KENYA // MENNESKERETTIGHEDER – En stille frokost, der bliver til et mareridt. Sådan kan man beskrive den tragiske historie om Albert Ojwang, der hen over sommeren satte Kenya i brand. Den stiller også store spørgsmålstegn ved retssikkerheden i et land, som er i tæt samarbejde med Danmark.
NANYUKI, KENYA – Det er en typisk varm dag i Homa Bay – en livlig by ved bredden af Lake Victoria i det vestlige Kenya.
Det er lørdag den 7. juni, og alt ånder fred og idyl i det lille hjem hos familien Ojwang. Moderen, Eucabeth, har lige serveret frokost – ugali (majsgrød) og sukuma wiki (grønkål) – for sin mand, Meshack, deres eneste barn, Albert, hans kommende hustru, Nevnina, og deres treårige barnebarn, George.
De når ikke at tage den første bid, før det banker på døren. Politiet træder indenfor og anholder Albert for mistanke om at have postet opslag om korruption i toppen af politiet.
Albert er 31 år og lærer på en skole i Mwatate i det sydøstlige Kenya. Her underviser han i religionsstudier og historie. Han har for nylig afsluttet sin uddannelse på universitet og er blevet ansat på skolen. Han er dog ansat privat gennem skolens bestyrelse og ikke på en regeringskontrakt, så lønnen er ikke nær så god, som den ellers ville have været. Men fremtiden ser lys ud, og han har en forhåbning om snart at få en stilling som en regeringsansat lærer.
To vidner, der sidder i en nabocelle, har hørt høje skrig den nat, han dør
I det hele taget er det en spændende tid for Albert, som bor i kystbyen Malindi. Han og hans 26-årige hustru er taget tilbage til hans hjemegn i Homa Bay på et længere besøg, så hun kan blive ordentligt præsenteret for hans familie. De er ankommet i april og er ifølge de lokale Luo-skikke i gang med at formalisere deres ægteskab.
Sideløbende forsøger Albert at skabe sig en indtægt via de sociale medier, og han er en del af en bevægelse af unge, der skriver om politiske og sociale spørgsmål.
Anholdelsen og den sidste nat
Meshack, Alberts far, er ikke i tvivl om, at hans søn er i gode hænder, da han forlader politistationen tæt på deres hjem. Politifolkene lyder meget professionelle, og to af dem har endda givet dem deres telefonnumre som en slags garanti for sønnens sikkerhed. På intet tidspunkt har han skænket det en tanke, at det er sidste gang, han ser sin søn i live.
Politiet bringer sidenhen Albert fra politistationen i det vestlige Kenya til landets hovedstad, Nairobi, og varetægtsfængsler ham på Central Police Station.
Den 8. juni dør Albert, mens han er i politiets varetægt – i hænderne på dem, hans far var sikker på ville beskytte ham.
Politiet er i første omgang ude at sige, at han begik selvmord i cellen. Ledelsen hævder, at Albert bliver fundet bevidstløs i sin celle og i hast bragt til hospitalet, hvor han dør af de hovedskader, han angiveligt skal have påført sig selv ved at banke hovedet mod en væg.
Obduktionen og en usædvanligt hurtig efterforskning fra Den Uafhængige Politiovervågningsmyndighed (IPOA) udelukker imidlertid muligheden for, at Albert har taget livet af sig selv. I deres erklæring bliver der fremlagt nogle chokerende detaljer om de sidste timer i Alberts liv: To vidner, der sidder i en nabocelle, har hørt høje skrig den nat, han dør. Samtidig har en tekniker hævdet, at han blev betalt 30 amerikanske dollars for at afbryde politistationens overvågningskamera.
Et symbol på systemisk vold
Det, der gør denne sag usædvanlig set i en kenyansk kontekst, er, hvor hurtigt og detaljeret efterforskningen er blevet gennemført. For første gang i nyere tid får befolkningen tv-transmitterede parlamentshøringer, hvor detaljerne kommer frem.
Da politichefen, Douglas Kanja, har foretræde for parlamentet, er han tvunget til at trække politierklæringen tilbage og indrømme, at Albert døde i hænderne på hans folk. Han undskylder og forklarer den fejlagtige politierklæring med ”misinformation” fra sine underordnede.
