DR’s Torsdagskoncerter – 85 år i dag

af i Kultur/Musik

KLASSISK MUSIK – Tuner du også ind om torsdagen? DR SymfoniOrkestrets Torsdagskoncerter er P2’s mest populære program og er samtidig blandt verdens ældste ubrudte programserier: I dag fredag d. 28. september er det 85 år siden, at orkestrets russiske chefdirigent Nikolaj Malko slog de første toner an og skabte en enestående institution i det danske kulturlandskab.

Dengang stod Malko på podiet foran 55 musikere i Radiofonibygningen Stærekassen ved Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i København og dirigerede bl.a. den franske komponist Maurice Ravels Boléro.

I aften leder den kun 28-årige schweiziske dirigent Lorenzo Viotti 180 sangere og musikere i et pragtprogram af Ravels balletværk Daphnis og Chloé (1912) og Francois Poulencs Gloria fra 1960, der opføres med sopranen Patricia Petibon som solist i Jean Nouvels koncerthus i DR-Byen.

Det siges om Torsdagskoncerterne, at de har gjort den symfoniske musik til hver mands eje.

Sikkert er det, at knap 500.000 danskere har erklæret, at de lytter til mindst én Torsdagskoncert om året i P2’s direkte radioudsendelser, som både kan høres på FM, DAB og internet, men ikke mindst livestreames med både lyd og billede på DR Koncerthusets hjemmeside.

I dag sker det kl. 19.20 med optakt til koncertstart 19.30, samtidig med udsendelsen på DR P2.

Det smukkeste af al fransk musik

Når jeg selv vil følge livestreamingen i aften, er det især for at opleve Daphnis og Chloé, som Igor Stravinskij betegnede som “ikke kun Ravels bedste arbejde men også et af de allersmukkeste stykker i al fransk musik.”

Daphnis og Chloé er et bestillingsværk, som den russisk impresario Sergej Diaghilev i 1909 bad Ravel komponere til sit balletkompagni Ballets Russes, og som franskmanden brugte tre år på polere og raffinere. Efter premieren på Théâtre du Châtelet 8. juni 1812 erklærede Diaghilev, at Ravels komposition var vidunderlig – ”men ikke nogen ballet.”

Ravel selv beskrev værket – hans længste – som en “symphonie chorégraphique“, en koreografisk symfoni, og musikken har i eftertiden levet stærkere i orkesterlitteraturen som suite i koncertsalene end på balletteatrene, hvor måske Sir Frederick Ashtons poetiske version skabt til Royal Ballet i 1951 er den mest betagende, men knap fanger Ravels episke format og slet ikke griber ud efter Daphnis’ forførende og svulmende erotik.

Maurice Ravel ved klaveret i 1912, samme år “Daphnis et Chloé” fik premiere. Foto: Wikimedia Commons.

En mægtig musikalsk fresco

Ravel forklarede om Daphnis, at hans intention var at skabe ”en mægtig musikalsk fresco… mine drømmes Grækenland, der ligger tæt op ad det, som franske kunstnere så for sig og malede mod slutningen af det 18. århundrede.”

Fortællingen er baseret på den græske forfatter Longus’ tekst fra 2. århundrede, en pastoral, landskabsbeskrivende kærlighedshistorie.

”På jagt i en lund, som er nymferne hellig, på øen Lesbos, så jeg det smukkeste syn, jeg nogensinde har oplevet: et billede, der repræsenterede kærlighedens historie,” skriver han, og det maleriske og impressionistiske går altså igen i begge kunstneres forestillingsverden, og det er denne kvalitet snarere end det narrative, der præger Ravels musik.

Giv dig hen i åbningsbilledet i scene 3, Morgen, der i bølger af harpeløb, kvidrende fløjte og stemmer beskriver solens første stråler og dens rejse over himlen i enkle, gentagende sekvenser mod et majestætisk og overjordisk klimaks.

Og i den store afsluttende Danse générale, som er blevet kaldt den mest ”direkte repræsentation af orgasmen i klassisk musik”; en korfinale der åbner med andægtige trompetkald, der lynhurtigt skifter over i hektisk accelererende og trommende hvirvler og slag mod en eksplosion af energi og følelse, der måske netop bedst kan sammenlignes med ekstase.

”Daphnis et Chloe, décor du 1er acte, par Leon Bakst.” Houghton Library, Harvard University.

FAKTA:

Mixerpultens 128 spor i Koncertsalens lydkontrolrum samler lyden fra salen og sender den ud ud til radiolyttere og tv-seere. Et spindelvæv af mikrofoner hænger ned fra den 60 ton tunge canopy midt i salen. Resten stilles op fra gang til gang: Tre-fire timers arbejde for fire mand. Torsdagskoncerten optages med cirka 40 mikrofoner.

I billedkontrolrummet styres optagelsen af koncerten til tv. Otte kameraer betjenes af fotografer i salen eller fjernstyres fra kontrolrummet. Der klippes mellem kameraerne efter en detaljeret plan lagt i samarbejde med en partiturlæser.

En typisk torsdagskoncert indeholder 600-800 klip af op til 30 sekunders varighed.

Kilde: dr.dk

Hovedillustration: Per Morten Abrahamsen ©

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.