LONGREAD // INTERVIEW – “Da jeg fyldte 30, gjorde jeg status over mit liv. Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde opnået min store drøm om at komme til Afrika og gøre en forskel.” Anja Ringgren Lovén sagde sit job op og fulgte sin drøm om at redde de såkaldte heksebørn fra tortur, vold og udstødelse. I dag har hun blandt andet skabt et børnecenter i Nigeria, der foreløbigt har givet håb og tryghed til 72 børn. En menneskelig bedrift udover det sædvanlige.
Der står hun så, Anja Ringgren Lovén, på scenen ved The Estoril Conferences i Portugal, og introducerer Malawis tidligere præsident, Joyce Banda. For de er begge seje kvinder, der på hver sin måde har et vigtigt budskab at give, om empowering humanity, om at vi alle hver især kan bidrage til at gøre denne verden til et bedre sted. Temaet for deres taler er det menneskelige ansvar for at forandre verden.
Anja har modtaget adskillige priser for sit velgørenhedsarbejde. Ikke uden grund har Dalai Lama kaldt hende for sin største helt. I 2016 blev hun kåret som verdens mest inspirerende person, foran både den tidligere præsident Barack Obama og Paven.
Hun er en lille spinkel kvinde, fyldt med tatoveringer – på sine knoer har hun tatoveret ordet hope. Anja Ringgren Lovén, 40 år og fra Frederikshavn, som har skabt et børnecenter i Nigeria, fyldt med håb for de såkaldte heksebørn i Nigeria. Hun har foreløbigt reddet 72 af dem, og givet dem et liv med kærlighed, skolegang, værdighed og stolthed. Børn, der har været udsat for tortur, vold og udstødelse af deres familie og lokalsamfund. Det er en menneskelig bedrift ud over det sædvanlige. Men ikke for denne kvinde. For hun er af en noget usædvanlig støbning. Med en historie, som alligevel på mange måder kan virke genkendelig for de fleste:
“Jeg er vokset op i Frederikshavn i 1980’erne med min storesøster, tvillingesøster og min mor. Som enlig mor kæmpede hun hårdt for at få det hele til at hænge sammen. Min mor var altid en meget stærk kvinde, der lærte os om de gode værdier i livet, næstekærlighed og empati.
Børn i 1980’erne brugte meget tid udenfor; vi havde ikke internet, og var altid aktive. Vi så ikke meget fjernsyn. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg som lille sad med min mors Gyldendals Leksikon i mit skød, det var simpelthen så tungt. Jeg fik altid at vide af min mor, at jeg skulle tænke på sultende børn i Afrika, hvis jeg ikke spiste min aftensmad op. Det var her min interesse for de afrikanske børn startede.
Jeg har aldrig mødt nogen med en guldske i røven, der har ofret sig for noget. Man er ikke nødvendigvis et dårligt menneske af den grund; men det handler alt i alt om, hvilke værdisæt man er vokset op med
Min drøm var ikke, at jeg skulle redde verden, men jeg skulle redde sultende børn i Afrika. Jeg har altid haft den drøm. Da jeg blev student, sagde jeg til min mor, at nu var jeg klar. Men når man er vokset op i Frederikshavn, så er Afrika langt væk. Husk på, at som barn i 1980´erne havde vi ingenting, vi havde ikke internet, vi kunne ikke sidde og google os frem til viden om den store verden. Vi havde Gyldendals Leksikon, som man kunne begrave sig i i timevis. Men Afrika var stadig meget meget langt væk. Jeg besluttede mig for at rejse til Israel i kibbutz, og blev helt forelsket i landet. Jeg endte med at rejse rundt 2 år i Mellemøsten.
Det var nok mest der jeg blev rigtig voksen. Det var der, det gik op for mig, hvor priviligeret vi lever i Danmark, som i en boble – og det var stadig i en tid uden internetadgang – så man vidste jo ingenting, på godt og ondt. Jeg oplevede konflikten – både fra israelernes og palæstinensernes side. Jeg boede op til grænsen til Jordan, men jeg oplevede det ikke som farligt at leve der. Min tid i Israel gav mig modet til, at nu ville jeg til Afrika.
Da jeg kom hjem efter de to år i Mellemøsten, sagde min mor, at hun ikke havde råd til at finansiere min tur til Afrika. Så besluttede jeg mig for at blive stewardesse, så jeg kunne tjene mine egne penge og spare op til Afrika. Jeg blev optaget hos Mærsk flyselskab for at blive stewardesse. Det var fantastisk; jeg fik stillet min eventyrlyst, jeg elskede at flyve. Jeg begyndte bare at leve og komme ud og opleve. Men da jeg var 22 år, fik min mor konstateret lungekræft. Det var en dødsdom. Hun fik i starten af december at vide, at hun ikke ville overleve til jul. Jeg valgte at sige mit drømmejob op hos Mærsk for at være hos min mor under hele sygdomsforløbet. Det var et barskt forløb. Hun døde efter ni måneders sygdom.
