GLOBALISERING // FILOSOFI – Knytter verdens håb sig til fredelig sameksistens og fællesskab eller til mulighederne for at holde hinanden på sikker afstand? Historien viser, at vi ikke er specielt godt bygget til at leve tæt sammen med nogen, som adskiller sig alt for meget fra os selv, vores meningsfæller eller gruppe.
Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver, så har det, vi kalder for menneskeheden i et historisk perspektiv “hidtil kun eksisteret i form af en dramatisk fjendskabshistorie.”
Det er måske ikke så visionært at tale om nødvendigheden af grænsedragninger og adskillelse for at kunne kontrollere denne fortløbende fjendskabshistorie. Det kan være en sten i skoen på dem, som abonnerer på ideen om et globalt og grænseoverskridende ansvar for verdens problemer, eller den liberale forestilling om sameksistens mellem fornuftige individer, som indgår sociale kontrakter om gensidig anerkendelse og respekt.
Men ideen om, at vi er i “samme båd” er ikke udbredt, når den skal ud over erklæringsplanet. I disse år er der en forstærket oplevelse af at leve i truende og fjendtlige omgivelser, som man må beskytte sig imod gennem afstand, fysiske grænsedragninger, pigtråd o.l.
Det modsatte af en græsk polis
Der bliver ofte henvist til Aristoteles’ bestemmelse af mennesket som et socialt og politisk væsen for at vise menneskets egnethed til at leve sammen i både små og store fællesskaber, nærmest som om den menneskelige fjendskabshistorie var en fejltagelse.
Aristoteles’ bestemmelse af mennesket som et socialt og politisk væsen, betød imidlertid ikke, at han også anså det for at være et inkluderende væsen
Det er korrekt, at Aristoteles’ politiske filosofi byggede på menneskets eksistens i dét samfundsmæssige fællesskab, som polis konstituerede i den græske verden. Polis var rammen om det græske menneskes behov for social sammenhæng, tilknytning og identitet. Ideen om mennesket som et socialt og politisk væsen har således rødder i antikkens polis, som ikke alene var bosted for borgeren, men også ensbetydende med borgerens hele forståelse af sig selv.
Aristoteles’ bestemmelse af mennesket som et socialt og politisk væsen, betød imidlertid ikke, at han også anså det for at være et inkluderende væsen. Der var også udelukkelse og afgrænsning i polis, og Aristoteles var entydig i udelukkelsen af f.eks. kvinder og slaver. Desuden blev alle, som ikke levede i polis, heller ikke betragtet som rigtige mennesker. Samlet set var der kun en ret begrænset gruppe “rigtige” borgere og mennesker i polis.
Den græske politiske filosofi viser, at formatet er af betydning. Polis var begrænset i både størrelse og antal borgere. Hvis det stadig antages, at mennesket er et socialt og politisk væsen, må vi derfor også spørge, om mennesket overhovedet er formateret til den verden, det aktuelt lever i, nemlig den globaliserede og grænseløse verden, den globale landsby; nærmest det helt modsatte af en græsk polis.
Paradokset bliver mere og mere tydeligt
Måske er vi fejlformaterede til den moderne verden, hvor der ikke alene tales om samfund, men om det globale samfund og medborgerskab i den globale landsby. Som den tyske filosof Peter Sloterdijk skriver, så burde det under alle omstændigheder undre os, at der kan eksistere så store politiske størrelser og stater, som tilfældet er – med mange millioner ja, over en milliard mennesker.
Faktisk mener han, at nutidens samfund, der bygger på integration af individualistiske populationer i gigantisk skala, er en eksisterende umulighed.
Paradokset bliver mere og mere tydeligt: På den ene side har ikke mindst klimaproblemerne skabt et globalt skæbnefællesskab, hvor alle er afhængige af alle, hvis en klimakatastrofe og dens mange forskellige konsekvenser skal forhindres, eller blot mildnes. På den anden side slår visionerne om et globalt fællesskab ikke til, fordi de ikke tager hensyn til menneskets nærmest iboende tendens til tribalisme og behov for adskillelse og afgrænsning fra det anderledes – altså det, som i et historisk perspektiv har været forudsætningen for den menneskelige identitet og dannelse af nære, stabile og trygge fællesskaber.
