DYLAN 80 ÅR // MUSIK – Bob Dylan bliver 80 den 24. maj. I den anledning har Jakob Brønnum udvalgt, hvad han anser for Dylans 10 bedste album. POV International bringer et album hver dag frem til fødselsdagen. I dag gælder det livealbummet Before The Flood (1974)
På omslaget af Bob Dylans første livealbum, Before The Flood, ser man et hav af lysende prikker. Det er efter sigende oprindelsen til den kendte tradition at publikum på et særligt stemningsfuldt sted holder en lighter op i vejret.
Det skal være indtruffet under opførelsen af et Dylans store publikumshits, “Forever Young“, der udkom på albummet Planet Waves samtidig med koncertturnéen januar-februar 1974, hvor Before The Flood er indspillet.
Robbie Robertsons lange guitarsolo midt i sangen er nærmest et mirakel, en dybt besjælet kærlighedsfuld improvisation
Before The Flood er et rockalbum, der for første gang viser os, hvordan Dylans musik lyder, når den fremstilles gennem fuldmoden rockmusik. Det er dobbelt-vinylalbum, hvor sangene er taget fra turneens sidste koncerter i Los Angeles. Albummet er præget af en helt usædvanlig intensitet og musikalsk spændingsniveau. Musikerne har fortalt, at de oplevede turnéen som meget hektisk, med 40 stadionkoncerter på 30 dage i 20 byer.
Turnéen genererede intens interesse blandt fans og medier, og billetter til koncerterne, der kun var tilgængelige via postordre, var meget efterspurgte. Der var privatjets, store limousiner, hotelsuiter og blitzlys overalt, og det medvirkede til at øge hypet. Man hører det fra første øjeblik på albummet, når musikerne kaster sig ud i “Most Likely You Go Your Way“ og derefer en upbeat “Lay, Lady, Lay“. Der er virkelig knald på.
Gensyn med folkesangeren
På vinylalbummets side 3 ser vi imidlertid noget, som jo siden kun i mindre grad har været anvendt i koncerterne og i hvert fald siden 2002 helt er forsvundet, nemlig at Bob Dylan skal minde publikum om, at han engang var en folkesanger. Han sætter sig midt i det mørke scenerum og giver nogle akustiske sange med sin guitar og sind mundharmonika.
Der er stor nerve over de tre sange, der er kommet med på Before The Flood, “Don’t Think Twice, It’s All Right”, “Just Like a Woman” og “It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)”, et udvalg på cirka halvdelen af, hvad de oprindelige koncerter indeholdt. Men Dylan spiller ikke længere så tålmodigt på akustisk guitar, som han gjorde midt i 1960’erne. Han virker rasende, men er sikkert blot også her oppe i højeste gear
Den afsluttende side 4 er en tour de force, som trækker nogle af Dylans allerstørste sange frem og gør det i uforglemmelige liveversioner, “All Along the Watchtower”, “Highway 61 Revisited”, “Like a Rolling Stone”, “Blowin’ in the Wind” – vi kommer tilbage til sangene flere gange i de kommende dages Dylanartikler.
Blowin’ in the Wind: Dylan synger inderligt og fokuseret
Albummets sidste nummer, Dylans store klassiske, første hit, “Blowing In The Wind” er enestående vellykket. Bob Dylan synger inderligt og fokuseret på den sang, han indtil få år tidligere havde anset som et af sine ungdomsværker og nærmest hånet George Harrison, da han spurgte, om han skulle spille den ved den første Live Aid-koncert i historien, The Concert For Bangladesh, tre år tidligere. Dylan svarede: “Har du tænkt dig at spille “She Loves You”?” I mellemtiden forstod Dylan åbenbart sangens status og har siden opført den jævnligt.
Men Robbie Robertsons lange guitarsolo midt i sangen er nærmest et mirakel, en dybt besjælet kærlighedsfuld improvisation over, ikke blot et helt vers, men et helt vers og et helt omkvæd. Her forstår man, hvad den sang betyder for folk.
