Et catalansk flygtningedrama: Le Mémorial du camp de Rivesaltes

af i Europa/Historie

HISTORIE // FLYGTNINGE – I Catalonien ønsker mange uafhængighed af det Spanien, som næsten halvdelen af catalonierne betragter som en undertrykker. Et vigtigt element i deres kollektive erindring er et flygtningedrama, som udspillede sig for nøjagtig 80 år siden, og som bliver markeret i Sydfrankrig i år. Det berørte bl.a. den tidligere catalanske regeringsleder Charles Puigdemonts familie.

I løbet af 14 kolde februardage i 1939 flygtede op mod 500.000 spaniere til Frankrig, efter at Barcelona var faldet til general Francos fremrykkende styrker.

Blandt dem, som krydsede Pyrenæerne og søgte tilflugt i det sydøstlige Frankrig i den franske del af Catalonien, var bedstefaren til den nu afsatte catalanske regeringsleder Charles Puigdemont. Bedstefaren kom aldrig tilbage til Spanien igen. Han blev sendt til koncentrationslejren Mauthausen i Østrig, hvor han omkom.

Et beskedent mindesmærke markerer den nordlige grænse for lejren på stranden i Argelès-sur-Mer.

Borgerkrig

Det hele var begyndt tre år tidligere, den 17. juli 1936, da general Franco gjorde oprør mod den lovligt valgte socialistiske regering i Madrid. Snart faldt en ene region efter den anden  i hænderne på oprørerne, kun Madrid og Barcelona holdt stand.

I tre år kæmpede den spanske republik mod Francos militær, men i februar 1939 var det ved at være slut. Madrid stod fortsat, men Barcelona faldt og tusindvis af spanske flygtninge skyllede ind over grænsen til Frankrig: 300.000 soldater fra den republikanske hær og 200.000 civile rykkede ind i en region med en fransk lokalbefolkning på godt 200.000 mennesker. La retirada kaldes tilbagetoget på spansk.

De døde flygtningebørn har fået et særligt mindesmærke –  børnetræet – på den spanske kirkegård.

De franske myndigheder vidste ikke, hvad man skulle stille op med det menneskehav af mænd, kvinder og børn, som var syge, sultne og udmattede efter dages flugt i kulde og regn og med bomber, der faldt om ørene på dem.

Flygtningene fik en elendig behandling i Frankrig, som ellers er et udpræget indvandrerland, men i 1939 var forholdene vanskelige. Det trak op til krig, og Frankrig ville holde lav profil over for Hitler, der var allieret med Franco. ”Røde”, spanske republiksoldater og forhutlede civile, i den størrelsesorden var der ikke vilje og overskud til at tage imod.

I første omgang blev flygtningene stort set overladt til sig selv uden tag over hovedet og uden mad. Stranden i Argelès-sur-Mer og nabobyen St. Cyprien – ved Middelhavet nord for Pyrenæerne –  blev det første tilflugtssted for titusindvis. Senere blev de samlet i større permanente lejre.

”Røde”, spanske republiksoldater og forhutlede civile, i den størrelsesorden var der ikke vilje og overskud til at tage imod

Tæt på stranden i Argelès-sur-Mer er indrettet en spansk kirkegård bl.a. med denne mindestøtte. Det første halve år døde 15.000 bl.a. af dysenteri.

Efter flugten

De fleste af de spanske flygtninge vendte tilbage til Spanien igen, med eller mod deres vilje, og titusinder udvandrede til andre lande, fx til Mexico, men godt et år senere – i foråret 1940 – var der stadig ca. 150.000 tilbage i Frankrig. Fra de midlertidige lejre blev de, der var tilbage, samlet i større permanente lejre, hvoraf den største lå i Rivesaltes lige nord for Perpignan.

Barakkerne i Rivesaltes-lejren står i dag tilbage som ruiner.

På et kæmpeområde med en steppeagtig ugæstfri natur blev de spanske flygtninge interneret sammen med jøder og romaer. Den stride Tramontane-vind susede gennem de utætte huse, hvor de sultne og tit syge internerede prøvede at få noget, der lignede en dagligdag til at fungere. De spanske flygtninge kunne ikke gøre sig håb om at blive integreret i det franske samfund. Men værst af alt, så blev nogle af dem sendt videre til tyske koncentrationslejre.

Under Anden Verdenskrig blev den sydlige halvdel af Frankrig styret først af en fransk marionetregering og siden besat af Hitler, og flygtningene var uønskede. I alt blev 7500 spanske republikanere deporteret til koncentrationslejren Mauthausen i Østrig. Tre fjerdedele af dem omkom. Først i 1944 kom de sidste spanske flygtninge ud af lejren i Rivesaltes.

Efterkommernes aktivisme

Der bor stadig mange efterkommere af de spanske flygtninge i den franske del af Catalonien, og de begyndte på et tidspunkt i 1990’erne at kræve fortællingen om deres slægtninge frem i lyset.

I 2009 i forbindelse med 70-året for La retirada blev der opstillet beskedne mindesmærker, og der blev holdt mindehøjtideligheder. Det er siden blevet en årligt tilbagevendende tradition i februar at gå i mindeoptog under den spanske republikanske fane, nedlægge kranse og holde konferencer og foredrag om flugten over Pyrenæerne.

Museet i Rivesaltes, Le Mémorial du camp de Rivesaltes.

Det erindringshistoriske arbejde kulminerede i efteråret 2015 med åbningen af et museum i Rivesaltes, Le Mémorial du camp de Rivesaltes, midt mellem resterne af den kæmpestore lejrs barakker. Næsten 20 år gik der fra idéen om museet blev født, til den okkergule betonbygning lå nedgravet i jorden.

I den centrale sal, som minder om et stort oplyst gravkammer, kan de besøgende lytte til flygtninges personlige historier på iPads opstillet i en lang række.

I billeder og plancher vises samtidig lejrens historie fra 1940 til 1964, hvor den lukkede efter de sidste internerede, som var flygtninge fra Algeriet.

Skoleklasse på besøg på museet i Rivesaltes.

Fotos: Skribenten. 

Connie Pedersen er journalist og cand. mag. i fransk og spansk. Hun har arbejdet som udenrigsjournalist på Ritzaus Bureau og DR-nyheder (Radioavisen, TV-avisen og Horisont. I dag underviser hun i fransk og skriver lærebøger i faget.

Hun skriver artikler og holder foredrag om franske og spanske forhold. En god del af året bor hun i Sydfrankrig, nær Perpignan, tæt på den fransk-spanske grænse.

Seneste artikler om Europa