Spændingsroman om vold mod og drab på kvinder

i Kultur/Bøger af
KRIMI // ANMELDELSE – “En spændingsroman skal, efter min mening, være til en underholdende dag i hængekøjen, men når solen går ned, vil jeg også gerne have fået ny viden og nye indsigter, have fået noget at tænke over eller måske ligefrem have fået ommøbleret lidt på øverste etage. Alt dette udvirkede Lisa Holmfjords debutroman. Læs den!” . Det skriver Gretelise Holm, der er begejstret for Lisa Holmfjords debut, som hun kalder for en “fremragende psykologisk thriller”.

Når en film bliver alt for nervepirrende spændende eller uhyggelig, kan jeg stadig finde på at benytte mig af det barnlige trick med at knibe øjnene halvt sammen og nøjes med at se ud gennem vipperne. Derved bliver det hele lidt mere sløret – uden at man dog går glip af handlingen.

Samme trang til at knibe øjnene halvt i for at undgå de uhyggelige detaljer havde jeg flere gange under læsningen af Lisa Holmfjords fremragende psykologiske thriller, Døden er kun et øjeblik.

Men det går jo ikke. Man kan ikke læse med halvt lukkede øjne. Og heldigvis, for det er virkelig værd at få det hele med.

En spændingsroman skal kunne andet og mere end at sætte fokus på et stort samfundsproblem, og det kan Lisa Holmfjords thriller heldigvis også. Den er nervepirrende, underholdende og velskrevet, og den bringer læserne tæt på både mennesker og miljøer

Først må jeg sige, at jeg blev positivt overrasket over denne debutroman. Forlaget Gyldendal lancerer nemlig i det medfølgende pressemateriale nærmest thrilleren som en debatbog om vold mod kvinder.

En sådan debatbog ville der for så vidt ikke være noget galt med. Retsmedicineren Asser Hedegård Thomsen, som har kortlagt samtlige drab i Danmark i 24 år, kan nemlig konkludere, at den største enkeltkategori af drab i Danmark er mænds drab på deres partnere og forhenværende partner, 300 i alt. Til sammenligning udgør bandedrab kun en brøkdel, mens der har været to terrordrab.

Vold mod og drab på kvinder er uden sammenligning det alvorligste kriminalitetsproblem i Danmark, og det forhold står ikke alt for klart i den offentlige bevidsthed.

Et enestående blik

Men en spændingsroman skal kunne andet og mere end at sætte fokus på et stort samfundsproblem, og det kan Lisa Holmfjords thriller heldigvis også. Den er nervepirrende, underholdende og velskrevet, og den bringer læserne tæt på både mennesker og miljøer.

Det er en thriller forstået på den måde, at vi fra begyndelsen kender psykopaten, så spændingen ligger i, hvor langt han vil komme med sit spil, hvor mange ofre han vil få på den samvittighed, som han ikke har, og om det vil lykkes at afsløre ham før næste udåd.

Det er indlysende, at voldelige mænd er nogle svin, men det vil også – for mig – forblive en evig gåde, hvorfor nogle kvinder både holder ved og vender tilbage til deres bødler

Undervejs præsenteres vi for et galleri af nuancerede personer og miljøer, hvor alting ikke er sort-hvidt.

Denne læser blev undervejs både irriteret på mænd og kvinder. Eller nogle af dem, som man altid bør udtrykke sig.

Det er indlysende, at voldelige mænd er nogle svin, men det vil også – for mig – forblive en evig gåde, hvorfor nogle kvinder både holder ved og vender tilbage til deres bødler.

Engang kunne man forklare det som en økonomisk nødvendighed for kvinder at ”blive og tåle” (damebrevkassernes råd i 1950’erne), men i dag er der jo ingen, som behøver at være afhængige af en voldelig forsørger, så vi skal ned i nogle andre psykiske lag og forklaringsmodeller; det handler blandt andet om forelskelse, nedbrudte personligheder og angst.

Og netop her har har thrilleren sin styrke ved ikke alene at beskrive gerningsmændenes raffinerede psykiske spil, men også ofrenes tilsyneladende irrationelle adfærd. Man fornemmer forfatterens helt enestående indblik på disse områder.

Lisa Holmfjord, som er uddannet socialrådgiver, er nemlig tidligere leder af kvindekrisecenteret, Dannerhuset, og hun har siden 2015 været direktør for Dansk Kvindesamfunds krisecentre.

Handlingen må man aldrig afsløre for meget af i anmeldelsen af en thriller, så jeg nøjes med at klippe lidt fra bagsideteksten:

”Esther er flygtet fra sin voldelige mand, den respekterede læge, Andreas, og er gået i skjul på et krisecenter. Hun drikker, har psykiske problemer og kommer dårligt ud af det med de andre kvinder. Og så frygter hun den dag, Andreas modtager skilsmissepapirerne …”

En spændingsroman skal, efter min mening, være til en underholdende dag i hængekøjen, men når solen går ned, vil jeg også gerne have fået ny viden og nye indsigter, have fået noget at tænke over eller måske ligefrem have fået ommøbleret lidt på øverste etage.

Alt dette udvirkede Lisa Holmfjords debutroman. Læs den!


Lisa Holmfjord: Døden er kun et øjeblik
Forlaget Gyldendal, udkommer 12.6.20
352 sider, vejledende pris 249,95.


Illustration: Lisa Holmfjord. Foto: Robin Skjoldborg/Gyldendal.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Gretelise Holm, født 1946, har arbejdet som journalist, siden hun var 17 år, blandt andet på dagbladet Børsen, Berlingske Tidende og Politiken. Hun har været lektor og prorektor på Danmarks Journalisthøjskole, har boet fire år i Afrika og har skrevet 40 bøger indenfor mange forskellige genrer.

I 1980 modtog hun Poul Henningsen-prisen for sin sociale journalistik med fokus på udsatte minoriteter, indvandrere, fængselsfanger og handicappede.

I 1990 fik hun Ingrid Jespersens store legat for sit arbejde som redaktør for tidsskriftet Kvinden og Samfundet samt for at skrive artikler og bøger om køn og ligestilling ”med bid, indsigt og humor.”

Og i 2015 blev hun tildelt Dansk Retspolitisk Forenings pris, Kafkatten, for sin årelange indsats for retssikkerhed.

Seneste artikler om Kultur