STORBRITANNIEN // POLITISK KRISE – “Da folket havde mest brug for os, svigtede regeringen.” Med denne dramatiske udmelding begyndte Dominic Cummings sit vidnesbyrd i det britiske parlament onsdag den 26. maj. Og han rettede ikke bare skytset mod regeringen som sådan, han stillede sig selv op i skudlinjen. ”Og jeg vil gerne sige til alle familierne til dem, der døde unødvendigt, at jeg beklager de fejl, der blev begået. Mine egne fejltagelser.”
NEWCASTLE – Onsdag 26. maj kunne man, hvis man da havde tid, tilbringe syv timer foran fjernsynet i Storbritannien.
Det er nogle af de mest fascinerende timer, jeg har tilbragt med at lytte til politisk debat de sidste tyve år. Pressen har i ugevis spekuleret på, hvad Dominic Cummings mon ville sige i den høring, der fandt sted den onsdag.
Høringen skete foran medlemmer af parlamentets udvalg for sundhed og videnskab, som er del af det britiske demokratiske system, den del der tager sig af at udspørge – og sommetider forhøre – vidner, ikke bare fra parlamentet men også resten af samfundet.
Der er tale om kostbare uger og dage, hvor det, at en regering tog det med ro, kunne koste tusindvis af menneskeliv
Hvis man er interesseret i den slags høringer, har man haft al mulig lejlighed til at forberede sig som menig tilhører. Cummings har i dagevis angrebet premierminister Johnson, hans sundhedsminister, Matt Hancock og en række andre navne, der har figureret i regeringens strategi under covid-pandemien.
Den strategi er ikke bare blevet analyseret og beskrevet men også angrebet i månederne efter, at den britiske regering endelig gik i gang med at gribe ind overfor sin del af den globale sundhedskrise. Det drejede sig ikke om måneders tøven. I vinteren 2020 tumlede hele Europa med at forstå pandemiens væsen, og den fart den udviklede sig med. Der er tale om kostbare uger og dage, hvor det, at en regering tog den med ro, kunne koste tusindvis af menneskeliv.
Den britiske regering er blevet kritiseret for at være kommet i gang alt for sent, trods advarsler fra Asien og skræmmende eksempler fra f.eks. Italien på, hvor kostbart det er i menneskeliv, hvis man ikke griber ind hurtigt og aggressivt.
Resultatet har – siger kritikerne – været, at Storbritannien har oplevet en dramatisk overdødelighed på grund af covid-19. Og man har ikke mindst givet premierminister Boris Johnson skylden. Han har, siges det, ikke taget pandemien alvorligt, han har ikke deltaget i de første krisemøder i sit eget ministerium, han har ment, at covid-19 har været en sygdom som skoldkopper, hvis fremmarch kan standses ved smitte, så man opnår flokimmunitet i befolkningen.
Det har nærmest lydt, som om briterne mente, at problemet ville løse sig selv, hvis bare man – regeringen – holdt godt øje med udviklingen, og ikke nødvendigvis greb ind.
Og sådan lød det onsdag formiddag, hvor Dominic Cummings kom med en række beskyldninger overfor regering og embedsstand.
Et andet sted er man lige pludselig distraheret af den amerikanske præsident Trump, der nu beder Storbritannien om at deltage i et luftbombardement i Mellemøsten
Han beskyldte sundhedsminister Hancock for at have løjet overfor kolleger i parlamentet og for at have fået det til at lyde, som om hans ministerium havde problemet under kontrol og kunne få fat i det materiel, sundhedsvæsnet havde brug for.
I virkeligheden havde ministeriet ingen systemer på plads for at få personlige værnemidler fremskaffet. Testningskapacitet havde man næsten ikke – et par tusinde om dagen kunne man klare dengang. Nu er kapaciteten oppe i millionerne, og det er ikke, fordi man ikke har lært af erfaringerne og fået nogle systemer på plads.
Men dengang i marts 2020 var det britiske sundhedsministerium ”en rygende ruin” for at bruge Cummings’ eget udtryk.
