Efter fem dages rutsjetur kom jeg hjem fra Kenya: “I er de udvalgte…”

i Essays/Afrika af
CORONA // REJSEBERETNING – Medierådgiver Suzanne Moll var netop begyndt arbejdet med et nyt projekt i flygtningelejren Kakuma i Kenya, da udenrigsminister Jeppe Kofod kaldte alle danskere i udlandet hjem. Det blev startskuddet til fem søvnløse dage, hvor hun også måtte hjælpe sin datter med at komme hjem fra Guatemala.

Note: Udenrigsministeriet meddeler, at kommercielle flyvninger ud af Kenya indstilles onsdag d. 25/3 2020 ved midnat. Læs mere her

FN lejren i Kakuma er stille, usædvanlig stille. Normalt er her vel 2-300 udlændinge, men nu er vi kun en lille håndfuld og så sikkerhedsfolkene. Efter en tv-tale af Præsident Kenyatta, der fortæller om det første coronatilfælde i Kenya, anser mine kolleger det for bedst, at jeg holder mig inde i den bevogtede FN-lejr.

Rygterne løber om at ”de hvide kommer med corona”, og det er jo desværre ikke helt forkert, og eftersom jeg er en af de ”hvide”, må det være sådan, og det bliver en weekend, hvor jeg er den eneste europæer sammen med et par canadiere og en enkelt japaner. Der er meget tomt i spisesalen, og ingen er i humør til at pludre, noget der ellers kan være sindssygt lærerigt i disse internationale miljøer.

Dagen før får jeg en besked fra min datter, der er på rundrejse i Latinamerika. Hun og rejsekammeraten kan ikke komme videre på deres planlagte rute fra Guatemala til El Salvador, fordi grænsen er lukket. Jeg ligger under mit moskitonet i det nordlige Kenya og tænker, at det må være fake news. Men en lille rundtur på Google bekræfter desværre billedet af, at grænsen er lukket. Herefter starter fem dages rutsjetur for os begge med aflyste fly, ombookinger og meget lidt ro i maven for slet ikke at tale om nattesøvn. Men dagene gør det også endnu en gang krystalklart for mig, hvor priviligerede vi er. Til trods for udfordringerne har vi stadig et valg.

Budskabet fra Udenrigsministeriet er ikke til at misforstå: ”Hvor vil du helst strande – i et land med et godt sundhedsvæsen eller et land med et dårligt?”

Vi sagde farvel til vores datter og en veninde i starten af februar. Udsigten til tre måneders rejse i Centralamerika gjorde de to unge piger lysende af forventning i Kastrup Lufthavn. Turen skulle gå over Cuba, Mexico, Guatemala etc. og afsluttes i Costa Rica i slutningen af april. Som mange hundrede unge mennesker, der har sparet op i månedsvis, blev der lagt budget, indhandlet soveposer og vandrestøvler til den store rejse. 1st. world børn, der er vant til at have muligheder, og være i kontakt med hinanden konstant, både fysisk og virtuelt.

Selv har jeg som selvstændig medierådgiver landet et job i Kenya med arbejde i en af verdens største flygtningelejre, Kakuma. 200.000+ mennesker på flugt fra krig og konflikter i Sydsudan, Somalia, Etiopien etc.

Det er ikke første gang, men turen skal vise sig at være den mest mærkværdige til dato. Første varsel kommer i slutningen af februar, da kunden udsætter min afrejse med mindre end 20 timers varsel på grund af frygt for corona. Man indfører rejseforbud for alle konsulenter, men ophæver det senere og jeg kommer afsted med en uges forsinkelse, spændt og fyldt med idéer om, hvad vi skal lave i lejren.

Hele værktøjskassen af journalistik, improvisation og menneskelig forståelse er som regel i brug på disse ture, og jeg elsker det. Jeg har ingen drøm om, at vi kan redde verden, men vi kan give nogle færdigheder videre, skabe håb og måske redde lidt af os selv i den proces.

UNHCR gør et kæmpe arbejde, WFP, Folkekirkens Nødhjælp og EU spytter godt i kassen. Men tro mig, Kakuma er ikke et sted, man har lyst til slå sig ned

Transport til Kakuma foregår med FN-fly varetaget af UNHAS. Der er planlagt en dags stop over i Nairobi, men det bliver til to på grund af regn i Kakuma. Landingsbanen er dybest set en grusvej, der åbenbart bliver blød, når styrtregnen gør alt til pløre og kæmpesøer. Hvis dette var et filmmanuskript, ville man kalde det et set-up, det andet tegn på, at rejsen ikke skulle være.