Han fortsætter med at sige, at anholdelsen af hr. Ojwang skyldtes injurierende opslag online, der var rettet mod hans stedfortræder, Eliud Lagat, som sidenhen trækker sig midlertidigt.
Ifølge hr. Kanjas forklaring til parlamentet påstod opslagene på X, at Lagat drev korrupte operationer i politiet ved at placere betroede betjente i bestemte afdelinger og ved kontrolposter i gaderne for at ”kontrollere både indtægtskilder og informationsstrøm”.
Hr. Kanjas redegørelse beskriver forskellige opslag, herunder et, der hævder, at Lagat var under efterforskning af Ethics and Anti-Corruption Commission (EACC), ledsaget af hans foto og teksten ”Mafia Cop”.
Hans død den 8. juni 2025 bliver et symbol på den vold som politiet længe er blevet beskyldt for uden at blive straffet
Ifølge politichefens forklaring til parlamentet indgav Lagat den 4. juni en klage til Kriminalefterforskningen (DCI) om opslagene. Dagen efter, da EACC bekræfter, at der ikke er nogen undersøgelse af Lagat, går politiet videre med det, der bliver betragtet som en ”alvorlig sag”.
Politichef Kanja udtaler, at de bliver kontaktet vedrørende to konti, som er knyttet til opslagene. Dette fører til anholdelsen af en mand den 5. juni, som afslører, at han og fire andre står bag kampagnen – heriblandt Albert Ojwang. To dage senere har politiet opsporet Albert i hans families landsby i det vestlige Kenya.
Efter at parlamentshøringerne er afsluttet, bliver to politibetjente anholdt i forbindelse med Alberts død.
Ifølge IPOA, som fører sagen, har en menig betjent forklaret efterforskerne, at hensigten var at ”disciplinere” Albert, ikke at slå ham ihjel. Han siger desuden, at politistationens leder, Samson Talaam, bliver kontaktet af Eliud Lagat med ordre om at betale to indsatte for at banke Albert. Samson Talaam har gennem sine advokater afvist anklagen, og Eliud Lagat har ikke kommenteret beskyldningerne.
Drabet på Albert Omondi Ojwang rammer Kenya som et chok, men også som en genkendelig sorg. Mange kenyanere kender alt for godt historien om en ung mand, der ender i politiets varetægt og aldrig kommer ud i live. Denne gang er det anderledes, fordi Albert ikke blot er en anonym borger, men en lærer, en blogger, en ægtemand – og et par forældres eneste søn. Hans død den 8. juni 2025 bliver et symbol på den vold som politiet længe er blevet beskyldt for uden at blive straffet.
En nation i sorg vækkes til opstand
Allerede dagen efter breder vreden sig. Demonstrationerne spreder sig hurtigt i gaderne i Kenyas største byer – Nairobi, Mombasa og Kisumu – og andre byer landet over. Unge, især fra den digitale generation (Gen Z), går på gaden for at kræve retfærdighed og en ende på politibrutalitet og straffrihed. De bærer bannere med ordene ”Justice for Albert” og ”Stop killing us”. Lyden af trommer, råb og sange blander sig med tåregasgranater, der eksploderer i de smalle gader.
Politiet reagerer med massiv magtanvendelse. Der bliver affyret tåregas, anvendt vandkanoner, peberspray, gummikugler og flere gange også skarp ammunition mod fredelige demonstranter. Demonstranter bliver også udsat for angreb fra civile bander – såkaldte ”goons” – som politiet endda koordinerer og dirigerer. Mange bliver fysisk overfaldet med køller, mens politiet ser til eller aktivt hjælper til. Ifølge oppositionelle ledere gives der ordre om ”shoot to kill” nær politistationer.
I landsbyer og byer hvisker forældre til deres børn: ”Hold dig væk fra politiet.
Men demonstrationerne vokser. De bliver til et folkeligt oprør mod et system, hvor frygten for politiet er større end følelsen af beskyttelse. Mange sammenligner Alberts skæbne med tidligere drab i politiets varetægt, og på sociale medier flyder det over med billeder, hashtags og personlige fortællinger. Alberts navn bliver et råb om retfærdighed – ikke kun for ham, men for alle, der er blevet tavse ofre.
