
MAGTKRITIK // MEDIEKLUMME – Stadig flere mediechefer siger, at de vil udøve mere magtkritisk journalistik. Men de vil alle sammen bedrive den samme form for magtkritik, der er skævt fordelt geografisk, emnemæssigt og i forhold til måden, artikler og indslag vinkles på.
Magtkritik er det nye sort i journalistikken. Stadig flere vil bedrive den.
Henrik Qvortrup understregede det, da han blev chefredaktør på Ekstra Bladet, og det samme har en række af de mennesker, han har ansat, sagt.
Morgenradioen “Den Uafhængige” siger det samme.
Mads Brügger og hans Frihedsbrev vil næsten ikke bedrive andet end magtkritik, og senest har Simon Andersen i sin tiltrædelseserklæring som ny journalistisk chef for Loud, sagt, at radioen skal lave “magtkritisk kulturjournalistik”.
En meget stor del af fokus er rettet mod politikerne på Christiansborg og i regeringen (uanset farve), mens der er langt mindre kritisk journalistik om erhvervslivet
Jeg har ikke det mindste imod magtkritik. Tværtimod. Det vil altid være en af kernebegreberne i uafhængig journalistik.
Men det forekommer mig, at der er ved at udvikle sig nogle lidt betænkelige tendenser omkring den magtkritiske journalistik.
Geografisk og emnemæssigt skævt
En ting er, at de magtkritiske medier stort set alle både er baseret i hovedstaden og fokuserer på de problemstilleringer, der kan beskrives fra Rådhuspladsen i København og nærmeste omegn, for nu at sige det med en kliché. Disse medier – f.eks. Politiken, Berlingske og Ekstra Bladet – har penge og bemanding til at kunne prioritere den magtkritiske journalistisk, som tager tid. I hvert fald, hvis det skal gøres ordentligt.
Modsat kæmper medierne i provinsen for over at få økonomien til at hænge sammen.
Der har været den ene nedskæringsrunde efter den anden hos f.eks. JyskFynske medier, der dækker Jylland og Fyn, og mange steder – f.eks. også i mange hovedstadskommuner, er der regulære medieørkner, hvor man kun kan læser nyheder i den lokale ugeavis, der sjældent brillerer med magtkritisk journalistisk.
Og hvad med de magtfulde interesseorganisationer og ngo’er? Hvornår er der f.eks. lavet kritisk journalistik om Danmarks Naturfredningsforening?
Det betyder, at borgmestre, kommunal- og regionalpolitikere og det lokale erhvervsliv har let ved at slippe under radaren og undgå mediernes kritiske blik.
Men også emnemæssigt er den magtkritiske journalistik skæv. En meget stor del af fokus er rettet mod politikerne på Christiansborg og i regeringen (uanset farve), mens der er langt mindre kritisk journalistik om erhvervslivet i forhold til, hvor meget magt og indflydelse, en arbejdsgiver har på sine ansattes helbred og velbefindende, hvor mange penge der er i sektoren, og hvor tit der dukker snavs op, når der graves.
Og hvad med de magtfulde interesseorganisationer og ngo’er?
Hvornår er der f.eks. lavet kritisk journalistik om Danmarks Naturfredningsforening?
Fokus på personer frem for strukturer
Alt for meget magtkritisk journalistik handler derudover om personer og processer.
Skulle forsvarsministeren have aflyst sit besøg på Ærø og undladt at lade sig befordre med et af Marinehjemmeværnets skibe på grund af tidspres på et tidspunkt, hvor Kabul var ved at falde i Talebans hænder?
Burde Lars Løkke Rasmussen have passet sit arbejde i Udenrigspolitisk Nævn frem for at køre rundt i en autocamper, han havde fået stillet til rådighed?
For nu at nævne to af de sager, der topper hos henholdsvis Berlingske og Ekstra Bladet, mens disse linjer skrives.
Min pointe er, at den megen fokus på personer og proces sker på bekostning af kritisk journalistik om strukturer og overordnede udviklingstendenser
Er det første vigtigt i forhold til, hvordan hele evakueringsprocessen forløb, og er det sidste vigtigt i forhold til Løkkes planer om at danne et nyt parti, hvilken politik det vil føre, og hvordan det vil påvirke ikke mindst blå blok op til det næste valg?
OK, der skrives også om disse ting, men min pointe er, at den megen fokus på personer og proces sker på bekostning af kritisk journalistik om strukturer og overordnede udviklingstendenser.
Og for nu igen at bruge Trine Bramsen som eksempel, var der meget kritik og meget omtale af, at hun tilsyneladende ikke ville lade en nyudnævnt forsvarschef lave et tiltrædelsesinterview med Ritzau.
Det viste sig senere, at forsvarschefen selv havde insisteret på, at ministeren skulle være til stede, hvilket stort set kun blev omtalt i det socialdemokratiske netmedie Pio.
Og hvor vigtige er de to historier i forhold til den debat, der har været af, hvorvidt det vil lykkes regeringen at stille med en kampklar brigade i 2024, som man har lovet NATO?
Ministeren har forklaret, at den vil være klar, “men med udeståender”. Det dækker over, at der ikke vil være våben til et luftforsvar af brigaden klar, og så er den ifølge kritikerne uanvendelig.