Opgaven i Kakuma er stor, og det er meningen, vi over de næste to år skal sætte et system op til spredning af information og historier fra lejren. Der er kun meget begrænset adgang til radio og strøm, så vi arbejder med ”lyttergrupper”, der ved hjælp af små radioer skal sprede budskaberne. Vi er et hold af trænere (europæere og afrikanere), der på skift skal være i lejren og arbejde med flere hold sammensat af de omkring 20 stammer/nationaliteter, afhængig af hvordan man regner.

I disse dage er vi to kenyanere og mig. Flygtningene er fordelt i otte zoner, og er indbyrdes meget uenige, selvom ingen mere kan huske hvorfor. Den ellers så populære fodboldturnering er aflyst på grund af et slagsmål, der udviklede sig til drab.

I det hele taget er bevidstheden og stoltheden om den kulturelle arv stor, men den kan sagtens forveksles med social kontrol på lange stræk. I særdeleshed hvad angår måden at se kvindens rolle. Mændene fortæller med stolthed om et nærmest middelalderligt familiemønster med flerkoneri og kvinder, der slider og slæber i hjemmet, om mænd der ikke må hjælpe til, fordi det ikke er en del af deres kultur.

Få kvinder tager ordet i forsamlinger, og når de gør, taler de tit meget sagte. Men Ikran, en lille spinkel kvinde på cirka 21 år, kan ikke kues og kommer med et lidenskabeligt indlæg om alt for tidlige ægteskaber, prostitution og mænd med gevaldige stofproblemer. Hun tager ordet flere gange, og vi noterer os, at hun skal have en central rolle i de budskaber og radioprogrammer, der skal rettes imod kvinder.

På en køretur gennem lejren iagttager jeg det mylder af skæbner inklusive somaliske druglords og andre tvivlsomme elementer på det, der kunne kaldes en af hovedgaderne. Som hvid sidder jeg i midten på bagsædet.

Vi stopper kun, hvor det er sikkert for os at stige ud, cirka tre steder på den 100 km lange tur rundt i lejren. Men vi går ikke ned ad stierne mellem husene. UNHCR gør et kæmpe arbejde, WFP, Folkekirkens Nødhjælp og EU spytter godt i kassen. Men tro mig, Kakuma er ikke et sted, man har lyst til slå sig ned.

Her er masser af konflikter, rygter og gensidig mistænksomhed. Evig snak om mangel på mad, vand, kolera og andre sygdomme, sikkerhed og heftigt stofmisbrug. Men der er også små glimt af håb. Som kvinderne i en af zonerne, der gror egne grøntsager. 60-80% af beboerne er single mothers. Efter mange år i mange ulande er jeg vant til lidt af hvert, men Kakuma er et vildt sted.

Her er nogle af de heldige, der får undervisning i Kaumalejren. Det er Ikran yderst til højre

Hele fredag går med at undervise i 35 graders varme uden air condition og tilbagelægge adskillige kilometer på mudrede veje. Samtidig er jeg i dialog med min datter om muligheder for at ændre turen.

I første omgang er planen, at hun og veninden skal finde et godt sted ved kysten i Guatemala og hænge ud et par uger, indtil stormen, tænker vi, er redet af. Men det endelige og umisforståelige signal kommer fredag aften 13. marts, da udenrigsminister Jeppe Kofoed beder alle danskere om at komme i gear og skynde sig hjem hurtigst muligt.

I flere dage har jeg kunnet følge situationen gennem min 4G-adgang og mit kenyanske simkort. Jeg er imponeret over mit land og stolt over det samlede Folketing, alle de grimme diskussioner er forsvundet. For en gangs skyld står vi samlet.

I løbet af nogle timer får jeg talt med Udenrigsministeriets hotline og den danske ambassadør i Nairobi. De er imødekommende, men har jo ingen hurtig løsning på denne situation. Budskabet er dog ikke til at misforstå: ”Hvor vil du helst strande – i et land med et godt sundhedsvæsen eller et land med et dårligt?”.