Kaos i 10 Downing Street
Cummings beskrev en kaotisk situation i Boris Johnsons ministerium, mens man prøver at forstå situationens alvor. Et sted i ministeriet beskæftiger man sig med pandemien. ”Vi havde kurs mod katastrofen,” fortæller Cummings.
Et andet sted er man lige pludselig distraheret af den amerikanske præsident Trump, der nu beder Storbritannien om at deltage i et luftbombardement i Mellemøsten. Det lykkes i løbet af dagen at få overbevist premierministeren om at afvise deltagelse fra britisk side.
Cummings kommer med beskrivelsen af rodet på højeste sted i det britiske magtapparat for at understrege, hvad han selv har oplevet som premierministerens manglende evne som statsleder
Men premierministeren er også interesseret i en pressehistorie, han gerne vil have sine folk til koncentrere sig om, en historie om hans kæreste (nu hustru) Carrie Symmonds og parrets hund, Dilyn. Der var tilsyneladende en historie i omløb om, at hunden skulle tilbage til den kennel, den var adopteret fra. Den historie skulle manes i jorden.
Cummings kommer med beskrivelsen af rodet på højeste sted i det britiske magtapparat for at understrege, hvad han selv har oplevet som premierministerens manglende evne som statsleder.
Hele det politiske system har svigtet
Cummings lod det ikke blive ved angrebet på premierministeren. Som mødet skred frem, blev det klart, at Cummings var ude efter hele Storbritanniens politiske system. Det er vanvittigt, at vælgerne har valget mellem folk som den konservative Boris Johnson og Labours Jeremy Corbyn (der var Labours kandidat ved valget i 2019). To politikere, som han helt klart har lige lidt tilovers for.
Politikernes horisont er for kort, forklarer han: De skal tilfredsstille krav fra vælgere og presse her og nu, og de har ikke strategisk overblik. Derfor går det galt. Derfor er beslutningstagerne ikke klar, når det gælder.
Er det ikke det, man har embedsstanden til at rette op på? Politikere og ministre kommer og går. Embedsmændene bliver siddende og har erfaring fra års arbejde i baggrunden.
Men embedsmændene hjalp ikke meget til i en situation som pandemien, de manglede overblikket i foråret 2020, sagde Cummings. Han har i det hele taget talt for en gennemgribende revision af ledelsen af det britiske embedsvæsen.
Han, Cummings, har oplevet hvad han kalder ”group think” – flokmentalitet, hvor kabinettets ministre og deres rådgivere overbeviser sig selv og hinanden om, at – som Boris Johnson skal have sagt – det her bare er den seneste katastrofehistorie i pressen. De lader sig ikke overvælde af katastrofetyperne: Slå koldt vand i blodet, slap lige af, få overblik.
Cummings var Boris Johnsons nærmeste rådgiver under pandemien, gør et af panelmedlemmerne opmærksom på. Var det ikke Cummings’ eget ansvar at få Johnson til at begribe, hvor alvorlig situationen var?
Det har været en del af debatten om Cummings’ egen indsats under krisen, at han skulle have presset netop for at få det budskab igennem til en tøvende og overforsigtig premierminister. Det er ikke helt sådan, man nu hører situationen beskrevet af Cummings.
Han er helt åben omkring, hvad man må kalde hans egen inkompetence. Her er han ikke ”beskeden”, han understreger netop, at han ikke selv har forudsætningerne til at forstå situationens alvor. I vinteren 2020 tager han selv kontakt med akademikere med den rette ekspertise for at få bedre indsigt i problemet, men han er selv i tvivl om krisens omfang og den fare, den udgør for Storbritannien.
Det er imidlertid en kvindelig embedsmand, Helen MacNamara, der afbryder et møde med premierministeren for at gøre opmærksom på den katastrofe, der venter, hvis regeringen ikke griber ind hurtigt og radikalt. Embedsstanden er ikke uden evne eller vilje til at gribe ind, men hele systemet er overvældet. Det er selvfølgelig ikke kun briternes erfaring. Langt fra alle lande griber ind så dramatisk som Danmark, og i Danmark er der netop heller ikke enighed om, hvordan og hvornår man skal gribe ind.
