
NYHED // OVERBLIK – Kulturminister Jakob Engel-Schmidt nedsætter nu Rådet for kulturel modstandskraft med Rane Willerslev i spidsen. I en tid, hvor Danmark ifølge regeringen er presset fra både øst og vest, skal rådet undersøge, hvordan kunst, kultur og foreningsliv kan styrke det, ministeren kalder den kulturelle oprustning.
Rådet skal levere anbefalinger til både borgere, kulturliv og regering og samtidig skabe debat om, hvilke værdier og fællesskaber, Danmark ønsker at værne om i en mere urolig verden. Ifølge Kulturministeriet skal arbejdet munde ud i en rammeforståelse af begrebet kulturel modstandskraft og en analyse af, hvor sårbart Danmark står i dag.
Ifølge DR er opdraget til rådet at udarbejde anbefalinger til Folketinget om, hvordan politikerne kan iværksætte det, ministeren betegner som “kulturel oprustning”. Ministeren forklarer begrebet som “en blanding af det enkelte menneskes evne til at stå på en stærk kulturel, demokratisk og personlig platform og samfundets kollektive bevidsthed om vores demokratiske værdier, kulturarv og kulturgrundlag”.
I et interview med Berlingske uddyber Jakob Engel-Schmidt, at kulturel modstandskraft handler om at være bevidst om, hvad vi kæmper for, ikke kun hvordan vi kæmper. “Vi køber langtrækkende præcisionsvåben og opstiller luftforsvar. Vi rekrutterer flere værnepligtige, og tilslutningen til hjemmeværnet er rekordhøj. Men alt det handler jo om muligheden for at kæmpe”, siger han og fortsætter: “Det betyder virkelig også noget, hvad vi kæmper for, hvad det er, vi kæmper med, og hvordan vi samles med hinanden, når vi kæmper.”
Ministeren afviser samtidig, at kulturel modstandskraft blot er et nyt ord for “åndelig oprustning”. “Åndelig oprustning er et fint begreb, men kulturel modstandskraft handler om mængden af de fælles værdier, der giver os en modstandskraft som befolkning.” Han peger på, at “åndelig” er et kristent begreb, mens kulturel modstandskraft favner bredere og handler om de værdier, der binder befolkningen sammen på tværs af tro, generationer og geografi.
Ifølge DR drager kulturministeren også paralleller til Anden Verdenskrig og taler om en “indre modstand”, hvor danskerne var bevidste om, at landet ville vende tilbage til demokrati. I dag, siger han, er det vigtigt, at både nuværende og kommende generationer er bevidste om, at Danmark er et retssamfund og et demokrati.
Rådet består af 15 medlemmer fra forskellige dele af kulturlivet, herunder skuespiller Birgitte Hjort Sørensen, filminstruktør Ali Abbasi og komiker Jan Gintberg. Ifølge pressemeddelelsen skal rådet blandt andet udarbejde en sårbarhedsanalyse af den kulturelle modstandskraft i Danmark i dag og levere tre gange ti anbefalinger til henholdsvis borgere, kulturen og regeringen.
Formand Rane Willerslev kalder opgaven afgørende. I en pressemeddelelse fra Kulturministeriet siger han: “Det er i mine øjne en af de absolut vigtigste opgaver, vi står med i kulturen. Hvis ikke den vigtigste”. Han fremhæver, at arbejdet kræver en bred sammensætning og understreger, at han er “særdeles tilfreds med rådets sammensætning, der både er særdeles kompetent og mangefacetteret”.
Rådet er nævnt i regeringsgrundlaget og skal ifølge Kulturministeriet skabe synlighed og debat om, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser.
Læs mere hos DR og Berlingske
Læs pressemeddelelse fra Kulturministeriet
Rane Willerslev, direktør, Nationalmuseet (formand)
Birgitte Hjort Sørensen, skuespiller (næstformand)
Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne (næstformand)
Simone Aaberg Kærn, kunstner
Ali Abbasi, filminstruktør
Jan Gintberg, komiker
Jessie Kleemann, billedkunstner og forfatter
Brimheim, sanger og komponist
Simon Axø, forstander, Testrup Højskole
Dea Forchhammer, direktør, Ungdomsøen
Julie Rokkjær Birch, direktør, Den Gamle By
Rikke Nielsen, håndboldspiller og stifter af Lykkeliga
Mikkel Thorup, professor i idéhistorie ved Institut for Kultur og Samfund, AUC
Lasse Horne Kjældgaard, direktør, Carlsbergfondet, og professor i dansk litteratur ved Institut for Kulturvidenskaber, SDU
Morten Axel Pedersen, professor i antropologi og social data science på KU og chefforsker ved CAISA
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og