En af de ansatte i lejren konstaterer tørt, at diskussionen om respiratorer virker absurd: Der er to termometre på klinikken – alt er relativt. De næste fem dage bliver herefter én lang rejse imod Danmark med store op- og nedture, som jeg her vil forsøge at beskrive.

Situationen for min datter og veninden i Guatemala udvikler sig fra time til time. Fredag nat trækker jeg i nødbremsen. Vi kan ikke klare opgaven selv og jeg involverer en mand i rejsebranchen, der er specialist i at få folk ud

Efter beskeden fra udenrigsministeren overvejer jeg muligheden for at komme hurtigt hjem. Uganda og Sydsudan er ikke en lang køretur væk, men risikoen for at blive overfaldet på vejen er nærmest 100%.

En anden mulighed er at leje bil og køre den 14 timer lange vej til Nairobi. Men hvis der er én ting, jeg frygter i Afrika mere end noget andet, er det trafikken, der dagligt koster hundredevis af menneskeliv. Dette er ikke noget jeg overvejer alvorligt, så hellere satse på UN-flyet, der flyver mandag, onsdag og fredag fra Kakuma. Men da ministeren holder pressemøde, hører jeg lyden af fredagsflyet, der letter og begynder den 90 minutters tur til Nairobi over mit hoved. Derfor giver det sig selv, at næste mulighed er mandag, og jeg får hurtigt booket en billet videre tirsdag til Frankfurt med Lufthansa og derfra imod København.

Situationen for min datter og veninden i Guatemala udvikler sig fra time til time. Fredag nat trækker jeg i nødbremsen. Vi kan ikke klare opgaven selv og jeg involverer en mand i rejsebranchen, der er specialist i at få folk ud. Han fik mig ud af Kirgisistan under revolutionen i 2010 og rundt i Nordafrika under askeskyen fra Eyjafjallajökull samme år. Hvis nogen kan få pigerne ud, er det ham, og vi vælger den nærmeste mulighed: fly fra Guatemala til Panama og derefter til Madrid. Det viser sig at være en forkert plan, for ved check-in i Guatemala city bliver pigerne fortalt, at der ikke mere flyver internationale fly ud af Panama.  Så retur til et sikkert hotel, for Guatemala city er ikke en by, hvor man skal hænge for meget på gadehjørnerne.

Inden mit fly går mandag morgen, laver vi optagelser (oplæsning) af coronavirus-budskaber, der senere vil blive udsendt fra biler med megafoner, via sms og i radio på alle sprog. Det er ikke køn kommunikation, men forhåbentlig virker det. Al anden aktivitet/undervisning skal stoppes. Men med det ene ben ude ad døren giver jeg en briefing om gender mainstreaming (ligestilling) i medierne. Hvornår kommer du igen?, spørger den unge kvinde Ikran, der med god grund er meget optaget af at skabe en anden virkelighed for sig selv.

Det virker en smule absurd, men jeg får mange ønsker om ”safe travels” med på vejen. Folk, der selv er 100% nødstedte, er meget optaget af min sikre hjemrejse. Da jeg boarder UNHAS flyet, bliver vi håndsprittet og får målt temperatur. Dette gentager sig flere gange i Nairobi. Hvis virus får fat i Kakuma bliver det begyndelsen til enden for rigtig mange mennesker. Så et scenarie er, at der bliver lockdown i Kakuma. Under alle omstændigheder har ingen vesterlændinge mere adgang til lejren.

Min rejse-tryllekunstner viser sig som en sand mester og får min datter og veninden booket på en ny rute over Mexico City med, hvad der viser sig at være sidste fly, for en time efter lukker lufthavnen. Der sidder i skrivende stund en stor håndfuld danskere på et hotel i byen uden den store udsigt til at komme hjem foreløbig. Min mand er ikke i lufthavnen til at modtage. Han er isoleret i vores sommerhus efter myndighedernes anbefaling, eftersom vi jo kommer udefra.

Så det bliver kæresten, der modtager hende i lufthavnen, og de to er nu i karantæne sammen – ung kærlighed kan ingen holde tilbage.