Britisk planlægning på højeste sted
At krisen ikke blev grebet an på den bedste måde i Storbritannien – eller tidligt nok, ser ud til at være hævet over enhver tvivl. Cummings nævner, gang på gang, at nationen – og det vil jo her sige beslutningstagerne på det højeste politiske plan i marts 2020– overhovedet ikke har en plan for, hvordan man skal gribe ind i en krisesituation.
Den britiske presse nævner jævnligt noget, der hedder et ”COBRA meeting”. Når der holdes sådan et møde, ved man som borger, at nu sker der noget. Nu er vi ude i en eller anden krise, der kræver koordineret indsats.
”COBRA”-møder finder sted i 10 Downing Street i et mødelokale, der hedder Cabinet Office Briefing Room (C-O-B-R) A”, altså ”COBRA”. Det er en forkortelse, der ikke har noget med kobraslanger at gøre.
Men der er altså en rutine på plads for at gribe ind i kriser. Briterne fumler sig ikke igennem, selvom de kan lide at få det til at se sådan ud. ”Muddling through” er et udtryk for, at briterne kan lide at improvisere i en krisesituation.
Man kan ikke sige, at det britiske politiske beslutningssystem mangler erfaring. Da svineinfluenzaen truer Storbritannien (og Danmark) i 2009, sætter Gordon Browns Labour-regering et større apparat i gang for at sikre nationen
Og det gør man jo netop ofte i kriser. Man mødes et bestemt sted i et bestemt lokale i premierministerens bygning, og man inviterer de rigtige eksperter til at sidde i lokalet og finde frem til en strategi og noget taktik.
Så det er ikke holdningen til katastrofer som sådan, der har været noget i vejen med her. Det har været holdningen til lige denne katastrofe – en manglende vilje til at lytte efter de signaler, der kom ind på premierministerens og andre ministres kontorer.
Og man kan ikke sige, at det britiske politiske beslutningssystem mangler erfaring. Da svineinfluenzaen truer Storbritannien (og Danmark) i 2009, sætter Gordon Browns Labour-regering et større apparat i gang for at sikre nationen. Der indkøbes medicin, og man forbereder indkøbet af 132 millioner doser vaccine – tilstrækkeligt til at beskytte hele befolkningen.
Men da man i 2016 gennemførte en øvelse i katastrofeberedskab, et ”war game” som man nu kalder det efter militært mønster, var den klare konklusion, at landet ikke var klar til at beskytte befolkningen mod en pandemi, hvis sådan en pludselig skulle komme, som det jo skete.
Hvad gik der galt?
Det, man har oplevet i dag – Cummings vidnesbyrd. Det er kun et vidneudsagn. Et fantastisk vigtigt vidneudsagn fra en mand, der sad midt i katastrofen, deltog, tænkte sit og gemte en hel masse noter og tekster, som han nu kan gøre brug at for at understøtte sin egen kritik.
Jeg forestiller mig, at premierminister Johnson har hørt godt efter. Da han onsdag middag skulle svare på spørgsmål fra andre parlamentsmedlemmer, indrømmede han ikke, at han havde gjort noget galt. Det var selvfølgelig det, hans politiske modstandere spurgte efter rent retorisk. Han krøb udenom.
Til gengæld har han lovet, at der skal foretages en undersøgelse af hele forløbet, så man kan lære af de fejl, der eventuelt er blevet begået i en meget usædvanlig krisesituation, hvor mange beslutninger skulle tages her og nu, og det er ikke utænkeligt, der er gjort fejl her og der. Menneskelige fejl.
Man kan synes, han er ”uværdig” og ”lidt fjollet”. Et meget stort antal britiske vælgere ser ham som et frisk islæt i det politiske liv
Her prøver jeg at afspejle, hvordan britiske ministre selv reagerer på kritik i foråret 2021.
Der skal foretages en officiel undersøgelse, men hvor regeringens modstandere forlanger en undersøgelse her og nu, vil Boris Johnson heller vente til 2022 med at sætte undersøgelsen i gang.