Vi gjorde alt for at min mor skulle overleve. Tænk, vi var så desperate, at vi sågar sad hos en præst, der påstod, at han kunne helbrede min mor.”
Det minder om det, du arbejder med i Nigeria? Tro/overtro og håb.
“Præcis – det er jo desperationen, der går ind og overtager. Det har også lært mig, at man skal forstå de mekanismer, der ligger bag, når folk gør som de gør. Man skal ikke pege fingre af folk, men forstå dem, og forstå deres desperation.
Det værste i min mors sygdomsforløb var egentligt, at min mor gav op lige fra starten af. Hun havde altid været en fighter, altid klaret alting selv og opdraget os tre piger til, at vi skulle klare os selv. Men pludselig gav hun bare op.
Jeg har aldrig mødt nogen med en guldske i røven, der har ofret sig for noget. Man er ikke nødvendigvis et dårligt menneske af den grund, men det handler alt i alt om, hvilke værdisæt man er vokset op med. Jeg er vokset op med, at man skal knokle for at nå sine drømme, at intet kommer af sig selv. At man aldrig skal tage noget for givet.”
En såkaldt succes og en drøm om Afrika
“Men selv om jeg følte, jeg var klar til Afrika, var det alligevel ikke det, jeg fik gjort. I stedet fik jeg job i en tøjbutik og endte som butikschef. Og så stod jeg der med lejlighed og fast job som butikschef, et travlt liv med rejser til tøjmesser. En såkaldt succes på mange måder. Men meget langt fra det, jeg altid havde drømt om. Da jeg fyldte 30, gjorde jeg status over mit liv. Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde opnået min store drøm om at komme til Afrika og gøre en forskel for sultende børn. Jeg gjorde regnskab over, hvad jeg egentligt havde nået i mit liv. Jeg tænkte på alle de ting, min mor altid havde lært mig, om at man skal arbejde hårdt for at nå sine drømme.
Jeg fik altid at vide af min mor, at jeg skulle tænke på sultende børn i Afrika, hvis jeg ikke spiste min aftensmad op. Det var her min interesse for de afrikanske børn startede. Min drøm var ikke, at jeg skulle redde verden, men jeg skulle redde sultende børn i Afrika. Jeg har altid haft den drøm
Det var nu eller aldrig, hvis jeg skulle følge min drøm. Jeg sagde derfor mit job op, og så rejste jeg med Folkekirkens Nødhjælp til Malawi i 2011 i tre måneder.
Jeg var frivillig observatør; jeg boede hos en lokal familie for at mærke på egen krop hvordan livet var hos en fattig afrikansk familie. Mens jeg var der, begyndte jeg selv af egen drift at opsøge de lokale heksedoktorer. I 2008 havde jeg set en BBC-dokumentar om at redde heksebørn Saving Africans Witch children. Den tortur de børn gennemgik var fuldstændig hæsligt. Da jeg dengang så dokumentarprogrammet, tænkte jeg, hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?”
Malawi
“Jeg boede hos en lokal familie i Malawi, og spiste på lige fod med familiens medlemmer. Jeg vil aldrig glemme moderens ord til mig: My children’s cry is my enemy, because they cry for hunger. Moderen i huset kunne ikke brødføde sine børn.
Lige da hun sagde det til mig, skete der et eller andet i mig. I det øjeblik vidste jeg, at nu havde jeg fundet de børn, min mor altid havde fortalt mig om. Hele min barndom havde jeg hørt om børn i Afrika, der ikke fik mad.
Da jeg kom hjem efter de tre måneder, vidste jeg bare, at jeg måtte tilbage igen til Afrika. Jeg skulle til Nigeria, og jeg skulle redde heksebørn. Jeg vidste også, at jeg blev nødt til at starte et projekt alene for at få mere erfaring, og samtidig uden at være under en stor nødhjælpsorganisations vinger. Jeg fandt frem til en organisation i Tanzania, der havde brug for økonomisk støtte til at få renoveret en landsbyskole. Jeg fik indsamlet i alt 25.000 kr. hos venner og familie og bekendte, og så rejste jeg afsted.”
DINNødhjælp
“Da jeg kom hjem fra Tanzania gik det hele stærkt. I december 2012 fik jeg mit cvr nr., og så var jeg kørende. Jeg gik hurtigt ud og offentliggjorde min mission. Jeg skulle til Nigeria og redde børn, der blev beskyldt for at være hekse. Det var vigtigt for mig, at organisationen fik navnet DINNødhjælp, for folk skulle kunne se forbindelsen mellem de penge, de giver i nødhjælp og så et konkret resultat.
