SYDSUDAN // REJSEBREV – “Mændene fortalte, at få af dem kan gifte sig. De har nok i kvæget. Ægteskab kræver ca. 80 stykker kvæg. For sjov fik vi mændene til at sætte pris på os. Den spinkle og elegante vietnamesisk-amerikanske Lucy blev prissat til 60 køer. AJ som er den stærkere og fortsat asiatisk-amerikanske til 80. Min værdi var hele 100 køer, fordi jeg så ud til at kunne arbejde og føde børn.” Mette Ehlers Mikkelsen er medlem af De Berejstes Klub, og hun er nu den danske kvinde, som har været i flest lande af alle. Hun bidrager også til ’Kronisk rejsefeber’, en serie på tre rejsebøger med nogle af de allerbedste rejsefortællinger, klubben har fået fortalt gennem de seneste 25 år. Hun er lige vendt hjem fra en rejse til Sydsudan.
Så har jeg prøvet at vaske hår i urinen fra de store hvide køer hos Mundari-stammen i Sydsudan. Vinde i domino. Vade over en flod. Smøre mig ind i asken fra et bål, hvor brændet var kolort. Holde en AK47. Blive vurderet til (stadig) at være 100 køer værd. Sove i telt og blive bidt af … drøfte sex og samliv.
Jeg fulgte endnu en af deres traditioner og brugte asken fra deres bål til at holde både den stærke sol og de mange insekter væk. Bålene brænder på kolort. Røgen holder insekterne væk fra køerne og lejren
Kramme søde unger og følges med 500 køer med kæmpe horn i solopgangen hos Mundari-stammen.
Drengene samler urinen og vasker hår i den, fordi det giver lysere hår.
Det blev en grundig vask, når det nu skulle være, og både hår, T-shirt og BH måtte vaskes en del bagefter. På den anden side lugter ALT efter flere dage og nætter i telt hos stammen, der lever mellem deres kvæg.
Jeg fulgte endnu en af deres traditioner og brugte asken fra deres bål til at holde både den stærke sol og de mange insekter væk. Bålene brænder på kolort. Røgen holder insekterne væk fra køerne og lejren.
Det virkede. Den ene aften, jeg ikke havde aske på, bed både myg og tse-tse fluer og de kan bære både sovesyge/dengue og malaria.
Hen på eftermiddagen kunne vi vade over floden. Vandet gik mig til taljen. Det var umuligt at se, hvor dybt der var foran os. En del steder sank jeg ned i sandbunden og mudderet, og strømmen var stærk.
Det med at vaske håret i ko-urin var lidt et ‘dare’ fra mine seje rejsefæller. Her kom det mig til gode, at jeg så vidt vides er den eneste af globetrotterne fra EPS med hele tre børn. Så jeg er lidt sværere at hyle ud af den med det antal bleer, jeg har skiftet.
Til gengæld gik min grænse ved at blæse ind i numsen på kvæget for derved at stimulere mælkeproduktionen. Drengene gjorde det, og det var umiddelbart derefter, de kunne malke de køer igen, som havde mistet en kalv. Det er hermed en udfordring, der er givet videre.
Broen var styrtet sammen
Eventyret startede egentlig allerede, da vi ankom til floden og erkendte, at regntiden lige var startet, og de ekstra vandmasser i floden havde skyllet hele vejen væk. Det var en grusvej på en dæmning, så det var bestemt heller ikke den mest robuste. Ved siden af den ødelagte dæmning stod en bro, der så ud til at have være styrtet sammen for mange år siden.
Ved siden af den var man for nylig begyndt at bygge en ny bro, men det vil formodentlig tage år, før den står klar. Så vi forslog alt fra små både til tømmerflåder eller blot et reb spændt mellem flodbredderne, og vores søde lokale mand, Mayom, kunne godt høre, at det her helst skulle lykkes.
Derfor tog vi op af floden og tjekkede den der, hvor nomaderne holdt til for øjeblikket med deres kvæg. Der var desværre også for dybt og for meget strøm.
Vi tog så en ordentlig bytur og vendte tilbage igen senere. I mellemtiden havde jeg faktisk nået et ret vigtigt arbejdsmæssigt møde på teams, så det var held i uheld.
Vandets temperatur var dog for en gangs skyld skøn – så måske 28 grader
Hen på eftermiddagen kunne vi vade over floden. Vandet gik mig til taljen. Det var umuligt at se, hvor dybt der var foran os. En del steder sank jeg ned i sandbunden og mudderet, og strømmen var stærk.
Vandets temperatur var dog for en gangs skyld skøn – så måske 28 grader. En af stammens høje stolte mænd gav hver af os en hånd, så vi ikke mistede balancen, og de gik den vej over, hvor de vidste, der ikke var større huller. Den ældste i vores lille gruppe havde to til at hjælpe sig.