Først da jeg sidder i den store Lufthansamaskine tæt på midnat tirsdag, begynder jeg at slappe af og tro på det. Det er min fødselsdag kl 24, og jeg fejrer den med at se Joker og drikke for meget hvidvin

Tilbage i Nairobi bliver jeg indlogeret på et hotel indenfor sikkerhedszonen i lufthavnen. Det er langt over vores normale NGO-standard, men jeg skal være klar til evt. hurtig afgang, og nyder den luksus, vores verden byder på. Ved poolen på tagterrassen møder jeg en gruppe cargopiloter fra Europa. Man kunne kalde dem luftens lastbilchauffører. De flyver varer til Afrika og returnerer til Europa i fly stoppet med blomster og grøntsager. De tager situationen meget afslappet – flyforbud gælder ikke fragt. Jeg synes ikke, det er tidspunktet at åbne diskussionen om CO2-udslip.

Der tales konstant om at indføre flyforbud for kommercielle fly. Men ingen ved det helt, og der skulle gå en uge, før det blev sat i værk. Men først da jeg sidder i den store Lufthansamaskine tæt på midnat tirsdag, begynder jeg at slappe af og tro på det. Det er min fødselsdag kl 24, og jeg fejrer den med at se Joker og drikke for meget hvidvin.

Det er efterhånden meget sjældent, jeg lytter til, hvad personalet i disse fly siger. Jeg kan alle sikkerhedsanvisninger udenad og ved stort set, hvad kaptajnen siger. Men denne kaptajn viser sig at være helt utrolig, og jeg kan end ikke skrive om det uden at få en klump i halsen.

Han starter sin velkomst med at sige ”you are the chosen ones”, for vi har åbenbart efterladt en gruppe mennesker i Nairobi – folk, der ikke har et pas som kan lukke dem ind i Europa. Sammen med deres bagage blev de efterladt.Han fortsætter på sit fantastiske modersmål (og senere selvfølgelig på engelsk) med at forsikre os om, at de vil gøre, hvad de kan for at give os en fin tur, til trods for at vi nok sidder med alvorlige tanker.

Det lyder ikke sentimentalt eller dramatisk, men er bare en meget empatisk tale om, at vi er sammen, og at verden lige nu er fuldstændig forandret. Jeg er ikke den eneste, der har svært ved at holde tårerne tilbage, og da vi går fra borde, er jeg heller ikke den eneste, der tilbyder ham ægteskab og erklærer ham betingelsesløs kærlighed.

Jeg håber snart, vi kan komme tilbage til Kakumalejren, og at den unge kvinde Ikran ikke er blevet gift og/eller gravid i mellemtiden. Der er krummer i tøsen, og vi har store planer med hende, selvom udsigterne til et bedre liv ikke er store

I Frankfurt er flere fly aflyst, men jeg når et opsamlingsfly med en gruppe skandinaver. Inden vi boarder bliver alle, der ikke har dansk pas bedt om at gå til side for yderligere kontrol, men få sorteres fra. Alle os i flyet har vist en tydelig fornemmelse af, hvor privilegerede vi er.

Da min datter og jeg ses igen sent onsdag aften, giver hun mig en lille hæklet taske fra Guatemala. Den har jeg tænkt mig at bære indtil alle de unge mennesker er hjemme igen fra Latinamerika. Jeg kan ikke beskrive, hvor taknemlig jeg er for, at min datter er hjemme, og ønsker inderligt, at de unge igen sorgløst skal kunne færdes på vores fantastiske klode.

Jeg håber snart, vi kan komme tilbage til Kakumalejren, og at den unge kvinde Ikran ikke er blevet gift og/eller gravid i mellemtiden. Der er krummer i tøsen, og vi har store planer med hende, selvom udsigterne til et bedre liv ikke er store. I mellemtiden har karantænerytmen indfundet sig i vores lille hus med daglig morgensang og delt ansvar får måltiderne. Kæmpepuslespillet ligger fremme til fri afbenyttelse.

We are indeed the chosen ones.


Fotos: Suzanne Moll

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Suzanne Moll er selvstændig medierådgiver og deler sit arbejdsliv mellem danske og internationale opgave. Med projekter i blandt andet Myanmar, Sydsudan, Kenya og mange andre lande følger Suzanne demokrati processer og udviklingen af journalistik i mange lande. Suzanne hat tidligere været chefredaktør på Radio24syv, TV2radio og B.T. og de senere år været aktiv i debatten om ligestiling i særdeleshed på mediearbejdspladser.

Du kan fange Suzanne på telefon 52107809 og læse mere om hende på www.suzmoll.com.

Seneste artikler om Essays