For mig at se er den sidste historie langt den vigtigste, men måler man på omfanget af omtale, fylder historierne om rammerne omkring tiltrædelsesinterviewet og brugen af et hjemmeværnsskib langt, langt mere.
Der følges ikke op på sagerne
Historien om udrustningen af brigaden var fremme i april, men nu, et halvt år efter, er der ikke fulgt op på historien.
Det samme gælder den megen kritik, der var af, at Trine Bramsen konsekvent omtaler forsvarschefen som styrelseschef. Det er formelt set rigtigt efter en ændring i organiseringen af Forsvarskommandoen (som blev vedtaget af et stort antal partier), men i Forsvaret har man angiveligt følt sig ydmyget.
Det blev der skrevet meget om i forbindelse med tiltrædelsesinterviewet, men heller ikke her er der fulgt op. Hvor dybt stikker følelsen af at være ydmyget, og hvordan fungerer kemien mellem forsvarsministeren og Forsvarets ledelse i dag?
Det betyder ofte, at journalisterne ikke har tilstrækkeligt gode kilder og tilstrækkelig dyb og nuanceret viden om problemkomplekserne
Den manglende opfølgning på historierne er i det hele taget karakteristisk for rigtig mange journalistiske artikler – også de magtkritiske. Medierne undskylder sig med tidspres, manglende ressourcer og så videre.
Men det er også et spørgsmål om at prioritere.
Ved ikke nok om emnet
Og det er svært ikke at sidde tilbage med en følelse af, at det også handler om, at journalisterne ikke ved nok om det stofområde, de skriver om. Der er mange journalister, der har landspolitik og Christiansborg som stofområde.
Rigtig mange.
Derimod er der meget få journalister med Forsvaret som fast – for slet ikke at sige eneste – stofområde.
Det betyder ofte, at journalisterne ikke har tilstrækkeligt gode kilder og tilstrækkelig dyb og nuanceret viden om problemkomplekserne. Det er endnu en grund til, at det er så fristende at skrive hurtige, personfikserede historier, der ofte ikke kommer under overfladen og afdækker de underliggende, strukturelle problemer.
Blodrusen
Endelig er det også det problem, at hvad som helst efterhånden bliver skovlet ind under begrebet magtkritik, og nogle af de “afsløringer”, der kommer frem, ikke mindst hos Frihedsbrevet, virker ret tyndbenede. Indholdet i nogle af de mange nyhedsmails, Frihedsbrevet udsender, virker f.eks. lettere desperate, men der skal jo stå noget magtkritisk.
Utroligt, men sandt 🙌🏼 Bortvist og under politiefterforskning: Sidder fortsat i Djøf-bestyrelse – Frihedsbrevet https://t.co/HTXUkqHuDR
— Mads Brügger (@MBrgger) August 27, 2021
Og er den ukritiske brug af begrebet ikke en del af den tendens til at blive grebet af “blodrus”, som bl.a. Anders Langballe skriver om i sin kritiske bog om tiden på TV2 News?
Højdepunktet i en karriere vil for nogle journalister være, hvis de kan vælte en minister eller et folketingsmedlem, og når der er udsigt til det, går alle efter struben på den pågældende.
Det virker samtidig, som om magtkritiske journalister automatisk betragter alle politikere som værende i gang med at snyde og lyve for journalisterne. De har alle sammen noget at skjule…
Journalistik er også helt almindeligt rugbrødsarbejde med at informere borgerne og klæde dem bedst muligt på til at deltage i debatten og til at kunne agere som borgere, erhvervsdrivende og meget andet i et stadig mere kompliceret samfund
Prøv at lægge mærke til Henrik Qvortrup, når han stiller spørgsmål på et pressemøde: Hans kropsholdning og stemmeføring er aggressiv og udstråler, at han på forhånd ikke tror på det svar, der kommer om lidt.
I det hele taget ligner de magtkritiske journalister hinanden alt, alt for meget. Især på lederplan. Henrik Qvortrup, Simon Andersen, Mads Brügger… you name them.
Om fem år har de formodentlig alle sammen byttet chefstol, uden at nogen kan se forskel.
Ja tak til magtkritik, men…
Som sagt er jeg enig i, at der skal laves masser af magtkritisk journalistik, men det skal helst være en magtkritik, der retter op på nogle af de skævheder, jeg har nævnt.
Og så er der en anden ting: At journalistik også er helt almindeligt rugbrødsarbejde med at informere borgerne og klæde dem bedst muligt på til at deltage i debatten og til at kunne agere som borgere, erhvervsdrivende og meget andet i et stadig mere kompliceret samfund.
Og det er ikke mindst også at bedrive “konstruktiv journalistik”, hvor man (kritisk og nuanceret) fremlægger forskellige løsningsforslag på samfundets mange udfordringer.
Vi har vel aldrig haft så mange platforme, som vi har netop nu, og formentligt aldrig haft så lidt diversitet
Det ene udelukker ikke det andet, Men jeg kunne i øjeblikket godt tænke mig mere konstruktiv journalistik til fordel for de tyndeste af de mange magtkritiske vinkler.
Vi har vel aldrig haft så mange platforme, som vi har netop nu, og formentligt aldrig haft så lidt diversitet.

LÆS FLERE ARTIKLER AF BJARKE LARSEN HER
Topfoto: Statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Ft.dk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.