POV SPORT // KOMMENTAR – I DR-dokumentaren ”Fodboldens usynlige syge” får vi endnu en afsløring af ringe dømmekraft i elitesportens maskinrum, der unødvendigt har kostet alt for mange psykisk syge ofre.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvorfor sker der egentlig aldrig noget, før det er for sent?
Eller før DR, TV2, TV3 eller den trykte og elektroniske presse formaterer svigt og sygelige, systemsatte adfærdsmønstre i afgrænsede miljøer til dokumentar-fortællinger, der sætter sig i forargelses- og følelsesregistret hos modtagerne?
Eller måske snarere: Det er aldrig for sent, og det er jo netop det, vi har licens til i public serviceforstand og køber os til i publicistisk udgave med oplysningsforpligtelse og mediemoral.
Om præstations- og perfektionssamfundets afsmittende virkning på den elitesport, de drømte om at gøre til deres virkelighed og i bedste ende endda levevej, og som i stedet kostede dem langvarige, livsvarige, i visse tilfælde invaliderende skår og ar på sind og sjæl
For nu står vi der igen, som vi gjorde med Dansk Svømmeunion for få år siden, da DR-journalisterne Jan Harkamp og Anders Rud blotlagde en angribelig og uansvarlig tilgang til unge menneskers liv fra lederside i kampen om at hente flere medaljer til Danmark.
Det var en gruopvækkende fortælling om offentlige vejninger, spiseforstyrrelser og psykiske lidelser hos især unge piger og kvinder i deres stræben efter at slå til og gå eller svømme hele vejen til succes. Den dokumentarserie blev Harkamp og Rud rettelig hædret med prisen som Årets Sportsjounalister for i 2020.
Nu har de to igen researchet sig i bund til lignende mønstre i dansk elitekvindefodbold, der viser sig i antal at overgå ofrene for ledelsessvigt i svømningens verden, som givetvis kan forklares med den proportionelle forskel på antal udøvere, og den har været i stærk fremgang på pige- og kvindesiden i fodbolden i et årti. Ikke mindst sølvmedaljerne ved EM i Holland i 2017 boostede interessen. Akkurat som køns- og ligestillingskampens og til en vis grad MeToo-bevægelsens gennemslagskraft har givet kvindefodbolden et løft på medietermometeret.
I den nye to-episoders serie på DR står flere unge og ældre piger og kvinder frem og fortæller om sportens slagside. Om præstations- og perfektionssamfundets afsmittende virkning på den elitesport, de drømte om at gøre til deres virkelighed og i bedste ende endda levevej og som i stedet kostede dem langvarige, livsvarige, i visse tilfælde invaliderende skår og ar på sind og sjæl.
Det er sportens 12-talspiger i den negative udgave, som skolens, arbejdslivets eller samfundets også har for vane at danne i skyggesiden på alt for stræbsomme normer for dem, der pinedød vil leve op til 12-tallets godkendte stempel i enhver tænkelig sammenhæng.
Basal børnelærdom
I dokumentaren ”Fodboldens usynlige syge” tager historien sit udgangspunkt i offentlige vejninger på kvinde- og ungdomslandsholdene tilbage i 2013. På træningslejre begyndte dagen med en tur på vægten og for nogles vedkommende skæbnesvangre tal i kolonner til alle holdkammerater og lederes skue på opslagstavlen. Så kunne de tygge lidt på den. Alle sammen.
Det var først og fremmest ungdomslandsholdsspillere, der knækkede under presset og som kom i behandling på Center for Spiseforstyrrelser, blev indlagt på psykiatriske afdelinger eller måtte henslæbe resten af deres teenageår og begyndelsen af voksenlivet på beskyttede bosteder
Selv i 2013 burde det være basal børnelærdom for enhver professionel leder, at den metode slet, slet ikke er gangbar i omgangen med unge sportspiger og kvinder. Såmænd heller ikke hos drenge og mænd, men de er ikke tilnærmelsesvis så udsatte, som kvinder i denne kontekst er. Som forskningen viser, og programmet også henviser til, er piger og kvinder fire-fem gange så udsatte som drenge og mænd til at udvikle spiseforstyrrelser og andre psykiske lidelser i elitesport.
Dokumentaren sætter ikke ansvarlige navne på årstallene, og med god grund, for de er ikke længere i systemet, og selvom cheftræneren og manden bag EM-sølvet i 2017, Nils Nielsen, overtog ansvaret for A-landsholdet i netop 2013, og også havde sin gang og indflydelse på ungdomsudviklingen i rødt og hvidt, kan man ikke udpege ham som synderen for en kultur, der findes alle vegne. Han udtaler i øvrigt selv til DR efter dokumentaren, at han var med til at sætte en stopper for vejningerne.
Formandens ansvar?