Utopia – som betyder “ikke-sted” – blev idealsamfundet, fordi de uenige og anderledes blev udgrænset
Både internt i nationalstaterne og globalt er der kun en meget begrænset oplevelse af at befinde sig i samme båd, en oplevelse vi nok slet ikke er formateret til at kunne virkeliggøre. Der er langt flere distancerings- end integrationsteknikker på spil. På den politiske dagsorden står således traktatopsigelser og nedprioritering af både samarbejdsaftaler og transnationale organisationer, og imens vokser murene op og pigtråden rulles ud.
På den måde fortsættes adskillelsens historie i moderne version, som en gentagelse af den grænseopbygning, som selv de kendte og klassiske utopier forudsatte.
Utopia
I Thomas Mores fiktive rejsebeskrivelse fra 1516 havde landet Utopia oprindeligt været en del af fastlandet, men så besluttede beboerne sig for at etablere en bred kanal hele vejen rundt, så Utopia blev en ø, som ikke længere havde nogen kontakt med den omgivende verden. Utopia – som betyder “ikke-sted” – blev idealsamfundet, fordi de uenige og anderledes blev udgrænset.
Den fredelige sameksistens på utopiens ø byggede på forskelserfaringen og adskillelsen fra de andre. Det er “de andre”, som giver problemerne, dem som ikke ligner os eller er uenige med os.
Politiske utopier om det gode og lykkelige samfund har ofte været den direkte vej til katastrofer netop pga. forudsætningen om, at de andre, de forskellige, skal udskilles. Det kommunistiske eller klasseløse samfund og forestillingen om “proletariatets diktatur” førte til Gulag. Andre har ført til Auschwitz
Men på den måde kommer håbet udelukkende til at knytte sig til adskillelsen mellem mennesker. Mangfoldighed og rummelighed har ikke karakteriseret specielt mange utopier.
Politiske utopier om det gode og lykkelige samfund har ofte været den direkte vej til katastrofer netop pga. forudsætningen om, at de andre, de forskellige, skal udskilles. Det kommunistiske eller klasseløse samfund og forestillingen om “proletariatets diktatur” førte til Gulag. Andre har ført til Auschwitz. Og så har der været Mao Zedong og Pol Pot, som også har været med til at vise, hvordan utopiske samfundsmodeller har fungeret efter ø-tænkningens principper: adskillelse og udskillelse af de andre.
Findes der et fremtidigt politisk projekt, som kan deles af alle?
Mennesket er et socialt og politisk væsen, der opsøger identitet gennem tilhør, men forskelserfaringen og andetheden udgør en lige så stærk identitetsfaktor. Intet fællesskab kan være fuldkomment, det må altid udelukke nogen, og det er denne udelukkelse, som den franske
filosof Jacques Derrida så som det grundlæggende for identiteten.
Det interessante er netop disse udelukkelsesmekanismer, bl.a. i form af forskellige former for vold og undertrykkelse, fordi de iflg. Derrida faktisk konstituerer fællesskabet. Dog er de også med til konstant at tematisere fællesskabets grænser, som aldrig bliver entydige og færdige.
Findes der et fremtidigt politisk projekt, som kan deles af alle, som kan skabe en global bevidsthed, som jo pr. definition må tilnærme sig det grænseløse, når mennesket historisk set har været grænsebyggere og adskillelses-utopister?
Vores tryghedszoner vil blive presset til det yderste, når vi for alvor skal til at forholde os til de globale problemer. Hvilke politiske projekter, hvilke politikere, hvilke politiske partier kan minimere konsekvenserne af adskillelsens utopier, når flere og flere oplever, at de lever i fjendtlige og farlige omgivelser?
Med andre ord, når det skal besluttes, hvordan vi skal forholdes os til, at “vi hører sammen med dem vi ikke hører sammen med,” som Peter Sloterdijk siger. Når det bliver tydeligt, at vi er tvunget til at befinde os i samme båd som millioner af fremmede og anderledes på grund af kombinerede klima-, fattigdoms- og flygtningeproblemer?
Findes der et fremtidigt politisk projekt, som kan deles af alle, som kan skabe en global bevidsthed, som jo pr. definition må tilnærme sig det grænseløse, når mennesket historisk set har været grænsebyggere og adskillelses-utopister?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