Den massive vrede presser myndighederne. Præsident William Ruto tvinges til at ændre tonen: Han erkender offentligt, at Albert døde ”i politiets hænder” – en sjælden indrømmelse i et land, hvor staten ofte har dækket over sine egne folk. Den uafhængige politiovervågningsmyndighed IPOA indleder en omfattende efterforskning, og hele 17 betjente erklæres mistænkt. Kort efter bliver flere suspenderet, og en konstabel ført i retten.
Alligevel er det ikke nok til at dæmpe uroen. For mange står Alberts død som en påmindelse om, at ingen er sikker i hænderne på dem, der egentlig skal beskytte. I landsbyer og byer hvisker forældre til deres børn: ”Hold dig væk fra politiet.”
Boniface Kariukis skæbne – et brutalt vendepunkt
Et særligt forfærdende øjeblik indtræffer den 17. juni. Her bliver den unge ansigtsmaskesælger og demonstrant Boniface Mwangi Kariuki skudt i hovedet på tæt hold. Videooptagelser viser politiet affyre skuddet brutalt. Kariuki erklæres senere hjernedød og dør nogle dage efter.
Hans død bliver et vendepunkt. For mange står det klart, at politiets vold ikke blot er et spørgsmål om uheldige sammenstød – men et systematisk undertrykkelsesværktøj.
Ifølge IPOA og menneskerettihedsorganisationer bliver mindst 65 mennesker dræbt under demonstrationerne. Over 500 såres.
Præsident Rutos dobbeltrolle
Præsident William Ruto reagerer med skiftende udmeldinger. Først nedtoner han uroen og understreger, at politiet blot forsøger at opretholde lov og orden. Men efterhånden som billeder af døde demonstranter rammer tv-skærme og sociale medier, ændrer han som nævnt kurs.
Han lover, at der ”ikke kan være straffrihed, når dem, der skal beskytte, tager liv”. Men Ruto ledsager indrømmelsen med skarp kritik: Han beskylder demonstranterne for at skabe anarki, advarer mod kaos og giver politiet grønt lys til at slå hårdt ned. Mest opsigtsvækkende instruerer han betjente i at ”skyde demonstranter i benene” for at stoppe uroen.
Hvis retfærdighed kan forsvinde i en celle i Nairobi, kan den også forsvinde andre steder
På trods af krav om reformer tilbyder regeringen ingen reelle indrømmelser. Mange mister troen på, at deres stemmer kan føre til forandring.
Rutos reaktioner efterlader ham mere presset end tidligere præsidenter. Hans skarpe ord gør ham til en direkte modpart for den unge generation, der nu ser ham som den politiske frontfigur for undertrykkelsen.
Hvorfor Danmark bør lytte
For danske læsere kan Alberts skæbne virke fjern. Men Kenya er en af Danmarks vigtigste samarbejdspartnere i Østafrika – en central aktør i regional sikkerhed, modtager af dansk udviklingsbistand og partner i den nye danske Afrika-strategi, hvor demokrati og menneskerettigheder er nøgleord.
Når politivold underminerer retssikkerheden i Kenya, udfordres ikke kun landets egne borgere, men også de værdier, Danmark officielt støtter. Hvis institutioner, vi samarbejder med, bruges til undertrykkelse, må vi stille os selv det ubehagelige spørgsmål: Er vi en del af løsningen – eller en del af problemet?
Et spejl, vi ikke kan undgå
Albert Ojwangs liv slutter i en mørk celle i Nairobi. Men hans navn bliver stående på bannere, hashtags og i sange – et råb om retfærdighed, der nægter at forsvinde.
For tusindvis af unge kenyanere er Albert blevet et symbol på, at deres generation ikke længere vil tie. For os i Danmark er hans død en påmindelse om, at menneskerettigheder og demokrati ikke kan reduceres til pæne ord i en strategi – de skal forsvares, også når det er ubehageligt.
For hvis retfærdighed kan forsvinde i en celle i Nairobi, kan den også forsvinde andre steder. Spørgsmålet er ikke kun, hvad Kenya vil gøre nu, men hvad vi, som partnere, vælger at gøre.
I regeringens strategi fra august 2024 “Afrikas århundrede. Strategi for et styrket dansk engagement med de afrikanske lande” hedder det blandt andet:
“Afrikanske lande ønsker i stigende grad at tage ansvar for egen sikkerhed under mantraet om ”afrikanske løsninger på afrikanske
problemer”. Det skal vi bakke op om. Afrikansk lederskab og
ejerskab er afgørende for succes.”
Download hele strategien her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og