Kastrerede tyre
Vi var endelig i Mundari-stammens lejr. Alle i stammen var exceptionelt høje, slanke og stærke. Jeg har aldrig mødt så høje mennesker før. Der var en stolthed over dem alle. Stolthed over deres kvæg og den værdi de har, deres kultur og deres kvinder. De ville gerne fotograferes.
De fleste ville helst se stolte og stærke ud på fotos, og mange kom så heldigvis også til at grine og smile, når man snakkede med dem. Så det blev til mange skønne billeder de næste dage. Alle ville gerne se billederne af sig selv bagefter.
Drengene kom hen og bad om at blive fotograferet. De stillede sig i positioner med armene som deres favorittyr. Der var 500 stykker kvæg. De kendte dem alle fra hinanden.
Tyrenes enorme horn kunne have forskellige vinkler og buer. En del af dem har et lige horn og et, der er vokset skævt. Det skyldes, at når de kastrerer tyrene, er de nødt til at skære et af hornene af, og så vokser det skævt ud.
En kastreret tyr er i øvrigt mere værdifuld.
Ikke alene har drengene favoritter blandt tyrene og kender alle køerne. Både kvæget, drengene og mændene kender hver enkelt dyrs plads i lejren. De bliver hver dag tøjret til den samme pind.
Det var både trygt og vildt at bevæge sig rundt mellem de hundredvis af køer samt geder og mennesker, der var helt tæt sammen i den skiftevis tørre og mudrede jord med lort overalt, efterhånden som mørket faldt på
Kvæget ved, der er sikkert i lejren, og at røgen fra bålene holder insekter væk, så de vender selv tilbage hver dag.
Det var både trygt og vildt at bevæge sig rundt mellem de hundredvis af køer samt geder og mennesker, der var helt tæt sammen i den skiftevis tørre og mudrede jord med lort overalt, efterhånden som mørket faldt på, bålene blev tændt, og folk faldt til ro.
Det er godt, de fleste tyre er kastrerede. Ellers havde de været aggressive, og stammen havde ikke kunnet leve tæt sammen med dem.
Værdi: 100 køer
Vi sov i telt under en så stjerneklar himmel, at man kunne se hele Mælkevejen klart. Det var magisk, selvom jeg sov med tøjet på direkte på en skumgummimadras med et lagen over mig.
Min arbejdstelefon fik jeg placeret i en toiletrulle med lommelygten tændt, så jeg havde lys til lige at få samlet den smule tøj, jeg havde med til en hovedpude.
Næste morgen var både Mundarierne og vi oppe klokken 5. Kvæget skulle på græs. Selv om det var mørkt, måtte vi selvfølgelig over floden igen for at komme over og opleve stammen vågne og slippe kvæget fri, mens solen stod op.
Mændene fortalte, at få af dem kan gifte sig. De har nok i kvæget. Ægteskab kræver ca. 80 stykker kvæg. For sjov fik vi mændene til at sætte pris på os
Vi fulgte kvæget længe. Gik midt i flokken ud til græsset og mærkede roen og organiseringen i denne store velsmurte maskine af kvæg og stammens folk. Sydsudan er overvældende frodigt og grønt, når man lige kommer fra Sudan.
Vi blev hos stammen meget længere end planlagt. Mændene fandt det interessant, at vi var tre kvinder. De viste deres kvæg frem. En enkelt viste sin AK47 frem. Den var vist mest for at beskytte kvæget, for de fleste dødsfald sker ved tyveri af kvæg. De har også et eller flere med våben med, når kvæget er på græs.
Vores mand Mayom har studeret i Canada i 6 år og taler flydende engelsk. Gabriel i landsbyen talte engelsk og var kontaktperson. En enkelt mere arbejdede som engelsklærer. Ellers talte ingen tilsyneladende engelsk. De tre var heldigvis engle til at oversætte, og da Lucy og jeg begge holder af at undervise og lære, så blev det til mange gode snakke.
Mændene fortalte, at få af dem kan gifte sig. De har nok i kvæget. Ægteskab kræver ca. 80 stykker kvæg. For sjov fik vi mændene til at sætte pris på os. Den spinkle og elegante vietnamesisk-amerikanske Lucy blev prissat til 60 køer. AJ som er den stærkere og fortsat asiatisk-amerikanske til 80. Min værdi var hele 100 køer, fordi jeg så ud til at kunne arbejde og føde børn. Hehe. Godt så.
En ældre mand skærer med en kniv – et barberblad eller lignende. Kan drengen ikke håndtere smerten værdigt og skriger for meget, så skal faren spidde ham med et spyd. Fædrene står derfor bagved hver deres sønner med et spyd under ceremonien
En af mændene tjekkede mit hår og mente, det var ret godt, det havde samme farve som deres hvide køer. Lucys lange sorte hår fik ham til at udbryde ‘hest’.