Selve begrebet heksebørn er jo bundet i uvidenhed. Hvis barnet græder hele natten, så kan det være, at barnet har kolik eller kolera, fordi de drikker beskidt vand
Jeg blev kontaktet af den daværende minister for udviklingsbistand Christian Friis Bach. Han ville gerne mødes med mig, og opfordrede mig til ikke at rejse til Nigeria, fordi det var alt for farligt. For der var ingen dansk ambassade i Nigeria på det tidspunkt, og Udenrigsministeriet ville ikke kunne hjælpe mig. Men det afholdt mig ikke fra at tage af sted.”
Nigeria og Land of Hope
“I 2013 rejste jeg så til Nigeria for første gang. Jeg havde forinden taget kontakt til nogle af de personer, der var i dokumentarfilmen om heksebørnene. De kom fra en hjælpeorganisation, og tog mig med ud til forskellige landsbyer og på en redningsmission. På et af organisationens kontorer sad David så, en ung nigeriansk fyr, der læste jura, som var politisk engageret og bekæmpede overtro. På det tidspunkt kæmpede han for en lille pige, der var blev udstødt. Han var så passioneret og engageret, jeg blev forelsket i ham. I dag er vi gift og har David Jr. på fire år sammen.
Et år senere stiftede vi en lokal organisation i Nigeria, der hedder: African Children´s Aid Education and Development Foundation. Det var ikke nok, at jeg med min egen danske nødhjælpsorganisation ville hjælpe heksebørn. Det var et krav, at vi havde en lokal hjælpeorganisation med de påkrævede tilladelser og godkendelser fra det nigerianske system. Vi startede i 2014, vi fandt nogle bygninger, som vi flyttede de første 11 børn ind i. Året efter, i 2015, købte vi vores første jord.
DR2 fulgte mig i fire programmer, Helvedes Helte, En dansker Redder Verden, Anja og Heksebørnene samt Anjas Børnehjem, hvor man fulgte mig og vores arbejde. Alle fire programmer gav en masse eksponering, så pludselig fik vi en masse støtte, og så kunne vi købe tre hektarer land.
Det store internationale gennembrud fik vi, da vores billede med Hope gik viralt.
I dag er det det største privatejede børnecenter i landet. Vi har også bygget et børnehospital. Vi har fået hjælp af Ingeniører uden Grænser, som kontaktede os for at hjælpe. Århusarkitekterne har tegnet vores hospital og alle vores andre bygninger.
I 2017 flyttede vi 42 børn og 15 ansatte. I dag er vi 72 børn og 53 ansatte. Lige nu er vi ved at bygge en kæmpestor parlamentsbygning. The Parliament Hall skal bruges til at støtte vores oplysningsarbejde. Den bedste måde at bekæmpe overtro er, at sørge for oplysning og at være i nærområdet.
Hvis vi skal løse konflikter, bliver vi nødt til at lytte til hinanden. Vi er her ikke for at gå imod lokalsamfundene. Vi er her for at lytte til dem, vi er her for at tale om børnenes sag.
Selve begrebet heksebørn er jo bundet i uvidenhed. Hvis barnet græder hele natten, så kan det være, at barnet har kolik eller kolera, fordi de drikker beskidt vand. Det er ikke, fordi barnet er forhekset. Det er mange gange stedforældre, der kommer med disse beskyldninger mod børnene.
At beholde en befolkning i uvidenhed er big business for kirken
UNICEF har lavet en rapport om netop heksebørn, om at ca. 10.000 børn i Nigeria bliver heksebørn. Det er særligt ved Niger Deltaet, hvor overtroen er mest udbredt. Det er ikke tilfældigt, at det er samme område, der har de fleste kirker. Det er nemlig big business at tjene penge på at fjerne forbandelsen på disse heksebørn.
Vores arbejde er baseret på et samarbejde med lokalsamfundene. Det er afgørende, at de stoler på os og har tillid til vores arbejde. Vi tager os af børnene, og redder dem. Vi tager børnene med hjem til deres lokalsamfund, og viser dem, at barnet er vokset, kan tale, spise og tale engelsk, og de kan så ad den vej se, at det faktisk er sunde børn. At børnene ikke er forheksede.”
Månedlige hjemmebesøg og kontakt til lokalsamfundene
“Vores månedlige hjemmebesøg er derfor af afgørende betydning, for både børnene selv og for deres familier. For selvom børnene har været udsat for tortur af værste rang og udstødt af deres egen familie, vil de stadig være knyttet til deres familie. Alle børn er født med den gave og evne at kunne tilgive.