Det er ikke urimeligt: Johnsons politiske fjender foretrækker at undersøgelsen kommer i gang med det samme, så den kan bruges til at angribe den konservative regering. De er ikke selv politisk neutrale, når de forlanger handling med det samme.
Det kan være meget sundt med lidt afstand til begivenhederne, før man prøver at grave i de mange fejl. Det er meget godt, hvis støvet lige får lov til at lægge sig. Det er sikkert tilfældet, at en undersøgelse i 2022 ikke vil skabe de samme problemer for Boris Johnson, hvis han afholder parlamentsvalg i 2023, som man nu forventer, at han vil gøre.
Er Cummings en trussel?
Boris Johnson er jo heller ikke neutral.
Storbritannien har haft stor succes med vaccinationskampagnen. Flere end 61 millioner var blevet vaccineret i Storbritannien i den uge, hvor Cummings svarede på spørgsmål fra høringspanelet. Det har givet Johnson noget at det, man på engelsk kalder ”a vaccination bounce”. Hans popularitet har taget et hop opad. Folket synes, den sjove og utraditionelle politiker er noget af en frelsermand for nationen.
Det dækker i høj grad for al kritikken mod ham for inkompetence som leder, og det er også for tidligt at afgive en generel bedømmelse af ham som sådan. Han kan være premierminister i lang tid endnu.
Når jeg lytter til Dominic Cummings, som jeg forleden gjorde i mange timer, så hører jeg ikke bare et sandhedsvidne. Jeg hører også en mand, der har været tæt ved magtens tinder, som har set, hørt og oplevet samtidshistorie på en sjælden og væsentlig måde
Når man ser på britisk politik udefra og prøver at forstå den og Boris Johnsons politiske styrke, skal man minde sig selv om det. Man kan synes, han er ”uværdig” og ”lidt fjollet”. Et meget stort antal britiske vælgere ser ham som et frisk islæt i det politiske liv. Hvis han har mange børn med mange damer, og skilsmissen giver ham finansielle problemer, så han ikke har råd til børnepasning og nyt tapet, så er det på en måde meget hyggeligt og almindeligt.
Det er ikke mange dage siden, pressen skrev side op og side ned om, hvordan private donorer havde dækket udgifterne til tapetsering af Boris Johnsons officielle bolig i Downing Street 10. Nu konkluderer en officiel rapport, at selvom Johnsons opførsel har været kritisabel – han har ikke tænkt over, hvordan malerfirmaets regning blev betalt – så har han ikke forbrudt sig mod nogen regler.
Nu har han oplevet at blive kritiseret meget alvorligt af sin tidligere rådgiver. Spørgsmålet er, om det vil skade ham. Det har naturligvis straks ført til en mængde debat og kritik i den britiske presse.
Skal man hurtigt opsummere reaktionen i pressen, så har venstrepressen refereret Cummings’ kritik af Johnsons (påståede) inkompetence og sundhedsminister Hancocks (igen påståede) gentagne løgne overfor premierminister og ministerkabinettet.
Højrepressen afviser Cummings som hævnlysten – Johnson fyrede ham jo og har ikke vist sin ”taknemmelighed” for Cummings indsats som rådgiver – og så siger man, at Cummings har blikket fæstnet på bakspejlet. Vi skal videre.
Og det vil måske fremskynde det øjeblik, hvor vælgerne bliver interesseret i andet end pandemi, nedlukning og ansigtsmasker. Der kommer en dag, hvor vi skal videre.
Men når jeg lytter til Dominic Cummings, som jeg forleden gjorde i mange timer, så hører jeg ikke bare et sandhedsvidne. Jeg hører også en mand, der har været tæt ved magtens tinder, som har set, hørt og oplevet samtidshistorie på en sjælden og væsentlig måde.
Han giver indtryk af at være dybt frustreret over (angiveligt) amatøragtig politisk ledelse, manglende indsigt og ekspertise under en sundhedskrise. Det er hans konklusion – og den står han ikke alene med – at Boris Johnsons, hans kabinets og embedsmændenes nølen har ført til titusindvis af helt unødvendige dødsfald.
