MUSIK // ANMELDELSE – Under Eric Gadds koncert blev vi budt på alle afarter af dansk sommer, troperegn på de to numre, som orkestret spillede, før hovedpersonen luntede ind på scenen til … høj solskin. Gadd lagde sig på de fleste sange med snuden i popsporet, og derfor blev det en dejlig mandag på Vesterbro, skriver Dan Rachlin.
Fotos: Eddie Michel
Hele hovedstaden emmer af jazz i disse uger. Der spilles avanceret jazz på hemmelige spillesteder og mere New Orleans-inspireret på strøg og pladser. Og så er der den stemningsfulde gårdhave H9, på Halmtorvet 9, der tidligere var kendt som PH Caféen.
Siden ejerne for seks år siden lukkede jazzen ind i gårdhaven, har de gradvist markeret sig som en af de mere vægtige små aktører på jazzfestivalen, hvor liflige toner af jazz-vellyd flyder sammen med håndskårne stykker smørrebrød og perlende, kølige bryg.
Gadd blev bakket op af Beverly Hills Orchestra, et helt igennem glimrende partyband
I år spænder deres repertoire endnu bredere end før. Fra det mere klassiske jazz; Snorre Kirk Quintet over Malene Mortensen og søndag Jesper Thilo & Ann Farholt til det mere evergreen-prægede, som Jesper Lohman, der var forbi og hyldede Otto Brandenburg, Bo Stief & Poul Halberg Duo, Bobo Moreno, der trak skatte frem fra Tony Bennetts store sangkatalog til Michael Carøe, der søndag aften runder af med et crooner- og ”vi-tager-imod-ønsker”-sæt.
Jeg er ikke jazzekspert, overhovedet, men jeg ved, at jazzen har været en slags ambassadør for en masse andre genrer som funk, soul, disco, urban og hip-hop. Popkunstnere har igennem tiden også indlemmet elementer fra jazzen, om det er den jazzede bas eller en saxofon. Det ved man også på H9, hvorfor det var rimeligt nok, at jeg mandag eftermiddag befandt mig i deres intime gårdhave. Og det er nok fair at konstatere, at her kom vi ud i krogene af, hvad en jazzfestival også kan.
Eric Gadd har et trofast publikum i Danmark
Scenariet var den svenske sanger Eric Gadd, som har et ganske stort og trofast publikum på denne side af sundet. Gadd er den perfekte symbiose af vores egen Thomas Helmig, Prince og såmænd også umiskendeligt sig selv.
Siden gennembruddet tilbage i 1991 med ”Do You Believe In Me” har den nu 58-årige Eric Gadd (født som Carl Erik Gudmund Sojdelius – men det kan man ikke hedde, når man er en funkfætter!) støt og determineret spyet en masse fristende, fyrig og følsom funk ud.
Hele tiden med et charmerende skifte imellem at være tvivlende, usikker og forelsket
Funk som ofte har flirtet med poppen, discoen og altså jazzen. Eksempelvis har Eric Gadd aldrig sparet på horn på sine udgivelser. Det gjorde han heller ikke denne mandag, hvor han blev bakket op af Beverly Hills Orchestra, et helt igennem glimrende partyband, som vanligvis har Henrik Lauenbjerg som frontfigur. Samme Lauenbjerg er selv en god sanger med adskillige udgivelser og musicalroller på CV’et, men sådan en mandag ved han godt, at han er backing-sanger for hovedpersonen, hvilket han altid tager som en ære og ikke som en trist tjans.
Denne mandag blev vi budt på alle afarter af dansk sommer, troperegn på de to numre, som orkestret spillede, før Eric Gadd luntede ind på scenen til … høj solskin. Gadd lagde sig på de fleste sange med snuden i popsporet, og ofte med en nærmest religiøs titel eller tekst, som eksempelvis ”Rise Up”, som solen altså tog til sig. I 1997 havde Eric Gadd sit største pop-hit med albummet ”The Right Way”, der foruden titelnummeret også fik danskere til at synge med på den ultrafængende ”My Personality”, som band og solist ventede med at servere til allersidst, således at det voksne publikum havde muligheden for at evaluere, om de stadig føjer alt og alle. Eller langt om længe lever det liv, de altid har drømt om.
Inden fik vi bl.a. ”Wish I”, ”Why Don’t You, Why Don’t I” og førnævnte debutklassiker ”Do You Believe In Me”. På alle sange viste Eric Gadd evnen til at synge falset som idolet Prince og skifte til en mere mørk, sjælfuld vokal.
Hele tiden med et charmerende skifte imellem at være tvivlende, usikker og forelsket for lidt efter at diktere: ”You Can say what you want about Me, this is who Im Gonna be.” Publikum er hans 1:1-målgruppe, hvilket vil sige, at der flashes Docksides sejlersko, afklippede jeans-shorts og sejlertrøjer, som havde publikum smidt anker i nærheden. Beverly Hills Orchestra er ikke verdens mest funkjazzede band, men det mærkedes under hele koncerten, at de kender hinanden, hygger sig sammen og tager frontfigurens millimeterpræcise ageren til sig. Derfor blev det også en dejlig mandag til jazz og det, der minder om det på dejlige Vesterbro!
Klik dig videre til mange flere musikanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
