GRØNLAND // ANALYSE – Danmarks eneste realistiske svar på Donald Trumps udnævnelse af Louisianas guvernør Jeff Landry som amerikansk “special envoy” til Grønland er en europæisering, der kan fungere som et skjold, under hvilket København og Nuuk kan fortsætte et allerede intensiveret samarbejde. Men det kræver en hårfin balancegang fra regeringen, skriver chefredaktør og USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen.
PARIS – Donald Trumps velkendte ønske om at gøre Grønland til en del af USA fik en mere akut og højlydt dimension i denne uge, ikke bare efter udnævnelsen af Louisianas guvernør Jeff Landry som ‘envoy to Greenland’, men efter Landrys prompte udmelding på X om, at han vil arbejde “to make Greenland a part of the U.S.”
Det var klogt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen at reagere skarpt med det samme og kalde USA’s ambassadør Ken Howery til samtale: “We insist that everyone – including the U.S. – must show respect for the territorial integrity of the Kingdom of Denmark,” sagde Løkke flere gange allerede samme aften.
Ligeledes lød det fra Jens-Frederik Nielsen, formanden for Grønlands regering, Naalakkersuisut: “Vores fremtid afgør vi selv. Grønland er vores land. Vi har vores eget demokrati, vores egne beslutninger og et stærkt fællesskab, som står fast. Grønland er grønlændernes, og man skal respektere territoriel integritet.”
Det nye er selvsagt ikke Trumps grønlandske ambitioner, men at han nu forsøger at institutionalisere sit pres
“Vi samarbejder gerne med andre lande, også USA, men det skal altid ske med respekt for os og for vores værdier og ønsker. Der er ingen grund til utryghed. Vi står sammen, og vi står fast,” lød det.
Det nye er selvsagt ikke Trumps grønlandske ambitioner, men at han nu forsøger at institutionalisere sit pres. En særlig udsending kan både skabe et fast spor af møder, besøg, udmeldinger og optræden i medier samt opbygge parallelle kanaler ved siden af USA’s almindelige diplomati. Alt sammen for at signalere, at Washington behandler Grønlands status som noget, man kan forhandle om, ikke som en afklaret del af Kongeriget Danmark.
Udnævnelsen er i den optik mere en slags kampagnestruktur og ikke blot en enkelt provokation. At projektet er pakket ind i et nationalt sikkerhedsargument – Landry “understands how essential Greenland is to our National Security,” lød det fra Trump i dennes meddelelse om udnævnelsen – er en framing, som er designet til at gøre indvendinger fra Danmark og EU til et “lokalt problem” i forhold til USA’s globale sikkerhedsanliggender.
Og selvom en fuld amerikansk overtagelse er urealistisk på kort sigt, er presset reelt. Trump søger med fuldt overlæg af udnytte Grønlands stærke uafhængighedsbevægelse ved at tilbyde opmærksomhed, investeringer og sikkerhedspolitiske argumenter, der fremstiller Danmark som administrator og USA som Grønlands strategiske garant.
Den underliggende besked til små allierede er hård: NATO’s Artikel 5 er åbenlyst ikke et skjold mod politisk tvang fra USA
Den underliggende besked til små allierede er også hård: NATO’s Artikel 5 er åbenlyst ikke et skjold mod politisk tvang fra USA. Og her bliver sagen langt større end Grønland. For de øvrige medlemmer af NATO kan det seneste skridt ses som en første test af, hvordan alliancen fungerer, når den stærkeste part presser en mindre. Derudover går signalet også ud til andre små og mellemstore lande i Europa: Hvis det kan ske for Danmark, kan det i princippet ske for andre.
Og set i et europæisk perspektiv lander udnævnelsen i en tid, hvor EU er ekstremt følsom over for pres på grænser og suverænitet. Det øger omkostningen for Washington ved at fortsætte med et “takeover”-sprog.
Grønland er et europæisk anliggende
EU reagerede hurtigt og med klar tale. Fra EU’s talsperson Anouar El Anouni lød det bl.a.: “Preserving the territorial integrity of the Kingdom of Denmark, its sovereignty and the inviolability of its borders is essential for the European Union.”
Canadas udenrigsminister bakkede også op om Danmark og Grønlands suverænitet:
Konsekvensen er, at sagen flytter sig fra at være et rent bilateralt opgør mellem USA og Danmark til at være et europæisk suverænitetsspørgsmål. Og en sådan “europæisering” er rent faktisk en fordel og styrker Danmarks position på flere måder:
• Det bliver sværere at isolere Danmark politisk.
• USA pådrager sig en vis PR-omkostning ved at presse en EU- og NATO-allieret på territorium og
• EU får bedre mulighed for at koordinere sin politik om Arktis, investeringer og diplomati, som er de værktøjer, der betyder noget i det lange løb.
En konsekvens kan selvsagt også ende med at være, at Trumps fortsatte pres skubber Danmark og Grønland tættere sammen uanset de historiske spændinger om autonomi og uafhængighed. Statsminister Mette Frederiksen og Grønlands regeringsleder Jens-Frederik Nielsen svarede da også hurtigt med en fælles udmelding: “You cannot annex another country. Not even with an argument about international security,” lød det samstemmende.
Formuleringerne samler rigsfællesskabet, men kan samtidig også accelerere Grønlands krav om at blive behandlet som politisk aktør i egen ret fremfor at være en dansk parentes. Heri ligger en vis paradoksal mulig effekt – at Trumps pres kan skabe en kortsigtet defensiv solidaritet, men også på længere sigt styrke Grønlands argument for en mere ligeværdig konstitutionel og diplomatisk position.
Vil EU handle og ikke blot tale? Balancen er hårfin for Danmark
Det man skal holde øje med nu er følgende:
1. Vil guvernør Landry rejse til Nuuk, og hvis ja, hvem vil han mødes med? Hvis grønlandske aktører afviser kontakt, kan Washington se det som “dansk blokering”. Hvis det officielle Grønland (eller grønlandske erhvervsfolk) møder ham, vil USA kunne udlægge det som en legitimisering af stillingen. Envoy-rollen er bygget til netop den optik, men er aldrig set anvendt af USA indenfor NATO.
2. Skifter USA position fra en strategi om “overtagelse” til “uafhængighed”? Et sandsynligt næste skridt ville være at tale mindre om direkte overtagelse og mere om en måde, hvorpå Grønland bliver selvstændigt og derefter knyttes tættere til USA. Det kan lyde mere acceptabelt udadtil, men det strategiske mål kan i praksis være det samme.
3. Vil EU gå fra ord til egentlig koordinering eller handling? Den virkelige test på om København og Bruxelles er “in it together” vil være, om solidariteten kan forvandles til konkret europæisk koordinering i Arktis-politik, investeringer, infrastruktur og diplomati.
4. København kommer samtidig på overarbejde. Mette Frederiksen & co. skal stå benhårdt fast på suveræniteten uden at eskalere til et brud, der gør praktisk samarbejde i Arktis umuligt eller kompromitterer Danmarks NATO-medlemskab. Derfor vil vi sandsynligvis se en linje, der både principfast og operationelt forsigtig fremover.
Læs mere af Annegrethe Rasmussen om USA her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og