Hans mystiske opsigelse blot 18 dage efter EM-triumfen står stadig tilbage som en uforløst størrelse i historiefortællingen, og man kan kun gisne om eventuelle kritiske røster på de indre DBU-linjer på den gensidige aftale om at stoppe samarbejdet dengang. Det var imidlertid op til EM i 2013, at vejningsmetoden blev indført under afgående landstræner og EM-bronzevinder, Kenneth Heiner-Møller.
DBU-formand Jesper Møller gik fra næstformand i ti år til formand i 2014, og er stadig på posten, hvis man endelig skal udpege personer med overordnet ansvar for den elitekultur, der i DBU-trøjen kostede alle de ofre, som modigt står frem i ”Fodboldens usynlige syge”.
Spiseforstyrrelser, panikangst, decideret angst, depression, udeblivende menstruation i årevis og tvangstræning er de hyppigst forekommende lidelser hos de tidligere spillere
Det var først og fremmest ungdomslandsholdsspillere, der knækkede under presset og som kom i behandling på Center for Spiseforstyrrelser, blev indlagt på psykiatriske afdelinger eller måtte henslæbe resten af deres teenageår og begyndelsen af voksenlivet på beskyttede bosteder. Spiseforstyrrelser, panikangst, decideret angst, depression, udeblivende menstruation i årevis og tvangstræning er de hyppigst forekommende lidelser hos de tidligere spillere. Selvmordstanker bliver ligeledes luftet.
Man ser også en tidligere U-landsholdsspiller, som er i frit fald efter ti års kamp. I bogstavelig og positiv forstand, for hun kom igennem, og i dag med en faldskærm til at holde hende oppe, når hun springer ud fra flyet for at mærke suset, glæden og friheden i sin nye sport.
DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, var ikke på vagt i den periode, de fleste af ofrene henviser til. Og han lægger sig fladt ned i programmerne, beklager og bedyrer håndfast, at man fra unionens side efter DR’s afsløringer har iværksat foranstaltninger og uddannelsesforløb for trænere og ledere i både DBU og i klubberne, og som man fremover vil intensivere.
Man kunne godt have forventet en lidt mere proaktiv indsigt i forskningen fra DBU’s side, da DR’s grundoplysninger til de mange cases hviler på en omfattende rapport fra Syddansk Universitet i 2021, der konkluderede vagt i gevær.
Jeg har også konstateret, at ansvaret for 12-talspigerne hang til fodboldperfektion ingenlunde hviler på DBU alene. Halvpsykopatiske trænere eller ditto forældre er i højeste grad med til at præge hverdagen i ungdomseliteland
Jeg har selv stået på pigefodboldens sidelinje som soccer dad op igennem 10’erne. Og herfra har jeg også konstateret, at ansvaret for 12-talspigerne hang til fodboldperfektion ingenlunde hviler på DBU alene. Halvpsykopatiske trænere eller ditto forældre er i højeste grad med til at præge hverdagen i ungdomseliteland.
Der er forældre, som forkramper i hele kroppen i nervøsitet for en kamps udfald eller datterens præstation; den nervøse og spændte sitren, der gennemsyrede en hel trup op til første fløjt, når man spottede en DBU-scout på lur i kanten af krattet ved det ene hjørneflag i jagten på nye emner til næste samling – eller nødvendigheden i mere end blot en skulder at græde ud ved, hvis det kikser, hvis datteren bliver skadet eller ikke kan holde sin plads på holdet.
Som en af de medvirkende i dokumentaren konstaterer, kender alle til angsten for at blive skadet, men de færreste tænker på at blive skadet i hovedet.
Elitesportens præmis
Omvendt har jeg også oplevet suveræne elitesportsmiljøer som eksempelvis Skolerne i Oure. Efterskolerne og kostgymnasierne er sig bevidste om konkurrencen skolerne imellem og rekrutterer ud fra samme vished. På fodboldlinjen på Oure hentede man blandt andre tidligere landstræner Peter Bonde i nogle år. Han er en hård men psykologisk blød træner, der forstod et idrætsmiljøs overvågende ansvar – som Skolerne i Oure også er anerkendt for at være håndboldklubbens GOG’s akademi og fundats og som flere end halvdelen af spillerne hos de nykårede verdensmestre hos herrerne har frekventeret, landstræneren inklusive.
Elitesportens præmis er også nåleøjets præmis. Når der er pres på et nåleøje, kommer et fåtal igennem. Akkurat som i så mange andre positioner og situationer i det øvrige samfund. Men hvis man vil elitesporten til fulde, har man også i den verden et ansvar for at spænde et minimum af et sikkerhedsnet ud under dem, der ikke kommer igennem øjet. Et ansvar for at gribe ofrene, før det er for sent, og det ansvar har DBU, klubber og forældre svigtet.
Konsekvensen projicerer ”Fodboldens usynlige syge” til skræk og advarsel. Tak til DR for at finde lidt gryn til overs i ”Kender du Typen” og ”Gift ved første blik”-budgetterne til at lave noget ordentlig sportsjournalistik…
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
