
NYHED // POV OVERBLIK – Vold og protester gennemsyrer store dele af Mexico. I går blev narkobaronen Nemesio Oseguera, der er bedre kendt som El Mencho og var leder af det magtfulde Jalisco New Generation Cartel (CJNG), dræbt. Det har udløst en voldsbølge på tværs af landet. Yderligere fire kartelmedlemmer blev dræbt, skriver BBC.
Ifølge Reuters blev Oseguera dræbt under en militæroperation søndag i byen Tapalpa i delstaten Jalisco. Inden for få timer reagerede formodede støtter med koordinerede hævnangreb: motorveje blev blokeret, biler og forretninger sat i brand, og der blev affyret skud flere steder i landet.
Et medlem af CJNG sagde til Reuters, at angrebene blev udført “som hævn for drabet på deres leder. Det gælder regeringen og den generelle utilfredshed”. Medlemmet advarede desuden om, at volden kan eskalere yderligere efterhånden som kartellets grupper bliver kørt i stilling til at ”tage over”.
I over to årtier har mexicanerne levet med konsekvenserne af myndighederne krig mod narkokartellerne. Denne gang har der været voldsomme voldsepisoder i over 10 af Mexicos 31 delstater.
Mexicos præsident Claudia Sheinbaum anerkender i et opslag på X, at voldsscenerne finder sted, men hun slog samtidig en beroligende tone an: “De fleste steder i landet er tilstandene normale”.
USA’s viceudenrigsminister Christopher Landau skriver på X, at verden er et bedre sted efter at El Muncho er blevet dræbt. ”De gode er stærkere end de onde.” Han tilføjer, at han samtidig følger voldsscenerne fra Mexico med ”stor sorg og bekymring”.
I turistbyen Puerto Vallarta på Stillehavskysten filmede chokerede strandgæster tykke røgskyer, der steg op over byen. Flere flyselskaber, herunder Air Canada, United Airlines og Aeromexico, aflyste i går alle fly til den populære badeby.
En canadisk turist, som har tilbragt vintrene i Puerto Vallarta i årevis, sagde til Reuters i et telefoninterview, at han aldrig havde set noget lignende og at han er bekymret for, om en ny æra med vold kan være på vej i det ellers relativt rolige ferieområde. Andre beskriver byen som “en krigszone”, skriver BBC.
Myndighederne opfordrede turister og lokale til at blive indendørs, mens lastbilchauffører blev rådet til at ændre deres ruter eller vende tilbage til deres terminaler, indtil situationen faldt til ro.
Videoer delt med Reuters viser blandt andet vejspærringer på den stærkt trafikerede motorvej mellem Mexico City og Puebla. I Colima blokerede kartelmedlemmer veje fra ladet af pick-up trucks.
En brancheorganisation for lastbilindustrien siger, at den er ”dybt bekymret” over volden på motorvejene og anbefaler, at chauffører holder sig i sikre områder eller vender tilbage til deres depoter.
I delstaten Jalisco rapporterede myndighederne, at bevæbnede mænd angreb nationalgarden. Offentlig transport blev midlertidigt suspenderet, og hotelgæster blev anbefalet at blive indenfor.
Ifølge Reuters har myndighederne ikke rapporteret om civile dødsfald i kølvandet på urolighederne, ud over de kartelmedlemmer og embedsfolk, der blev dræbt under selve militæroperationen, hvor El Mencho blev dræbt.
Voldelige reaktioner efter anholdelser eller drab på kartelledere er ikke usædvanlige i Mexico. I 2019 førte anholdelsen af Ovidio Guzmán, søn af Joaquín “El Chapo” Guzmán, til så voldsomme kampe, at myndighederne midlertidigt løslod ham.
Da Guzmán igen blev anholdt i 2023, førte det til nye voldelige sammenstød. Tilsvarende førte anholdelsen i 2024 af Sinaloa-kartellets leder Ismael “El Mayo” Zambada til en blodig intern magtkamp, som stadig er i gang mere end et år senere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og