FILM // ANMELDELSE – Filmatiseringen af den finske forfatter Tove Janssons Sommerbogen dykker både ned i erindringen om den tabte barndom og i forventningen om den uafvendelige afslutning på alderdommen. Vores filmredaktør havde en ledsager med i Skibby Kino denne premiereeftermiddag, og her følger deres korte samtale om filmen, som de var noget uenige om.
– ”Åh, den evige sommer i barndommen”, sagde jeg til min ledsager uden for biografen, ”med familie, sol og skærgård og besøg på andre øer med nye naboer og et fyrtårn. Men også regn, storm og kedsomhed og en far, der har mistet sin kone og som har brug for at arbejde sig ud af sorgen. Og en bedstemor til at binde det sammen.”
– ”Tjoh,” svarede han, ”men vi får jo ikke at vide, om det er en mormor eller farmor, hvilket jeg synes, er lidt underligt, synes du ikke?”
– ”Hmm, næh – det betyder ikke så meget. Jeg opfatter hende mest som et symbol, og som om, at hun og barnebarnet er den samme person på en eller anden måde. Det synes jeg gav en fed stemning, en tidløshed uden egentlige begivenheder.”
– ”Hmm, bedstemoren virkede underligt afmonteret i sin tilstedeværelse – men var det ikke mærkeligt, at pigen ikke savnede sin mor? Eller bedstemoren sin datter eller svigerdatter?”
– ”Det er ikke filmens ærinde, tror jeg. Den handler om sorgfuldhed, ja, men på den poetiske, handlingsfattige måde, som siger noget om, hvordan livet virkelig er.”
– ”Ja, på den kedsommelige måde uden at der sker noget. Og uden at have billeder, der gør andet end at vise omgivelserne i relativt ordinære gengivelser. Ingen magi, ingen skønånd, der titter frem mellem klippe og mos. Kun ydre postulater om det.”
Magien i ‘Sommerbogen’ er omgivelserne på den finske skærgårdsø
– ”Jeg er ikke enig, for magien ligger jo netop i omgivelserne på den finske skærgårdsø. I at barndommens sommer lever i erindringen som små fragmenter, der udgør en helhed – uden ydre drama af betydning. Et gammelt musikstykke hér, en træfigur dér, en tilløbende kat … den slags.”
– ”Men handler den om, at bedstemoren skal dø snart? Eller om at faren skal tage sig sammen og komme over sin kones død? Eller om at pigen skal forberede sig på, at livet primært består kedsomhed, dumme naboer og evighedens intethed?”
– ”Ja og nej, og det er også ligegyldigt. Det er det smukke ved filmen – at den netop lever i sin langsommelige skildring af mødet mellem følelsen af evighed og den uafvendelige slutning.”
– ”Det er sikkert det, den vil, ja, men den når ikke derhen, synes jeg. Og jeg tror, det skyldes, at instruktøren har begået den fejl at lave noget, der hverken er reelt fortællende eller egentlig lyrisk. Hverken banalt amerikansk eller mystisk nordisk i sin stil, men derimod underligt ordinær – også med den der klavermusik, der skal lyde lidt som Satie eller noget.”
– ”Jamen, der er da et plus, at den vil være noget andet end det, du forventer.”
– ”Så det generede dig heller ikke, at man i flere scener kunne se, at Glenn Close var sminket ældre og at hun nærmest spillede gammel. Den krumbøjede holdning virkede også som skuespil, og det distraherede mig enormt. Og så det der anstrøg af finsk-svensk accent. Ja, og så det at hun ligner Robin Williams som Mrs. Doubtfire.”
– ”Var du slet ikke i stand til at kigge ud over den slags og bare leve dig ind i det? At fornemme barndommens uskyld og dens møde med voksendommens barske realiteter?”
– ”Måske var karaktererne heller ikke karismatiske nok i sig selv, og de replikker, der skulle være ekstra åndfulde, blev ikke afleveret særligt godt, synes jeg, og var ikke særligt godt skrevet til at begynde med. Det poetisk-dybsindige blev alt for villet.”
– ”Nej, den var netop ikke villet, som du siger, men det var den blevet, hvis ikke den havde stolet på sit stof, og hvis den i stedet havde forfulgt det magisk-realistiske spor, som du lader til at savne.”
– ”Jeg ved ikke, om jeg savnede lige dét, men jeg havde håbet, at den ikke – sådan rent æstetisk – blev på overfladen hele vejen igennem.”
– ”Jeg tror, at din kynisme har forhindret dig i at leve dig ordentligt ind i filmen.”
– ”Og jeg tror, at din blødsødenhed har forhindret dig i at opfatte dens mangler.”
– ”Det gider jeg ikke diskutere, for filmen gjorde præcis det, den skulle – … hov, skal vi samme vej?”
– ”Ja, din idiot, vi er jo det samme menneske.”
– ”Ah, nu forstår jeg – tror jeg.”
– ”Flot. Men sig mig, hvad skete der med den kat? Efterlod de bare den på øen?”
– ”Ja, det undrede faktisk også mig. Men hør, skal du gå lige ved siden af mig, dit sure løg? Kan du ikke gå lidt bagved?”
– ”Nej, vi følges ad, sommer eller vinter, fortid og fremtid – og det ved du godt!”
Filmen blev set ved en regulær eftermiddagsforestilling i Skibby Kino på premieredagen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og