EUROPA // ESSAY – Mens vi venter på, at Trump får sat den næste internationale krise på skinner, er der nok at overveje her på den anden side af Atlanten: hvilken betydning skal eller kan Europa have i fremtiden, både for europæerne selv og for resten af verden, og ikke mindst hvordan?
”Enhver, som stadig tror, at Europa kan forsvare sig selv uden USA, lever i en drømmeverden,” sagde NATO’s generalsekretær i sidste uge. Det passer ikke, indvendte et medlem af EU-Parlamentet: “Europas fremtid kræver vision, mod og lederskab. Ikke resignation, underkastelse og fatalisme.”
Men omvendt, fremgår det jo netop af Trump-regimets nye amerikanske sikkerhedsstrategi, at den europæiske civilisation er på vej mod udslettelse, fordi kontinentet er præget af “tab af nationale identiteter og selvtillid.”
Sandt er det jo også, at Vladimir Putin bl.a. har begrundet den russiske invasion af Ukraine med nødvendigheden af, at forsvare Ruslands traditionelle værdier mod vestlige holdninger, som ville føre til degeneration, “fordi de er i modstrid med den menneskelige natur.”
Værsgo at skylle, Europa. Mens vi venter på, at Trump får sat den næste internationale krise på skinner, er der nok at overveje her på den anden side af Atlanten: hvilken betydning skal eller kan Europa have i fremtiden, både for europæerne selv og for resten af verden, og ikke mindst hvordan? Motivationen for den slags overvejelser skulle være indlysende.
Europa som verdens magtcentrum
Det siges, at Europa er den eneste verdensdel, som har navngivet sig selv. I et historisk perspektiv har det været Europa, som “opdagede” og navngav den øvrige verden. Europa behøvede ikke at blive opdaget, for Europa var indbegrebet af verden, og alt andet blev først til, når europæerne havde opdaget det, og tildelt det et navn. Hjemme i mine forældres reol stod der en bog fra Lademanns Bogklub: “Opdagelsernes tidsalder.”
Den handler om de mænd, der med livet som indsats krydsede de “stormomsuste verdenshave for at genopdage glemte riger eller underlægge sig nye territorier.” Der var Europa, og der var kolonierne.
Det har således aldrig været en europæisk spidskompetence at se på sig selv udefra. Selv USA er blevet, og bliver stadig ofte, betragtet som skabt ud af Europas ribben, hvilket nok gennem tiden har blokeret en hel del for den europæiske forståelse for det amerikanske.
Katastrofernes fødested
Alligevel er det ikke noget nyt, at der tales om en europæisk krise.
I årene efter Den Kolde Krigs afslutning kunne Vesteuropa have lært ganske meget af de østeuropæiske lande, som lige pludselig begyndte at se på “vores Europa” med andre øjne.
I februar 1990 havde Václav Havel kun været præsident for Tjekkoslovakiet i få måneder, og stod allerede i USA, hvor kan skulle tale til den amerikanske Kongres. Under det sovjetvenlige regime i Tjekkoslovakiet havde Havel været forfulgt, og blev i 1979 idømt over fire års fængsel for undergravende virksomhed.
I årene efter Den Kolde Krigs afslutning kunne Vesteuropa have lært ganske meget af de østeuropæiske lande, som lige pludselig begyndte at se på “vores Europa” med andre øjne
I talen til Kongressen sagde Havel bl.a.: “To gange i det tyvende århundrede har en katastrofe truet verden, to gange var dens fødested Europa.” En ikke helt ubetydelig “reminder” til Europas selvforståelse, som verdens kulturelle og civilisatoriske centrum. Havel fortsatte talen, ved at sige til de amerikanske tilhører i Kongressen, at også to gange “måtte De, amerikanere, sammen med andre redde Europa, hele verden og Dem selv.”
Den europæiske orden har knirket i mange år
Ved 2. Verdenskrigs afslutning stod amerikanerne og russerne i Berlin. Den kontroversielle tyske statsteoretiker Carl Schmitt skrev senere, at det var her, det store skifte, fra europæisering af verden til globalisering af Europa, for alvor skete.
Han havde ingen illusioner om en mulig genoprettelse af europæisk magt. Set fra nutidens position kan man sige, at han skærer helt ind til benet af Europas aktuelle udfordringer efter den russiske invasion af Ukraine og Trump-regimets nye geopolitik.
Med Trump-regimets ideologiske krig mod netop de europæiske værdier, som kontinentets tidligere sikkerhed byggede på, har Europa-debatten fået en helt ny og afgørende dimension: den militære
Der er en tendens til at kalde det for en ny verdensorden, hvilket er korrekt, men kun, hvis man tilføjer, at dette “nye” har været undervejs i over 200 år. Hvis vi, måske uvilligt, følger Carl Schmidts analyse, så identificerede han i første omgang den amerikanske Monroedoktrin, fra 1823, som det oprindelige vendepunkt.
Ved at erklære, at det amerikanske område var lukket land for enhver europæisk kolonial lyst, understregede Monroedoktrinen USA’s krav om hegemoni over eget territorium. Men det, som har fået betydning i dag, er, at Monroedoktrinen også grundlagde ideen om en politik, som kunne udvide større nationale territorier til imperiale indflydelsesområder.
Det er denne gamle doktrin, som Trump-regimet ved flere lejligheder har henvist til, som ideologisk begrundelse for ønsket om territoriale udvidelser og inddragelse af nye indflydelseszoner under amerikansk kontrol. Det er således denne tænkning, som ligger bag det amerikanske forsøg på at få Trump-venlige partier tættere på magten i De europæiske lande.