Hjemmebesøgene er også vigtige, fordi vi samtidig kan få fat i alle i lokalsamfundet. Det er vigtigt, at de kan se, at børnene er sunde, raske og glade, og ikke heksebørn. Det er vigtigt, at børnene holder kontakten til lokalsamfundet og deres familie. Vi har ikke adopteret børnene, de hører stadig til i deres familie. Men det er afgørende, at hvis vi skal ændre noget, så bliver vi nødt til at give de svageste i samfundet en stemme. Vi bliver nødt til at gøre dem bekendt med, hvilke rettigheder de reelt har.
I dag er nogle af vores ældste børn på universitetet, og de får topkarakterer. En af de største glæder er, at som børnene vokser op, begynder de at interessere sig for menneskerettigheder og oplysningsarbejdet. De vil give tilbage til deres lokalsamfund og være med til at opbygge det.
Det kan ikke nytte noget at skælde ud på den person, jeg står overfor velvidende, at pågældende har slået et barn ihjel. Vi kan ikke pege fingre ad nogen. For vi har jo selv engang været overtroiske i vores del af verden, men vi har haft adgang til skole og viden, og dermed er vi kommet væk fra overtro. Men uden skolegang, uden læring og indsigt fastholder man folk i uvidenhed. At beholde en befolkning i uvidenhed er big business for kirken.”
Et kulturopgør
“Det er ikke kun med uddannelse, man kan bekæmpe overtro. Jeg har mødt nogle professorer på universiteterne, der til trods for en høj uddannelse stadig er overtroiske. Superstition is deeply rooted in the African Culture. Så det er ikke kun et spørgsmål om uddannelse, det er også et spørgsmål om kultur.”
Så oplysning er dermed ikke garanteret i kraft af uddannelse kan man sige? Det er også et kulturopgør? Er dine børn første generation, der kan tage det opgør?
“Ja, vores børn er faktisk den generation af børn, der tager et opgør med overtroen.”
UNICEF har i sin rapport om heksebørn anført, at ca. 10.000 børn bliver udstødt som heksebørn. Hvordan bliver man ved med at være så overskudsagtig og stærk, altid have overskud og kræfter som du har?
“Det er nemt at opgive, specielt i et land som Nigeria, hvor alt er ekstremt ineffektivt, og hvor der ikke er respekt for menneskeliv. Et land præget af meget korruption, ekstrem fattigdom og uvidenhed. Men det er børnene, der giver mig energi og kræfterne til at kæmpe videre. De står op hver morgen med store smil på læberne. De elsker at gå i skole, og de har en livsglæde, der smitter af på alle. Det er børnene, der har oplevet helvede på jord, ikke mig. Når de kan stå op hver morgen og påskønne, at de stadigvæk er i live, så kan jeg ikke tillade mig at brokke mig over noget som helst eller give op. Jeg er børnenes stemme, og selvom det kan være hårdt at kæmpe imod uretfærdighed, så skal jeg bare kigge på børnenes smilende ansigter, så får jeg mere energi og mod til at fortsætte min kamp.”
Hvordan blev du modtaget som hvid kvinde, der ville redde Afrika´s såkaldt heksebørn? Blev du mødt med mistænksomhed?
“Det er ikke nemt at være hvid kvinde i Afrika. Jeg er blevet mødt af rigtig mange fordomme om hvide generelt; at de hvide kun kommer til Afrika for at udnytte fattige afrikanere til egen fordel. Jeg er blevet mødt med fordomme om, at jeg udnytter børns elendighed for at promovere mig selv som en heltinde, og for at blive rig på børnenes bekostning. Jeg har altid bevæbnede vagter med mig overalt.”
Dalai Lamai udtalte i 2017, at Anja var hans store helt. Han har ret. En kvinde, der har fulgt sin drøm, og skabt det største private børnecenter i Nigeria for at sikre udstødte børn et liv med kærlighed, omsorg og værdighed, samt fået etableret hospital, parlamentbygning og andre faciliteter indenfor samme område. En kvinde, der er med til at opbygge lokalsamfund baseret på viden og tage opgøret med overtro.
Der er langt fra Frederikshavn og et Gyldendals Leksikon til Land of Hope i Nigeria. Og alligevel ikke. For en kvinde som hende her, er om nogen beviset på, at hvis man har en drøm, må man lette den nok så yndefulde bagdel og komme i omdrejninger. Og få gjort noget ved det. For det har Anjas mor sagt.
Topfoto: Er bragt med tilladelse fra DINNødhjælps hjemmeside: dinnoedhjaelp.dk. Alle billeder er bragt med DINNødhjælps tilladelse
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