Mange voksne mænd og en del af kvinderne har ar i panden. Scarification. Mundarierne skærer seks striber i panden i form som V’er. Det har en barsk baggrund, som Gabriel og Mayom ikke fortalte, og jeg fik det først at vide senere hos min ven, Peter Zartsdahl, i Nairobi.
Barsk ceremoni
Når forældrene vurderer, at drengen er klar til at håndtere smerten, melder de drengen ind til den kommende ceremoni. De graver et hul i jorden foran sig, hvor blodet skal løbe ned.
En ældre mand skærer med en kniv – et barberblad eller lignende. Kan drengen ikke håndtere smerten værdigt og skriger for meget, så skal faren spidde ham med et spyd. Fædrene står derfor bagved hver deres sønner med et spyd under ceremonien.
En af piloterne fra Airtec havde fået at vide, at de ikke gør det længere, fordi de har opdaget, at det påvirker nervetråde til øjnene, påvirker hvordan de blinker eller lignende. Det må man næsten håbe, er rigtigt. Det er en barsk udskillelse af de svage, men måske noget, der ikke helt skal undervurderes i forhold til at sikre de stærkeste gener.
Den gensidige nysgerrighed var stor. Særligt en 25-årig ung mand var modig nok til at stille en masse af de spørgsmål, de mange relativt unge mænd på 20-30-40 i stammen havde
En enkelt oppositionsleder har ingen ar og betragtes som et skvat. De to spinkle engelsktalende i stammen har heller ingen ar i panden. Gad vide om de er sendt i skole, nu de alligevel ikke var seje nok til at håndtere det hårde fysiske arbejde med kvæget.
Noget mere muntert er deres tidsfordriv. Et boldspil der minder om langbold, og så domino. Det er kun mænd, jeg så spille. Jeg fik max respekt, fordi jeg kendte det, og mændene inviterede mig til at spille med. Spillet hedder det samme på mundari og dansk. Nu kan jeg så prale af at have vundet et spil domino i Mundari-lejren i Sydsudan.
Det tog de i øvrigt med store grin og almindelig overraskelse.
Alene dag 2 hos stammen vadede jeg over floden 3-4 gange og var derfor længe sammen med dem. Fik oplevet både solopgang og solnedgang og dagens rytmer med kvæget der.
Samtaler og gode grin
Den gensidige nysgerrighed var stor. Særligt en 25-årig ung mand var modig nok til at stille en masse af de spørgsmål, de mange relativt unge mænd på 20-30-40 i stammen havde. De sad i en gruppe i skyggen et sted, hvor der blev holdt rent for kvæget. Den 25-årige var søn nr. 2. Hans ældre bror var allerede gift, så nu var det derfor snart hans tur.
Gabriel oversatte, mens jeg svarede på spørgsmål om, hvordan man får en kone:
Pisker en mand også sin kone, hvis hun ikke vil have flere børn hos os? Hvordan får man sin kvinde til at ønske at have sex med sig. Hvem får uddannelse? Hvor bor et ungt par? Skifter vi navn, når vi bliver gift og skilt? Mundarierne bliver også skilt, men faren beholder børnene, også selv om moren forlader ham, for han har jo købt hende og dermed børnene… Hvor mange børn får vi?
Vil du have din kvinde til at sige ja rigtig ofte, så skal du sørge for, at det er virkelig dejligt for hende! Det svar gav et mindre sus gennem forsamlingen, fulgt af ret gode grin og en byge af spørgsmål
Virkelige spørgsmål til en kvinde og noget, der lå dem meget på sinde.
Til den nysgerrige så var dette blandt svarene: Vil du have din kvinde til at sige ja rigtig ofte, så skal du sørge for, at det er virkelig dejligt for hende! Det svar gav et mindre sus gennem forsamlingen, fulgt af ret gode grin og en byge af spørgsmål.
Derudover måtte jeg selvfølgelig nævne, at det altså er ret barsk at føde mange børn, samt at hos os kan man blive rig, hvis man nøjes med få børn og sætter dem i skole, mens ti børn betyder, at man kun har råd til at give dem mad, og så bliver man selv fattig, og det gør børnene også.
Forhåbentlig gør det en lillebitte forskel i Mundari-kvindernes liv.
Vi bliver alle påvirket af mødet med andre kulturer. De lange samtaler her var præget af respekt, nysgerrighed og gode grin.
Skribenten oplyser, at bogen ‘Kronisk rejsefeber‘ bl.a. kan købes hos Politikens Boghandel, Tranquebar, Nordisk Korthandel, samt hos saxo.com. Til det første bind i serien har hun selv bidraget med en rejseskilding fra Færøerne.
Skribenten har selv taget alle billeder under sit ophold i Sydsudan.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
