ser anmeldt for vore saftelskende avislæsere?

Hvordan sikre sig, at den ikke er skrevet af Arne Herløv Petersen, som i 1966 under datidens pornobølge og iklædt pseudonymet Sixtus Holm skrev Jeg – en missionær.

Så alsidig, men efter den novemberdag i 1981 omtrent uanmeldt i aviser.

Men så den ny roman Hvede da?

Hvor er den bare nærværende. Og bag Morten Nielsen, Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Sonja Hauberg og de andre ligger alle besættelsesårene med deres rationering, æblebladstobak, cikorie og erstatningsvarer, så du fornemmer, at selv forelskelse kan være en erstatning.

Hvede blev for mig en aften- og natlig læsefryd, som der gerne må være flere af.

Så få den nu anmeldt, I søde, men borgmester-forsigtige dagblade og afmonter jeres erhvervsmæssige vrangvilje mod Hvedes forfatter. Hvis I ikke tør bedrive den kulturjournalistik, som udfordrer jeres læsere, kan I lige så godt lade jeres kernelæsere og faste abonnenter selv skrive avisens kultursider.


Topfoto: Torben Huss.

Flemming Chr. Nielsen, født 1943, forfatter og oversætter. Har bl.a. skrevet biografien 'Ind i verdens vrimmel' (1998) om Søren Kierkegaards storebror, der stak af til Amerika, desuden romaner samt erindringsbogen 'Nu er der vel ikke mere?' (2013) og 'Sort hedder en sten - mellem hedenskab og kristendom i 1000 år' (2018). Har oversat Moby Dick-forfatteren Herman Melvilles samlede værker, 1-7. Hjemmeside: www.mardi.dk

Seneste artikler om Bøger