I forlængelse af Monroedoktrinen understregede Carl Schmitt også betydningen af de såkaldte Parisaftaler, som blev indgået i 1919-1920. Disse aftaler samlede de forskellige fredsaftaler efter afslutningen af 1. Verdenskrig.
I de foregående århundreder havde det i stor udstrækning været et suverænt europæisk anliggende at bestemme de globale grænsedragninger og den globale orden. Ved Fredskonferencen i Paris blev det for første gang omvendt: verden bestemte Europas rumlige organisering og opdeling.
Europa som grænseland
Senere, efter 2. Verdenskrig, blev Europa, meget håndfast og konkret, delt mellem Øst og Vest, og dermed definitivt forvandlet fra centrum til grænseland. Som en konsekvens blev Europa en slags afspændingszone mellem de to globale supermagter.
Berlinmuren symboliserede adskillelsens nødvendighed. Det var i denne periode, at en “blød” sikkerhedspolitik blev realiseret som forudsætningen for sikkerhed i Europa. En direkte militær konfrontation ville lægge kontinentet øde, og den “bløde” europæiske sikkerhedspolitik kredsede derfor omkring forhandling, våbenkontrol, atomvåbenfrie zoner, tillidsskabelse, nedrustning, humanistiske værdier, menneskerettigheder, demokrati o.l.
Substantielt militær oprustning indgik ikke i det europæiske sikkerhedspolitiske selvbillede.
Med Trump-regimets ideologiske krig mod netop de europæiske værdier, som kontinentets tidligere sikkerhed byggede på, har Europa-debatten fået en helt ny og afgørende dimension: den militære.
EU og Europa har fået et militært sikkerhedsproblem, fordi NATO ikke længere er fremtidssikret. Forsvarsorganisationen kan på kort tid bryde sammen på grund af et uforudsigelig amerikansk regime. Vi har derfor fået et militært sikkerhedsproblem, som enten kan fortrænges eller samles op, men som under alle omstændigheder grundlæggende vil forandre Europa.
Hvilket Europa viser der sig, når røgen har lagt sig?
Måske har Europa og EU nået det, som er blevet kaldt for et machiavellisk øjeblik. Det er defineret ved, at de ophøjede idealer om en perfekt, gnidningsløs og forudsigelig fremtid må udveksles med mindre ideale strategier for at overleve og komme videre fra en farefuld nutid.
For kort tid siden lød en overskrift i Le Monde: ”Tyskland sætter spørgsmålstegn ved det europæiske projekts fremtid.” En leder fra de tyske Grønne sagde, at hun tit møder spørgsmål som: ”Hvem vil du bygge dit Europa med? Giorgia Meloni er euroskeptisk; Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet er det også. Emmanuel Macron er ved at mistet magt, og Frankrig kan rykke til den yderste højrefløj i 2027.”
Det tyske Der Spiegel har skrevet, at ”Das Ende der EU ist kein Tabu mehr”; “EU’s afslutning er ikke længere tabu.”
Og så er der den ideologisk krigserklæring fra Trump-regimet mod de europæiske liberale demokratier: USA vil i fremtiden ”hjælpe de patriotiske europæiske partier,” som der står i den ”Nationale Sikkerhedsstrategi.”
Maksimal forskellighed på minimal plads
Det nationale har altid spillet en helt afgørende rolle i den europæiske historie. Det har resulteret i alle de store og små konflikter, som adskillige gange har bragt Europa helt ud til kanten.
Den tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera har kaldt det for den centrale europæiske værdi: kulturel forskellighed. Lige netop denne forskellighed har mange gange både skabt og antændt den europæiske krudttønde. Kundera understreger imidlertid også, at vi her har grundlaget for idealet om Europa: “et maksimum af forskellighed på en ganske begrænset plads.”
Den nye amerikanske udenrigspolitik vil forsøge at underminere EU ved at styrke Europas nationalister. Altså et bevidst forsøg på at styrke den nationalisme, som gentagne gange tidligere brutalt har ødelagt kontinentet, som Kundera sagde for 25 år siden.
Når røgen har lagt sig, vil Europa se anderledes ud end i dag, men forestillingen om det maksimale fællesskab vil ligge bag de fleste forandringer
Det kan ske igen, hvis Europa ikke er opmærksom på, at de nationale forskelligheder skal have en fælles og anerkendt ramme at trives indenfor. Nationale forskelligheder på et så begrænset område som Europa kræver politisk organisering af disse forskelligheder for ikke at eksplodere. Og det er denne fælles organisering, som USA vil søge at forhindre, og som Europa konstant skal genopfinde.
Selv om pessimismen er udbredt, så har flere lande taget det machiavellisk øjeblik alvorligt og tilsidesat ellers næsten helliggjorte ideer om Europa og EU.
Når røgen har lagt sig, vil Europa se anderledes ud end i dag, men forestillingen om det maksimale fællesskab vil ligge bag de fleste forandringer: Sandsynligvis vil vi opleve stærkere regionale fællesskaber, fx mellem de nordiske lande, nye forsvarsfællesskaber og nye samarbejdsformer på tværs af både tematikker, nationer og regioner i Europa.
Nye fælleskabsformer mellem de europæiske lande vil også åbne for stærkere tilslutning fra befolkningerne, som modvægt til den amerikanske strategi om at splitte både den såkaldte elite fra befolkningerne, og de forskellige europæiske lande fra hinanden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og