Det er ikke sikkert, vi nogensinde bliver i stand til direkte at hive nogen i retten for at have været skyld i nogens død, direkte eller indirekte, selvom der findes en lov, der kunne dække lige sådan et ansvar, sådan en forbrydelse.
Drømmen om det perfekte system?
Men man har også fornemmelsen af, at Dominic Cummings drømmer om en politisk ledelse, der har den rette ekspertise i krisesituationer og ikke bare en politiske ledelse, der kan tage beslutninger, når det gælder og finde frem til den nødvendige ekspertise, der hvor den findes.
Cummings er nok lidt af en teknokrat, der kæmper mod et politisk system domineret af fejlbarlige mennesker – det vi normalt forstår ved et demokrati. Et politisk system, der består af mennesker ligesom os selv, som vi tit skælder ud for at være fejlbarlige, men det er det, der gør dem til vores repræsentanter.
En dugfrisk meningsmåling viser, at et flertal både mener, Cummings taler sandt, og at Boris Johnson skal blive siddende som premierminister
Så selvom Dominic Cummings, manden der indrømmer sine fejl og egne manglende evner, har ret i sin kritik, så repræsenterer han måske det modsatte af vores demokrati. Et eller andet sted drømmer han om et mere perfekt politisk system; og med den drøm er man kun et hanefjed fra teknokratiet og et kort skridt fra drømmen om den stærke leder.
Det er Boris Johnson netop ikke. Men han er populær, og han er urørlig som premierminister. En dugfrisk meningsmåling viser, at et flertal både mener, Cummings taler sandt, og at Boris Johnson skal blive siddende som premierminister.
Cummings som historisk vidne
Dominic Cummings har oplevet at sidde tæt ved magtens tinde, han har fået indsigt, og han har haft indflydelse. Derfor er hans vidneforklaring væsentlig, og han kan faktisk have ret i alt det, han har at sige om det politiske kaos under pandemiens første uger og måneder.
Men i virkeligheden havde han ikke meget nyt at føje til debatten. Det er almindelig kendt, at situationen var kaotisk i februar/marts 2020. Intet nyt der.
Premierminister Boris Johnsons evner som politiker har været kendt i årevis. ”Sådan et menneske bliver aldrig leder for de konservative og slet ikke premierminister,” hed det sig.
Men det blev han, og det er han. Cummings har indsigt, men han imponerer ikke som skuespiller på den politiske scene. Nogen Struensee er han jo slet ikke. I modsætning til Henry Kissinger har han ikke format som vidne til store historiske begivenheder. Boris Johnson er ikke nogen Richard Nixon.
Så nygifte Boris Johnson bliver indtil videre siddende som premierminister. Hvis Cummings får ram på nogen, så bliver det måske sundhedsminister Hancock, der er det mest sandsynlige offer for Cummings kritik, som afledning for kritikken
Og Henry Kissinger udgav et par væsentlige bøger om sin tid i Det hvide Hus sammen med præsident Nixon. Hvorfor skrev Cummings mon ikke en spændende bog om erfaringerne fra tiden som rådgiver for Boris Johnson?
Grunden er nok meget enkel: Han kan ikke komme med konkrete beviser for sine påstande eller med rigtig ny kritik af Johnson og hans regering. Der var kaos, der er stadig problemer, men der er også sket en omfattende indsats mod pandemien. Kaos har været et problem, ikke et ledelsesprincip. Den manglende forberedelse har måske noget med flere konservative regeringer at gøre og ikke bare Boris Johnson.
Så nygifte Boris Johnson bliver indtil videre siddende som premierminister. Hvis Cummings får ram på nogen, så bliver det måske sundhedsminister Hancock, der er det mest sandsynlige offer for Cummings kritik, som afledning for kritikken.
Cummings selv skal nok andre steder hen end det politiske liv for at fortsætte sin karriere, men den kommer vi nok til at høre mere om. Han er ikke god til at sidde stille.
LÆS ALLE HANS CHRISTIAN ANDERSENS ARTIKLER HER
Topbillede: Boris Johnson under et pressemøde i juli 2020. Nu er han under hård kritik for netop at have ladet hånt om skiltets opfordringer. Foto: Open Government License.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