Der cirkulerer også ved et mirakel de samlede optagelser, der er lavet på professionelt lydudstyr, så man kan høre, hvilke koncerter de enkelte sange er hentet fra
“Knockin On Heavens Door”, som visse fans tilsyneladende tror er skrevet af Guns’n’Roses, er ikke hentet fra Los Angeles-koncerterne, men fra New York omkring 14 dage før, og man forstår, hvorfor man ikke har villet vælge fortolkningen fra. Sangen er kun et årstid gammel på dette tidspunkt efter at været opstået som filmmusik på Peckinpahs Pat Garret And Billy The Kid. I opførelsen fra New York får vi Dylans karrieres mest inderlige “I” (jeg), langt, smertefuldt:
Mamma put my guns in the ground
I can’t shoot them anymore
Det er og bliver min yndlingsfortolkning af sangen, her som rockballade, med den dengang ret nye synthesizer som magisk underlægning, med en energisk arbejdende Robbie Robbertson på akkompagnerende leadguitar og med de fritflydende kor under omkvædene fra The Bands strålende musikere.
Standardopførelsen af “I Shall Be Released”?
Et andet særligt moment ved albummet er, at The Band faktisk får et sæt af deres egne sange ind imellem Dylans. Når alt er sagt, er der måske en perle på albummet, som overgår alle de andre, og det er The Bands fortolkning af Bob Dylans “I Shall Be Released”. Det må siges at være standardopførelsen af “I Shall Be Released” – i hvert fald indtil Chrissie Hynde opførte den ved Dylans 30 års jubilæumskoncert i 1992.
Et par af turneens mest inspirerende numre, som vi kender fra sætlisterne og publikumsoptagelserne er ikke blevet valgt til live albummet. Et af dem er den oprindeligt akustiske protestsang, “The Ballad of Hollis Brown” fra The Times They Are A-Changing (1964). På publikumsoptagelser fra koncerterne kan man høre den utroligt flotte sammensmeltning af akustisk folkemusik og elektrisk rock, som Dylan og bandet opnår med sangen.
Stort set hele turneen er dokumenteret i publikumsoptagelser, og ved et mærkværdigt tilfælde cirkulerer de samlede professionelle optagelser, der er lavet på professionelt lydudstyr, uofficielt, så man kan høre, hvilke koncerter de enkelte sange er hentet fra, og hvordan man har valgt at komponere albummet. Mærkværdigt nok begyndte og endte de fleste koncerter med den samme sang, “Most Like You Go Your Way (And I’ll go Mine)”, som indleder Before The Flood i en forbløffende tætpakket fortolkning i forhold til originalversionen på Blonde On Blonde (1966).
Sangene på Before The Flood er også milepæle i Bob Dylans produktion, derved at det er første gang, Dylan rigtig genfortolker sine egne sange. De tidligere opførelser var i det store og hele altid gennemspilninger af sangene, som de lød på originalalbummene.
Men det er ret beset først i 1987-88, bl.a. gennem et samarbejde med den amerikanske livemusiks største navn, The Grateful Dead, Dylan finder frem til sin endelige liveform
På Before The Flood får vi genfortolkninger af sange som “It Ain’t Me Babe”, der havde været en folkesang i sin oprindelige version og senere et country-pophit med Johnny Cash og June Carter. Den enigmatiske “Lay Lady Lay” fra Nashville Skyline bliver som nævnt fortolket i en fejende flot up tempo-version og “All Along The Watchtower”, som Jimi Hendrix havde sat et stærkt præg på efter Dylans næsten akustiske udgave på John Wesley Harding bliver genindvundet med et brag af en opførelse.
Herefter går det stærkt med udviklingen af Dylans liveoptrædener, der var gået noget i sig selv efter 1966. To år senere udkommer livealbummet Hard Rain, som trods en mærkværdigt svag og tynd lydside rummer sublime fortolkninger, der er blandt Dylans bedste. Atter et par år senere, i slutningen af 1970’erne, får vi Budokan-livealbummet, hvor Dylan har orkestreret sine sange med en grundighed (nogle vil sige en pænhed), der ikke findes andre steder i produktionen. Et nyt livealbum, Dylans mest rockede, kommer i 1984, Real Live med Stones-guitaristen Mick Taylor på leadguitar.
Men det er ret beset først i 1987-88, bl.a. gennem et samarbejde med den amerikanske livemusiks største navn, The Grateful Dead, Dylan finder frem til sin endelige liveform, der siden er gået under navnet The Never Ending Tour.
Måtte den snart blive genoptaget.
Læs den forrige artikel i serien her: Dylans 10 bedste album: 10 – More Bob Dylan Greatest Hits
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Before The Flood
Columbia 1974
Foto: Fra åbningskoncerten i Chicago (Wikimedia Commons)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her