NYHED // OVERBLIK – Tysklands kansler Friedrich Merz samler i dag regeringscheferne fra Danmark, Finland, Østrig og Nederlandene i Berlin. Ud over at spise frokost skal landene, som alle betaler mere til EU’s budgetter end de får igen, diskutere EU’s næste langtidsbudget. Sverige spiser med online.
De såkaldte nettobetalere til EU-budgettet ønsker sig en ny strategi for, hvordan fællesskabet skal reducere budget og udgifter markant.
Mødet finder sted, mens forhandlingerne om EU’s budget for 2028-2034 bevæger sig ind i en afgørende fase. EU-Kommissionen har foreslået en ramme på knap 2.000 mia. euro, men Merz og de øvrige frugals (økonomisk forsigtige eller fornuftige. red), som gruppen af budgetbevidste lande kaldes, mener, at EU skal bruge væsentligt mindre.
Ifølge POLITICO ønsker den tysk-ledede gruppe at skære flere hundrede milliarder euro af EU-kommissionens forslag. Samtidig vil landene ændre prioriteringerne, så der går flere penge til blandt andet forsvar, sikkerhed og konkurrenceevne, mens udgifter til landbrug og regionalstøtte skal fylde mindre.
EU’s nettobetalere spænder politisk bredt, fra konservative over socialdemokrater til liberale. Fælles for dem er ønsket om et mindre samlet budget og en stærk modstand mod, at EU optager ny fælles gæld, fordi næsten alle EU’s nationale budgetter allerede er under pres.
Det er statsminister Mette Frederiksen, som repræsenterer Danmark, og for hende har sagen flere nuancer. Ifølge en artikel i Berlingske fra onsdag, er Frederiksen åben over for flere europæiske udgifter til forsvar og sikkerhed. “For mig er det vigtigste at opruste Europa”, siger hun ifølge avisen.
Danmark er dermed med i den gruppe af nettobetalere, der ønsker et mindre EU-budget, men argumenterer for et markant løft af de europæiske forsvarsudgifter. Det kan blive afgørende for, hvor langt København vil gå med de generelle nedskæringskrav.
Samtidig forsøger EU-Rådets formand António Costa at finde et kompromis mellem de 27 medlemslande. Financial Times beskrev onsdag Costas opgave som en af EU’s største forhandlinger: Landene skal både blive enige om budgettets størrelse, hvor meget de enkelte lande skal betale, og om EU skal have nye egne indtægtskilder.
Costa rejser rundt i medlemslandene hovedstæder på sin Tour des Capitales og presser samtidig på for at få lov at opkræve nye EU-skatter. Ifølge Euractiv kan de foreslåede nye indtægter samlet indbringe omkring 66 mia. euro om året.
Beskatning er imidlertid et af de mest kontroversielle spørgsmål i diskussionerne om EU-budgettet. Forslagene omfatter blandt andet afgifter på virksomheder, kasseret elektronik og CO₂-udledning, mens Europa-Parlamentet har foreslået yderligere indtægter fra blandt andet online gambling.
For nettobetalerne er spørgsmålet om nye indtægter tæt forbundet med ønsket om at begrænse budgettet. De ønsker ikke blot at reducere EU’s samlede udgifter, men også at undgå nye finansieringsmodeller og fælles gæld.
Costa har sat sig som mål at få en aftale på plads inden udgangen af året. Financial Times peger dog på, at mange medlemslande tvivler på, om det er realistisk. Valg i blandt andet Frankrig, Italien, Polen og Spanien i 2027 kan gøre forhandlingerne endnu vanskeligere.
Irland, som har EU-formandskabet i dette halvår, ventes at præsentere et kompromisforslag forud for det næste EU-topmøde, som finder sted i oktober.
Læs POLITICO, Financial Times og Euractiv
Læs også Berlingske via Europa-Kommissionens presseovervågning
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.