FILM // ANMELDELSE – Filmen Eddington, som foregår under pandemien, var i konkurrence om guldpalmen i Cannes i år, og så er automatreaktionen fra mange, at den nok er ret ’kunstnerisk’ på en kedelig, europæisk facon. Det er den ikke, men hvad er den så, og giver det overhovedet mening at tillægge den adjektiver på den måde?
Det er sjældent, at jeg har set så fed en plakat til en film, som det er tilfældet med Eddington: tre amerikanske bisoner på vej ud over en klippeskrænt. Og hvor jeg selvfølgelig ikke forventer at se lige dén scene i filmen – det er jo bare et stykke pr – så giver det løfter om en helt særlig filmoplevelse.
Plakaten udviskede fuldstændig mit eneste minde om instruktørens tidligere film, nemlig den temmelig overgearede gyser Midsommar fra 2019, men da jeg kom ind til presseforestillingen, og der ikke var flere croissanter, skulle jeg have vidst, hvor det bar henad.
Er par dage i forvejen havde vi nemlig også fået besked fra distributøren om, at versionen med danske undertekster ikke var nået frem, men at de ville gennemføre visningen alligevel. Dér fattede jeg heller ikke mistanke, for det plejer ikke at være et problem for mig, men jeg blev klogere.
Svær at forstå på flere måder
Den første scene i filmen er en barfodet, hjemløs fulderik på en landevej i New Mexico, USA, der rabler uforståeligt af sig, mens vi ser på et skilt, at der skal bygges et eller andet AI-/IT-center midt i ørkenen. Sådan nogle mennesker kan man jo aldrig helt forstå, hvad siger, og måske er det bare dialekten, tænkte jeg, og i løbet af få minutter plejer man i en film at kunne spore sig ind på, hvilken version af engelsk, der tales. Men så viser det sig, at den første dialogscene foregår om natten mellem tre ordensmagtpersoner i to biler, hvori radioerne kører, og hvor to af personerne har mundbind på.
Den grundlæggende handling om sheriffen, der vil stille om som borgmester i stedet for den siddende, har nogle spændende perspektiver
Den tredje person, sheriffen i den lille by Eddington, spillet af Joaquin Phoenix, har ikke mundbind på, men desværre har han – det vil sige skuespilleren eller måske instruktøren – fundet på, at han ikke rigtigt kan tale rent, så han er lige så uforståelig som de to andre. Men er det ikke noget med, at han er lidt uden for sin jurisdiktion og inde på de indfødte amerikaneres område?
Det retter sig, tænker jeg stadig, mens jeg er vidne til, at flere af de næste dialogscener foregår med personer på hver sin side af en vinduesrude, så talen bliver yderligere dæmpet eller også forsvinder en person ud af fokus, mens vedkommende taler og overdøves af det, der forbliver i billedet – for eksempel en morgenmadsscene, hvor sheriffens svigermor, der rabler om alle mulige coronakonspirationsteorier, mens hendes datter skramler med bestikket i forgrunden.
Over to timer inde er jeg udmattet af det hele, men instruktøren Ari Aster er ikke færdig
Er filmen simpelthen bare dårligt lydmixet eller er der noget galt med biografens anlæg? Nå, jeg holder selvfølgelig ud, fordi der faktisk i det omtalte er takter og idéer, der virker filmisk og fortællemæssigt innovative og pirrende. Og den grundlæggende handling om sheriffen, der vil stille om som borgmester i stedet for den siddende (Pedro Pascal), har nogle spændende perspektiver, som blandt andet kommer til udtryk i en ikke-sprednings-diskussion i et supermarked.
På det her tidspunkt virker tidsfæstningen relevant for de to mænds kontroverser, og jeg fornemmer, at dette kan blive et interessant drama mellem to personers livssyn vedrørende etik og jura. Skal og kan ordensmagten for eksempel håndhæve mundbindspåbuddet, når det ikke er reel lov, men kun politik? Men der bliver lagt mere på hele tiden, og jeg får en snigende fornemmelse af, at filmen vil være en satire over menneskelig dumhed med en fælleskrise som bagtæppe. Problemet med det er selvfølgelig, at filmen så selv er nødt til at være begavet, men det kan den jo nå endnu, tænker jeg.
Duellen skrues op
Duellen mellem de to mænd bliver der hele tiden skruet op for, ligesom der er yderligere kontroverser mellem hans vicesheriffer og nogle unge (hvide) Black Lives Matter-demonstranter iblandet personlige følelser mellem både mulige kærester og ekskærester. Der er ganske mange elementer at holde med – sågar spiller påstået pædofili blandt andet en rolle – og her halvanden time inde kan jeg efterhånden forstå alle replikker, bortset fra at Joaquin Phoenix i sammenligning stadig får Mads Mikkelsen til at lyde som Poul Reumert.
Han, altså sheriffen, som er filmens hovedkarakter, flejner også mere og mere ud, og jeg tænker også, at der lige nu og her – halvanden time inde i filmen – er så meget gøgl på færde, at man bliver mindet om, hvilken kolossal forskel, der er på det amerikanske og det danske samfund. Bevares, der er lighedspunkter, men jeg bliver farligt bange for, at nogen vil tage denne films tematik alvorligt i en dansk sammenhæng.
Og så er det, at der først begynder at ske noget, og filmen ændrer sig fra socialt drama til en moderne western med skyderi og mord og falske anklager og hvor konspirationerne manifesterer sig på helt overdrevne og mystiske måder. Men det er heller ikke nok for instruktør Ari Aster – det er ligesom for tamt – for pludselig er vi nærmest i et first person shooter-videospil i en alenlang, larmende og voldelig klimaksscene, hvor man sådan set sidder og håber på, at hovedpersonen ville give op lidt hurtigere.
Over to timer inde er jeg udmattet af det hele, men Aster er ikke færdig. Der kommer en lang epilog, hvor – ja, det bør jeg måske holde for mig selv, og jeg tror faktisk heller ikke rigtigt, at jeg kan genfortælle det, men det er vist ikke meningen, at det skal opfattes som en åndelig renselse. For en hvilken som helst hjerneskadet idiot kan åbenbart blive borgmester, hvis folk er dumme nok til at stemme på ham og systemet ellers styres fra oven af … nogle eller noget.
Løse ender og mere vold
Det er fint nok, for det er jeg heller ikke vild med en overtydelig filmkatarsis, og der var noget fed underlægningsmusik undervejs, og som sagt var der adskillige tilløb til virkelig opfindsomme scener. Og som regel vil det heller ikke genere mig, at der – som jeg hørte to andre fra biografen sige til hinanden på vej ud – ”var ret mange løse ender”.
Vi havde nok alle på fornemmelsen før SoMe, at de fleste andre mennesker er total morons, men nu ved vi det. Er det dét filmen handler om? ”Vi bliver dummere”, synes den at sige, men hjælper den mig? Og så er vi tilbage ved de bisonokser på plakaten, der sådan set rummer det hele i et smukt, ildevarslende og metaforisk billedsprog, der taler til mig.
For hvad er mest egnet til at få os til at reagere mod dumhed? Og ikke bare reagere – men reagere på den konstruktive, ikke-voldelige måde? Mere dumhed og vold eller mere skønhed? Filmmagere har det åbenbart med at fokusere på had og vold, fordi det er dét, de ser, og vi ved alle, at kedelig konsensus ikke sælger.
Nå, nu er der croissanter i baren igen, men nu skal der betales for dem. Jeg går amok og efterlader biografen som en rygende ruinhob, for mig skal de sgu ikke snyde. Hvem ”de” så end er.
Vi moderne og hippe seere kan nemlig sagtens separere facts fra fiktion, og vi forstår satire og ironi, ikke sandt?
Filmen er produceret af selskabet A24, som Frederik Bojer Bové skriver mere om i denne anmeldelse af en af selskabets tidligere film, A Different Man.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og